DSB // KOMMENTAR – I den forgangne weekend brændte DSB sammen. Hundredvis af mennesker strandede på stationer over hele landet i timevis til langt ud på natten, værst på Sjælland, hvor kombinationen af nedfaldne kabler og mandskabsmangel samt en fraværende kommunikation til kunderne resulterede i raseri og afmagt. Men der er mere på spil end blot frustration, skriver Katya Sander. For hvad koster det egentlig et samfund, når den offentlige togdrift sander til i dysfunktionalitet?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hvorfor er der ikke større opmærksomhed i medier og politik omkring den måde, den offentlige trafik i Danmark fungerer på – eller rettere: den måde, den ikke fungerer på, men burde. Findes der mon beregninger på, hvad det koster, rent samfundsmæssigt, at især togdriften i Danmark er så dysfunktionel, som den er blevet?
Måske er det, fordi jeg bor i Tyskland, hvor der er ramaskrig, hver gang Deutsche Bahn har større problemer. Når jeg er i Danmark, tænker jeg nogle gange, at det nok bare er mig, der er specielt uheldig i den ene eller anden situation, fordi hvad der sker, er så ekstremt, at “det næsten ikke kan være sandt”.
Hvorfor skriger vi ikke op? Er det resultatet af én enorm kollektiv resignation? Er det, fordi DSB har leveret dårligere og dårligere kvalitet i så mange år nu, at ingen orker at sige noget mere?
Men så snakker jeg med min familie og mine venner og forstår, at mange af de ældre ikke engang tør tage lokale og regionale tog mere, fordi der ofte ikke er toiletter, hverken på stationer eller i tog – de fleste steder er selve stationsbygningen lukket, og man kan ikke sidde ned et sted i læ. Man må stå.
Andre gange tænker jeg, at det nok er, fordi politikere og de ressourcestærke, højtråbende danskere, der sætter dagsordenen, simpelthen ikke kører med toget længere. De har alle fundet bilen frem på trods af ulyst og ønsker om at leve mere klima-venligt. Men man skal jo på arbejde.
Selv prøver jeg altid at organisere en bil, hvis jeg skal til Jylland, og det er vigtigt, at jeg kommer frem til tiden – eller sågar fly, hvor absurd det end lyder, også rent klimamæssigt. Det samme gør de fleste, jeg kender, også selvom de meget hellere ville slappe af i et tog, hvor man jo både burde kunne læse, arbejde eller bare kigge ud af vinduet, når det går godt.
DSB er for ofte alles kamp mod alle
Men det gør det sjældnere og sjældnere. Det går faktisk ad helvede til med rigtig mange ture – med tog, der afgår og ankommer for sent eller slet ikke, forbindelser, der misses og ikke erstattes af andre, med umulige skift, timevis af venten på steder – ofte udendørs, også om vinteren – hvor man hverken kan sidde ned eller komme på toilettet, alt for små indsatte tog-busser, som kun de stærkeste får kæmpet sig ind i.
Det er alles kamp mod alle. De dårlige stationer og banegårde, hvor ingen information når frem, ingen elevatorer duer, og heller ikke rulletrapperne, så folk – kolde, trætte og desperate – piskes op og ned ad trapper med fuld bagage, barnevogne, stokke og krykker.
Prøv at køre på indfaldsvejene til KBH på almindelige morgener – trafikken står mange steder stille, fordi der er så mange biler. Alligevel er det sikrere end S-togene, for dem kan man desværre ikke regne med mere, hvor gerne man ellers ville
Hvorfor skriger vi ikke op? Er det resultatet af én enorm kollektiv resignation? Er det, fordi DSB har leveret dårligere og dårligere kvalitet i så mange år nu, at ingen orker at sige noget mere? Er det, fordi vi er så trætte, når vi endelig kommer frem, at det eneste, vi orker, er at sværge aldrig at tage toget mere?
Samtidig slår diverse politikere sig op på den dårlige “sammenhængskraft” mellem “by og land”, som de kalder det, som de mest bruger til at spille folk ud mod hinanden med.
Del og hersk. Man tvinger sagesløse uddannelser ud i provinsen for at få de unge til at flytte derud. Unge, der dermed tvinges til at købe sig en billig spand at kunne køre rundt i, for hvis der er busser, går de hver 2. time og ikke om aftenen.
Se også Annegrethe Rasmussens fortælling fra en weekend i april, hvor intet virkede for DSB her.
Man lægger offentlige forvaltninger og institutioner ud i et desperat, blindt håb om, at de ansatte dermed vil flytte med (og få sig et par biler). I stedet siger folk op i hobetal – ikke fordi de er kaffe-latte afhængige københavnersnuder, men fordi man bliver kappet af, hvis man flytter ud i provinsen, Det ved alle.
Når du flytter “på landet”, kommer folk, arbejde, venner og begivenheder heller ikke ud forbi dig så tit længere. For det er svært, hvis man ikke har bil. Delebilerne i de store byer er en dejlig idé, men en enkelt dagstur ud af byen for at besøge en bedstemor koster 700 kroner i delebil.
Hvad betyder det for almindelige mennesker, at vi ikke længere kan stole på helt almindelig togdrift i vores ellers ret overskuelige land?
Samtidig hører man om pendlere i Nordsjælland, hvis arbejdsgivere tigger dem om ikke at tage S-tog mere. Det koster for meget, at man ikke aner, hvornår ens medarbejdere er på plads. Prøv at køre på indfaldsvejene til KBH på almindelige morgener – trafikken står mange steder stille i lang tid.
Hvorfor går der ikke nattog til Europa længere?
