MIDTVESTLIV // KLUMME – Der er mange udfordringer ved at bygge et liv op i et nyt land. Men med otte år som udlænding bag sig har Julie Bendtsen erkendt, at det langt fra altid er de mest oplagte af slagsen, der får hende til at føle sig som en spejlblank udlænding.
CHICAGO – Min søn spiller ishockey. Han har spillet, siden han var fem år gammel, han er ni nu, og selv om vi har været virkelig glade for den organisation, han spiller i – søde trænere, endnu sødere børn og normale forældre – måtte vi for nylig se i øjnene, at tiden er inde til at rykke videre til en klub med et lidt højere niveau.
“Det eneste, jeg ved, er, at jeg ingenting ved,” tænkte jeg husmoder- og instagramfilosofisk og gik – fuldstændig på bar bund – i gang med at researche lidt i mulighederne for en anden klub inden for en nogenlunde anstændig køreafstand. Jeg besluttede mig også for at forhøre mig lidt hos de andre forældre fra holdet, og det var her, det gik op for mig, at jeg virkelig, bogstaveligt talt, ingenting vidste.
“Åh, så I overvejer dén klub? Men det er jo triple A. Er I virkelig klar til dén forpligtelse?” Ehmm… jeg aner ikke, hvad du taler om, men noget siger mig, at det er vi så nok ikke. “Har I overvejet x klub i stedet? De har tier 2, og så er der både NIHL og CSDHL.”
Jeg ved ikke, om den anden mor bemærkede det, men på det her tidspunkt i samtalen var min hjerne presset så langt ud, at det må have kunnet aflæses meget tydeligt i mit spejlblanke blik. Og inde bag ved den øredøvende tomhed sendte jeg en desperat og længselsfuld tanke til foreningsdanmark.
Hegn, huse og uventede udfordringer
Da vi flyttede ind i vores hus her i midtvesten, skulle vi have sat et hegn op rundt om haven, så vi kunne lukke vores hund ud uden at være bange for, at en egernjagt ville føre hende til den nærmeste motortrafikvej. “Nu har I vel husket at ringe til JULIE, ikke?”, spurgte vores nabo, inden hegnbyggerne kom.
Efter endnu et af de tomme-blik-momenter gik det op for mig, at hun ikke mente mit navn råbt med versaler, men en lokal instans, man for alt i verden skal ringe til, inden man graver (dybt) i sin have, fordi de ved, hvor man kan risikere at ramme noget, man ikke må. Kabler og den slags. Jeg havde ingen anelse.
Uanset hvor flydende en hverdag vi har kørende, vil vi aldrig nå det punkt, hvor alting giver mening
Vi har boet i det her land i otte år. Vi har købt to huse, en helvedes masse køretøjer, min mand har formået at bestride nogle temmelig komplekse stillinger, han har ansat folk, startet og drevet en virksomhed, vores børn går i skole og har både tøj på kroppen og mad på bordet. Vi kan godt få en amerikansk hverdag til at hænge sammen og endda flyde relativt smooth. Alligevel opstår der stadig situationer, hvor vi begge – fordi vi ikke er vokset op her i landet – føler os som deciderede idioter. Ovenstående er bare et par af eksemplerne.
Et andet er hver evig eneste gang, jeg skal sige noget som helst, der har med afstand, længde eller vægt at gøre. Når børnenes læge spørger, hvor høj min søn er, og jeg ikke engang vil komme med et vildskud, fordi jeg er så langt fra at have styr på feet og inches. Og senere i forløbet skamfuldt må svare, at ja, han havde feber i aftes, men jeg er nødt til at sige temperaturen i celsius, fordi jeg ikke lige fik konverteret til fahrenheit inden vores aftale. “That’s alright,” siger sygeplejersken overbærende og nok også en smule uforstående.
Mit kongerige for et metersystem!
Nu kan man selvfølgelig argumentere for, at det i måleenhedstilfældet i virkeligheden er amerikanerne, der er de dumme her, fordi de ikke har fattet, at metersystemet giver så utrolig meget mere mening. Ligesom celsius (hvor oplagt er det ikke lige, at nul grader er frysepunktet?).
