OSTEIDENTITET // KLUMME – Hvad siger vores valg af ost egentlig om os som mennesker? Har vi alle en osteidentitet – også de kongelige? Det spurgte Jesper Koerstz Jensen sig selv om, da hans søn bragte et særligt ostekoncept op.
Jeg var nede i byen med min yngste søn for nogle dage siden, da han pludselig brokkede sig over lugten. Jeg forklarede, at vi lige var gået forbi ostebutikken, og han sagde, at han havde det dårligt med ost for tiden, fordi han havde haft en meget uheldig oplevelse med ”Kongeosten”.
Kongeosten? Den måtte jeg lige have ind og vende. Hvad mente han? Mente han den normale milde ost, som vi plejer at spise derhjemme, fordi den har så lidt smag, at alle kan acceptere den? Er der et billede af en kongekrone på dens indpakning eller noget?
Eller taler han om Lillebror-ost, som han engang fik med på madpakke, og har der mon været en kampagne, hvor lillebror møder en konge eller måske selv bliver konge? Vi ved jo, at den slags reklamer går rent ind hos børn.
Måske havde der slet ikke været noget Royal Run eller kongelige rockkoncerter, hvis ikke han havde valgt side dengang
Måske mener han havarti-osten, som han og jeg en overgang skamspiste som guilty pleasure, indtil jeg synes, den blev for dyr og droppede at købe den? Men den er da så langt fra ”kongeost”, som man nærmest kan komme.
Hvad pokker mente han? Han taler vel ikke ligefrem om vores rigtige konge? Altså kong Pingo? For spiser han overhovedet ost? Måske gør han, og måske har der været nogle drabelige opgør ved morgenmaden på Amalienborg, da han var barn.
For Margrethe var jo regent for en nation, der havde Arla som kongelig hofleverandør, så det er sikkert væltet ind med gratis Danbo og smøreoste og Vesterhavsost, men så har prins Henrik sikkert sat foden ned og brølet: ”Jeg vil ikke spise den ost. Jeg nægter.”
Og så har han taget franske landbrier og Roquefort med hjem fra sit vinslot og anrettet dem på et stort skærebræt, og Joachim har selvfølgelig været med ham, fordi franske oste er finere og udtrykker klasse og dekadence.
Men lille Pingo har været splittet mellem mors folkelige ostefingre og fars franske traditioner. Og så har han skullet tage stilling: Er jeg egentlig fin eller folkelig? Ja, hvad er jeg egentlig for et menneske?
Og så har ostekampen på Amalienborg været med til at definere ham som person. Ja, måske havde der slet ikke været noget Royal Run eller kongelige rockkoncerter, hvis ikke han havde valgt side dengang og stået fast på retten til at spise Danbo med smag eller Buko smøreost med rejer.
Ost for konger og det moderne menneske
Måske er ostevalg et spørgsmål om identitet? Måske er det et afgørende valg for et moderne menneske, om man vælger de bløde folkelige konsensusoste uden modstand og smag eller de finere tapas-oste fra eksotiske himmelstrøg, som kræver viden, indsigt og mere sofistikerede smagsløg.
Ja, måske er det i virkeligheden ved ostebordene, at folks sande ansigter træder frem. Du troede, du kunne snyde os med dit lånte jakkesæt og dine selvlærte fremmedord, men vi kan se på dit ostevalg, at du bare er en simpel mand af folket. En fin herre ville altid vælge kongeosten.
Jeg kunne selvfølgelig også bare prøve at spørge sønnike og droppe spekulationerne:
”Hvad mener du egentlig, når du siger kongeosten?”
”Den, som det kun er farmor, der kan lide.”
”Ah, den med kommen. Den, som jeg kom til at købe ved en fejl. Det hedder kommen. Ikke kongen.”
”Ja, den. Det er den værste.”
”Okay, klart. Så forstår jeg, hvad du mener.”
Tak fordi du læste med og held og lykke med ostevalget.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her