REJSEHISTORIE // LONGREAD – Før 1970 rejste rygsæk-folket uden guide. Så lavede Tony og Maureen Wheeler deres første guidebog, og det blev starten på et verdensomspændende rejseforlag. Her er anden del af Jørgen Øllgaards beretning om rygsækrejsens historie – første del finder du lige her.
Det er 50 år siden, at rejseguiden Lonely Planets idéfolk udgav deres første guide: Across Asia on the cheap (1973). Siden udgav de hundredvis af guidebøger om hele verden, og det forandrede rejsemønstre, de rejsende og de steder, som omtales.
Før da var der ingen guidebøger, og det afholdt nogle fra at tage sabbatår til den store udlandstur med rygsæk på hippiestien (“the hippie trail”).
Men i takt med, at man kunne tage Lonely Planet med som rejsekammerat, vovede flere sig ud. Guidens informationer gav tryghed om destinationer, rejseruter, overnatning og sightseeing. Og i takt med at det internationale rejsemarked ændrede sig, hvor middelklassen også begyndte at droppe pakkerejsen på charterfly, blev guiderne fra 1990’erne i højere grad rettet mod også at give brugbare råd til det segment.
1973: Den første “Across Asia …”
Lonely Planets første guide blev skrevet af ægteparret Tony og Maureen Wheeler. Guide-bogen var opsamling af deres rejse fra England til Australien, som de ville emigrere til. De rejste over land fra London på det traditionelle hippietrail Istanbul – Iran – Afghanistan – Indien – Nepal.
Guiden gav deres og andre rejsendes subjektive råd til transport, hoteller, restauranter og til at undgå de besværligheder, man møder som solorejsende. Guide-bogen blev skrevet på et køkkenbord efter landing i Australien med 27 cent på lommen, fortæller de i selvbiografien The Lonely Planet – once while travelling (2005).
Den første bog udfyldte et stort behov og blev afsæt til det største rejseguide-forlag i verden, med kontorer på tre kontinenter (Australien, England og USA) og med en omsætning på millioner af dollars. De ansatte hundredvis til research, salg og forsendelse.
Mange blev dog fyret efter rejsebranchens nedbrud efter 9-11 i 2001 (Twin Towers). Inden da havde ægteparret imidlertid udgivet mere end 250 guider om alverdens afkroge samt parlører, aktivitetsguider m.m. Da havde de udgivet mere end 120 mio. bøger på 11 sprog.
Og da de kunne mærke, at omstilling til internettet ville kræve en stor kraftanstrengelse, solgte de hele butikken til BBC i 2007/2011. BBC solgte dele videre i 2012, og det er faktisk lykkedes for efterfølgerne at få guiderne overført til web-nettet, så de rejsende ikke længere behøver bog-guiden.
De første Lonely Planet-guider
Lonely Planets første bog, Across Asia on the cheap (1973), blev især solgt i Australien og London og solgte så godt, at de kunne finansiere en research-rejse på 18 måneder og udgive South-East Asia on a shoestring (1975) – som er løbende opdateret siden og i mange år var forlagets bestseller.
Den blev døbt “Den gule bibel” på grund af omslagets farve. Derefter udgav de guiden om deres personlige favoritdestination Nepal (1976).
Den første guide på markedet var BIT’s Overland to India and Australia (1970), og det var en direkte konkurrent til Lonely Planet-guiden, men BIT’s projekt lukkede i 1977.
Økonomien blev først god, da Lonely Planet udgav en stor Indien-guide (1981). Researchen var delt mellem tre forfattere:
“Vi slap væk i seks måneder med to andre researchere med et forskud hver på 1.000 dollars til diverse udgifter. Vi satsede hele butikken på det. Guiden blev tre gange så stor, tre gange så dyr i udsalg – og solgte heldigvis tre gange så godt som tidligere bøger,” har Wheeler fortalt i et interview med The Guardian.
Professionelle guideforfattere
Op igennem 1980’erne opbyggede Wheelers så et team af researchere og forfattere med filialer i Australien, London og USA. Guiderne solgte især i England og Australien, men også Europa. USA var et stort udyrket marked, for man solgte kun en tredjedel af potentialet, og derfor oprettede man USA-filialens salgsafdeling (1983).
Fra 1993 udgav man guides om Europa, herunder Østeuropa. Den første guide om Sovjet blev udgivet i 1990, men da var kommunismen gået ned året før!
Guiden om England blev udgivet i 1995, men løb paradoksalt nok ind i problemer. Sunday Times’ anmeldelse fokuserede på de negative ting, som stod i guiden, og guiden fik øgenavnet “Skrækguiden om England”, fordi andre aviser fulgte op med den negative vinkling: “Måske skyldtes hele kontroversen bare traditionel britisk kolonialisme,” foreslog en australsk anmelder: “Englænderne var pikerede over den mindste kritik fra australsk side,” fordi Lonely Planet koncernen var styret fra Australien, og Wheeler-ægteparret var emigreret dertil.
