LIV & MENNESKER // ESSAY – I vores moderne kultur er selvransagelse og følelsesmæssig forståelse blevet idealer, der anses som vejen til et bedre liv. Men hvad sker der, når fokus på det indre risikerer at overskygge forbindelsen til verden og fællesskabet? Thomas Milsted ser nærmere på, hvordan vægten kan flyttes fra introspektion til handling for at skabe mening, trivsel og social forandring.
Der mærkes meget efter i disse tider; at forstå sine følelser er blevet centrale idealer i vores kultur. Vi spørger konstant os selv: ”Hvordan har jeg det?” og ”Hvorfor har jeg det, som jeg har det?” Selvransagelse fremstilles ofte som en universel løsning på både personlige og sociale udfordringer. Men som den tyske sociolog Hartmut Rosa har påpeget, kan denne selvfokusering føre til en oplevelse af fremmedgørelse snarere end resonans, altså en autentisk forbindelse til verden.
Når vi konstant søger indad, risikerer vi at miste forbindelsen til verden omkring os. I vores forsøg på at forstå og kontrollere vores følelser kan vi utilsigtet skabe netop de psykiske tilstande, vi søger at undgå. Isolation, ensomhed og frustration kan blive bivirkninger af en kultur, der ophøjer introspektion som vejen til et bedre liv. Det er en risiko, fordi den indre søgen som ideal ofte vender vores opmærksomhed væk fra det, der forbinder os med verden – nemlig vores handlinger og relationer.
Ifølge filosoffen Hannah Arendt er det handling, der definerer os som mennesker og placerer os i en social verden. Når vi søger indad for at finde svar, skaber vi et narrativ, hvor løsningen altid ligger i en dybere forståelse af os selv. Denne tilgang kan føre til en uendelig cirkel af selvanalyse, hvor vi fokuserer på, hvad vi mangler, og hvorfor vi føler, som vi gør, i stedet for at tage skridt til at ændre vores situation. Når vi konstant søger indad, risikerer vi at miste forbindelsen til det, der omgiver os.
Det indre arbejdes dominans
Når denne tendens bliver dominerende, risikerer vi at overse de sociale og relationelle aspekter af vores liv, som faktisk er afgørende for vores trivsel. Som den franske sociolog Pierre Bourdieu har argumenteret, formes vores følelser og handlinger altid i relation til sociale felter og normer. Følelser som ensomhed og frustration opstår ofte, når vi mister forbindelsen til andre, og ironisk nok kan en overdreven fokusering på det indre forværre disse tilstande ved at fjerne os fra den verden, vi skal engagere os i for at finde mening.
Når vi overfortolker følelser som sandheder om vores indre liv, risikerer vi at forstærke deres kortsigtede logik
Samtidig understøttes det indre arbejdes dominans af en kultur, der fremhæver individuel selvudvikling som svaret på komplekse sociale problemer. Vi bliver opfordret til at finde løsningen på vores udfordringer i vores indre, snarere end at søge støtte og mening gennem fællesskabet. Denne individualistiske tilgang kan ubevidst forstærke følelsen af isolation, fordi den fratager os muligheden for at se os selv som en del af noget større. I stedet for frigørelse kan det ende med at fastholde os i en tilstand af selvoptagethed og passivitet.
Måske skulle vi som eksperiment overveje at flytte fokus fra selvgranskning til handling? Det er ikke vores følelser, der bør definere os – det er vores handlinger. Måske ligger nøglen til mening og trivsel ikke i at forstå vores følelser, men i at handle for andre og for fællesskabet.
Følelser som signaler, ikke løsninger
Følelser spiller en vigtig rolle i vores liv. De er evolutionens værktøj til at hjælpe os med at navigere i en verden præget af usikkerhed og fare. Historisk set har følelser som frygt og vrede beskyttet os mod farer og sikret vores overlevelse. Men som Niklas Luhmann påpeger, er følelser en kommunikationsform, der ofte fungerer som signaler snarere end løsninger.
Den introspektive kultur, hvor vi opfordres til at ”mærke efter”, er ikke opstået ud af ingenting. Den formes og understøttes af sociale institutioner, økonomiske strukturer og kulturelle normer
Når vi overfortolker følelser som sandheder om vores indre liv, risikerer vi at forstærke deres kortsigtede logik. Vrede kan føre til destruktive konflikter, mens frygt kan lamme os og forhindre os i at handle. Følelser skal forstås som indikatorer, der kræver handling og refleksion, men de kan sjældent stå alene som løsningen på komplekse udfordringer.
