REJSEHISTORIE // LONGREAD – Rejsen har haft og har forskellige formål: H.C. Andersen rejste for at danne sig, lære og få inspiration. Hippier og rygsækfolket rejste for at realisere sig selv. Og masseturismen handler om rekreation og fornøjelse, skriver Jørgen Øllgaard i tredje og sidste del af sin beretning om, hvordan vi rejser. Første del finder du her, og anden del lige her.
Fra midten af 1800-tallet rejste den europæiske overklasse på rekreation eller dannelsesture til Italien eller Sydfrankrig. Også kunstnere og forfattere rejste ud. H.C. Andersen (1805-1875) begyndte at rejse på længere udlandsophold, da han var 25 år, og han tog den sidste som 68-årig. Han levede et nomadisk liv, og rejseberetninger fyldte meget i forfatterskabet.
Han var ikke rig, men levede af mæcener og måtte være nøjsom, så han afvejede altid, om han havde råd til at rejse ud (igen). Han havde en stram økonomi og var nødt til at lægge forhåndsplaner for ruter og økonomi
Citatet “At reise er at leve” tillægges H.C. Andersen (Mit Livs Eventyr, 1855): Man rejste ikke kun for at leve og elske, men også for at lære – at udvikle sig, blive moden og hente inspiration i det fremmede.
H.C. Andersen uden rejseguide
H.C. Andersen rejste ikke med en bog-guide, men lænede sig op ad rejsearrangører og lokale rejseførere på store turist-destinationer. Først i 1850 kom den tyske rejsefører Baedeker-guide på tryk og på samme tid Thomas Cooks i England. Guidernes info var rettet mod den højere middelklasse på rekreations- eller dannelsesrejse.
De var konventionelle i deres gengivelse af turistbureauers oplysninger og om steder, som en dannelsesrejsende absolut måtte besøge: naturfænomener, historiske bygninger, monumenter, museer, sights, kendte caféer osv. Men der var ikke noget “how to …” om praktiske forhold på transport, hoteller osv.
Der er langt fra H. C. Andersens dannelsesrejser med hestevogn og togkupéer til nutidens masseturisme. Charterrejsen til Mallorca, Torremolinos, Benidorm og Rhodos voksede voldsomt fra slutningen af 1960’erne.
Spies’ og Tjæreborgs kataloger solgte på fotos af det azurblå hav, sol og strande, glade mennesker ved swimmingpools og bikinipiger. I pakkerejsen med charterfly, transfer og hotel er alt trygt fastlagt på forhånd, og rejsens formål er ikke dannelse, men først og fremmest rekreation, underholdning og fornøjelse.
Mennesker i den vestlige kultur er stressede og trænger til at slappe af fra arbejdslivets pres i det, som turistforskere kalder “de kostbareste dage i året”.
Den første backpacker-guide
Mens charterbranchen fra midten af 1960’erne voksede voldsomt, var der parallelt et andet rejsefænomen: unges rygsækrejse ud i det ukendte, uden guide og rejsebureau.
For Europa-rejsende udkom den første simple guide allerede fra 1957. Det var Arthur Frommers Europe on 5 dollars a day. Han samlede tips fra sine amerikanske soldaterkammerater, som var udstationeret i Europa.
Rejsesnobber rynkede på næsen af dens low-budget ambitioner, men guiden fortalte faktisk, hvor man kunne få et værelse i Paris for 2 dollars og et måltid for 1 dollar, og den var en revolution i rejsebogs-branchen. I 1965 udkom så Let’s go Europe, baseret på Berkeley-studenters erfaringer (guiden lukkede 1997).
Men Crisis-BIT i London var de første med en brugbar barfodsguide for “backpackers” til rejsen fra Europa til nær-Asien. Forlaget udgav over en syvårs periode Overland to India and Australia.
Lonely Planets Across Asia on the cheap blev udgivet i 1973, og den kom til at udkonkurrere BIT-guiden.
Nærlæst i dag er de to guider et studie i et anderledes Europa, Mellemøsten og nær-Asien. Men de har interessante refleksioner over rejseriets formål.
