ESSAYSERIE – “En 16-årig knægt som Holger Rune kan i dag se tilbage på de 66 grand slam-turneringer, der er blevet spillet siden hans fødsel og konstatere, at Federer-Nadal-Djokovic-triumviratet har vundet 55 af dem. De vandt alle fire sidste år. Og forrige år. Og året før det. I skrivende stund er den yngste mand på kloden, der har prøvet at løfte et af de helt store trofæer, Marin Cilic fra Kroatien, og han er 31 år gammel. Det er ikke lige ham, der trækker de unge til truget.” Anders Haahr Rasmussen rejste til Milano i november 2019 for at se NextGen Open og NextGen Finals. Det er tennis for den kommende generation, hvilket vil sige tennis uden linjedommere, med elektronisk dansemusik i højttalerne, sæt til fire partier og partier uden fordel. Hvad er det dog for noget? Følg med i et long read i seks kapitler hen over vinterferien.
ATP ved godt, at tennis har et aldersproblem, så for nogle år siden fik præsidenten, Chris Kermode, den ide at lave en turnering forbeholdt yngre spillere. En sæsonfinale for årets otte bedste, der endnu ikke er fyldt 22 år.
NextGen Finals, hedder den, og spillerne er såkaldte ’NextGen Stars’, hvilket de bliver omtalt som i alt pressemateriale fra ATP i løbet af sæsonen, hvor kapløbet om at blive blandt de otte bedste finder sted.
Hvis Federer, Nadal og Djokovic svarer til 68’er-generationen med dens totale dominans i kulturlivet gennem årtier, så er Alex de Minaur, Miomir Kecmanovic og Alejandro Fokina den unge generation med udsigt til ulønnede praktikophold og historisk høj ungdomsarbejdsløshed
Den store forårsturnering i Rom har endda udnævnt et af sine større stadions til ”NextGen Arena” og plastret det til med gigantiske billeder af NextGen-stjernerne, som i stedet for at spille deres kampe ude på bane 7 – hvor de normalt ville blive placeret deres lave rangering taget i betragtning – spiller alle deres kampe på denne højprofilerede, tv-transmitterede bane med tusindvis af tilskuere, der er ivrige efter at se disse ’NextGen-stjerner’, de efterhånden har hørt så meget om eller i hvert fald fornemmer på al den meget palaver, at de burde have hørt om.
Det er branding af ungdommen, og det virker. De bliver stjerner og begynder i glimt at spille som stjerner:
Den første vinder af NextGen Finals i 2017, Syd Koreas Hyeon Chung, nummer 58 på ranglisten uden store bedrifter bag sig, tog sejren og selvtilliden fra Milano med sig til den næste grand slam-turnering, Australian Open, hvor han besejrede Novak Djokovic og som den første koreaner nogensinde spillede sig frem til semifinalen og op i top 20 på ranglisten.
Næste års vinder, Stefanos Tsitsipas, gjorde det samme, bortset fra at det var Roger Federer han slog på vej til semifinalen i Australien, og det var top 5 på ranglisten, han blev del af.
Man kan se sådan her på det: Hvis Federer, Nadal og Djokovic svarer til 68’er-generationen med dens totale dominans i kulturlivet gennem årtier, så er Alex de Minaur, Miomir Kecmanovic og Alejandro Fokina den unge generation med udsigt til ulønnede praktikophold og historisk høj ungdomsarbejdsløshed.
Disruption. Hvem gider overhovedet være vært på P1 mere? Lad bare Karen Secher og Tore Leifer lave radio til det grå guld, vi ses, der er podcastfestival på Bremen
De er nyuddannede journalister, der prøver at blive værter på P1, hvor de gamle sidder tungt på det hele. NextGen Finals er et forsøg på at hjælpe dem på vej. Et forsøg på at ruske op i den etablerede orden, ligesom YouTube gjorde ved fjernsynskanalerne og Uber gjorde ved taxakørsel.
