RETLINETHED // ESSAY – Alting bliver rettet ud. Det er nærmest, som om det er, hvad vi udretter: At gøre alting mere og mere retlinet. Men i processen mister vi de knudepunkter, der giver øjeblikkene tyngde og værdi, skriver Klaus Bakdal.
Tidligere var togstationerne jernbanens primære knudepunkter. Spor og linjer forbandt de mange stationer med hinanden. Stationerne udgjorde knudepunkter med ventesal, pausebænk og årets plakat fra DSB at dvæle ved.
Tag et blik på moderne jernbanestationer. Ny Ellebjerg og Køge Nord. Det er rette linjer. Der er ingen station, ingen kiosk eller toilet. Stationen som fænomen er forsvundet i linjeføringens bestræbelse på retlinethed.
Togspor, perroner, en trappe og en elevator. Det er ikke meningen, vi skal være der, vi skal videre, også mens vi allerede er der. Ikke kun toget er på vej, det er vi også.
Den, der står stille, dør, organisationen er på vej, så vi er på vej
Indkøb er blevet retlinet, og knudepunkterne forsvinder. Vi skal ikke længere besvare et “på beløbet?” eller “hav en god dag”. Vi bipper selv varerne for butikken, betaler i automaten og får adgang til udgangen med vores betalingskvittering.
Organisationer og arbejdsliv er blevet retlinede, og knudepunkterne forsvinder. Projektansættelser, midlertidige partnerskaber, agilitet og hele tiden på vej. Vi kan ikke standse ved den aktuelle organisatoriske omlægning og høste frugterne, for den næste er allerede på vej. Den, der står stille, dør, organisationen er på vej, så vi er på vej, og ve den, der ikke bestræber sig på den rette linje; frem, op, videre.
Kommunikation er blevet retlinet, og knudepunkterne tæt på forsvundet. Det er forældet at dvæle ved forhold mellem afsender, budskab/medie og modtager. Forskelle er blevet perforerede, og i den offentlige debat er afsenderen selv blevet budskabet.
Det er ikke så interessant, hvad der siges, heller ikke hvordan, end ikke hvorfra. Det er hvem, der siger det. Og helt ude i spidsen af den retlinede kommunikation: Det er etablering af hvem, der siger det, der er budskabet.
Vi diskuterer ikke længere efter forskelle i præmisser og antagelser, vi hakker end ikke på positioner og positionering; vi forsøger at nedbryde den andens legitime identitet i kommunikationen: “Jeg anerkender ikke din præmis”, “det der, det er altså en stråmand”.
Eller kommunikationen forsøger at blødgøre og nedbryde alle betydende forskelle (“vi beklager, hvis nogen har forstået det krænkende, det var ikke vores hensigt”, “det er bestemt ikke i henhold til vores værdier”).
Meningsdannere danner ikke længere mening, men danner sig selv. De ledsager opslag og artikler med menneskelige emojis af sig selv, hvor ansigtsudtrykket giver læseren den følelsesmæssige konklusion som illustration. Fordi algoritmen siger, det er det rigtige, hvilket vi ikke rigtigt opdager er en forklaring, der bider sig selv i halen. Det rigtige må nemlig i denne sammenhæng være likes og udbredelse.
Retlinet – men på bekostning af hvad?
Vi kan ikke længere standse, eftersom stort set al kontekst, vi bevæger os i, også er på vej. Toget på perronen uden station. Supermarkedets handelsautomatiserede self-services, arbejdslivets accelererede blik mod næste projekt, kommunikationens selvreference, der har slettet adskillelsen mellem afsender, budskab og modtager. Knudepunkterne forsvinder, eftersom de tråde, der dannede dem, er blevet rettet helt ud. Og det er ikke rart.
Det er heller ikke smart. Det, der er rettet helt ud, mister blikket for sin egen berettigelse. Nok er uddannelsestrappen rettet ud, men hvad blev der af læringen, for ikke at sige dannelsen? Nok er kommunikationen rettet ud, men hvad blev der af argumentets kvalitet, for ikke at sige dialogen? Nok er arbejdslivets karrieretråde rettet ud, men hvad blev der af trivsel, for ikke at sige at mærke og erkende egen eksistens?
Og nej, svaret er ikke at genetablere togstationer med kiosk og ventesal, eller at få den lille købmand tilbage, der med forklæde hev gryn og mel ned fra hylderne. Svaret blafrer i vinden, for hvem vil med den mindste smule legitimitet kunne mene, at vi skal lave besværlige knuder, hvor vi effektivt og produktivt har fået rettet dem ud?
