REJSEHISTORIE // LONGREAD – Inden vores smartphones og digitale guides viste os vejen til den bedste udsigt, mest cremede cappuccino og stærkeste egnsret, var rygsækken og den fysiske guidebog de vigtigste redskaber på dannelsesrejsen. Jørgen Øllgaard har skrevet en rejsehistorie i tre dele om tiden før Google Maps og Tripadvisor – her er første del.
Omkring 1968-ungdomsoprøret – med ønsket om at bryde med forældres hamsterhjul – rejste mange unge ud med en rygsæk. Rejsen kunne realiseres i takt med velstandsstigning og en åbning mod verdens mangfoldighed. Mange tog sabbatår efter overstået studentereksamen og på en kort eller længere dannelsesrejse.
Det var en anden tid at rejse i, uden mobiltelefoner eller internet. Man kunne ikke surfe på nettet og finde rejser og natlogi. Først i 1981 blev den første, klodsede mobillinje åbnet, og først fra omkring år 2000 blev den lille handy Nokia 1011 folkeeje. I 1997 kunne man sende SMS’er, men det moderne internet, som vi kender det, bredte sig først fra 2005.
Rejste man til fjerne destinationer for mere end 30-50 år siden, ringede man hjem fra posthuses telefonbokse. Breve blev sendt pr. snail-mail, som skulle sendes og hentes (poste restante) på posthuse derude.
Nogle var reelt hippier optaget af fred, kærlighed og stoffer – og af at finde sig selv. Andre bare eventyrlystne efter det eksotiske
Ville man have verdensnyheder, måtte man købe en (lokal) avis. Eller lytte til den danske langbølge med nyheder, vejrmelding eller fiskerinoteringer (243 khz), ligesom BBC’s worldservice var en mulighed. Hvis der da var en radio i nærheden.
De fleste valgte den lille model med tog. “Se Europa for 500 kroner,” lød reklamen for Interrail i 1972 (omregnet til 2023-priser: 3.800 kr.). Rabatbilletten med Interrail blev en stor succes, for kortet gav adgang til at rejse overalt i Europa.
Det skabte tætpakkede kupéer på bestemte ruter, fx (nattogs-)ruter til især Grækenland, Sydfrankrig og Spanien. Her minglede tusindvis af unge med andre nationer i togene, på hostels og campingpladser rundtom i Europa.
On the hippie trail
Andre valgte den store model med at rejse til det fjerne og ukendte, typisk Indien og Asien. Flyrejser var rasende dyre, så hvis man var på et snævert budget, rejste man over land på det, som populært blev døbt “hippie-stien” (the hippie trail) fra Europa til Indien: London – Amsterdam – Athen – Istanbul – Teheran – Kabul – Indien – Nepal.
De rejste ideelt set efter de tre K’er: Kabul, Katmandu og senere Kuta Beach (Bali), men også Goa (Indien) og Bangkok (Thailand) hørte til listen.
Det var en ung subkultur. Nogle var reelt hippier optaget af fred, kærlighed og stoffer – og af at finde sig selv. Andre bare eventyrlystne efter det eksotiske. Der er ikke tal på, hvor mange der tog langturen, men fra Europa var det hundredtusinder i tiåret 1968-1978. Og derude mødte de ligesindede unge fra USA og Australien, som var tilrejst ad andre ruter.
De rygsækrejsende på hippiestien før 1978 tilhørte en generation, der var unge, mens verden endnu var åben. I 1960-70’erne kunne man rejse relativt trygt. Med ungdommelig naivitet og troskyldig attitude uden rigdoms-symboler – fx et stort flashende kamera – var det lange hår og de unge piger et underligt og interessant fænomen for lokalbefolkningen. Men de lokale opfattede gruppen som ufarlig for deres (krigeriske) stammekultur, så de tilrejsende fik lov at leve deres eget liv i busser, hoteller og caféer.
På tommelfingeren, bus eller tog
Rejsen var selvorganiseret, og dem med laveste budget tog på tommelfingeren. Det var nemt at blaffe lange strækninger i Tyskland, for tyske bilister ville gerne have selskab. Omvendt var det svært med de reserverede franskmænd. Med lidt flere penge kunne man rejse over Balkan til Istanbul eller bus/tog fra München til Athen eller Istanbul. Og gennem Tyrkiet og videre østpå var det rørende billigt at tage tog og bus.
