Alle børn skal have chancen for at opdage, hvad kunst, kultur og kreativitet kan betyde for deres liv

af i Kultur/POV Business/Scenekunst

POV BUSINESS // PORTRÆT – Den næste generations dannelse er for vigtigt et projekt til, at vi kan overlade det til markedskræfterne, politisk fnidder og internettets algoritmer. Derfor har Det Kgl. Teaters nye chef en vision om en bred politisk koalition, hvor man i en slags trepartsforhandlinger samler kulturpolitikerne, kulturinstitutionerne, undervisningsministeriet og folkeskolen. Sammen skal de sørge for, at børn i hele landet får adgang til kunst og kultur. Kulturinstitutionerne har masser af gode ideer at byde ind med. De skal blot have arbejdsro og slippe for fortsatte nedskæringer, siger Kasper Holten.

Han blev operachef på Det Kgl. Teater allerede som 26-årig og blev siddende på posten i elleve år frem til 2011. Herefter tog han til London og blev leder af det britiske Royal Opera House i Covent Garden, som hører til blandt de førende operahuse i verden.

Siden september 2018 har han været tilbage på Kgs. Nytorv i København som teaterchef for hele Det Kgl. Teater, som med et årligt budget på knap 800 mill. kr. hører til blandt de største kulturelle virksomheder i Danmark.

Mistet 100 mill. kr. om året

Med Kasper Holtens tiltrædelse som chef på Kgs. Nytorv er det første gang i tyve år, at teateret får en direktør, som kommer fra teaterverdenen. Men med en mor, som har været nationalbankdirektør, en morfar som har været økonomiminister, og en far, som også er økonom, flyder der også et vist økonomisk talent i hans årer.

Og det er der brug for i en organisation, som gennem de sidste 10 år har fået beskåret sit tilskud, så det nu er 100 mill. kr. mindre om året, og som derfor har været afhængig af især bidrag fra de store fonde og i mindre grad sponsorater fra private virksomheder.

Vi ved godt, at ’nye penge’ er urealistisk

”I 00’erne fik vi jo Operahuset og Skuespilhuset og ekstra penge til at drive de to bygninger. Men så ramte finanskrisen i 2009, og det begyndte at gå den anden vej i hele samfundet. Siden er der blevet skåret i den statslige bevilling, så vi har noget, der svarer til ca. 100 mill. kr. mindre – hvert eneste år,” konstaterer Kasper Holten, der tager imod på sit kontor bag Gamle Scene og med direkte udsigt til Danske Banks hovedkontor.

Det, vi beder om, er arbejdsro

Siden 2015 har det især været omprioriteringsbidraget, hvor der hvert år er blevet skåret 2 pct. af alle offentlige institutioners budgetter efter den såkaldte ’grønthøstermetode’, som på linje med alle andre institutioner har ramt teateret.

”Og vi beder sådan set ikke om at få pengene tilbage,” siger teaterchefen:

”Vi ved godt, at ’nye penge’ er urealistisk, men ligesom alle andre i kulturlivet har vi taget vores tørn og været med til at finansiere nogle betydelige besparelser. Det, vi beder om nu, er arbejdsro, og at vi med den nye regering kan se en ende på omprioriteringsbidraget, så vi kan løfte vores opgave med at komme ud til flere danskere, spille mere teater, nå flere børn og alle de andre offensive dejlige ting, vi hellere vil tale om end nedskæringer og penge.”

Vi er afhængig af fondene

I indeværende år får Det Kgl. Teater 519 mill. kr. fra staten og 48 mill. kr. fra Københavns Kommune. Hertil kommer budgetterede entreindtægter på 130-140 mill. og 30 mill. i forbindelse med kommerciel udlejning af teatrets forskellige scenehuse til private virksomheder og andre kulturinstitutioner. Tilbage er der 40-50 mill. fra private fonde og sponsorer, hvoraf fondene udgør langt den største part.

Selv om besparelserne har ramt teatret ganske hårdt og bragt os i en form for identitetskrise, så har de også tvunget os til at genopfinde os selv og tænke over, hvem vi er

”Det er vigtigt at understrege, at de danske skatteborgere gennem statens bidrag stadigvæk er langt vores største sponsor. Men uden de private fonde og sponsorer ville vi ikke være i stand til at fastholde alle vores aktiviteter. Og vi er ikke længere der, hvor bidragene fra fondene bare er flødeskum. Vi er afhængige af fondene for at kunne drive Det Kgl. Teater på den måde, som man kender det.”