Når der ingen knudepunkter er på trådene, så er der heller ingen pauser
Men vi må finde (andre) veje, for de rette linjer er åbenlyst ikke sunde for det levede menneskeliv. Mennesker løber forpustede ned ad metro-trapperne, endskønt næste tog afgår halvandet minut efter. Unge bliver stressede og ensomme i de rette uddannelseslinjer, hvor der bare skal vinges afleveringer af og skues mod næste modul. Og så videre.
Når der ingen knuder er på trådene, er der ingen dvælen, ingen eftertanke, ingen sprækker. Der er kun næste skridt og snuden i sporet. Når knudepunkterne er elimineret, er der ingen forskelle at sætte.
Og når de optræder alligevel, så stresses vi: At stå i et dilemma og skulle vælge, eller at grunde over et af hverdagens paradokser – altså, hvor retlinetheden endnu ikke har fået fuldt fodfæste – da rammes vi hårdt af apati og fortvivlelse. “Problemet er en udfordring, den må løses, og det skal gå stærkt,” lyder fordringen til os.
Men sæt nu det ikke er et problem, men et paradoks, vi står over for? Eller et tabu? Eller et umuligt dilemma? Eller et strukturelt forhold langt uden for vores individuelle rækkevidde?
Når der ingen knudepunkter er på trådene, så er der heller ingen pauser. Uanset om pausen er velkommen eller udgør en irritation, så tvinger pausen dog den pauserende til at træde ud af den aktuelt gældende orden. Pauser udgør forudsætning for refleksion over den gældende orden. Og dermed også for ændringer af det bestående, uanset hvor småt og situeret det måtte forekomme.
Knudepunkter kræver mod
Det faktisk levede menneskeliv danner knuder og snørklerier og umuligheder. Det skal ikke udelukkende betragtes som noget problematisk. Det vil det kun være, dersom fordringen er retlinethed. Knuder er også anledninger til at erfare væsentligheder.
Knuder er også, at mange fænomener falder sammen i ét nu. Knuder er også at opleve vældigheden, uden at skulle adskille og rette det hele ud. Et knudepunkt er i princippet et punkt, der transcenderer sig selv. Det kan ikke forblive blot et punkt, eftersom der foregår meget på én gang.
Organisationen rettes jo ikke ud, blot fordi vi siger “udrulning af visions-planen”, og det lærende netværk opstår ikke, blot fordi det er tegnet pænt på et diagram. Visionsplanen og de lærende netværk kan kun og udelukkende leve blandt levende mennesker.
I kantinens knudepunkt, når man sætter sig ved et andet bord. Når MUS-samtalens struktur bryder sammen eller lægges til side, og parterne må træde frem med egne valg og fordringer på samtaleanledningens vegne. Men det kræver, man sætter sig ved et andet bord, og at man kan og tør lægge skemaet til side.
Det er i knudepunkterne, at noget andet kan ske og skabes, end det, der allerede er. How to connect the dots if there aren’t any? Uden knudepunkter bliver livet og hverdagen endeløs og grænseløs, og dermed i sidste ende ligegyldig. Det er med grænserne og i endeligheden, at vi kan sætte gyldighed i form af forskelle. At vi overhovedet kan skelne noget fra noget andet.
I det retlinede forsvinder øjeblikkets fylde og udstrakthed. Hvis vi altid er på vej, og hvis vi altid søger effektivisering af vores gøren, da er øjeblikket slet ikke til stede. Vi kan ikke erfare det, eftersom opmærksomheden er rettet videre frem. Øjeblikkets udstrakthed er at være, hvor man er, og lade opmærksomheden blive der. Lige der i knudepunktet, hvor alt muligt alligevel mødes. Det kan endda anskues som effektivt.
Vi kan rette vandløb ud og tæmme de unge til at sidde stille i skolen, men før eller siden brister noget
Det retlinede kan både anskues som ét langstrakt øjeblik eller som helt fraværende af øjeblikke. Det gør ingen forskel, for det sætter ingen forskel. Det er ensartetheden og endeløsheden, der er afgørende. Uanset om det former en uendelig ret linje eller en perfekt cirkel.
Vi taler om de mange samtidige kriser. Vi taler endda om, hvorledes de er internt forbundne. Vi taler om den stigende kompleksitet. Men vi forsøger ikke desto mindre at løse det hele ved at rette hver del ud for sig. Som om det ikke netop var, hvad der overhovedet har skabt balladen.
Kompleksitet betyder ikke besværlighed. Kompleksitet betyder mange-forbundethed. Når strategien vedblivende går på at rette knuderne (der hvor alt muligt møder hinanden) ud, så er det i forsøget på at gøre det mangeforbundne til sygdommen eller fjenden, og det enkeltforbundne til kuren og vores ven.
