POV BUSINESS // INTERVIEW – Direktøren for Herlev og Gentofte Hospital Agnete Gersing, der sidder i toppen af en organisation med 6.500 ansatte, har sammen med ledelsescoach Kirsten Hvid-Hansen skrevet en ny bog om ledelse og ansvar. Den er en kraftig opfordring til alle topledere om at kikke indad på sig selv, hvis man ønsker at komme fremad med sin virksomhed. Og de sparer ikke på deres personlige erfaringer. POV’s Poul Arnedal har mødt de to nyslåede forfattere.
”Man skal være i stand til at erkende, at man kan tage fejl. Ind imellem træffer man jo dårlige beslutninger, selvom man gør sig umage. Men hvis man ikke vil erkende det, eller hvis ingen tør sige det til én, så kan man komme gruelig galt af sted.”
Ordene kommer fra Agnete Gersing.
Gersing øser generøst af sine mange personlige erfaringer som topleder, og hun lægger ikke skjul på sine egne styrker, svagheder eller fejltagelser
Hun har en mangeårig karriere bag sig som topchef inden for den offentlige forvaltning bl.a. som departementsråd i Statsministeriet, departementschef i Uddannelses- og Forskningsministeriet og direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Og hendes udtalelse er ikke blot en almen henvisning til, hvordan mennesker i almindelighed skal opføre sig. I denne her sammenhæng er den møntet på de allerøverste topchefer inden for både den offentlige og den private sektor.
I dag er Agnete Gersing hospitalsdirektør for Herlev og Gentofte Hospital med et årligt budget på over 4,5 mia. offentlige kroner og en medarbejderstab på 6.500 mennesker.
Vi har alle sammen hele vores bagage med fra fortiden. Det handler om at kunne rumme sig selv på godt og ondt
Det er en stilling, hun tiltrådte for blot tre måneder siden (den 1. juni 2020), og hun har inviteret mig indenfor i direktørkontoret i den gamle hovedbygning på Gentofte Hospital.
Går tæt på lederens personlighed og kompetencer
Der går kun få minutter, inden Kirsten Hvid-Hansen kommer hastende ind ad døren og slutter sig til selskabet.
Sammen har de to kvinder nemlig skrevet bogen Pilen peger på DIG, som er ”en insisterende og dybdegående ledelsesbog, der går tæt på lederens personlighed og kompetencer”, som det lyder i forlaget Gyldendals foromtale af bogen. Og her er der ikke tale om nogen salgsmæssig overdrivelse.
Bogen forsøger ikke blot at bore dybt i personligheden hos nogle af de ledere og deres adfærd, som Kirsten Hvid-Hansen har indhøstet erfaringer med i sin karriere som coach, hvor hun har arbejdet med konflikthåndtering og udvikling af ledelsesteam på bl.a. direktionsniveau.
Følelserne er meget mere styrende for vores adfærd end vores tænkende hjerne
Agnete Gersing øser også generøst af sine mange personlige erfaringer som topleder, og hun lægger ikke skjul på sine egne styrker, svagheder eller fejltagelser.
Lytte til kritik og ændre sin adfærd
”Der er hele tiden følelser på spil. Også når man sidder i en ledelsessammenhæng. Vi har alle sammen hele vores bagage med fra fortiden. Det handler om at kunne rumme sig selv på godt og ondt.”
“De fleste ledere vil jo gerne gøre deres bedste, og det kan man kun, hvis man kan lytte til kritik og er indstillet på at ville ændre sin adfærd. For ingen mennesker er jo perfekte. Når man er leder, er det helt fundamentalt at vide, hvordan man virker på andre, og det kan være hårdt nogle gange.” konstaterer Kirsten Hvid-Hansen.
Man ved jo ikke, hvordan man virker på andre mennesker, medmindre der er nogen, som fortæller det til én … De fleste bøger om ledelse er skrevet af mennesker, som aldrig nogen sinde har ledet noget som helst
”Følelserne er meget mere styrende for vores adfærd end vores tænkende hjerne, og det er fuldstændig afgørende i kontakten med andre mennesker. Men for mange kan det være svært at håndtere.”
