BØGER // ANMELDELSE – Maj My Humaidan har skrevet en ærlig udbryderberetning om en familie, der forlader storbyen, for at søge efter en helt anden type familieliv, der kan erstatte livet i det hamsterhjul, som de fleste af os spæner rundt i. Den gyldne løsning udebliver, og Ærømanifestet er ikke en færdig opskrift på, hvordan du skaber det gode familieliv. Det er en pointe, som kommer læseren, der deler længslen efter et andet familieliv, til gode, skriver Lizette Harritsø Lauritzen.
Ærømanifestet er en navlepillende bog. Udtryk for et selviscenesættende projekt, selvoptaget og træls. Jeg ånder lettet op over endelig at lade dét synspunkt komme frem, som en modvægt til den uendelige strøm af prisende ord om Ærømanifestet, der oversvømmer mit Instagramfeed for tiden.
Men jeg bliver hurtigt klar over, at ovenstående barnagtige ’Rasmus modsat’-synspunkt ikke er dækkende, for der er noget i mig, der umiddelbart føler sig talt til og set. Jeg genkender længslen. Efter noget lidt udefinerbart, noget ægte, noget dybt, noget ro, men den følelse bliver ofte pakket væk, fordi der er noget, jeg skal ordne, noget vigtigt, noget der ikke kan vente.
Den her bog rører mig. Det kan jeg ikke nægte, selvom meget ville være langt nemmere, hvis jeg kunne. I hvert fald på den korte bane. Men Ærømanifestet tvinger mig til at stoppe op og mærke efter, tænke mig om og tage aktivt stilling. Hvordan skal vi leve for at leve godt?
Længslen efter et andet familieliv
Bogens undertitel ”Om længslen efter et andet familieliv” er i virkeligheden et dækkende lille referat af bogen. Udgangspunktet og omdrejningspunktet for optegnelserne er netop længslen. Under alle overvejelser ligger den som en bankende rytme, der sætter bevægelse i gang.
Maj My Humaidan, hendes mand og deres fire børn bryder op fra storbyen og flytter til det lille samfund på Ærø i det skønne sydfynske øhav. Vi følger familien i en dagbogslignende optegnelse, hvor Maj My fortæller om fravalget af den evige trummerum med afleveringer, arbejde, hentninger, ulvetimer og putninger. Gennemsigtige, trætte voksne og overstimulerede, utilfredse børn.
Jeg frygter, hun har ret i, at det første, der ubevidst stryges fra ’to do’-listen, er at hæve blikket og se andre mennesker. Virkelig se dem
I stedet træffes en beslutning om at hjemmepasse og hjemmeskole børnene, og der fortælles først om de mange overvejelser og forberedelser. Dernæst om lange dage med gåture, trampolinhop, havbade og bål. Og siden får vi lov at følge erkendelsen af, at også dette liv byder på sine udfordringer. Længslen efter et andet familieliv tilfredsstilles ikke umiddelbart.
Maj Mys stemme er værd at lytte til. Den taler sikkert og fast om alt det usikre, også når hun selv bliver usikker, og bliver et talerør for den stemning, jeg fornemmer, breder sig blandt mange af os for tiden. For der er ved at ske noget, synes jeg. Der er en paradoksal råben efter ro, hvis volumen stiger hver gang, regeringen finder på noget nyt, der får hamsterhjulet til at snurre hurtigere – afskaffelsen af en helligdag eller arbejdspligt på 37 timer om ugen. Vi vil ikke arbejde mere, vi vil ikke vurderes alene ud fra vores økonomiske bidrag, vi vil leve. Og vi vil have tid til at leve.
Intet er statisk
Lige som længslen er tvivlen en konstant igennem bogen. For Maj My har skrevet et noget anderledes manifest end vi er vant til. Det er ikke skråsikkert og med en fed streg under sandheden, det er snarere søgende, nysgerrigt og med en åben slutning. Tænk hvis manifester i almindelighed tog sig sådan ud? Ingen pådutning, bare inspiration.
Jeg hepper på familien undervejs. Jeg har stor tro på og sympati for deres projekt, og derfor føler jeg mig også lidt snydt, da de lidt over halvvejs i bogen bryder op og flytter fra Ærø. Æv, så var der alligevel ikke en gylden plan til efterfølgelse, ingen løsning, der kan fylde det gabende hul af længsel i mit eget indre.
Hvad er muligt, hvad har vi råd til? Hvad vil jeg undvære, og hvad vil jeg vinde? Hvilken pris er jeg villig til at betale for hvad?
Men livet går så sjældent, som man tror og planlægger, for der er altid ydre omstændigheder, vi ikke bestemmer over. I Ærømanifestet – og i vores alle sammens nære fortid – dukker corona op som en tyv i mørket og stjæler vores hverdag, som vi kender den, stikker en kæp i hamsterhjulet og griner af os, når vi snublende forsøger at løbe videre alligevel.
Endnu engang må tilværelsen tages op til revision i familien på seks, og det er faktisk hele bogens præmis, at intet er statisk. Alt udvikler sig konstant, noget i den retning vi ønsker, andet som vinden blæser. Og midt i det hele står vi, små mennesker i den store verden og må forsøge at finde os til rette i den virkelighed, som nu er vores.