Der var få organiserede langtursbusser for dem, som ønskede mere faste rammer og rejseskema. Der var en ugentlig London – Calcutta-bus, hvor du selv skulle holde dig på kost, og den tog hele 50 dage. Også selskabet Magic Bus opererede fra London/Amsterdam i udrangerede busser, og turen til Kabul eller Delhi kostede lidt mindre end en interrail-billet (1973: 450 kr.). Der var også en Magic Bus-rute København – Amsterdam.
Tvindbusserne på “Den rejsende Højskole” (som startede 1970) hørte til en anden kategori; turen i udrangerede busser var ikke hippe, men “polit-turisme” præget af en slags hjælp-de-fremmede ideologi, streng disciplin og intern opdragelse, fortæller eftertidens historieskrivning.
Før 1970: Rygsækrejsen uden guide
Det særlige ved hippiestien var, at man kunne rejse relativt trygt, hvis man ikke bar den traditionelle turists kendetegn, kameraet. Det signalerede rigdom, og for kriminelle blev man et potentielt offer. Men rygsækken og rejseformen med offentlige transportmidler signalerede ikke ligefrem rigdom, og dermed slap man for at blive “hassled” (påtrængt, besværet).
Men den frie rejse stoppede brat, da russerne invaderede Afghanistan i 1978, og mullaherne indtog Iran i 1979. Det betød, at man ikke længere kunne besøge det eventyrlige Kabul, og hippieruten fra Europa over land til Indien blev lukket.
Det gjorde en brat ende på the hippie trail, samtidig med at hippie-bevægelsen var på retur. Sideløbende var verden blevet åbnet mod vest, så i takt med, at flybilletter blev billigere, kom Sydamerikas “Gringo-trail” til som en mulighed, hvor en særlig gren var polit-turismen til revolutionen i Nicaragua.
Men også andre betingelser ændrede sig brat, især at der kom simple rejseguider rettet mod rygsækfolket. Før måtte man nøjes med løsrevne tips mund-til-mund fra andre rejsende på bus- eller togstationer, på hostels eller dormitories eller fra opslag på kendte mødesteder på ruten, fx i Kensington Market i London, Pudding Shop i Istanbul, Sigis i Kabul, The Malaysia Hotel i Bangkok m.fl.
Dannelsesborgerens guider
Allerede fra slutningen af 1800-tallet rejste den europæiske overklasse på rekreation eller dannelsesture til Italien eller Sydfrankrig. Også kunstnere og forfattere rejste ud.
Der fandtes rejseguides som fx Fodors og Frommer, men de var konventionelle, når de videregav turistbureauers oplysninger om steder samt dikterede must-sees om historiske bygninger, monumenter, museer, sights, caféer osv.
Der var ikke noget om “how to …” til brug for rejsens praktikaliteter: transport, hoteller, informationer m.m. Deres info var rettet mod den højere middelklasse, der tog på rekreation og dannelsesrejse.
Allerede i 1900 udkom den franske Michelin-guide med sine 3 stjerner. Den fremstår dog mest som markedsføringskatalog for hoteller og restauranter, mener Tony Wheeler – stifteren af Lonely Planet – og er for “idiosynkratisk”.
Med sig fik man praktiske råd, som spændte fra, hvor man nemmest fik visa, til gode råd om diarré og til, hvad man skulle gøre, hvis man blev taget af politiet med en klump hash
De udkommer jævnligt med simple standardoplysninger om hoteller og især restauranter for velhavere. Og guiderne omtales hånligt af Wheeler: “Med rangering af standard, som er så indviklet, at det kræver en CIA-kodemaskine at afkode dem” (Wheelers selvbiografi 2008).
Fra midt i 1960’erne gik rejserne typisk til Mallorca, Torremolinos og Rhodos. Spies solgte på fest, sprut og sol, viser deres kataloger. Jyske Tjæreborg konkurrerede på en pænere profil, idet man også solgte på (dannelsesborgerens) ønsker om at opleve steders historie, natur og kultur. Politiken startede sine rejsebøger for disse grupper, og Politikens Forlag er i dag nordens største rejsebogs-serie og dækker over 200 rejsemål.
BIT’s barfodsguide – “Overland to India”
Den første simple guide udkom allerede i 1957. Det var Arthur Frommers Europe on 5 dollars a day. Han samlede tips fra sine amerikanske soldaterkammerater, som var udstationeret i Europa.
Rejsesnobber rynkede på næsen af dens low-budget ambitioner, men guiden fortalte faktisk, hvor man kunne få et værelse i Paris for 2 dollars og et måltid for 1 dollar, og den var en revolution i rejsebogs-branchen. I 1965 udkom konkurrenten Let’s Go Europe, og den var baseret på Berkeley-studenters erfaringer (guiden lukkede 1997).