Disruption. Hvem gider overhovedet være vært på P1 mere? Lad bare Karen Secher og Tore Leifer lave radio til det grå guld, vi ses, der er podcastfestival på Bremen.
Alder er afgørende her. Den gennemsnitlige tv-seer til en kamp på ATP-touren er 61 år gammel, og den stiger. Tallet var 51 ved årtusindskiftet. Sølle fire procent er under 18.
Det er selvfølgelig også fordi, apropos YouTube, unge mennesker ikke længere ser fjernsyn, men det er også fordi, de virkelig ikke gider se tennis. Kun golf og hestevæddeløb har ældre seere. Fodboldfans foran fjernsynet er i gennemsnit 20 år yngre.
Holger Rune er 16 år og ser meget tennis, i lange stræk og i små bidder. Sammendrag, højdepunkter, hot shots på Instagram, træningsvideoer og slow motions af Federers forhånd.
Lige nu spiller han tennis til lyden af Black Box’ 30 år gamle eurodance-hit ”Ride on Time”, for her er der DJ på under kampene. Egentlig bryder han sig ikke om det – det er ”ligegyldigt”, som han kalder det, ”der er ingen grund til det”. Men det er der.
Tanken er, at musikken skal give publikum følelsen af at de gerne må snakke sammen, mens duellerne er i gang. Det skal være sjovere at være tennistilskuer, mere løssluppent, mindre formelt.
Nogen gange bliver det lige løssluppent nok. Som under lodtrækningen til den første udgave af turneringen i 2017, hvor spillerne skulle fordeles i to grupper, A eller B, ved en stort anlagt ceremoni sponsoreret og udtænkt af Red Bull.
Det foregik ved, at spillerne en efter en valgte en kvindelig model, som til lyden af ”Sweet Dreams Are Made of This” gik catwalk med dem frem af podiet, hvor de med stripper-lignende bevægelser afslørede et A eller B, som de have stående et sted på kroppen. Det blev ikke godt modtaget. Fordømmelsen var noget nær universel, undskyldningerne fra arrangørerne prompte.
Eksperimenterne med pointsystemet har vist sig anderledes holdbare.
Holger Rune åbner kampen mod Nicolás Álvarez Varona med to serveesser. Han sjusker to forhåndsflugtninger i nettet, og snart står den 40-40, så den næste duel er afgørende, fordi ved NextGen Open spilder man ikke tiden med fordel og lige og fordel igen.
Partierne skal ikke vindes med to overskydende point, det er 15-30-40-parti, uanset hvad, så Varona har breakbold her ved 40-40, og da Rune sender en forhånd ud over baglinjen, bliver han brudt.
”Det her er fremtiden,” siger hans mor, Aneke Rune.
De korte sæt, no ad-scoring, headset-coaching. Når Roger og Rafa er færdige med at spille, så er det her fremtiden
Vi sidder ved siden af hinanden og ser Holger Rune spille.
”De korte sæt, no ad-scoring, headset-coaching. Når Roger og Rafa er færdige med at spille, så er det her fremtiden.”
https://www.instagram.com/p/B4qEdjBg8Ao/
Hun er 49 år og har sat sit arbejdsliv på pause for at rejse verden rundt med sin søn og hans drøm om at blive professionel tennisspiller.
Det er dyrt. Adskillige hundrede tusinder kroner om året. Det her er en af de få turneringer, hvor alt er betalt: Fly, hotel, kost og transport rundt i Milano. Aneke Rune overværer alle kampe og de fleste træningspas. Kommenterer undervejs.
”Kom igen.”
”Det var en kvalificeret fejl.”
”Fokus,” siger hun og laver skyklapper med hænderne.
Aneke Rune har aldrig selv spillet tennis, hun er med sine egne ord ”frygtelig bange for bolde”.
Til gengæld tilbragte hun det meste af sin barndom på Det Kongelige Teaters Balletskole med skolegang, eftermiddagstræning og forestilling om aftenen, så hun ved hvad det vil sige at ”arbejde disciplineret med sin krop, sin sport”.