“Uden deres støtte ville vi ikke være i stand til at lave så store og spektakulære opsætninger, som vi trods alt heldigvis kan, og som er en forudsætning for at være hele Danmarks nationalscene.”

‘Kong Arthur’ ved Moesgaard. Foto: Miklos Szasbo.

Samspil mellem det politiske og fondene

”Hvis de offentlige bevillinger bliver ved med at falde, risikerer vi også, at udviklingen underminerer viljen hos de private fonde til at støtte os. De vil ikke bare fylde huller ud i økonomien skabt af offentlige besparelser,” fortsætter Kasper Holten og uddyber:

”De vil ofte gerne specifikt støtte noget, som man kan se som en mergevinst. Og det kan man jo godt forstå. De er ikke interesseret i udelukkende at kompensere for faldet i bevillinger, der skal dække udgifter til vores huse, ejendomsskat, personale og de driftstunge omkostninger.

Derfor betyder samspillet mellem det politiske og fondene enormt meget. Det har der været for lidt af hidtil, men jeg kan fornemme, at der er ved at ske noget. F.eks. har Henrik Tvarnø, der er direktør i A.P. Møller Fonden, som er en af vores store bidragsydere, fornyligt været ud og sige noget i den offentlige debat om sådan et samarbejde.”

“Jesper Nygaard fra Realdania har også udtalt sig om en bedre arbejdsdeling mellem politikerne og fondene. Og Søren K. Andersen fra Bikuben Fonden har talt om, at man skal tænke over, hvad man skal støtte og fremelske.”

Hvis vi blot får arbejdsro …

I modsætning til de fleste andre store kulturinstitutioner har Det Kgl. Teater ligesom Filminstituttet ikke blot en økonomisk rammekontrakt med kulturministeriet men også en politisk aftale, som udstikker teatrets retningslinjer for en fireårig periode. Den nuværende aftale, som alle folketingets partier bortset fra Enhedslisten tilsluttede sig, udløber til nytår. Derfor skal der nu forhandles en ny politisk aftale.

Det er jo ikke sådan, at børn i Nordsjælland fødes genetisk prædisponeret for at kunne lide klassisk ballet eller obospil. Det er fordi, de fik chancen

”Både Venstre og, så vidt jeg har forstået, Socialdemokratiet gik til valg på at afskaffe omprioriteringsbidraget. Mit håb er, at der kan samles et bredt flertal til at skabe ro om kulturlivet i den næste fireårsperiode.”

“Selv om besparelserne har ramt teatret ganske hårdt og bragt os i en form for identitetskrise, så har de også tvunget os til at genopfinde os selv og tænke over, hvem vi er. Det har krævet en hel del justeringer, men hvis vi blot får arbejdsro nu, så har vi stor appetit på fremtiden.”

Den næste generations dannelse

Udover at nå ud til endnu flere danskere med teatrets forestillinger, ligger især børns adgang til kunst og kultur den kongelige teaterchef på sinde.

”Den næste generations dannelse er for vigtigt et projekt til, at vi kan overlade det til markedskræfterne og politisk fnidder. Mit ønske er, at vi kunne samle en bred politisk koalition og lave en slags trepartsforhandlinger, hvor man samler kulturorganisationerne, kulturpolitikerne, undervisningsministeriet og folkeskolen og lavede en arbejdsdeling, for folkeskolen kan ikke løfte det her alene. Men hvis vi nu gjorde én ting, Nationalmuseet noget andet, musikskolerne i Jylland noget tredje osv., så kunne vi nå meget langt.”

Mit store ønske for en kulturpolitisk vision er at gå ind i en rigtig bred drøftelse om, hvordan vi alle sammen kan løfte i fællesskab

”Nogle mener, at Det Kgl. Teater er elitært, men det er jo ikke sådan, at børn i Nordsjælland fødes genetisk prædisponeret for at kunne lide klassisk ballet eller obospil. Det er fordi, de fik chancen. Og der er for mange børn i Danmark, der ikke får chancen for at opdage, hvad kunst og kultur og kreativitet kunne betyde for deres liv.”