Fra 1990’erne udgav man city-guides over storbyer med andre vinklinger end lande-guiderne: Med shopping, bydele, natteliv osv. Det var for korttids (weekend-) rejsende med kuffert, ikke rygsæk.
Hvad skal den gode rejseguide?
En rygsækguide skal kunne tre ting, konstaterer Wheeler.
For det første skal den redde dit liv. Fortælle dig, om du skal gå til højre eller til venstre fra den station, du er landet på. Til højre og finde hotel-distriktet – eller til venstre og blive taget i røven eller ligefrem røvet. Den slags råd sparer dig for en masse påtrængende besvær (hassle).
For det andet skal du uddannes. Tips skal gøre din rejse til en fornøjelse, og du skal blive en bedre rejsende: “Det er bemærkelsesværdigt, hvor en lille ekstra viden om steder kan gøre simpel sightseeing mere interessant.”
For det tredje skal guidebogen være sjov. Vi rejser jo for fornøjelsens og oplevelsens skyld. “En god guidebog skal hjælpe dig til at undgå hoteller med væggelus og restauranter med ringe mad. Og fortælle, hvilke museer der er interessante, og hvilke turistfælder man skal gå uden om.
Faktisk er det bare hårdt arbejde med endeløs transport, overnatninger, søgning og restaurantbesøg
Den skal også forhindre, at du bliver snydt. “Der har været rip-offs så længe, der var været rejsende at snyde. Og så snart den ene turistfælde stopper, popper den næste op …”
Og det er ikke bare taxachaufføren, som har “en fætter”, der tilfældigvis sælger ægte tæpper mega-billigt: “Tæppehandlere er den tredje verdens brugtbilsforhandlere. De er villige til at sælge deres egen mor til slaveri, hvis de kan tjene en rupee …”
Kunsten at forfatte rejseguider
For håbefulde rejseskribenter er der nyttig information i erindringsbogen. Da der kom penge i forlaget, kunne Lonely Planet nemlig sende forfattere ud på researchture til udvalgte destinationer. De samlede bjerge af informationer: kort, brochurer, tidstabeller, visitkort osv.
Og hvem vil ikke gerne have rejseri som job?
“Det lyder som et romantisk drømmejob. Man flyver her og der, udforsker usædvanlige steder, ser efter de perfekte hoteller, udvælger de mest vidunderlige spots, og så skriver man om det bagefter. Men faktisk er det bare hårdt arbejde med endeløs transport, overnatninger, søgning og restaurantbesøg,” konstaterer Wheeler i sine erindringer og fortsætter:
“Forfatteren må opsøge alle attraktionerne. Og at forfatte en guidebog er snarest som at forberede et formidabelt måltid. Først skal du beslutte retten og studere opskrifter, ligesom du laver planer på din rejse. Så køber du ingredienserne, lig med at samle ind. Og til sidst samler du ingredienserne og koger retten – men hvis man forsinker tilberedningen, fordærver maden. På samme måde som en forsinket guidebog hurtigt bliver uaktuel …”
Rejsebøger forfattes altså i et hæsblæsende tempo. Man er hele tiden på jagt efter noget nyt, det nytter altså ikke at blive i samme område, og man har ikke tid til at følge den samme rute A-B flere gange, men må søge nye veje og distrikter, “som mindst hver anden gang viser sig at være ubrugelige blindgyder”.
Man må også kunne lide mad, og helst at spise ude hver dag: “Men en researcher kan ikke nå at spise på alle en bys restauranter. Det behøver man heller ikke. Jeg har en ufejlbarlig test på en positiv anbefaling: Kig ind ad vinduerne på en restaurant, om der er godt fyldt op, om der er larm, og om folk smiler og er glade, for det er en indikation på, at maden er god.”
At researche er ikke et 9-17-job. “Om aftenen planlægger du næste dag. Om morgenen tjekker du, om solopgangen over templet nu også er så enestående smuk, og hvornår den bedste tid er på den lokale madmarkedsplads. Så tager du på sightseeing. Og om aftenen tjekker du nattelivet, før du returnerer til hotellet for at samle noter og lave næste dags program. Og så videre,” siger Wheeler.
Udbrændte rejseskribenter
Wheelers byggede deres guider op om kort, og Lonely Planet-guiderne blev berømte for unikke kort at orientere sig i, som ofte var bedre end de officielle. Faktatjek af kort fyldte derfor meget i bøgernes redigerings-fase. Forfattere og forlag skulle krydstjekke oplysninger mellem tekst, kort og sidetal. Fortæller teksten s. 88, at hotellet ligger to blokke vest for stationen, passer det så med kortet s. 85?