Den introspektive kultur
Den introspektive kultur, hvor vi opfordres til at ”mærke efter”, er ikke opstået ud af ingenting. Den formes og understøttes af sociale institutioner, økonomiske strukturer og kulturelle normer. Medierne promoverer selvudvikling som løsningen på livets udfordringer, virksomheder fremhæver ”emotionel intelligens” som et krav på arbejdsmarkedet, og terapikulturen tilbyder værktøjer til konstant at analysere vores indre liv. Introspektion præsenteres som en universel løsning og svaret på komplekse problemer, men ofte på bekostning af fællesskabet.
Denne kultur har også en social funktion: Den afleder opmærksomheden fra strukturelle problemer og kollektive løsninger. Når vi bruger tid på at analysere, hvorfor vi har det, som vi har det, bliver vi mindre opmærksomme på, hvordan vores følelser formes af samfundsmæssige forhold som arbejdsmiljø, sociale uligheder eller politiske beslutninger.
Det er en udvikling, der ikke er tilfældig. Den er næret af systemer, der tjener på at individualisere problemer, så løsningen fremstår som den enkeltes ansvar. Når vi fokuserer på at ”forbedre os selv”, bliver vi mindre opmærksomme på, hvordan vores følelser og trivsel formes af strukturelle forhold som miljøerne omkring os, sociale uligheder og beslutninger truffet af ledere. Introspektion afleder os fra at spørge, hvad der faktisk skaber vores udfordringer – og hvordan vi kan løse dem kollektivt.
Systemernes rolle i at fremme introspektion er problematisk, fordi det fastholder os i en passiv tilstand. Vi bliver optagede af at tilpasse os, snarere end at ændre de forhold, der skaber vores mistrivsel. Når vi bliver bedt om at ”se indad” for at finde løsningen, risikerer vi at overse, at mange af vores udfordringer kun kan løses gennem fælles handling og strukturel forandring.
Handlinger som fundament for et inkluderende velfærdssamfund
Handlinger er ikke blot individuelle valg – de er byggesten i et samfund, hvor vi tager ansvar for hinanden. I et velfærdssamfund som vores bygger solidariteten på den grundlæggende idé, at vi gennem fælles indsats kan skabe et bedre liv for alle. Når vi handler, bidrager vi til at styrke de sociale bånd og institutioner, der sikrer, at ingen står alene.
Når vi vælger at handle for fællesskabets bedste, er det ikke kun en personlig beslutning. Det er en politisk og social praksis, der understøtter værdier som lighed, gensidighed og ansvar. Ved at engagere os i handlinger, der fremmer fælles trivsel – som at støtte udsatte grupper, deltage i frivilligt arbejde eller tage ansvar for kollektive udfordringer som klima eller social ulighed – bliver vi medskabere af et stærkere og mere inkluderende samfund.
Et velfærdssamfund kræver handlinger, der inkluderer alle, især dem, der risikerer at blive marginaliseret. Når vi ser bort fra handling og fokuserer for meget på vores egne følelser, kan vi utilsigtet bidrage til en kultur, hvor individualisme og selvoptagethed overskygger fælles ansvar. For at sikre at velfærdssamfundet forbliver inkluderende, skal vi handle med det formål at løfte dem, der ikke har samme muligheder som os selv.
Handlinger som social praksis
Handlinger skal ikke blot forstås som individuelle valg, men som sociale praksisser, der skaber og opretholder fællesskaber. Ifølge Hannah Arendt er handlinger politiske; de forbinder os med verden og andre mennesker og gør det muligt at skabe noget nyt. Når vi handler for andre, bidrager vi til at styrke de sociale bånd, der binder os sammen, og til at udfordre de systemer, der fastholder os i en individualistisk kultur.
Handlinger har også en dominoeffekt. Når vi vælger at handle, inspirerer vi andre til at gøre det samme. På den måde bliver handlinger ikke kun en personlig løsning, men også en kollektiv bevægelse, der kan transformere de strukturer, der former vores liv. Og ved Gud vi trænger til bevægelser, der forandrer – det være sig inden for alle de miljøer, der omgiver os, som natur, arbejdet og klimaet især.
Vi er altså ikke vores følelser – vi er vores handlinger. Følelser kan give os indsigt, men det er gennem handlinger, vi skaber mening og forandring. Når vi vælger at handle for andre og for fællesskabet, bidrager vi ikke kun til vores egen trivsel, men også til at opbygge en verden, der bygger på solidaritet og ansvar.
Læs også Peter Schjødts kronik “Vi er her for at være sammen”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
