KLUMMESERIE – I debatten om seksuelt misbrug af børn mangler barnets stemme. POV bringer hver onsdag serien om Amanda – en voksen kvinde, der har berettet om det omfattende seksuelle misbrug, hun var udsat for i syv år – fra hun var fire år, til hun var 11 – på sin personlige blog. Vi ved, hvem hun er, men hun vil optræde under pseudonym. Hendes overgrebsmand er i dag død, men års terapi har endnu ikke kunnet hele de psykiske skader, hun i dag må leve med. I afsnit 9 fortæller Amanda om et minde, der greb hende sidste sommer uden varsel: “Pludselig ser jeg en ældre mand ligge i sin have ud til stien og tage sol på sin liggestol fra 70’erne. Han ligger på maven. Hans telefon ringer, han vender sig om, og hans brankede og brune hud glinser i solen. Jeg er tilbage. Min krop og min bevidsthed er pludselig i to tidszoner. 1984 og nu. Syv år gammel … Jeg fryser. Står bare og glor på ham. Jeg holder per automatik vejret for ikke at blive inficeret af fortidens dræbende erindring. Jeg fornemmer den kropslige fornemmelse af, hvordan hans nylon badebukser rammer mine lår, inden han tager badebukserne af.”
Selv den længste vej begynder med små skridt – 25. juli 2017
Hvorfor egentlig skrive en serie om så alvorligt et emne?
Hvorfor kan jeg ikke bare gå rundt med mine tanker alene og kun dele dem med min psykolog og min allerkæreste computer?
Først og fremmest føler jeg mere og mere, at det er min pligt at dele mine tanker.
Ordene skal ud, de presser sig på, så hvorfor ikke dele dem, når jeg ved, at der desværre er rigtig mange, der har det ligesom mig? Måske kan de mennesker, der læser med (også uden at kommentere og like) få noget ud af at spejle sig i serien.
Jeg føler, at jeg bliver nødt til at give min lille pige en stemme, som ingen hørte, dengang de seksuelle overgreb fandt sted, selvom jeg rent faktisk fortalte det til flere voksne. Voksne, som også var bekymrede og vidste, det fandt sted, men som intet foretog sig for at stoppe overgrebene. Intet
Jeg kan i hvert fald mærke, at jeg får noget ud af det, når nogle kommenterer eller skriver beskeder om, at de kan relatere sig selv til mig og det, jeg skriver. Når jeg får noget ud af denne resonans, tror jeg også, at andre får noget ud af det. Og det i sig selv er grund nok. Selvom jeg selvfølgelig, ville ønske, at jeg var den eneste i hele verden, der havde disse erfaringer med mig i baggagen, da intet barn bør udsættes for seksuelle overgreb. Intet.
Jeg føler, at jeg bliver nødt til at give min lille pige en stemme, som ingen hørte, dengang de seksuelle overgreb fandt sted, selvom jeg rent faktisk fortalte det til flere voksne. Voksne, som også var bekymrede og vidste, det fandt sted, men som intet foretog sig for at stoppe overgrebene. Intet.
Nu kan jeg tale for hende, min lille pige, og hendes stemme skal få lov til at tale, så længe hun har et behov.
Måske kan andre overlevere spejle sig i stemmen og indse, at det aldrig er barnets (deres egen) skyld. Dog så må jeg tilstå, at jeg hver gang, jeg har skrevet et indlæg, frygter den kommentar, der giver mig hele skylden. Jeg ved, at det er min egen skam, der taler.
Min skam er på vej væk, men den taler altid lidt ekstra højt, lige inden jeg udgiver noget.
Når det er sagt, får ikke skammen lov til at styre mig, som den har gjort tidligere. Skammen er nemlig ikke min. Den er Carls og kun Carls. Carl bærer hele skammen for evigt på sin pinebænk i helvede. Jeg er ikke religiøs, men tanken om helvede giver mig nogle gange et afløb.
At ønske hans nærvær og samtidig ønske, at han stopper med at misbruge mig, dér i solskinsvejret, udenfor, mens han ihærdigt forsøger at fange mine øjne ind for at få mig til at erkende via øjnene, at det, der sker imellem os, er okay, og at hvis det er nogens skyld, så er det min egen, fordi jeg ikke går min vej
Tænk, hvis bare ét barn/ung får mod nok til at sige fra overfor overgreb og søge hjælp… Eller hvis én voksen med senfølger efter seksuelle overgreb søger hjælp.
Eller tænk, hvis en pårørende pludselig forstår, hvilken byrde senfølger er. En byrde, der er så tung, at man med en lillefinger snildt kan vinde verdensmesterskabet i traktortræk kombineret med den tungeste omgang vægtløftning på en gang, og lidt til.
