POLITISK OPBRUD // ANALYSE – Flere af Folketingets politiske partier er i dyb krise. Nogle er gået helt i opløsning, som Alternativet, eller er endt som en skygge af sig selv som Liberal Alliance. Andre er plaget af partihop og udvandringer som hos De Radikale, eller svækket af udsigten til fortsatte rivaliseringer i ledelsen som hos Venstre efter rigsretssagen mod Inger Støjberg, der snart går i gang. Også DF er ramt af en dobbelt åreladning fra både et stærkt Socialdemokrati og Nye Borgerliges overhaling i den værdipolitiske højrebane. Og nu lurer et nyt parti måske, når en hævngerrig Lars Løkke er færdig med sin studiekreds. Karsten Skjalm har taget det historiske og analytiske blik på den usædvanligt turbulente situation. Det er ikke uroen i sig selv, der er usædvanlig, men at der er så mange partier, der vakler i geledderne samtidig.
Formandsopgør, partihop, politiske eksklusioner eller politikere, der er blevet gået, samt dannelsen af nye partier har været en del af dagens (u)orden i et stykke tid i dansk politik.
Venstre har den laveste tilslutning til partiet i 30 år
Det er ikke turbulensen, der gør situationen lige nu unormal, men det at ikke blot ét men flere partier har været og er i dybe interne kriser samtidig.
Fra nederlag til nederlag
Venstre har været plaget af sit langvarige formandsopgør og har med den nye politiske leder, Jakob Ellemann-Jensen, langt fra fundet sine egne ben. At partiets tidligere så markante næstformand, Inger Støjberg har måttet forlade posten, og nu står overfor den rigsret, som blev vedtaget tirsdag, har ikke bidraget til nogen afklaring. Tværtimod.
Ifølge en ny meningsmåling ligger partiet på det laveste niveau i 30 år.
Alternativet er blevet sprængt i stumper og stykker.
Partiets stifter, Uffe Elbæk, har meldt sig ud og trak Rasmus Nordqvist, Susanne Zimmer og Sikandar Siddique, der alle var folketingsmedlemmer for partiet med sig. Faktisk har hele 13 fremtrædende medlemmer nu forladt partiet, som kun har ét folketingsmedlem tilbage, Torben Gejl.
Tre af løsgængerne har dannet et nyt parti, De Grønne – Danmarks Nye Venstrefløjsparti. Siden trak Josephine Fock sig som leder efter kun 9 måneder på posten. Hendes argument var, at hun var ude af stand til at samle partiet. Men allerede et par uger efter at Fock blev formand i begyndelsen af februar 2020, kom det frem, at hun havde været en ualmindelig dårlig leder, der havde opført sig fysisk dominerende og overfusende overfor sine ansatte.
Vælgerne dumpede godt nok alle LA’s ministre, men Thyra Frank var den absolutte bundprop og hende havde Samuelsen en forkærlighed for
Ved folketingsvalget 2019 led Liberal Alliance danmarkshistoriens største valgnederlag. Partiet mistede 11 ud af 15 folketingsmedlemmer, et tab på over 70%, og røg ud i en enorm krise efterfølgende. Partiets leder og stifter Anders Samuelsen tog konsekvensen, og trak sig som formand. Han havde sat sig et mål på 10%, men partiet endte blot lige over spærregrænsen.
Blandt de fire medlemmer, som blev valgt ind, gik Henrik Dahl efterfølgende til frontalangreb på partitoppen, og beskyldte Samuelsen for nepotisme.
En af faktorerne bag åreladningen var – udover Samuelsens ydmygende nederlag efter et ultimativt og senere opgivet krav om skattesænkninger – Thyra Franks fallit som ældreminister; vælgerne dumpede godt nok alle LA’s ministre men Thyra Frank var den absolutte bundprop og hende havde Samuelsen en forkærlighed for.
Thyra Frank er og var ikke Dahls kop te, og efter min bedste overbevisning passer Dahl slet ikke ind i det liberale parti.