BIT-guiden 1970: Rejsen som eksistentielt projekt
Som H.C. Andersen var BIT-guidens afsæt, at du skulle tage backpacker-rejsen som et selvrealiserings-projekt:
“Et år i Asien er mere værd end 10 års uddannelse i Vesten. Det ændrer dit perspektiv på livet og inducerer permanent ændring i dit udsyn – hvis du da ikke er rigtig stædig og fordomsfuld,” som guiden skriver.
Men det kræver mod og overvindelse at tage afsted uden sikkerhedsnet: “Din hårdeste beslutning er den om at tage afsted på egen hånd med rygsæk. Resten er nemt, og du vil aldrig fortryde det. Husk, at hvor der er folk, er der mad, overnatning, selskab og transport – uanset hvor primitivt det så kan være.”
“Og jo længere du går uden for de kendte stier, jo mere interessant er det. Det er bedst ikke at have definitive ruter eller tidsplaner, men at have mulighed for at hænge et sted så længe, det er spændende. Hvis du prøver at strukturere for meget i Østen, bliver det neurotisk. Anerkend, at ting ikke virker som i Europa eller Nordamerika. Slow down.”
“Undgå også at gøre mange ting på kort tid, og regn ikke med, at noget kommer til tiden eller på den måde, du forventede. Prøv at opleve en forsinkelse eller en påtvunget ændring af planer som en mulighed i stedet for at det suger din energi. Og lad være med at fokusere din opmærksomhed i een retning,” var nogle af de råd, man kunne læse sig til.
Er du rigtig heldig, kan du kan få en fornemmelse af, at der er mere mellem himmel og jord, end vi vestlige rationalister tror: “Du vil kunne sanse spænding og eventyr, der kan være meget intenst og ende ud i en åndelig genopladning.” Det kan ske i mødet med det fremmede eller igennem yoga, tantra, vegetarisme, og det mere end antydes, at det også kan ske igennem eksperimenter med stoffer som hash.
Ungdomsoprøret: Rejsen bort fra forældres indebrændte liv
Rejseguide-forlaget Lonely Planets stiftere Maureen og Tony Wheeler fortæller deres historie i The Lonely Planet – once while travelling (2005). Det er en blanding af rejsememoirer og business-historie.
Ægteparret Wheeler var for tjekkede til at være hippier på et eksistentielt trip. De kunne ikke ryge sig skæve hver dag og samtidig samle rejsetips. De kaldte sig selv “backpackers”, der fornøjede sig ved at rejse, samtidig med at de havde projekt guidebog. Måske derfor er der meget lidt samfundsbeskrivelse og få refleksioner over rejsen som eksistentiel oplevelse og udvikling i deres selvbiografi.
Andre har bedre beskrivelser af, hvad der drev datidens unge ud på den store tur. Rory MacLean fortæller i erindringsbogen Magic Bus on the hippie trail (2007), at der var mere end en million unge, som 1968-78 tog turen østpå.
Og det var en generation, som ville have deres tanker blæst igennem og forandre deres liv: “Det var den første bevægelse af mennesker i historien, som rejste ud for at blive koloniseret i stedet for at kolonisere.”
Ungdomskulturen inspirerede: “Fra 60’erne var bøger, musik og tekster centrale idéformidlere. Sangtekster inspirerede, vejledte – eller i nogle tilfælde vildledte – søgen efter en ny måde at leve på, og de udtrykte ægte bekymring for verdens tilstand.”
Om tidsånden: “I 60’erne voksede børn op i en ny verden. Det var Kennedys æra, borgerrettigheds-marcher og p-piller. Mest af alt var det en tidsalder med fantastiske teknologiske fremskridt. Alt syntes muligt. Det gav unge den overbevisning, at de ved at ændre sig selv kunne ændre verden.
Det var heldige generationer i kølvandet på 1960’ernes ungdomsoprør. De forlod deres forældres kongerige af indebrændte og udskudte fornøjelser for at få del i en levende, forandrende verden,” fortalte MacLean i et interview med The Guardian i 2009.
Vær åben over for den fremmede kultur
Pakkerejsen med charterfly, transfer og hotelophold til Mallorca, Torremolinos, Benidorm og Rhodos voksede voldsomt fra slutningen af 1960’erne – og BIT-guiden lagde ikke skjul på foragt over for charterturismen.