“Vi ved fra hjerneforskningen, at det styrker børns udvikling både fagligt og socialt, hvis man arbejder kreativitet med kunst og kultur. Ikke bare som passiv tilskuer, men rigtigt arbejder med det. Og der er mange gode idéer derude. Vi har et projekt med 26 partnerskabsskoler i Jylland og 19 i København, støttet af Det Obelske Familiefond.”

“Når vi f.eks. er i Billund kommune og arbejder med nogle skoler, og de sætter opera på skoleskemaet, så får de et forløb, hvor de arbejder med nogle af vores kunstnere om, hvordan man egentlig fortolker en opera, og hvad den handler om. Så sætter de selv en lille udgave af Drot og Marsk op, beskæftiger sig med selv at synge, selv at lave scenografi, og hvad det er, en kunstner tænker over, hvad han eller hun skal skabe.”

“Det er altså et samspil mellem kunstnerne og børnene. Efter de så selv har knoklet med det, så – nu er Billund godt nok lidt langt væk, men skolerne i København, vi samarbejder med – så få vi dem herind og opleve ’the real thing’. Så forstår de det pludseligt. Det har vi stor succes med.”

En kulturpolitisk vision

“Og jeg er sikker på, at Statens Museum for Kunst har sine succeshistorier, Copenhagen Phil gør det på sin måde, på Nationalmuseet har Rane Willerslev sine tanker, og at vi alle sammen hele landet rundt har idéer, forslag, projekter og måder at gøre det på.”

“Hvis vi nu alle sammen sætter os sammen og løfter i flok og siger: ”Nu går jeg efter andenklasserne i København. Tager du så musikskolerne i Østjylland? Så kan vi hjælpe med nogle digitale redskaber til Aalborg Teaters arbejde med unge!” Hvad ved jeg. Vi skal tænke bredt og sammen skabe noget handlekraft med politisk saft og kraft. Dannelsen af næste generation er for vigtig til kun at overlade det til internettets algoritmer.”

Når du bliver ved med at skære, sker der det, at kulturen bliver mere elitær. Den bliver mindre tilgængelig, og den bliver mindre risikovillig

”Derfor er mit store ønske for en kulturpolitisk vision at gå ind i en rigtig bred drøftelse om, hvordan vi alle sammen kan løfte i fællesskab. Hvordan vi sammen kan løfte opgaven med, at alle danske børn vokser op med at kunne spille musik, beskæftige sig med billedkunst, med litteratur og aktivt beskæftige sig med at skabe og forstå kunsten.”

Færre midler gør teateret mindre tilgængelig

Når man sådan sidder over for ham i chefkontoret, er man ikke et sekund i tvivl om, at han mener det med dannelsen af den næste generation dybt alvorligt. Han har selv sammen med sin familie valgt at sige farvel til topjobbet i Covent Garden for at hans to børn kunne komme i en dansk skole.

I sin tid i London har han på nærmeste hold oplevet, hvad det betyder, når der bliver skåret i bevillingerne til kulturlivet:

”Når du bliver ved med at skære, sker der det, at kulturen bliver mere elitær. Den bliver mindre tilgængelig, og den bliver mindre risikovillig. Der sker nemlig det, at du gør dig mere afhængig af nogle private penge, som i hvert fald i England også omfatter nogle privatpersoner, der kan have en meget stærk smag inden for f.eks. opera.”

“Og du gør dig afhængig af at sætte billetpriserne op til et meget højt niveau, så det kan være svært for almindelige mennesker at få råd til at gå ind og se en opera. Dvs. når du skærer, så vil konsekvensen på et eller andet tispunkt være, at kunsten blive mindre tilgængelig. Kunsten bliver for de få. Det, tror jeg, er det modsatte af, hvad man ønsker fra politisk side her i Danmark.”

FOTO: Pressefoto/Selina Meier

Et folkeligt teater?

Vi vender tilbage til kritikken af Det Kgl. Teater for at være elitær og langt væk fra den almindelige dansker. Kan det mon nogensinde blive en folkelig national institution?