Men er diagnosen ikke netop, at vi må erkende altings sammenhæng med alting? At jo mere vi forstår af det hele, desto mere viser det sig, at alt møget er forbundet til hinanden. Da virker det decideret kontra-produktivt (og kontra-intuitivt) at dosere endnu mere retlinethed ind i kompleksiteten.
Vi er nok bange for at miste kontrollen, men spørgsmålet er, om vi nogensinde har haft den, andet end muligvis til låns eller som en uimodsagt illusion? Vi kan rette vandløb ud og tæmme de unge til at sidde stille i skolen, men før eller siden brister noget. En storm afslører den retlinede skov som aldeles sårbar og som en dræber af det meste insektliv.
Skjern Å. De retlinede forestillinger om forbedring af kompetenceprofiler for ledige, der lod forbindelser til alt andet i det levede liv i skyggen. Antagelser om de rette linjer i de fleste økonomiske modeller. Bekæmpe kriminalitet i København ved at oprette særlige zoner med dobbelt straf. Fortsæt selv listen.
Men vores overforbrug af ressourcer er forbundet med vores økonomiske modeller, der er forbundet med den øgede mistrivsel, der er forbundet med et mere fragmenteret arbejdsmarked, der er forbundet med stigende individualisering af strukturelle problemstillinger, der er forbundet med udviklingen af medier og offentlig samtale, der er forbundet med stigende polarisering. De samme former for forbundethed findes også i de enkelte menneskers levede liv.
Vi kan ikke gabe over alt på én gang og klare alle kriser og udfordringer efter en altomfattende formel. Det i sig selv vil også indebære en tiltro til de rette linjer; den store rette linje. Men vi kan erkende, at udviklingen for den samlede verden, de enkelte samfund og organisationer, det enkelte menneske, mere ligner et knudret garnnøgle, end det ligner en ret snor.
Og vores årtier lange bestræbelser på at rette garnnøglet ud, har egentlig blot øget dets kompleksitet og produceret vanskeligheder for os, og måske endda for vores eksistens.
Det er grundbilledet vedrørende knudepunkter, vi skal ændre på. Antagelser og forestillinger om, hvad knudepunkter er, og hvad de gør ved os. Og i sidste ende hvad vi skal gøre ved dem. At nok er knudepunkter besværlige i forstanden, at vi ikke til fulde kan regne dem ud.
Det buede og det skæve
Men livet og verden er – uanset hvordan vi vender og drejer det – i et væld af knudepunkter. Samtidigheder af mange hensyn, samtidigheder af anledninger, samtidigheder af muligheder og ikke mindst samtidigheder af konsekvenser.
Vi kan lige så godt stoppe med frasen om “alt andet lige”, for alt andet er aldrig lige. Alt er buet og skævt, mere eller mindre uforudsigeligt og ikke mindst forbundet på snirklet og sirlig vis. Alt andet flyder med, alt andet påvirker og påvirkes.
Vi kan også lige så godt stoppe med “som om intet var hændt”, for det hændte hænder netop. Det er, som det er, ellers havde det været anderledes. Det bliver, som det bliver, medmindre vi faktisk gør noget andet.
- Det kan godt være, vi fik klaret besparelsen, men flyttede omkostningerne reelt blot et andet sted hen?
- Det kan godt være, vi fik truffet et valg, men løste det reelt den tvivl, valget oprindeligt kaldte på?
- Det kan godt være, vi sparede 10 minutter, men hvilke anledninger gik vi glip af i processen?
- Det kan godt være, vi akkurat fik hevet benet med, inden døren lukkede i metrotoget, men missede vi det fortabte udtryk i et barns ansigt eller faktisk at se alle de andre fortravlede?
Det kan være, vi skal til at lede efter ganske andre æstetiske figurer som bærende metaforer for vores oplevelser og bestræbelser? Lade de rette linjer og de øvrige rette geometriske figurer ligge og se os om efter andre?
Hvad om hverdagen var som en fjer, med mange sensorer for sanselighed og bevægelighed ude i vinden? Hvad om projektplanen tegnedes efter en kystlinje, hvor man skiftevis zoomer ud på adskillelserne mellem land og vand og zoomer ind på de konkrete våde sten i brændingen?
Hvad om man så en organisation som et bistade eller et koralrev? Hvad om man så menneskelivet som et sneglehus eller strengene i et egeblad? Hvad kunne edderkoppens spindelvæv og det menneskelige tarmsystems indretning inspirere os til? Hvad kan årstidernes skiften eller kvantespring i atomer give af berigelser til procesforløb?
Tog du pauser i læsningen under forudsætning af, at du er nået helt herned til afslutningen? Ikke blot for at pausere i sig selv, men for at relatere noget til noget andet. Hvis denne tekst ikke er en lige og ret argumentation fra start til slut, hvad er den da?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