Tennis er ofte blevet beskrevet som en kombination af boksning og skak. Du har den rå, fysiske duel, hvor der bliver udvekslet det ene hårde slag efter det andet, indtil én ikke kan stå imod længere. Og du har det taktiske spil, hvor det gælder om at udmanøvrere din modstander, finde sprækker i hans defensiv, ændre strategi, hvis det ikke fungerer
Og hun ved, hvor hårdt det er at stå alene med det, hvor meget hun savnede opbakning fra sine forældre, så hvad end Holgers drøm er, støtter hun den.
Han er bagud 2-1, der er sidebytte. Aneke Rune gestikulerer med en vandflaske at han skal huske at drikke. Holger Rune sidder med headset på, bagud 2-1.
Han bruger de 90 sekunders pause i sidebyttet på at snakke med sin træner, Lars Christensen, der sidder, på en særligt udpeget plads tæt ved baglinjen, ligeledes med headset på, hvorigennem han kommer med gode råd til Rune. Serv ham mere på kroppen, kom længere frem i dine returneringer, den slags.
Tanken er at transmittere samtalen til tv-seerne, som på den måde kommer tættere på spillerne og får et indblik i samspillet med træneren, taktikken, de opmuntrende ord, et kig ind bag de ellers lukkede døre.
Indvendingen er, at det strider mod et af sportens grundelementer. Tennis er ofte blevet beskrevet som en kombination af boksning og skak. Du har den rå, fysiske duel, hvor der bliver udvekslet det ene hårde slag efter det andet, indtil én ikke kan stå imod længere. Og du har det taktiske spil, hvor det gælder om at udmanøvrere din modstander, finde sprækker i hans defensiv, ændre strategi hvis det ikke fungerer.
Udfordringen er, at du både skal have hovedet nede i mudderet og oppe i skyen på samme tid. Du skal både være i afsindig god fysisk form og tæve løs på din modstander i opskruet tempo, mens du analyserer spillets mønstre og foretager de nødvendige justeringer. Alene.
Du er alene på banen. Ingen sekundant, ingen gode råd. Hvis du ikke selv kan finde svar på de spørgsmål, modstanderen stiller dig, så taber du.
Mange af dem, der taber til Federer, Nadal og Djokovic fremhæver netop deres evne til at tilpasse sig. Selv når de har en dårlig dag, når de er bagud, når modstanderen har greb om kampen, så finder de en vej. Begynder at slice baghånden, sætte kick i førsteserven, spille forhånden højt og dybt, hele tiden evaluerende, analyserende, afsøgende. Lige så snart du tror du ved, hvad du er oppe mod, skifter de karakter.
Det er på tide at fremtidssikre sporten, få kørt deres afløsere i stilling.
Federer er, ikke overraskende, modstander af coaching under kampene. Så når Aneke Rune udskyder fremtiden til efter Federer og Nadal er færdige med at spille, er det også fordi, ATP er meget påpasselige med at dreje for meget på knapperne, mens deres gulddrenge stadig er aktive.
For det kan godt være, at gennemsnitsalderen for ATP-tourens seere stiger, men det gør det samlede seertal også. Godt en milliard mennesker følger med verden over, dobbelt så mange som for ti år siden. Størrelsen på præmiepengene er også fordoblet, og omsætningen er steget med over 60 procent siden 2012.
Det skyldes ikke mindst den verdensomspændende berømmelse, der er blevet Djokovic, Nadal og Federer til dels efter snart 15 års rivaliseringer i det ene mere episke finaleopgør efter det andet. Da ESPN i foråret offentliggjorde deres liste over klodens 20 mest berømte sportspersoner var de alle tre med.
Men de er også 32, 33 og 38 år gamle. Det er på tide at fremtidssikre sporten, få kørt deres afløsere i stilling.
Læs kapitel 1 her:
Fortsættes i morgen.
Topillustration: Holger Rune server. Foto: Anders Haahr Rasmussen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