Igennem hele sit voksne liv har han været på en lang politisk rejse fra SF over Socialdemokratiet for til sidst at ende på den helt anden side af det politiske hegn efter et mislykket forsøg som romanforfatter uden fast indtægt – hvilket bidrager til at forstå, hvorfor han lod sig friste af den altid engagerede Anders Samuelsens forslag om, at den kendte sociolog kunne blive politiker i LA.
Som udsprunget islamkritiker har Henrik Dahl jævnligt plejet omgang med Inger Støjberg og Nye Borgerlige, og det kan ikke afvises, at han på et tidspunkt hopper over til Dansk Folkeparti, som åbent har inviteret Støjberg ind i varmen, eller måske helt over til Nye Borgerlige. Henrik Dahl er ganske vist liberal (bare ikke i udlændingepolitikken), men ikke så liberalistisk i økonomisk forstand, som LA er.
LA’s nye leder, Alex Vanopslagh, agter at forsøge på at genrejse partiet, LA 2.0 kalder han projektet, men der er fortsat for meget uro i partiet, har han udtalt. Det har ikke gjort det lettere for den unge partileder, at han er blevet ramt af alvorlig stress, og har følt sig nødsaget til at nedsætte sin arbejdsbyrde. Det bliver noget af en opgave at genrejse det parti.
Med til den pinagtige saga om Liberal Alliance hører, at partiets tidligere formand Leif Mikkelsen krævede, at Henrik Dahl blev ekskluderet efter dennes undsigelse af partiets tidligere ledelse. Det skete ikke, og Henrik Dahl tilsluttede sig, at Alex Vanopslagh blev partiets nye leder, mens Leif Mikkelsen forlod formandsposten i protest.
Udrenset blev der dog samtidig. Partiets grå eminence, og sandsynligvis klogeste hoved, Søren Kenner, blev ekskluderet, efter at han ellers havde været med til at stifte partiet ved i 2010 bl.a. at have oprettet den såkaldte “visionsgruppe”, der var et idé- og arbejdslaboratorium for partiet.
Sluttelig blev partiets nr. 2, Simon Emil Ammitzbøll-Bille frosset ud af partiet, hvorefter han dannede endnu et udbryderparti, Fremad. Det parti nedlagde han et år senere, i oktober 2020, sikkert i erkendelse af, at det ingen gang på jorden havde.
Senest har Laura Lindahl, som blot var 21 stemmer fra at blive genvalgt, forladt LA og flyttet til De konservative. Endnu en partihopper.
LA’s krise har været og er stadig nem at få øje på.
Udbryderdronningen Vermund
Nye Borgerlige har overtegnede også stiftet bekendtskab med. Partiet er en form for udbryderparti fra Det Konservative folkeparti, der blev dannet, da Pernille Vermund ikke kom i Folketinget for De Konservative ved valget i 2015. Partiet prioriterede Mette Abildgaard i stedet.
Sammen med Peter Seier-Christensen, som varetog Vermunds valgkampagne, besluttede de to at danne et nyt parti.
Jeg var selv med på råd og forestillede mig, at partiet kunne udfylde det politiske tomrum på de to politiske akser: til højre på den fordelingspolitiske akse og til højre på den værdipolitiske. Jeg placerer ikke mig selv politisk dét sted, men Pernille Vermund og Peter Seier gjorde; de var imidlertid ikke i stand til at formulere projektet alene.
Efter en alvorlig sygdom hvor jeg var fraværende fra scenen i længere tid, havde partiet, som oprindeligt skulle have heddet “Vi Konservative”, taget en skarp drejning. Partiet havde fået navnet ‘Nye Borgerlige’ og havde ene og alene til formål at høste så mange stemmer som muligt fra Dansk Folkeparti, der havde et kanonvalg i 2015 og ved Europaparlamentsvalget i 2016.
Lars Kaaber, som dengang ikke var kendt i den bredere offentlighed, men som er en god bekendt af overtegnede, havde ellers bedyret overfor mig privat, at han ‘aldrig ville blive medlem af et parti’.