I branchen gør vi det nogen gange selv lidt svært, når vi bruger de der etiketter med elitært, finkulturelt, folkeligt, bredt, smalt osv. ’Nøddeknækkeren’ f.eks.? Er det finkultur? Det er Tjajkovskij og Balanchine

”Ja!”, konstaterer Kasper Holten uden tøven. ”I virkeligheden er vi langt hen ad vejen allerede folkelige. Hvis man kikker på tallene, så regner vi med, at omkring 40 pct. af vore billetter i 2018 bliver solgt til kunder uden for Storkøbenhavn. Det være sig på turnéer eller de 60.000 mennesker, vi spiller King Arthur for ved Moesgaard i Aarhus.”

“Samtidig er der også folk fra hele Danmark, der kommer her og ser forestillinger i Det Kgl. Teaters forskellige huse. Vi er på turné i hele landet og sælger 70.000 biletter. Vi har lige været rundt med Den Kgl. Sommerballet og skal rundt med Opera i Det Fri i august. Til sommerballetten har vi allerede haft 21.000 mennesker fra hele landet inde at se gratis ballet på gader og stræder. Vi har lavet live biograftransmissioner af tre forestillinger over hele landet.”

“Takket være et sponsorat fra Audi har vi været ude på produktionsvirksomheder rundt omkring i landet, hvor nogle af vores bedste operasangere har optrådt i en utraditionel sammenhæng og ganske gratis. Vi var bl.a. på fiskeauktionen i Hanstholm og på Thise Mejeri og give nogle kunstneriske oplevelser til danskere, som måske ellers ikke ville opleve det.”

Hvad er elitært?

”I branchen gør vi det nogen gange selv lidt svært, når vi bruger de der etiketter med elitært, finkulturelt, folkeligt, bredt, smalt osv. ’Nøddeknækkeren’ f.eks.? Er det finkultur? Det er Tjajkovskij og Balanchine. To af de største kunstnere, der er fostret nogensinde, opført af dansere på det allerhøjeste eliteniveau, og som har øvet sig hele livet.”

“Og så er det god juleunderholdning, hvor du tager børnene med ind. Er det bredt eller smalt? ’Kong Arthur’ ved Moesgaard, som er et stort show med motorcykler og heste og gang i den og ballade. Men som også er et identitets-drama om jagten på Gralen. Operaen ’La Boheme’, som er en tåreperseropera, og hvor folk vælter ind? Er det bredt eller smalt?”

Når vi jævnligt måler opbakningen sammen med YouGov, så siger 70 pct. af danskerne, at de gerne vil støtte og betale til, at der findes en nationalscene. Også selvom antallet af danskere, der bruger den, er lavere end det

“Selvfølgelig vil der altid være danskere, der siger, at det at gå i det kongelige ikke lige er noget for mig. Og det er også fint, men en stor majoritet af danskerne siger, at selv hvis de ikke selv kommer her, så er det fint, at det findes. Ligesom jeg aldrig kunne drømme om at gå ind og se en volleyballkamp, men synes, det er fint, at vi har et Team Danmark og et landshold i volleyball.”

“Når vi jævnligt måler opbakningen sammen med YouGov, så siger 70 pct. af danskerne, at de gerne vil støtte og betale til, at der findes en nationalscene. Også selvom antallet af danskere, der bruger den, er lavere end det.”

Fokus på kundeoplevelsen

”Selvfølgelig kan og skal vi blive bedre, men jeg har en fundamental tro på fremtiden. Som jeg sagde tidligere, så er vi i gang med at genopfinde os selv og blive mere kundeorienteret for nu at tale businesssprog.”

“Vores publikum er jo også kunder. Hvis vores publikum ikke kan lide en forestilling, kan vi ikke redde det ved at have en skøn bar og gode parkeringsforhold.”

“Men en dårlig kundeoplevelse kan godt ødelægge en god publikumsoplevelse. For hvis du har set en forestilling, du rigtig godt kunne lide, men det var noget kaos at købe biletterne, det var svært at komme frem til forestillingen, vanskeligt at finde en parkeringsplads, besværligt at komme hjem igen, og du kunne ikke få noget at drikke i pausen, eller hvad det nu måtte være, så kan det godt spolere en ellers god aften.”