“Man bliver bange for, at folk bliver vrede, kede af det eller måske bare mere usikre. Og ens egen usikkerhed kan i sig selv forstyrre kontakten til andre mennesker,” supplerer Agnete Gersing.
Og hun fortsætter: ”I virkeligheden kommer mange problemer i en organisation oppefra – altså fra topledelsen. Det kan være, fordi man ikke får sat klare mål, får kommunikeret noget upræcist eller sender nogle signaler, som bliver misforstået.”
“Det har jeg selv oplevet, for man ved jo ikke, hvordan man virker på andre mennesker, medmindre der er nogen, som fortæller det til én. Og det skal man efterspørge og lytte til og tage til sig.”
”Hun satte ord på, og det er typisk for Agnete”
Agnete Gersing og Kirsten Hvid-Hansen har kendt hinanden i 10 år.
Da de mødtes første gang, var Agnete Gersing lige blevet direktør for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Hun havde på det tidspunkt allerede været direktør i Konkurrencestyrelsen i fire år, men så blev de to styrelser fusioneret.
Og det var ”en meget udfordrende ledelsesopgave”, som hun beskriver sin personlige oplevelse af i ”Pilen peger på dig”. Det var i den forbindelse, hun for første gang gerne ville benytte sig af Kirsten Hvid-Hansens kompetencer.
Man kan jo hverken lære at cykle eller stå på ski ved at læse om det i en bog. Man lærer aldrig at stå på ski, hvis man ikke falder!
Kirsten Hvid-Hansen fortæller:
”Under vores allerførste samtale siger Agnete pludselig til mig: ’Jeg kan jo godt lide alt det, du sidder og siger, men der er et eller andet, der virker sådan lidt distancerende på mig.’
Jeg forklarede, at det nok var, fordi jeg godt kunne lide at sidde og tænke og reflektere over tingene under sådan en samtale. Men jeg understregede samtidig, at jeg var meget glad for, at hun sagde det direkte til mig.”
“Og fra at vores relation kunne være endt med ikke at blive til noget, fordi hun havde vurderet mig ud fra sin første oplevelse af mig, så kunne vi pludselig gå i dialog om det, fordi hun satte ord på det. Og det er typisk for Agnete.”
Fem år senere og efter flere omgange af fælles samarbejde besluttede de sig for sammen at skrive en bog om det personlige lederskab.
”Man skal acceptere, at man falder en gang imellem”
”Årsagen var dels, at vi gerne ville dele vores erfaringer med ledelsesudvikling med andre, dels at de fleste bøger om ledelse er skrevet af mennesker, som aldrig nogen sinde har ledet noget som helst,” konstaterer Agnete Gersing.
”Ja, sådan nogen som mig!” afbryder Kirsten Hvid-Hansen.
Agnete er meget mere struktureret end jeg. Hun har øje for, at tingene skal have en sammenhæng
Agnete Gersing nikker samtykkende og med en hjertelig latter, inden hun fortsætter:
”Jeg havde på det tidspunkt arbejdet med lederudvikling i over 10 år og havde selv lært enormt meget, som jeg tænkte andre kunne have gavn af. Man kan jo hverken lære at cykle eller stå på ski ved at læse om det i en bog. Man lærer aldrig at stå på ski, hvis man ikke falder!”
“Hvis man er bange for at falde, så kan man måske nok smyge sig ned ad den grønne piste. Men hvis man virkelig skal lære det, så skal man falde. Og så skal man op igen – og falde igen og op igen en gang til osv. Og til sidst bliver man rigtig god. På nøjagtig samme måde er det, når man skal være en god leder. Man skal acceptere, at man falder en gang imellem.”
Kirsten Hvid-Hansen: ”Der er mange ledelsesbøger, der kommer med de gode råd om, hvordan man burde gøre. Noget om ”5 gode råd” eller ”Sådan giver man feedback”.
F.eks. har Patrick Lencioni skrevet ”De fem dysfunktioner i et team”, som med god grund er blevet en bestseller-ledelsesbog. Bogen handler om en kvinde, der kommer ind i et ledelsesteam og gør alt det rigtige.”