Samtidig forstår de færreste befolkningseksplosionen i Købehavn, hvor der bygges og bygges desperat og med billig beton, uden omtanke for byrum, æstetik eller miljø, mens huslejerne alligevel eksploderer. Politikere og beslutningstagere undrer sig: Hvorfor i alverden vil alle partout bo i byerne? Ingen undersøger åbenbart, hvad der egentlig sker, når man flytter ud, og hvilken infrastruktur man bliver afhængig af, og hvad der sker, når den ikke fungerer. Men svaret er, at så fungerer landet ofte ikke, og med stigende prekære arbejdsforhold og ansættelsesskift bliver det nødvendigt at være “til stede”, hvilket blot er et andet ord for “i byen”.
Men selv når man bor i byen, er togforbindelserne alt for dårlige. Hvorfor går der ikke nattog og biltog fra DK til resten af Europa – altså, gode solide afgange, som man kan stole på?
Hvorfor kan vi ikke lægge os til at sove i Høje Taastrup og vågne op i Køln, Paris eller Milano? Som om vi faktisk var organisk forbundet til resten af verden, og verden til os, ligesom dengang jeg var ung og elskede en boghandel i Køln, boede en tid i Paris og besøgte venner og familie i Wien og Firenze. Jeg kunne stige ind i ét tog, slappe af, skifte tog, finde mit sæde, læse en bog, lade tiden gå. Jeg kunne regne med afgange og reservationer, retninger og stationer, og det gik faktisk kun meget sjældent galt – også gennem hele Europa.
Hvorfor blev det så svært, at det nu nærmest slet ikke kan lade sig gøre mere? Hvorfor koster det ofte ti gange mere (sic!) at tage et tog til en europæisk destination end en flybillet til samme sted? Hvorfor skulle togene afvikles, og hvorfor er det så svært at indse fejlen og genopbygge og udvikle den infrastruktur, som vi alle sammen godt ved, faktisk er fremtiden?
Var det EU’s skyld, som nogle påstår? Var det årtiers borgerlig opsplitnings- og privatiseringspolitik, der hellere ville have folk over i private biler? Var de store discount-flyselskaber, der stadig den dag i dag ikke betaler skat af deres uhyrlige brændstof-forbrug? Var det en politisk plan, at flytrafik og privatbilisme skulle overtage jernbanen, eller var der bare ingen plan? Var det dermed bare sjusk og ualmindelig grov ligegyldighed og uagtsomhed over for centrale samfundsstrukturer? Hvorfor kan vi ikke finde ud af det mere?
Vi mangler systematisk journalistik om vores kollektive transport
Vi har brug for et systematisk journalistisk fokus på spørgsmål om kollektiv transport i et lille land som Danmark, hvor velfungerende kollektiv transport burde kunne udvikles til noget nær det sublime. Ligesom graver-journalister, der finder illegale pengesystemer, momssvindlere og dybe skattehuller, har vi brug for graver-journalister, der uden at give op undersøger spørgsmålet om den forsvundne infrastruktur og alle undskyldningerne for ikke at bygge den op igen.
Vi har brug for ordentlig research, fokus og viden om, hvorfor vores offentlige transport er blevet så ringe, at især togtrafikken faktisk ikke duer mere?
Der var engang nogle reklamer hvor Søren Pilmark tog toget, fordi det var rart og behageligt, og man kunne arbejde, drikke kaffe, læse avis og falde i staver, samtidig med at man susede hen over markerne og det danske landskab. Man kunne reservere plads, læse avis og gå på toilettet. Man kunne slappe af og ta’ sig en lur, og når man vågnede, var man stadig på rette vej. Tænk engang, alt det havde vi engang. Men vi afviklede det.
Hvad betyder det for almindelige mennesker, at vi ikke længere kan stole på helt almindelig togdrift i vores ellers ret overskuelige land?
Hvorfor har ældre mennesker (eller andre, som ikke kan holde sig lige så længe som nogle i DSB’s centrale administration åbenbart kan) ikke nogen som helst betydning?
Eller de almindeligt gangbesværede, hofte-/gigt-/knæskadede/diskusprolapsramte arbejdende voksne, som ikke med meget kort varsel kan spurte fra perron til perron med diverse kufferter; eller almindelige børnefamilier med barnevogn, behov for bleskift, overtrætte rollinger, der fryser eller er sultne.
Er der ikke PLEASE et eller flere medier, der kan grave systematisk i det her? Se 20-30 år tilbage, gennemgå de beslutninger, der har ført til dette helvede, og spørge de mennesker eller partier, der har kunnet eller bør kunne gøre noget?
Kan vi ikke skifte det evindelige fokus på “Udkantsdanmark” og “sammenhængskraft” til også at være et fokus på, om almindelige mennesker overhovedet har mulighed for at fungere og komme på arbejde og i skole i områder, der ikke er ordentligt forbundet med resten af landet?
Så kunne vi måske få en beregning af, hvad det egentlig koster, ikke alene for klimaet, men også for os almindelige mennesker, for vores livskvalitet, tid, stress, logistik-kaos, savn af venner og familie, mistede netværk og forretningsforbindelser etc., at vi ikke længere kan tage toget og stole på, at DSB fungerer?
Der var engang nogle DSB-reklamer, hvor Søren Pilmark tog toget, fordi det var rart og behageligt, og man kunne arbejde, drikke kaffe, læse avis og falde i staver, samtidig med at man susede henover markerne og det danske landskab. Man kunne reservere plads, læse avis og gå på toilettet. Man kunne slappe af og ta’ sig en lur, og når man vågnede, var man stadig på rette vej. Tænk engang, alt det havde vi engang. Men vi afviklede det. Var det virkelig ingenting værd?
Læs mere om transport i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