At have så travlt, at vi intet når
Vores samfund fokuserer på vækst som succeskriteriet. Hele tiden skal vi blive til mere, opnå mere og kunne mere. I dét samfund er der ikke plads til næstekærlighed og nærvær, skriver Maj My. Det gør mig bange, har hun ret i det? Og mens jeg mærker frygten danse under huden, dukker den kritiske stemme i mig op igen: Er en af grundene til dét ikke netop, at alle roder rundt i deres egen navle og mærker efter i maven og føler sig frem? Hvem passer på fællesskabet, når vi alle er flyttet ud på en ø for a leve det liv, vi hver især finder rigtigt?
Som præst i folkekirken er næstekærlighed selvfølgelig et begreb, jeg har beskæftiget mig med. Udgangspunktet for næstekærlighed er, at vi alle allerede er elsket (af Gud), og derfor er vi i stand til at elske (= yde omsorg og vise respekt for) andre mennesker. Så næstekærligheden er en indgroet del af os, og som sådan ikke noget vi behøver lede så længe efter. Alligevel så vækker Maj Mys ord genklang, når hun skriver, at vi har så travlt, at vi ingenting når, for jeg frygter, hun har ret i, at det første, der ubevidst stryges fra ’to do’-listen, er at hæve blikket og se andre mennesker. Virkelig se dem.
Så den kritiske stemme i mig lulles hurtigt til ro, for jeg forstår, at den er et produkt af min opvækst i det her samfund. Jeg er barn af så indgroede vaner og livssyn, at forestillingen om det frie liv synes farlig og voldsom. Og jeg får i stedet øje på omridset af det, som jeg tror er Maj Mys pointe, nemlig at næstekærligheden automatisk ville blomstre, hvis vi alle følte os i bedre balance, hvis vores børn var i trivsel, og vores tid ikke var spændt til bristepunktet, allerede før dagen overhovedet er begyndt.
En proces er sat i gang
Så hvad har jeg fået ud af at læse denne bog? Jeg går rundt med viltre tanker om, hvordan jeg bedst muligt indretter mig fremover. Hvad er muligt, hvad har vi råd til? Hvad vil jeg undvære, og hvad vil jeg vinde? Hvilken pris er jeg villig til at betale for hvad?
Helt konkret overvejer jeg om den deltidsstilling, som egentlig var midlertidig, skal være permanent. Tid er en værdifuld valuta. Tid til mine børn og min familie, men også tid til at udleve nogle af de drømme, jeg har, noget af alt det jeg så gerne vil, men som fylder alt for lidt, fordi tid er penge. Krea-projekter, læsning, skrivning og at aktivere mig i et lokalmiljø. Grave kartofler op i den have, jeg ikke har, og binde mælkebøttekranse om sommeren.
Du vil opdage, at det ikke er dig, der er utilstrækkelig, men snarere samfundet, der stiller umenneskelige (og unødvendige?) krav til dig
Og min mand, der ikke har kunne dy sig for at læse med over min skulder, taler begejstret om hjemmeskoling, og han slår ud med armene, når han forklarer mig, hvordan han vil lade vores børn vokse ind i viden, leg og omsorg for andre.
Lige nu og her har passagen om, at børnehaven er et tilvalg, givet mig rygstød til at holde mit barn hjemme, hvis det er det, der føles rigtigt en given dag. Jeg troede, at jeg ødelagde rutiner og mønstre. Men helt ærligt, hvis rutiner? Børnehavens? Institutionens behov skal da ikke komme før barnets.
Konflikten i mig fortsætter nok lidt endnu, for jeg går konstant frem og tilbage mellem, hvad jeg ”burde”, og hvad jeg ønsker. Men bogen her har helt sikkert sat noget i gang. En proces hen imod aktiv stillingtagen til livet. Det er jeg faktisk meget taknemlig for.
Det er bedst, når vi er sammen
Så skal du læse den her bog? Ja, det synes jeg så absolut, du skal. Til en start tænkte jeg, at jeg ville give en advarsel til alle de forældre, der går rundt derude og i forvejen føler sig utilstrækkelige. Men nu, hvor ordene er krøbet ind under huden på mig, vil jeg faktisk hellere anbefale dig bogen. For jeg tror, hvis du også tager ordene til dig, at du vil finde dem frisættende. For du vil opdage, at det ikke er dig, der er utilstrækkelig, men snarere samfundet, der stiller umenneskelige (og unødvendige?) krav til dig.
Da jeg lægger bogen fra mig efter endt læsning og samme aften sætter mig ved middagsbordet sammen med familien, udbryder min treårige spontant: ”Det er bedst, når vi er sammen, ik?” Det kunne have været en historie, jeg havde konstrueret til afslutningen her, det er det bare ikke. De ved et og andet de små.
Læs også John Aasted Halses anmeldelse af bogen Det grænseløse forældreskab: Ny bog om forældreskab – der er så meget man skal nå
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