“Men den fortæller ikke noget om, hvad der har gjort hende i stand til at gøre det, eller hvor svært det kan være for dem, der sidder med omkring bordet …”
”Ja, det fremstår enormt nemt. Men der er gode grunde til, at vi hver især er, som vi er. Og før vi anerkender det – og det kommer ikke af sig selv, men kræver et personligt udviklingsarbejde – kan man ikke blive i stand til at gøre det, som hun gør i den bog.”
“Og det var faktisk det, som satte os i gang med vores egen bog,” siger Agnete Gersing.
Et samarbejde mellem to forskellige personligheder
”Som leder bliver du aldrig færdig”, lyder den første sætning i de to forfatteres forord til bogen, der som undertitel har ”Om ledelse og ansvar”. Og allerede det indledende kapitel hedder ”Ledelse sker i mødet mellem mennesker”.
Udover en masse konkrete og selvoplevede eksempler på, hvordan ledelse både er gået godt og mindre godt, indeholder ”Pilen peger på dig” gennem sine 14 kapitler også en række ”Spørgsmål til refleksion”.
Hvis du havde mødt mig, da jeg var i 20’erne, så var min historie noget anderledes
I det allersidste kapitel henviser de til et initiativ fra bogen ”An Everyone Culture”, hvor der sættes fokus på den succesfulde amerikanske virksomhed ”Next Jump”.
Her bliver alle medarbejdere matchet med en kollega (en ’talking partner’), som har andre personlige kompetencer og udfordringer end dem selv, og de matchede kolleger mødes hver morgen til en kop kaffe.
Samarbejdet mellem Agnete Gersing og Kirsten Hvid-Hansen kunne netop minde om et sådan match mellem to forskellige personligheder med meget forskellig baggrund.
Annoncesælger og økonom
”Agnete er meget mere struktureret end jeg. Hun har øje for, at tingene skal have en sammenhæng. Hvor jeg bare går i gang og skriver i et flow, selvom nogle af sætningerne måske ikke lyder helt, som de skal,” siger Kirsten Hvid-Hansen.
”Og selvom vi begge to er meget ekstroverte og ser ens på ledelsesopgaver, så har vi en meget forskellig baggrund,” forklarer Agnete Gersing, der er uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet og bortset fra en afstikker til Dansk Arbejdsgiverforening har arbejdet i den statslige administration, lige indtil hun tiltrådte direktørstillingen på Herlev og Gentofte Hospital den 1. juni i år.
Kirsten har nogle erfaringer, som jeg aldrig kunne have fået
”Hvis du havde mødt mig, da jeg var i 20’erne, så var min historie noget anderledes,” fortæller Kirsten Hvid-Hansen, der gik ud af skolen som 18-årig og både har arbejdet som tjener og annoncesælger for TV3 og i det Berlingske hus, hvor hun gik marketingsvejen og endte med at blive marketings- og salgschef for BT.
Sideløbende med sit arbejde læste hun HD(A) på CBS, blev psykoterapeut og senest Master i Organisationspsykologi på RUC, inden hun slog sig ned som coach med speciale i lederudvikling og konfliktløsning. I dag er hun partner i rådgivningsvirksomheden X+CO.
”Kirsten har nogle erfaringer fra sit liv og sit arbejde som coach for mange virksomheder, som jeg aldrig kunne have fået, og det har været vigtigt for bogen. Hvor jeg kun har kunnet fortælle om mig selv og mine erfaringer, så har Kirsten været med til at brede temaerne ud. Og uden det, var der ikke blevet nogen bog,” slutter Agnete Gersing.
LÆS FLERE EHVERVSPORTRÆTTER AF POUL ARNEDAL HER
Agnete Gersing og Kirsten Hvid-Hansen: ”Pilen peger på DIG – om ledelse og ansvar”, Gyldendal Business, 296 sider, 300 kr. (vejl.)
Topfoto: Kirsten Hvid-Hansen og Agnete Gersing. Foto: Poul Arnedal.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her