BIT var de første med en brugbar barfodsguide til rejsen fra Europa til nær-Asien, og forlaget udgav over en femårsperiode den stencilerede Overland to India and Australia. Lonely Planets konkurrent udkom i 1973.
Nærlæst i dag er BIT-guiden et studie i et anderledes Europa, Mellemøsten og nær-Asien. Der var andre betingelser, rejsen var ud i det ukendte, og med sig fik man praktiske råd, som spændte fra, hvor man nemmest fik visa, til gode råd om diarré og til, hvad man skulle gøre, hvis man blev taget af politiet med en klump hash.
Dens praktiske råd skabte en tryggere ramme om det at rejse ud i det ukendte. Der var tips til konkrete hostels eller distrikter til overnatning, når man landede på en bus- eller togstation i en ellers ubeskrevet destination. Guiderne blev lowbudget-rejsekammeraten på langturen ud i det ukendte.
BIT-guiden var hip og kontant, baseret på opsamling af indsendte rejsetips til redaktionen i London. Der udkom så revisioner med års mellemrum (på rødt papir) med de nyeste tips: “Please, indsend tips til os om interessante steder værd at besøge, hotelpriser, rejseruter og priser, visumbesvær osv. Det er jeres breve som holder denne guide i live …”
Transport – dyrt, nedslidt og utrygt
Mens priserne på landtransport var billige dengang, var flybilletter rasende dyre. Eller rettere: Flyrejser er til sammenligning rasende billige i dag, apropos CO2-skam og flyskam!
Den billigste rute, København – Moskva – Delhi, var med det sovjetiske selskab Aeroflot. Deres fly var nedslidte og utrygge.
BIT giver forslag til de billigste rejseformer fra England til Istanbul, herunder hvordan man kommer igennem Bulgarien i Østeuropa: “Glemmer du at få transitvisum, koster det 12 dollars ved grænsen.”
Fra Istanbul kunne man hoppe fra bus til bus på vejen mod Teheran. Men man kunne også tage det rasende billige tog Istanbul – Teheran (“Med student card 16 dollars, 3 dage og 4 nætter, afgang hver onsdag kl. 17.45”).
Drop at rejse gennem Irak: “Det er umuligt at få visum til Irak uden at vente i ugevis.”
Om Afghanistan: “Der er ingen tog, så simple busser er eneste transportform i det bjergrige land. Hvis det er vinter, så undgå Wardak-busselskabet, hvis busser er ringe og ofte med manglende vinduer, så bussen er iskold og du fryser til døde, selv hvis du bærer afghanerpels …”
Med dollars og rejsechecks på lommen
En kalkule lød, at 5-6 måneders lowbudget rejse fra Europa og rundt i Østen – og retur – kostede minimum 1.200 USD (2023: 55.000 kr.). Det svarer til omkring 109 USD pr. måned (2023: 5.050 kr.).
US dollars var den hårde valuta. Med risiko for tyverier rådede BIT, at man kun skulle medbringe et mindre beløb i kontanter, som kunne bruges i nødsituationer (fx på udsteder med ringe bankdækning). American Express-checks var det mest udbredte, for hvis man mistede dem, kunne de erstattes i alle storbyer.
“Waiting-for-money” hjemmefra var et kendt og ubehageligt fænomen. Man kunne blive fastlåst i ugevis, for overførsel er en bureaukratisk affære: “Undgå pengeoverførsel, om muligt – det er kedeligt at blive ufrivillig strandet, medmindre du er i stand til at tage det som et meditationskursus.”
Et student card kunne skaffe rabatter, og var man ikke studerende, kunne der købes et falsk, men dyrt studenterkort i Athen. Det var billigere i Istanbul, “på studenterrådet bag ved Pudding Shop”.
Billigt husly – med svingende standard
Husly var billigt på rejsen: “Singapore og Bangkok … de eneste steder mellem Australien og Europa, hvor et par skulle bruge mere end en dollar pr. nat for et rimeligt hotelværelse.” (2023 = 7,5 dollars = 50 kroner).
Et godt husråd, når man skulle tjekke overnatning, var at bede om at se værelset: Rengøringsstandard? Sengens hårdhed? Toilet- og bad-standard? Undgå lousy steder med lopper og væggelus, for de er svære at slippe af med, og deres bid kan være virkelig irriterende. Hvis det ikke ser rimeligt ud, så find et andet sted, der måske er lidt dyrere!
Det enestående ved BIT-guiden var så, at den havde helt konkrete anbefalinger af navngivne budget-hoteller eller dormitories på vejen, fx 11 i Istanbul, 7 i Teheran, 21 i Kabul. Det gav en relativ tryghed, når man lige var ankommet til tog- eller busstationen et fremmed sted.