På den anden side kunne man også mumle noget om when in Rome og argumentere for, at jeg jo sådan set bare kunne ændre indstillingerne i eksempelvis min vejr-app (… og på tommestokken!?). Hvorom alting er, det er nu engang sådan, de regner og definerer, og det er mig, der lyder debil, når jeg ikke aner, hvor høje mine børn er.
Når man er førstegenerationsindvandrer, vil der altid være indgroede dele af det samfund, man lever i, som føles i bedste fald fremmed, i værste fald decideret uforståeligt. Uanset hvor flydende en hverdag, vi har kørende, vil vi aldrig nå det punkt, hvor alting giver mening, for vi er ikke vokset op med meningen. Vores børn vil muligvis føle, at de er det – hvis de da ikke når at blive slået helt tilbage af deres forældres uduelighed, når det kommer til at finde rundt i indgroede veje til diverse mål.
Spejlblanke skolereformer?
Hver gang jeg får følelsen af at komme totalt til kort, tænker jeg over, hvordan tilflyttere til Danmark må have det på nøjagtig samme måde. For nok synes jeg, at alting i Danmark giver fint mening – bevares, der kan da være offentlige instanser, der er mildest talt tunge at danse med, men det er jo ikke, fordi jeg ikke kender trinnene – men hvis jeg nu virkelig satte mig ned og tænkte over vores systemer, hvor nemt er det så egentlig for en tilflytter at finde rundt i pladsanvisninger, reglerne på genbrugsstationen, skolereformer … og foreningsdanmark?
Jeg har erkendt, at nogle gange er jeg nødt til at blive ved med at spørge. Når der er noget, jeg ganske enkelt ikke fatter, fordi det er så langt fra min kultur-DNA, er jeg nødt til at lade folk vide, at de skal forklare det, som de ville forklare det til et barn. Vi er nødt til at begynde ved Adam og Eva, folkens. Det er ikke altid, det lykkes, og der er utallige “normale” omstændigheder, jeg stadig ikke fatter en klap af. Sådan vil det nok være, uanset hvor længe vi bliver.
Det er én af de mange udfordringer ved at være det første led i en udflytning. Det er ikke en af dem, der fylder eller frustrerer mest – som for eksempel den svære pille, det kan være at sluge, at det ganske enkelt ikke er muligt at få livslange venskaber, når man er knap halvvejs i livet, og dem, der allerede er, har man efterladt tusindvis af kilometer og et ocean væk. Men det er en udfordring, der dukker op, og det er én, som godt kan få mig til at føle mig dummere, end jeg (tror, jeg) er.
Adam og Evas intermezzo
På samme måde, som sproget kan. Mit engelske er i sagens natur temmelig tilfredsstillende efterhånden, jeg har formået at tillægge mig en tyk amerikansk udtale, og der er ikke længere helt så mange, der spørger til min accent (selv om den er der).
Men jeg laver stadig den lejlighedsvise kongruensfejl eller vælger det forkerte ord, som ikke bare sætter en tyk streg under, at engelsk ikke er mit modersmål – det giver mig også en ærgerlig følelse af at fremstå mindre skarp. Det er måske fjollet, men for én, for hvem sproget altid har været både en lidenskab og karrierevej, føles det … nederen. Jeps, præcis så fladt.
Nå, men vi lærer som bekendt, så længe vi lever, og selv om jeg måske ikke havde forestillet mig, at det, jeg skulle lære i mine 40’ere, var at huske at ringe til JULIE, så er det nok bare et af de små intermezzo-agtige elementer, der hjælper med at forbinde de store billeder, når man bygger en tilværelse op i et land, man ikke har rødder i. Der skal nok komme mange flere. I første omgang må jeg hellere få taget fat i den der NIHL-klub. Og bede dem starte ved Adam og Eva …
Læs flere af Julies klummer om hverdagsliv i USA her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