Dansk Folkeparti er ikke blot i dyb krise, men nu også plaget af intern strid nøjagtig som flere af de andre partier. Striden bunder selvsagt i, at partiet styrtdykker i meningsmålingerne og i, at Kristian Thulesen Dahl tilsyneladende har mistet grebet
Det blev han alligevel, da han fik stillingen som Nye Borgerliges pressechef. Han er partiets strateg, eller som Søren Kenner har udtrykt det overfor mig: “Lars Kaaber støber kuglerne, mens Pernille råber i megafonen”. Ved folketingsvalget i 2019, foreslog Lars Kaaber det åbenlyse: Pernille Vermund skulle være partiets spidskandidat i Sønderjylland, hvor Dansk Folkeparti stod stærkest.
Partiet fik fire mandater: Vermund, Peter Seier Christensen og Mette Thiessen, samt et mandat i Østjyllands storkreds.
Dansk Folkeparti i sin første dybe krise
I mellemtiden er Dansk Folkeparti rykket tæt på Socialdemokratiet, som under Mette Frederiksen omsider har forstået, at hvis S skulle hente de mange tabte stemmer tilbage fra DF, skulle partiet flytte sig på den værdipolitiske akse: læs på udlændingepolitikken.
Den strategi er lykkedes. Ved folketingsvalget oplevede Dansk Folkeparti sit første valgnederlag, siden partiet blev dannet i 1995 og nedturen var enorm: fra 21,1% til 8,7%. Samtidig har Nye Borgerliges markant strammere kurs indenfor netop udlændingepolitikken sendt partiet på himmelflugt.
For Jens Rohde tegner fremtiden usikker. Han var altid en fremmed fugl i Det Radikale Venstre efter skiftet fra Venstre. Han kan være færdig i dansk politik, eftersom han næppe passer inde i Lars Løkke Rasmussens nye partiforberedende studiekreds
Ifølge den seneste Megafon-måling fra 21. januar 2021 står NB til 10,8%, mens tilslutningen til Dansk Folkeparti er faldet til 5,2%. Bemærk, at partiet fik 2,4% ved valget i 2019, så vi taler om en næsten femdobling i vælgernes til slutning til Nye Borgerlige; og selvom meningsmålinger ofte er behæftet med usikkerhed, er der ingen grund til at betvivle den markante tilslutning.
Og derfor er Dansk Folkeparti ikke blot i dyb krise, men nu også plaget af intern strid nøjagtig som flere af de andre partier. Striden bunder selvsagt i, at partiet styrtdykker i meningsmålingerne og i, at Kristian Thulesen Dahl tilsyneladende har mistet grebet.
Partiets kompas er gået i uorden, fordi det presses samtidig af både Socialdemokratiet og af Nye Borgerliges overhaling af DF’s stramme kurs i udlændingepolitikken.
Her kan der derfor være et tronskifte på vej, som kan gøre Europaparlamentsvalgets største stemmesluger, Morten Messerschmidt, til partileder: Men det kan også ende med et regulært formandsopgør.
Messerschmidt har gjort det glasklart, at Inger Støjberg er hjertelig velkommen i Dansk Folkeparti. Støjberg er en oplagt person, som kan tage kampen op mod Pernille Vermund. Vermund har dog også inviteret den ombejlede Støjberg indenfor i varmen
Morten Messerschmidt har gjort det glasklart, at Inger Støjberg er hjertelig velkommen i Dansk Folkeparti. Støjberg er en oplagt person, som kan tage kampen op mod Pernille Vermund. Vermund har dog også inviteret den ombejlede Støjberg indenfor i varmen, trods usikkerhed om udfaldet af hendes rigsretssag – eller måske netop grundet denne.
Der foregår en åbenlys konkurrence mellem de to partier.
En radikal åreladning
Men det er ikke det hele. Det Radikale Venstre står også i en krise, efter Morten Østergaards afgang som partileder og valget af Sofie Carsten Nielsen, der efter et kampvalg mod Martin Lidegaard endte som partiets nye leder. Lidegaard blev støttet af Jens Rohde og Ida Auken, som nu begge har forladt partiet i hhv. sidste og denne uge.