Der var altså meget træls brødarbejde: “Så udbrændthed var almindelig udbredt blandt selv de mest erfarne rejsebogsforfattere. Der var bestemt stadig plads til at være kreativ i dit forfatterskab og nyde dine rejser på Lonely Planet-forskuddet. Men det krævede omhyggelig planlægning og disciplin at opnå en sådan lykkelig balance,” nævner Wheeler i interviewet med The Guardian.
Tony Wheeler fik selv nok af simple rejser i Sydøstasien, fortæller hans noter fra 1990: “Jeg er blevet for gammel til det her. Jeg gider ikke længere bo på de billigste steder – jeg vælger de billige med karakter, men jeg er færdig med bundskraberne. Jeg er også blevet for gammel til de andre rejsende der, oveni.”
I 2008 udgav amerikaneren Thomas Kohnstamm sine erindringer, Do Travel Writers Go to Hell?. Det var en uromantisk historie om rejseforfatterens betingelser med utilstrækkelig tid og på low-budget, som tvang ham til at snyde ved at samle oplysninger fra sekundære kilder.
Det var et “mozaisk job”, og han insinuerede ligefrem, at det var almindelig praksis hos de pressede rejseskribenter på forlaget. I opfølgende interviews afslørede han, at han faktisk slet ikke havde besøgt et af de (sydamerikanske) lande, som han havde lavet en guide om.
Det blev dog modsagt af Lonely Planet efter gennemgang af hans bøger: “Der var ikke fundet nogen unøjagtigheder i Kohnstamms guide.”
Politik sniger sig ind
Lonely Planet har levet med rejsens politiske dilemmaer. Skal man rejse til repressive (militær-) regimer og dermed indirekte legitimere dem, eller skal man boykotte?
Digteren og Middelhavs-nomaden Henrik Nordbrandt var helt uenig med boykot-strategien på Tyrkiets militærdiktaturer (1971/1980): Boykot vil få opmærksomheden bort fra de politiske tilstande, fremmede turister kunne lægge en dæmper på det autoritære styre, og den tilrejsende ville vise menige tyrkere sympati.
Lonely Planet ramte deres største politiske konflikt, da man udgav en guidebog om Myanmar (Burma) på trods af, at det var et militærdiktatur, og at oppositionens leder Aung San Suu Kyi havde opfordret til turistboykot.
Lonely Planet forsvarede udgivelsen med, at guiden også fortalte om problemerne i landet, og at rejse dertil kunne give den rejsende mulighed for selv at træffe “en informeret vurdering”. I 2009 droppede Burma-oppositionen så sit boykot-krav, og bød besøgende, “der er ivrige efter at fremme almindelige burmeseres velfærd”, velkommen.
“Lonely-Planetisering”
Lonely Planet satte standarden for rygsækrejsende og blev en “bibel”. Den kom også til at bestemme destinationer, ruter og favoritspots for de rejsende. På samme måde, som den først formede “hippie trail’en”, påvirkede den senere “the banana pancake trail” i Sydøstasien og “the gringo trail” i Sydamerika.
Guider har stor magt, for de er med til at bestemme, hvorhen og hvordan folk rejser. Historien viser, at fede strande blev opdaget af rygsækfolket (Ibiza, Kreta, Agadir, Goa m.fl.) får så at blive imperialiseret af den organiserede masseturisme.
Overgangen til den nye epoke fra bogguider til internet lykkedes faktisk for Wheelers efterfølgere. Det kan ses på gadebilledet overalt i storbyer
Og guiderne følger med, inklusive deres dilemmaer. Positivt, at de gør rejsen nemmere og tryggere med de praktiske råd om rejserute, hostels, pensioner, hoteller, restauranter, sights osv. Negativt, når tusinder drager ud som lemminger i samme spor.
Wheelers selvbiografi fra 2005 var svag på selvreflektion over, hvordan deres guider har forandret destinationer, turismen og vilkår for de lokale. Deres selvkritik er dog generaliseret: “Vi er blevet beskyldt for ‘lonely-planetisering’ af verden. Kritikken handler om ensretning, hvor vi alle kører i de samme biler, spiser de samme burgere og bruger de samme guidebøger. Verden bliver kedelig og uniform.”
Turismens mainstreaming er ikke blevet mindre, siden Wheelers solgte til BBC – som i øvrigt solgte koncernen videre nogle år efter. Og overgangen til den nye epoke fra bogguider til internet lykkedes faktisk for Wheelers efterfølgere. Det kan ses på gadebilledet overalt i storbyer, hvor turister ikke længere ledes rundt af en bogguide, men af www-sider på mobiltelefoner. Og tager selfier. Men det er en helt anden historie.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her