De er turister, vi er travellers, var holdningen: “Tro mig, mange steder er langt nemmere og billigere at komme til, end du bliver fortalt af den uvidende travelagent med hovedet fuld af pakkerejser til Benidorm.”
Med et skeptisk blik på den snigende masseturisme kom BIT-guiden i 1970 med en tankevækkende spådom: “Turistindustrien truer mange steder de lokale traditioner, skikke og vaner. Men det gør mange turisters og rejsendes attituder også, når de kommer med lille forståelse for lokal kultur og opfører sig arrogant og hånligt og uforstående over for det fremmede. Den tilgang får de lokale til at flippe ud og skaber vrede over for de tilrejsende …,” bemærkede guiden.
Der var moralske henstillinger, som man ikke finder i nutidens populærguider: “Vær opmærksom på at påvirke den fremmede kultur så lidt så muligt med vestlig materialisme. Mange fremmede kulturer er meget følsomme over for den slags pres og kan kollapse inden for få år med turismens påvirkning …”
“Bare få turisters tankeløse smiden om sig med penge kan sumpe et lille sted på kort tid. Nærmest natten over kan livsformer, som gav mening og formål og identitet, ødelægges og erstattes af skinnende, sjælløs og fremmedgørende Coca Cola-kultur.”
Vær åben og respektfuld over for det fremmede: “Undgå stereotype fordomme. Vær åbensindet, ærlig og venlig … De lokale har lige så meget ret til deres kultur og vaner, som du har til din. Det er en misforståelse at tænke deres eksistens som simpel og primitiv. Lad derfor være med nedladende at medbringe en kulturel overlegenhed – den har de allerede oplevet nok af, og de får den stadig proppet ned i halsen,” formaner guiden.
Nationale karaktertræk hos de rejsende
I 1990’erne begyndte Lonely Planet at udgive guider på fransk, italiensk, tysk, japansk og spansk.
Lonely Planet har udgivet guider på alverdens store sprog. Man kunne dog ikke bare oversætte engelske bøger, for tyske læsere vil ikke vide noget om fly fra L.A., Sidney eller London; de vil have oplysning om dem fra Frankfurt.
Franske læsere er ligeglade med, hvor den engelske ambassade ligger i Rio. Og så er der hensynet til de forskellige kulturønsker: Franskmænd vil vide noget om biografer, og de kræver flere madsteder at vælge mellem end englændere. Mens tyskerne er ret pernitne med togtidstabeller.
Og Wheelers selvbiografi spørger: Hvem er de mest upopulære: Larmende amerikanere? Fulde australiere? Snobbede franskmænd? Hovne englændere? Påtrængende tyskere?
De svarer bramfrit og upassende, når de ud fra deres personlige erfaringer oplister nationale karakteristika: Tyskerne – som der er mange af – har det med at imperialisere steder, som når de lægger håndklæder på solsenge om morgenen, selv om skilte fortæller, at det er forbudt! Italienere brokker sig over alting og løber i alle retninger, når den stakkels guide prøver at holde sammen på dem!
Det værste ry har dog de unge israelere, der rejser ud til udvalgte, ikke-muslimske destinationer (Indien, Nepal, Bali, Sydamerika). De har ofte afsluttet to års militærtjeneste og er “pushy, krævende og aggressive”. Det mærker de andre turister og de lokale: “Israelere har gjort sig upopulære alle steder. Det er blevet så stort et problem, at deres ambassader er trætte af at undskylde for deres turisters dårlige opførsel og indskærper for deres borgere at opføre sig ordentligt i udlandet …”
Det er uklart, om ambassadens henstilling virkede, men givet er det, at masseturister sætter hårde aftryk på verden. Og at den trygge verden efter den kolde krig er afløst af utryghed med krige i Ukraine og Palæstina. Og så er der jo lige det med verdens klima, hvor to procent af verdens CO2-udledning stammer fra flytrafik, og 22 millioner årligt rejser ud fra Kastrup Lufthavn. Men det er en helt anden historie.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