De tos motivation for at melde sig ud er imidlertid forskellig. I Ida Aukens tilfælde har personlige ambitioner drevet værket. Som tidligere miljøminister er hun en stærk fagpolitiker, og et stort tab for De Radikale. Hun var partiets store stemmesluger ved valget i 2019, og hendes partihop er et scoop for Socialdemokratiet. Hun vil utvivlsomt følge i sin onkel Svend Aukens fodspor.
Frederiksen så allerede under Thorning-regeringen, at partiet blev nødt til at flytte sig på udlændingepolitikken, hvis det ville tilbage til Statsministeriet, og nu ligger Socialdemokratiet ifølge den seneste Voxmeter-måling på hele 33,3%
For Jens Rohde tegner fremtiden derimod usikker. Han var altid en fremmed fugl i Det Radikale Venstre efter skiftet fra Venstre. Han kan være færdig i dansk politik, eftersom han næppe passer inde i Lars Løkke Rasmussens nye partiforberedende studiekreds.
Rohdes argument er, at De radikale har flyttet sig langt væk som midterparti i dansk politik, ud til den yderste venstrefløj på den værdipolitiske akse. Partiet er ikke blot EU-entusiastisk, men også en skarp modstander af den stramme udlændingepolitik. Og som denne artikel i Berlingske forklarer på glimrende vis, er de radikale blevet isoleret i dansk politik. Det er ikke længere et parti, som de borgerlige eller Socialdemokratiet vil lege med.
Hvorvidt man kan forvente en stor tilbagegang for partiet, må tiden vise. Meningsmålingerne tyder ikke på det. Partiet har mange kernevælgere blandt akademikere og den såkaldte kreative klasse, men med Rohdes og Aukens afgang, har De Radikale ikke blot mistet nogle af partiets markante pragmatiske radikalere, det har også mistet sin rolle som kongemager, for udlændingepolitikken vil formentlig også fremover være et blivende tema i dansk politik. Det er nok den største omvæltning i dansk politik siden jordskredsvalget i 1973, da vælgerne sidst straffede de etablerede partier.
En kongemager, der gik ud i kulden
Nu straffer De Radikale sig selv. Det var kongemageren selv i skikkelse af Morten Østergaard, som gik ud i kulden, men så smækkede døren bag ham.
Det var ikke lige det, kongemageren forventede, men for mange af os andre, er det ikke overraskende. Udlændingepolitikken har i mere end tyve år stået højest på den politiske dagsorden. Dansk Folkeparti har været i stand til at flytte de andre borgerliges politik på det område, og med Mette Frederiksen som leder, har Socialdemokratiet omsider flyttet sig.
Frederiksen så allerede under Thorning-regeringen, at partiet blev nødt til at flytte sig på udlændingepolitikken, hvis det ville tilbage til Statsministeriet, og nu ligger Socialdemokratiet ifølge den seneste Voxmeter-måling på hele 33,3%.
Ifølge den måling vil hver tredje vælger stemme på S hvis der var valg i morgen. Vi skal tilbage til begyndelsen af 1990’erne for at finde en så stærk tilslutning til Socialdemokratiet. Samtidigt står Venstre til at få det dårligste valg i 30 år. Blå Bjarne synes at være vendt hjem, og er blevet til røde Bjarne, og han har hevet flere med sig.
På den måde er den egentlige taber De Radikale. Kongemageren Østergaard er ikke bare havnet i kulden, måske tjekkede han ikke vejrudsigten.
Det skal dog bemærkes, at De Radikale altid har været et kulturradikalt parti, som er indædt tilhænger af internationalt samarbejde – bare ikke NATO, som partiet i slutningen af 1940erne stemte imod dansk medlemskab af; en holdning som flugtede med fodnotepolitikken i 1980’erne. Partiets indvandrervenlige politik er heller ikke ny. Det var de radikale, som i 1983 stod bag udlændingeloven, en af de mest indvandrervenlige love på det internationale plan.
Nye partier har vanskelige vilkår
Hvis vi skal se på de små partier ovenfra, så er et af fællestrækkene ved Alternativet og Liberal Alliance, at deres mest fremtrædende politikere alle er tidligere radikale. Og hvis historien fortsætter, som den har gjort i mange år, overlever de ikke.