Forestil dig, hvis f.eks. fagfolk uden personlige erfaringer med seksuelle overgreb får et indblik i, hvordan det kan opleves at leve med senfølger efter seksuelle overgreb: At det ikke bare er noget, “man lige kommer over” – så er min “mission” fuldført, og det er derfor, jeg skriver.
Sommer – 24. juli 2017
Jeg er i sommerhus. Går alene langs stien, forbi de andre sommerhuse i dag.
Indtil i dag er det faktisk gået overraskende godt. Jeg har badet nede ved stranden. Ja, jeg har endda ligget og taget sol uden at være ramt af for mange flashbacks. Jeg har godt nok haft et par ture tilbage af Memory Lane, men jeg har kunnet være i det og undgået den sanselige del, der for mig klart er den værste: Når min krop med alle dens sanser tror, den er tilbage i barndommen fra helvede.
Sommeren er svær. Frygtelig svær, men jeg øver mig, og hver dag med sol bliver en smule bedre, nok takket være den eksponeringsterapi med fokus på de overgreb, der fandt sted på Carls hemmelige strand, jeg tvang mig selv igennem hos min psykolog, inden jeg skulle på sommerferie. Og derfor har jeg for første gang kunnet være på stranden og egentlig føle mig okay.
Syv år gammel. Jeg fornemmer hans varme og ildelugtende nøgne hud mod min. Mine næsebor snører sig sammen, fordi lugten er der så tydelig, som hvis jeg var tilbage i situationen. Lugten af sved, cigaretter, mere sved og en indelukkethed, der kun kan sidde i huden på en som ham
Det vil sige – indtil i dag er det gået forholdsvis okay.
Jeg går alene langs stien. Pludselig ser jeg en ældre mand ligge i sin have ud til stien og tage sol på sin liggestol fra 70’erne. Han ligger på maven. Hans telefon ringer, han vender sig om, og hans brankede og brune hud glinser i solen. Jeg er tilbage. Min krop og min bevidsthed er pludselig i to tidszoner. 1984 og nu.
Syv år gammel. Jeg fornemmer hans varme og ildelugtende nøgne hud mod min. Mine næsebor snører sig sammen, fordi lugten er der så tydelig, som hvis jeg var tilbage i situationen. Lugten af sved, cigaretter, mere sved og en indelukkethed, der kun kan sidde i huden på en som ham.
Mit hjerte begynder at hamre. Jeg fryser. Står bare og glor på ham. Jeg holder per automatik vejret for ikke at blive inficeret af fortidens dræbende erindring. Jeg fornemmer den kropslige fornemmelse af, hvordan hans nylon badebukser rammer mine lår, inden han tager badebukserne af.
Jeg fornemmer solens stråler stikke mig i øjnene som glødende jernstave, mens jeg forsøger at kigge væk og finde et fokus et sted i naturen.
Jeg husker mine ambivalente følelser af at være der sammen med ham. Er i de ambivalente følelser. Er i dem.
Pludselig er jeg fri. Nutiden banker på døren, og jeg skynder mig væk. Sætter mig i stolen, hjemme i sommerhuset. Græder stille, kryber sammen i stolen, mens jeg lader solen brænde mine minder og tårer væk
Er tilbage i krop og sjæl. At ønske hans nærvær og samtidig ønske, at han stopper med at misbruge mig, der i solskinsvejret, udenfor, mens han ihærdigt forsøger at fange mine øjne ind, for at få mig til at erkende via øjnene, at det der sker imellem os er okay, og at hvis det er nogens skyld, så er det min egen, fordi jeg ikke går min vej.
Pludselig er jeg fri. Nutiden banker på døren, og jeg skynder mig væk. Sætter mig i stolen, hjemme i sommerhuset. Græder stille, kryber sammen i stolen, mens jeg lader solen brænde mine minder og tårer væk.
Topfoto: Flickr
Amandas historie er en serie om seksuelt misbrug af et barn bygget på virkelige hændelser fra forfatterens barndom. Du kan læse første afsnit, ‘Var det min egen skyld?’ her, andet afsnit, ‘Jeg hader at ligge ned’ her, tredje afsnit, ‘Når jeg skal sove’, her, fjerde afsnit, ‘Are you aware the shape I’m in? My hands shake, my head spins’, her, femte afsnit“Voldtægten”, her, sjette afsnit, ”Om at lære at nyde hvidvin og sushi” her, syvende afsnit, “Musikkens mag”, her og ottende afsnit, “Orgasmen er som en appelsin dyppet i opkast, som jeg er tvunget til at spise” her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
