Det er besynderligt, at det er de svageste, der skal forfølges. Og det undrer mig, at “kontanthjælpsinkvisitorer” får spalteplads og sendetid i medierne, skriver Thomas Milsted, der mener, at Danmark er ved at gå til i et forfald af uanstændighed, når det handler om de svageste grupper i samfundet. “Man kunne næsten få den grimme tanke, at der ligefrem er oprettet afdelinger for latterliggørelse, fornedrelse og hån med et vel udvalgt hold af nederdrægtige blogskribenter, der ikke bare virker mere end villige til at trampe på konkrete segmenter af befolkningen, men også synes at nyde det.”
Det skrøbelige demokratiske sindelag har slået store revner. Danskernes intolerance over for de mindrebemidlede er brudt ud. Vi har talt krybben tom og finder det nu legitimt at bide efter dem med færrest resourcer. Helt ærligt, hvad sker der?
Ja, sådan tænker jeg for mig selv, mens jeg sidder her en tidlig morgen og ser ud over Hovedbanegården i København. Alt ånder godt nok fred og idyl. Lommetyvene er her endnu ikke. De sene drukture har fundet hjem, og abstinenserne har endnu ikke drevet de næste frem. Men om nogle få timer vil det sædvanlige kaos indfinde sig. En mangfoldighed af eksistenser med holdninger, der spænder fra det yderste venstre til det ekstreme højre, vil intetanende om hinandens politiske ståsted mingle morgenfriske imellem hinanden. Kalotter, tørklæder og kors i alverdens afskygninger kan endnu tåle synet af hinanden. De går uproblematisk i spænd med ungdommens moderetninger og trends. Høj som lav ville trods deres uoverensstemmelser, forskellige ståsteder og sociale placering alle kunne mødes i en forargelse over DSB’s uregelmæssigheder.
Sandsynligvis er det den særlige danske sammenholdsmentalitet, der er årsag til, at vi ikke rigtig har haft blodige revolutioner herhjemme. Her hos os bliver det – heldigvis – oftest kun ved snakken. Det er det Danmark, vi kender og holder af. Det er det Danmark, hvor ingen skal føle sig utrygge på grund af deres hudfarve, politiske og religiøse ståsted. Det er det land, hvor det tilstræbes, at afstanden mellem rig og fattig er så kort som mulig.
Men det skal åbenbart til at være slut nu, virker det som om.
Man hader da fattige
Min gode kollega her på POV International, Nils-Christian Nilsson, gjorde så glimrende rede for rigets tilstand vedrørende fattigdom i sin seneste artikel her på POV International. Det samme med Esben Søvang Maaløe i sine artikler om ”Kampen mod underklasse”.
De færreste kan vel forsat hårdnakket påstå, at den ikke er skæv med uligheden, og at fattigdommen ikke er ved at bide sig fast. Vi kan åbenbart ikke længere have al den tolerance og rummelighed, som i årtier ellers har været et markant kendetegn ved vort samfund. Det nationale åndedrag, der med de fire store socialreformer (1803-fattigloven, 1891-fattigloven, 1933- socialreformen og 1976-socialreformen eller bistandsloven) skulle sikre, at ingen blev efterladt tilbage, hvis de ikke kunne arbejde af den ene eller anden grund, kompromitteres nu af kyniske kræfter.
Disse røsters forargelse trodser enhver klang i virkeligheden, og med mistillid og arbejdsprøvninger der slår flere ihjel end skaffer i arbejde, skal folk, der ikke kan tage vare på sig selv, nu tvinges til det. Ikke fordi det er afgørende, om de kommer i arbejde, men fordi man skal bruge deres sparsomme penge til andre formål.
Det er da underligt
Man jagter de enkeltstående og horrible tilfælde (og jo, de findes), der ikke kun skal fremstå dumme og overprivilegerede, men som også skal være sandhedsvidner for hele gruppen af medmennesker, der reelt har brug for hjælp og som aldrig ville kunne finde på at snyde. Medierne er ofte leveringsdygtige til den slags smædekampagner.
Man kunne næsten få den grimme tanke, at der ligefrem er oprettet afdelinger for latterliggørelse, fornedrelse og hån med et vel udvalgt hold af nederdrægtige blogskribenter, der ikke bare virker mere end villige til at trampe på konkrete segmenter af befolkningen, men også synes at nyde det. Men det er, understreger jeg, bare en meget grim tanke.
Jeg håber ikke, at det skal til at være populært at være led, ironisk og sarkastisk mod dem, som hverken evner eller har mulighed for at svare igen?