Siden det danske partisystem fandt sin form omkring 1920, er alle nye partier før eller siden gået parlamentarisk til grunde eller er blevet nedlagt. I de sidste 60 år er der kun ét nyt parti, som konsistent er blevet repræsenteret i folketinget: Socialistisk Folkeparti.
Min vurdering er, at Løkkes parti – hvis det kommer i folketinget ved næste valg, hvilket langt fra er nogen selvfølge – hurtigt vil forsvinde igen; også selvom den tidligere statsminister kunne overraske
SF har ligget til venstre for Socialdemokratiet hele tiden, trods det faktum, at også Socialdemokratiet har været og er et socialistisk reformparti. Den store forskel er naturligvis, at S i årtier har placeret sig i midten af dansk politik og oftest som landets største parti og som et catch-all parti med appel til de pragmatiske danskere.
Venstre er også et altfavnende parti, som placerer sig lidt længere til højre på den fordelingspolitiske akse, men som vi har set det såvel i 00’erne, da Anders Fogh Rasmussen var statsminister, og i 10’erne, med Lars Løkke på posten er forskellen mellem Socialdemokratiet og Venstre ikke markant.
Grundlæggende er de begge midterpartier.
Hvis han danner et nyt parti, hvilket han ser ud til at gøre, bliver der virkeligt trangt på midten i dansk politik.
Min vurdering er imidlertid, at Løkkes parti – hvis det kommer i folketinget ved næste valg, hvilket langt fra er nogen selvfølge – hurtigt vil forsvinde igen; også selvom den tidligere statsminister kunne overraske og måske overtale etablerede skikkelser som Stine Bosse eller hvem ved – måske kan han få en såret og detroniseret Morten Østergaard med (hævn og et dybt ønske om comeback er stærke motivatorer og kan skabe uventede politiske sengekammerater).
Sat på spidsen er der kun plads til seks partier i det danske partisystem: De fire gamle partier, et venstreorienteret parti, formentlig Enhedslisten, som ligger til venstre på begge politiske akser samt et parti yderst til højre på den værdipolitiske akse. Det kan blive Dansk Folkeparti eller Nye Borgerlige, men der er ikke plads til dem begge.
Måske kommer der på et tidspunkt en fusion – for udlændingepolitikken er som nævnt kommet for at blive.
Politisk jordskred men ikke som i 1973?
Dansk politik er plaget af stor turbulens efter valget i 2019, men situationen kan ikke sammenlignes med jordskredsvalget i 1973.
Årsagen er ikke som dengang udtryk for en samlet folkelig mistillid til de gamle partier, men mere opdelt: valgnederlag og intern uro i flere partier som følge af konkurrence på de indre linjer eller mellem fraktioner og afhoppere.
De fire gamle partier forgår ikke så let
I modsætning til i tiden omkring 1973, har to af de gamle partier, Socialdemokratiet og Det konservative folkeparti faktisk profiteret på de andre partiers kriser. Socialdemokratiet er tilbage på det ‘gamle niveau fra 1970erne og i starten af 1990’erne, og Det konservative Folkeparti står igen til at blive det største borgerlige parti.
For nogle år siden var partiet dømt ude, da det raslede ned mod spærregrænsen, men igen ser man, at de fire gamle partier ikke forgår så let.
Det gælder således også Det Radikale Venstre, som fortsat har et solidt antal medlemmer (ca. 6.000), og som har godt greb i akademikere. Partiet er sat udenfor indflydelse og har mistet sin position som kongemager, hvilket skaber stor frustration – også fordi der ingen udsigt er til at posten bliver ledig indenfor en overskuelig årrække.
LÆS MERE OM DANSK POLITIK HER
Topillustration: Ida Auken og Lars Løkke Rasmussen er blot to hovedpersoner blandt mange, der forårsager usædvanlig megen bølgegang i dansk politik for tiden. Men partihop og personlige hævntog kan ikke forklare hele omkalfaltringen af landskabet på Christiansborg. Fotos: Klaus Holsting.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og