STRESS // KRONIK – Nu er det dokumenteret, at stress er et voksende problem, og at stress koster samfundet 55 mia. kr. om året. Samtidig taler regeringen taler om, at det danske arbejdsudbud skal øges. Er stresshåndtering svaret, eller er det en slags opium for folket? “Kampen om tiden vil for alvor blive taget op af de kommende generationer. Færre og færre vil acceptere blot at skulle indlære sig, hvordan stress håndteres,” skriver Peter Schjødt.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Adrenalin er nutidens hormonale udtryk. Kamphormonet, der udløses, så vores evne til pludselig handling øges. Det sætter kroppen i alarmberedskab og gør den rede til at yde en ekstra indsats. Adrenalin er hormonet, der hos vores forfædre sikrede overlevelse i kamp og undtagelsestilstande, men hos os sikrer overlevelse i den ganske almindelige hverdag.
Det er overbelastningens hormon, som er blevet hverdagens hormon, fordi hverdagen på arbejdsmarkedet efterhånden til forveksling ligner en undtagelsessituation, der stiller psykiske og fysiske krav til mennesket, som befandt det sig i en permanent overlevelseskamp.
Dette blev i sidste uge dokumenteret af en omfattende undersøgelse, som understregede den viden, vi har haft i mange år: Stress er et voksende og ofte ødelæggende menneskeligt problem for de ramte, både psykisk og fysisk, men også et stort samfundsmæssigt problem, fordi de menneskelige omkostninger nødvendigvis slår over i store økonomiske omkostninger for samfundet.
På den måde er det ikke urimeligt at kalde stresshåndtering for en slags opium for folket
For blot få år siden forestillede mange sig, at teknologien ville resultere i et fritidssamfund. Det modsatte er blevet tilfældet. Arbejdskulturen, og ikke fritidskulturen, er blevet normen. Sidste uges undersøgelse viste endnu en gang, at mennesker arbejder til langt ud over nedslidningens grænser. Jo mere avanceret samfundet er blevet, jo flere eksistentielle og fysiske risici konfronteres vi med gennem den blotte deltagelse på arbejdsmarkedet.
Samtidig er det imidlertid regeringens udtalte ønske, at danskerne skal arbejde mere og ikke mindre, vi skal “op i gear”, som statsministeren har udtrykt det.
Arbejdsmarkedet som en krigszone
For et par år siden kunne man deltage i en undersøgelse af helbred og arbejdsmiljø fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.
Alene spørgsmålene, som skulle afdække arbejdsmiljøet, var nærmest angstprovokerende, for de afspejlede en krigs- og kamplignende tilstand, som åbenbart må formodes at kendetegne det aktuelle danske arbejdsmarked. Bl.a. blev der spurgt: Er du deprimeret eller angst, lider du af frygt for fremtiden, har du mistet troen på dig selv, bliver du mobbet, er du nedslidt, stresset eller syg på grund af dit arbejde, bliver du anerkendt, får du støtte, og kan du stole på ledelsen, bliver du hørt, medinddraget o.l.?
Hvis der er en tidsånd, kan den beskrives som noget i denne retning: Flere og flere mennesker oplever, at der er noget vigtigt, som går deres liv forbi. Mange føler sig fanget i konflikten mellem arbejde og behovet for at få mere tid til livet i bredere forstand – tid til de ting, som de dybest set mener virkelig betyder noget her i tilværelsen.
Stressede mennesker arbejder i færre timer og er desuden ofte syge, hvilket betyder et lavere arbejdsudbud
I det arbejdsomme, moderne højhastighedssamfund modvirker kravet om effektivitet, hurtighed og forandring imidlertid opnåelsen af den fylde, som vi også gerne vil have ud af livet. Det er den erfaring, som John Lennon bedre end nogen beskrev med ordene: “Livet er det, der sker, mens du har travlt med at lægge andre planer.”
På den ene side har vi altså en regering, som gerne vil have danskerne op i et højere gear. På den anden side har vi en befolkning, hvor flere og flere ønsker at arbejde mindre for at undgå stress og få tid til noget andet. Dette dilemma tegner sig i sammenstødet mellem de to positioner, som sidste år blev tegnet tydeligt op af hhv. udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvads bog, Arbejdets land, og Maj My Humaidans bog, Ærø Manifestet.
Kulturkampen om tiden
Dybvads bog bygger på idéen om det nødvendige ved, at der bliver brugt mere tid på arbejdsmarkedet. Begrundelsen er af økonomisk karakter blandet med lidt moral om at være et godt eksempel: Vil vi have velfærd, skal den betales, og det sker ved, at befolkningen arbejder mere. Derfor mener Dybvad, at det er ok, hvis man er den sidste, der henter barnet i vuggestuen. Man skal “ranke sin ryg”, sagde han, fordi man passer sit arbejde og måske derfor også bliver et “forbillede for sine børn”.
Maj My Humaidans Ærø Manifestet repræsenterer den anden side i kampen om tiden, hvor det handler om grundlæggende andre værdier end de rent økonomiske, nemlig de eksistentielle. Bogen præsenteres således som udtryk for en stille revolution, “der handler om at kaste et kritisk blik på samfundsnormerne, der fx tilsiger, at vi haster af sted og ofte fortryder, hvad vi bruger vores tid på”.
Stress er blevet det begreb, som ofte bruges til at sammenfatte denne kamp om tiden: kampen mellem tid til livet og tid til arbejdslivet. Når forholdet mellem disse to størrelser forrykkes, sker der både noget økonomisk og noget eksistentielt. Mere tid til livet antages at koste samfundet penge, men kan resultere i en eksistentiel gevinst for det enkelte menneske. Skal der bruges mere tid på arbejdslivet, koster det omvendt noget på den eksistentielle konto i form af mindre tid til livet i bredere forstand.
