EXIT ELLEMANN // POLITISK ANALYSE – Så holdt bukserne ikke længere. Jakob Ellemann-Jensen er nu fortid – ikke bare som Venstres formand, men i dansk politik. Han efterlader ingen varige aftryk, skriver POV’s politiske redaktør i denne analyse.
Jakob Ellemann-Jensen bliver en historisk parentes, hvis eneste politiske eftermæle bliver, at han brød sine valgløfter og førte sit parti ind i den historiske midterregering sammen med Socialdemokratiet og Moderaterne.
De få politiske resultater, som han opnåede, sætter ikke noget varigt aftryk, men går hurtigt i glemmebogen. Jakob Ellemann-Jensen trækker sig som vicestatsminister, økonomiminister og som folketingsmedlem fra dags dato, men Venstre forbliver i regering, selvom det måske er her, hunden ligger begravet til Venstres monumentale krise.
Venstre blev kvalt i SVM-regeringen
Jakob Ellemann-Jensen og Venstre er således blevet kvalt i samarbejdet med Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen. Der var ganske enkelt ikke plads til den ofte lune og kække Jakob Ellemann-Jensen, når de to andre satte dagsordener.
Historisk dårlige meningsmålinger på under 9 pct. talte deres eget tydelige sprog. Men værst af alt.
Vælgerne tilgav aldrig Ellemanns løftebrud, og udsigten til en kommende CO2-afgift på landbruget blev derfor det halmstrå, der til sidst knækkede kamelens ryg.
Det blev til en umulig opgave for Ellemann at hive Venstre op af dyndet, og som han selv forklarede det under pressemødet, stod han personligt i vejen for Venstres resultater, som han ellers er stolt af. Ikke mindst forsvarsforliget.
Det blev til en umulig opgave for Ellemann at hive Venstre op af dyndet
Jakob Ellemann-Jensens beslutning kommer ikke som den store overraskelse. Det var et spørgsmål om tid, efter det stod klart, at meningsmålinger kun kendte en vej for Venstre, og at det syntes umuligt for Ellemann at genrejse partiet.
Dertil var tilliden til ham for længst forsvundet, og en bustur rundt i landet med Mette Frederiksen og Lars Løkke i september samt talrige bilaterale møder med Venstres lokale vælgerforeninger bidrog nærmest kun til at gøre ondt værre.
Pressen gjorde tykt grin med busturen og hele setuppet, der blev afviklet i halvtomme lokaler med en ordstyrer i form af Anders Breinholdt, der vistnok var hyret til være lidt sjov, men som mest af alt fremstod som pinlig.
Ellemann forspildte sin chance som det sorte får
Det var mission impossible for Jakob Ellemann, hvortil kom, at han heller ikke ligefrem selv bidrog til at gøre situationen bedre for sig selv og for Venstre.
Som SVM-regeringen har udviklet sig, står Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen i dag som regeringens mor og far, som sarkastiske tunger ynder at kalde det nylige makkerpar i dansk politik.
Det er måske ikke helt fair over for Jakob Ellemann, men omvendt burde det kunne have givet ham en synlig platform, som familiens ulydige knægt.
Det sorte får, som siger de upassende ting, der en gang imellem irriterer mor og far, men som til sidst ender med at få sin vilje ved at være obsternasig og trampe i gulvet. En rolle som opponent til sin egen regering, hvilket hans far – i samarbejde med Anders Fogh Rasmussen – mestrede til det ypperste op gennem 1980’erne i Schlüter-regeringen.
Eneste gang han blev en smule konkret, brugte han sin taletid på at kritisere partiets ikoniske formand og statsminister gennem syv et halvt år, Anders Fogh Rasmussen
Men nej. Den rolle formåede Jakob Ellemann ikke at spille. Tværtimod optrådte Ellemann konstant som det lydige velopdragne dydsmøster på første række, der altid har lavet sine hjemmeopgaver og aldrig sagde noget imod. Venstre blev under Jakob Ellemann det tredje hjul i en gig og dermed et ligegyldigt appendiks til Mette Frederiksen og Lars Løkke.
Ellemann gjorde det svært for sig selv
Dertil kommer, at Jakob Ellemann-Jensen heller ikke gjorde det lettere for sig selv.
Han fik for en måned siden stillet en forside til rådighed i Politiken og brugte pladsen på en række ligegyldige floskler om, at han er liberal-borgerlig og ikke borgerlig-liberal. Who cares!
Eneste gang han blev en smule konkret, brugte han sin taletid på at kritisere partiets ikoniske formand og statsminister gennem syv et halvt år, Anders Fogh Rasmussen.
Det er så tæt, som man overhovedet kan komme på at være blasfemisk i Venstre – og det gik da heller ikke upåagtet hen. Partiets gamle bulldozer og Foghs tro væbner, Claus Hjort Frederiksen, kommenterede således på udtalelsen på et lukket Venstre-møde inden efterårsferien, og det har ikke ligefrem bidraget til at befæste Ellemanns position som partiformand.
Nedtællingen har været i gang længe
Tiden har i virkeligheden været ved at rinde ud for Ellemann, siden han kom tilbage fra sin seks måneders stressorlov den 1. august i år. Venstres bønder kunne ikke tales ned, selv om partiet udadtil slog ring om Ellemann, og Troels Lund Poulsen gik i brechen for den kommende CO2-afgift.
Bønderne udgør som sådan ikke længere den største vælgermasse i Venstre, men de sidder alligevel stadig tungt på mange af de vestjyske vælgerforeninger, hvorfra de har adgang til de kompetente besluttende organer i partiet. Venstre kan ikke styres uden om dets bønder, og når de vestjyske vælgerforeninger først begynder at lufte deres utilfredshed i medierne, er ånden ude af flasken og umulig at få tilbage igen.
Storbyvælgernes hede drømme om en CO2-neutral verden fuld af fritgående glade grise og køer deles således ikke på landet, når det er her, regningen skal betales.
Det ulmende bondeoprør går ikke væk, bare fordi Venstre nu skifter hest midt i vadestedet. Nu skal det blot håndteres af den nye formand, som sandsynligvis bliver økonomiminister Troels Lund Poulsen. Valget af partiets nye formand sker på Venstres landsmøde, som finder sted 18. og 19. november.
Venstre blev under Jakob Ellemann det tredje hjul i en gig og dermed et ligegyldigt appendiks til Mette Frederiksen og Lars Løkke.
Jakob Ellemann-Jensen var formand for Venstre i fire år – den værste periode for partiet nogen sinde. Venstre blev kløvet i tre. Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne løb med en tredjedel, mens Inger Støjberg også løb med ca. en tredjedel efter den manglede opbakning under rigsretssagen.
Det kan Jakob Ellemann-Jensen ikke personligt bebrejdes, men han kan til gengæld bebrejdes de mange tåbeligheder, som han og partiets løjtnanter fik sagt under minksagen og i valgkampen.
Her malede han sit parti op i et hjørne, og den eneste udvej var at bryde sine løfter eller isolere sit parti i en dysfunktionel blå blok. Det sidste ville han ikke.
Jakob Ellemann ville ikke hjem. Han ville videre.
Det kommer han så nu.
Men det bliver uden for Christiansborg.
Læs også artiklen Katastrofale meningsmålinger sender Ellemann og Pape til tælling
Læs også artiklen Venstre kan ikke regne med, at skattelettelser vil give partiet fremgang
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