“Derfor er vi er nød til at styrke vores fokus på, hvad det er for en oplevelse, vores kunder gerne vil have, og skræddersy og personalisere den mere.”

“Den familie på fem, der skal i Dyrehaven til Kong Arthur, er ikke ude efter den samme oplevelse, som det ægtepar på 62 år, som skal ind og se Kongens Fald i Skuespilhuset eller det par i 20erne, der er på date og skal se La Boheme i Operaen. Det er forskellige oplevelser, de efterspørger.”

Vi skal blive meget bedre til ikke at tvinge publikum til at passe ind i en fastlåst Kgl. Teater-skabelon. Vi skal kunne tale til mange forskellige målgrupper og skabe mulighed for mange forskellige typer kundeoplevelser

“Derfor skal vi blive meget bedre til ikke at tvinge publikum til at passe ind i en fastlåst Kgl. Teater-skabelon. Vi skal kunne tale til mange forskellige målgrupper og skabe mulighed for mange forskellige typer kundeoplevelser.”

“Indadtil skal vi fortsat være ét samlet kongeligt teater, men over for kunderne mange forskellige kongelige teatre, og her har vi en stor opgave i at udvikle vores organisation, og den er vi allerede i gang med.”

“Vi skal gøre tingene bedre og smartere og mere effektivt, så vi kan få pengene, vi får fra det offentlige, fra billetindtægter, fra fonde og sponsorer og fra vores kommercielle indtægter ned på scenen og skabe store og forskellige publikumsoplevelser. Det er jeg sikker på, nok skal lykkes – bare vi får arbejdsro” fastslår Kasper Holten.

”For den næste lange del af mit liv”

Foreløbig er han ansat som teaterchef frem til sommeren 2024. Om det bliver til mere – eller mindre – afgøres af teaterets kommende bestyrelser, som udpeges for fire år ad gangen.

”Da jeg hørte, at den tidligere direktør Morten Hesseldal havde fået et nyt job [som direktør på Gyldendal, red.], havde jeg lige taget hul på min freelance-karriere og skulle rejse verden rundt og nyde det frie liv.”

Det er et job, som jeg kun ville søge, hvis mit ønske var, at det var den næste lange del af mit liv, der skulle gå med det. Det er i min optik ikke et job, man kan nå at gøre på seks år. Så jeg håber at være her i mange år

“Så da jeg overvejede, om jeg skulle søge det her job, gjorde jeg det meget klart over for mig selv, at jeg ikke skulle søge det, med mindre jeg håber på, at det ville blive de næste 15 år af mit liv.”

“At så både jeg kan fortryde det, eller bestyrelsen kan, vil ingen af os kunne spå om. Men det er et job, som jeg kun ville søge, hvis mit ønske var, at det var den næste lange del af mit liv, der skulle gå med det. Det er i min optik ikke et job, man kan nå at gøre på seks år. Så jeg håber at være her i mange år,” slutter Kasper Holten.


Topfoto: Kasper Holten i Det Kgl. Teaters Foyer ved busten af Clara Pontoppidan, Poul Arnedal.

Poul Arnedal er født i 1947 og har arbejdet med journalistik stort set hele sit voksne liv.
Som freelancejournalist har han beskæftiget sig med de fleste discipliner og sagsområder inden for journalistikken – både som skrivende journalist, tv-tilrettelægger og forfatter. Han har skrevet til alle de landsdækkende aviser og en lang række fagblade, magasiner og ugeblade. Arbejdet for DRTV, TV2, TV3 og Nordisk Film.
Som 20-årig flyttede han til London, og kærligheden til den engelske hovedstad og interessen for britisk kultur og politik har været dybt forankret i hans DNA lige siden og resulteret i lange og talrige London-ophold.
Han er indtil videre forfatter og medforfatter til ti bøger, som strækker sig fra en bog om Rom sammen med fotografen Søren Rud over klima og natur til krimien, 'Liget i Horsekæret', der foregår i Tisvilde – og London.
Poul Arnedal bor i Tisvilde og slapper allerbedst af, når han kokkererer.
Kan du lide, det han skriver, er du meget velkommen til at indbetale et beløb til ham på Mobile Pay: +45 61416505

Seneste artikler om Kultur