Snail-mail og skratten
Skulle man ringe hjem til mor før mobiltelefonens tidsalder, skete det fra store posthuses telefonlinjer, som havde skrattende kontakt til internationale opkald.
Post blev sendt pr. snail-mail. Afhentning af post skete på centrale posthuse (poste restante), som ofte var gigantiske rodebutikker, hvor man nogle gange selv fik lov at gå ind og lede efter sit brev. Og breve hjem skulle sendes i særlige air-mail konvolutter.
Det er en misforståelse, at man ved at bruge en masse penge gør de lokale en tjeneste. Sådan er det ikke. Pengene lander alligevel i få hænder, og i sidste ende er det den vestlige verdens imperialisme
Men breve kunne nemt gå tabt: “Skal du sende et brev, så insister på at se på, mens postmanden stempler frimærket, for ellers risikeres, at posten damper det af og sælger det igen! Postarbejdere er dårligt lønnede.”
Helbred: “Delhi belly”
Under afsnittet om sygdomme var der såmænd også en bemærkning om en mental uligevægtighed, som kan ramme den fjernrejsende: “At tilpasse dig til de fremmede vaner og andres sociale liv afhænger af din fleksibilitet, fordomme og temperament. Mange lider af nogen grad af kulturchok …”
Diarré ramte alle. Det stammede ikke kun fra uhygiejnisk vand, mad eller pedallokummer, men kunne stamme fra, at din mave skulle omstilles fra Europas madkultur.
I Indien hed sårbar mave bare “Delhi-belly”, og det var en meget almindelig tilstand, også blandt inderne. Derfor indskærpede BIT, at man skulle være særlig obs om hygiejnen på madsteder og toiletter. Praktiske råd: Fra Istanbul og frem mod Østen skal du kun drikke købevand, og undgå tvivlsomme madsteder med vaskede grøntsager.
Men var man uheldig at få diarré, så var rådet at begynde en sultekur. “Drik te uden mælk og sukker. Efter 24-48 timer er du normalt renset igennem. Hvis du ikke har selvdisciplin til en sultekur, så gå på en diæt med ren yoghurt, citroner, kogte grøntsager og te uden sukker og mælk.”
Men hvis det ikke virkede, var der ingen vej uden om piller fra apotekeren. Følg dog ikke apotekerens råd om at fylde dig med antibiotika. Det er en barsk måde at reparere maven på, og man risikerer at opbygge immunitet mod antibiotika, som derfor ikke er virksom senere på rejsen.
Kunsten at prutte
Som rejsende måtte vesterlændingen lære at prutte, for i Mellemøsten og Asien var/er der ikke noget, som hedder faste priser, fortalte BIT-guiden. Nogle steder lyder sælgerens første udmelding på den dobbelte pris, især på turistting som tæpper, tøj og lignende. Og der skal pruttes om prisen på cigaretter, rickshaws, hoteller, fødevarer og restauranter, men med lidt øvelse – når man kender prisniveauet – kan prisen landes på få minutter.
BIT-guiden konstaterede tørt, at du er turist, som aldrig nogensinde kan komme ned på de lokales prisniveau. Men du skal også lave en anden afvejning: “Du gør lokalsamfundet og andre rejsende en bjørnetjeneste, hvis du betaler den først udmeldte pris. Det er en misforståelse, at man ved at bruge en masse penge gør de lokale en tjeneste. Sådan er det ikke. Pengene lander alligevel i få hænder, og i sidste ende er det den vestlige verdens imperialisme.”
Og styr dig, mens du prutter: “Beslut dig for, hvad du vil betale, og læg ud med at byde halvdelen af shopkeeperens udspil. Så er der chance for at begge parter kan slippe ud af handelen med værdigheden i behold.”
Den bedste hash?
Det giver sig selv, at på hippiestien var der hash / ganja / marijuana / pot, men også hårdere stoffer (fx heroin).
Særlige afsnit i BIT er helliget omtale af hash og myndighedernes tilgang. Nepal og Afghanistan kaldes “pot heads-paradis” – og her fandt man også det største udvalg – men også i dele af Indien var tilgangen liberal. I Nepal blev det forhandlet i (statslige) kiosker før 1974. I Afghanistan “kan man blive høj (stoned), bare man tager en dyb indånding i gaderne”.
Katmandu var stedet med den mest liberale attitude over for marijuana og hash, og på Freak Street og i Eden Hash Shop kunne man vælge forskellige sorter, og der blev solgt hashkager på caféer. Men fra 1973 blev det officielt forbudt efter pres fra USA og Verdensbanken som modydelse for udviklingsbistand.