Der er imidlertid også en helt anden sammenhæng mellem, på den ene side, menneskers behov/ønske om at arbejde mindre, og på den anden side samfundsøkonomiens generelle habitus. Det er ikke kun en stressreducerende nedsat arbejdstid, som vil koste rent samfundsøkonomisk.
I Danmark viser den seneste undersøgelse, at stress koster samfundet 55 mia. kr. om året. Mens regeringen taler om, at det danske arbejdsudbud skal øges, så viser undersøgelsen faktisk, at lige netop stress sænker dette arbejdsudbud. Stressede mennesker arbejder i færre timer og er desuden ofte syge, hvilket betyder et lavere arbejdsudbud.
Stresshåndtering som opium for folket
Hverken arbejdslivets organisering, den teknologiske udvikling eller ledelsesteorierne har formået at forhindre arbejdsmarkedets nedbrydning af den såkaldte “menneskelige ressource”. I de seneste årtier har det været en del af ledelses- og managementteoriernes rationale at omskrive potentielt stressende arbejdsvilkår til at være tegn på en spændende, motiverende og udfordrende arbejdskultur.
Jobannoncerne tilbyder således ofte åbenlyst nogle arbejdsvilkår, som forskningen viser, er direkte stressfremkaldende. Men så er der jo stresshåndtering at falde tilbage på. Virksomheder, der stresser medarbejderne, abonnerer på andre virksomheders kurser i stresshåndtering og coaching af stressede medarbejdere.
Når befolkningen vil noget andet end politikerne, er det jo ikke altid værst for befolkningen. Det er politikerne, som er på valg, ikke befolkningen
Grundlæggende har stresshåndtering ikke til formål at eliminere stress, men at bringe medarbejderne ind i en ny tilstand af indifferens. For arbejdsmarkedet er den vigtigste tilstand, en medarbejder kan være i, en tilstand af stabilitet, og metoderne til stresshåndtering sigter dybest set på at muliggøre en bestemt aktivitet, nemlig den form for arbejde, som ikke var mulig uden stresshåndtering.
Kurserne i stresshåndtering skal aflaste mennesker fra det, som forhindrer dem i at være en stabil og effektiv arbejdskraft, og bringe dem tilbage på arbejdsmarkedet, det selv samme arbejdsmarked, som ellers ekskluderede dem på grund af stress. Stresshåndtering er altså forsøget på at løse det problem, at det nuværende arbejdsmarked ødelægger den menneskelige ressource. På den måde er det ikke urimeligt at kalde stresshåndtering for en slags opium for folket.
Modbevægelse: Tag din tid tilbage
Mennesker bliver alligevel syge af stress, trods stresshåndtering og ledelsens løfter om udfordrende arbejde. De bliver syge og dør af den giftige cocktail bestående af dårlig ledelse, spredning af præstationssamfundets normer og en alt for ureflekteret og høj arbejdsmoral.
Der kan ikke være nogen tvivl om, at kampen om tiden for alvor vil blive taget op af de kommende generationer. Færre og færre vil acceptere blot at skulle indlære sig, hvordan stress håndteres. Der vil komme en modbevægelse, som allerede kan spores i spredningen af nogle betydningsfulde holdningsskift.
I 2023 viste en undersøgelse, at 74 % af de adspurgte danskere oplevede sig som stressede. I Norden er vi tilmed dem, som i størst omfang opfatter stress som arbejdsrelateret. Helbredskonsekvenserne er naturligvis enorme, både de psykiske og de fysiske – og de skaber en betydelig økonomisk belastning for samfundet og erhvervslivet.
Tænk, hvis vi kunne leve lidt mindre tid under hurtighedens stressende tyranni og lidt mere i langsomhedens tidsmæssige rummelighed
Mens regeringen vil have danskerne til at komme op i gear og arbejde noget mere, vil hver femte dansker ned i tid. Når befolkningen vil noget andet end politikerne, er det jo ikke altid værst for befolkningen. Det er politikerne, som er på valg, ikke befolkningen.
Når så mange er begyndt at overveje, hvad de bruger tiden til, vil det også skabe diskussion om, hvordan fremtidens samfund skal se ud. Hvordan samfund og menneskeliv vil blive påvirket af en anden fordeling mellem arbejdstid og tid til andre livsudfoldelser? Med andre ord: Hvad kommer det til at betyde, hvis vores liv og samfund ikke er under konstant påvirkning af voksende effektivitets- og præstationskrav som i dag?
Hvad nu, hvis der blev lidt mere tid til det mærkelige, åbne liv, som leves af ren og skær livsinteresse og med intensiv langsomhed? Forfatteren Milan Kundera skriver, at der er en hemmelig forbindelse mellem langsomheden og erindringen, men også mellem hurtigheden og glemslen. Tænk, hvis vi kunne leve lidt mindre tid under hurtighedens stressende tyranni og lidt mere i langsomhedens tidsmæssige rummelighed. Så ville vi måske komme i tanke om det vigtige. Hvordan mon det liv kunne være? Tanken om det er i sig selv indgangen til noget nyt.
Læs flere kronikker af filosof Peter Schjødt her.
Læs også i POV
Lizette Harritsøe Lauritzens anmeldelse af Maj My Humaidans Ærø Manifestet: “Længsel efter mere tid til livet? Ærømanifestet sætter tanker i gang”.
Og samme skribents anmeldelse af Kaare Dybvads Arbejdets land: “Selvmodsigelser og slør i Dybvads nye bog: Hvad er problemet, Kaare?”
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her