Jeg håber ikke, at vi med udokumenterede påstande i øst og vest skal opleve flere sure kvalmende opstød, forargelse over snart den ene minoritetsgruppe så den anden i medierne. Det er muligvis en smart strategi for at overleve i en døende mediebranche, men sgu ikke særlig sympatisk.
Det, der foregår lige nu, er raffineret, for det går lige til grænsen. Det er ikke rigtig sort og beskidt (endnu), men man fornemmer hele tiden den underliggende lyst til at flytte grænserne for, hvad man kan skrive om andre. Det er en farlig vej at gå hånens, forargelsens, og latterliggørelsens vej. Det bliver til et dem mod os og ikke en måde at få folk på bedre tanker og i rigtige retninger.
Er jeg den eneste, der sidder med den fornemmelse, at flere og flere medier altid forsøger at finde de mest grelle eksempler? Den ene ud af 1000, som ufrivilligt og uden viden er hoppet i ”nu skal vi afsløre dem”-fælden. Jeg tror godt, jeg uden at dokumentere det, kan påstå, at der er ingen, der får flere penge, end de har ret til. Og hvis man laver socialbedrageri, bliver man med stor sandsynlighed også opdaget. Vi behøver ikke medierne til også at være den (for)dømmende og udøvende magt.
Har du penge så kan du få…
Det er vel ikke rimeligt at italesætte fattigdom som en straf, en seng man selv har redt? Fattigdom kan ikke isoleret set opfattes som en selvforskyldt tilstand. Til det er livet alt for tilfældigt. Det er fuldstændigt umuligt at vide, hvordan man skal rede sin seng, hvis man vil ligge på den ene eller anden måde. Flere og flere bliver født ind i fattigdom.
Det siges, at et samfund skal kendes på den måde, det behandler sine svageste. Hvad siger man så om et samfund, der forsøger at skjule dem?
Forskning tyder på, at det kan være svært at komme ud af. Rigdom går i arv, og det gør fattigdom også. Dem, der hårdnakket påstår det modsatte, er dem, som er ved at vinde spillet. Man kan altså, hvis vi ser bort fra nogle enkelte tilfælde, definere årsagerne til fattigdom som et udtryk for, at dem, som rammes af det, ikke har udvist den nødvendige iværksættertrang. Fattigdom er et samfundsproblem og ikke udelukkende et udtryk for den enkeltes manglende vilje, evne og drivkraft.
Ulighedens myte
Neoliberalismen har udviklet sig kynisk formynderisk. Var det dét, som frihed handlede om? Alt ånd, sjæl og humanisme er pillet ud af liberalismen, og den står nu bare som en kynisk og formynderisk økonomisk styringsmekanisme. Og den bevæger sig længere og længere ud på det fundamentalistiske overdrev. Ulighed er ulighed uanset, hvordan du vender og drejer det, og ulighed er usundt for et velfærdssamfund. Og så er det hamrende uretfærdigt.
Kan vi ikke snart blive fri for at høre om den skide nøgne kvinde, der spinder. Danmark er ikke blevet til dét, det er, fordi vi har overladt folk i egen sø. Vi er en nation, der bygger på fællesskaber og solidaritet, og vi har altid stoppet op og sikret os, at de bagerste var med. Det skal vi fortsætte med.
Man kan have forskellige grunde til at foragte fattige, men de er alle sammen dårlige, for der er ingen rimelighed i, at man ikke kan tåle synet af folk, der har det svært
Og undskyld, det er da utroligt, at vi hele tiden skal høre om, at dem med mindst skal have taget resten for at få fremelsket virketrangen og stræben, når dem, der har mere end rigeligt, åbenbart kun kan motiveres ved at få mere. Ulighed skaber social uro og er et stærkt udtryk for et samfund i uligevægt, og hvad er det, der er så fedt ved øget kriminalitet, drab på åben gade og bilafbrændinger? Hvad er det, som er så fedt ved, at de psykiske lidelser, som stress, angst og depressioner nu overgår de fysiske, når det handler om førtidspensioner?
Selvfølgelig er det ethvert menneskes fornemmeste pligt at forsøge at kunne forsørge sig selv. Ikke i stiv stolthed, men fordi det skaber en uafhængighed og frihed. Men alle kan komme dertil i livet, hvor de har brug for en krykke.
Man kan have forskellige grunde til at foragte fattige, men de er alle sammen dårlige, for der er ingen rimelighed i, at man ikke kan tåle synet af folk, der har det svært. Ja, der er folk, der snyder, og der er folk, der bruger relativ meget energi på at malke systemet. Men det har vi systemer til at afhjælpe.
Her på togstationen foreslår jeg, at du bruger energien til at hjælpe din næste i stedet for hele tiden at bære brænde til det store forargelsens bål.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