Razziaer blev foretaget for at vise US-ambassaden, at Nepal altså gjorde en indsats mod den internationale narkoproduktion og -handel. Men den havde ikke den store effekt i sidegaderne.
BIT kom med konkrete anbefalinger og advarsler. Forbudsregler fortolkes lokalt og vilkårligt, så man skal passe på. “En grundregel: Det er en misforståelse at tro, at når de lokale ryger offentligt, så kan du også gøre det. For turister gælder særlige regler.”
Og hvis du er uheldig at blive taget i at ryge eller med en mindre klump hash, skal du prøve at klare det med bestikkelse: “Spørg uskyldigt: Er det ikke nemmere at betale bøden her på stedet i stedet for på politistationen?”
Bestikkelse – og fængsler
Bestikkelse er velkendt for både turister og lokale. Mange steder var/er det en del af lønnen for toldere, politi, trafikpoliti, receptionister, billetsælgere. Og det er noget, rejsende udveksler anekdoter om: “Vietnam har det bedste politi, som penge kan købe …”
Lad være med at medbringe stoffer med over grænseovergange, for tolderne kan være meget nidkære, og bestikkelse plus fængselsstraffe kan være hårde. “Selv kvindelige toldere holder sig ikke tilbage fra at tjekke dine nosser …”
Bliver man taget i Tyrkiet eller Iran, risikeres årelange straffe. Under 2 kilo hash giver et halvt år. 2 kilo giver 2 år, og sådan stiger tariffen.
Fængsler var forfærdelige steder, fortæller BIT-guiden, overfyldte og med ringe mad, så de indsatte fik skørbug og tabte tænder i løbet af få år derinde. Har den rejsende tid – for der er bureaukrati forbundet med tilladelsen fra myndighederne – bør man besøge vesterlændinge, der har fået 20-30 år.
BIT oplistede navne og fængselsadresser på dem i Thessaloniki, Athen, Istanbul, Adana, Teheran, Mashad m.fl. Medbring frugt, bøger, vitaminpiller, varmt tøj m.m. “Men bare en visit vil i sig selv være en hjælp til at holde humøret oppe.”
En anden tid – uden billigfly, mobil og guiden
Læsning af BIT-guiden fortæller, at rejsen i den nære fortid for 50 år siden var et helt andet projekt end i dag. For nutidens unge lyder det uvirkeligt, at man rejste ud i det “ukendte”. Især kommunikationsformer (teknologien) har ændret rejsen.
Der kunne gå uger mellem, at man hørte nyt derhjemmefra, for det krævede, at man hentede breve på store posthuse på ruten eller tog et dyrt telefonopkald
For det første foregik rygsækrejsen i en relativt tryg og ubekymret tid, hvor verden var åben og uden krige. Der var muligheder for unge-livet i kølvandet på 1968-ungdomsoprøret. Interrail åbnede Europa. Men det indvarslede en ny konfliktepoke, da russerne invaderede Afghanistan i 1978 og mullaherne Iran i 1979. Det betød omgående lukning af hippiestien – og den har været lukket siden.
For det andet var flyruter få og rasende dyre. Så var man på “low-budget”, foregik rejsen på landjorden, hvor unge i dag kan flyve billigt til Bombay, Bali, Mexico eller Rio. Og hvor det dengang var dyrt og eksotisk at rejse til Thailand, opfattes det nu som en menneskeret for store danske pensionistgrupper.
For det tredje har mobiltelefoner og internet med dækning over størstedelen af den beboede verden gjort, at den rejsende er i konstant kontakt med den store verden og det derhjemme. Nu kan man informere sig på nettet og booke hotel. Før måtte man rejse derhen, finde hotellet og få et rum, hvis der da var ledigt. Der kunne gå uger mellem, at man hørte nyt derhjemmefra, for det krævede, at man hentede breve på store posthuse på ruten eller tog et dyrt telefonopkald.
Den fjerde store forandring var rejseguiden for “backpackers”, der betød, at man kunne rejse ud med en vis forhånds-tryghed. BIT-guiden fra 1970’erne kom med simple og praktiske barfods-rejsetips. Den første Lonely Planet-guide kom på samme tid.
Siden blev guidernes informationer forfinet og udvidet. Og i dag findes der guides for hundredvis af destinationer. Og her er vi så kommet ind i en ny fase: Internettets uendelige oplysninger behøver bare en mobiltelefon, så bogguiderne tabte terræn. Men det er en helt anden historie.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her