LIV & MENNESKER // KLUMME – Da den unge kvinde stiger ud af taxien, har Taxamanden, Jesper Grunwald, fået en ny ven. De deler passionen for at skrive. De aftaler, at ronkedoren skal være hendes coach/hjælper i at få endnu en af hendes drømme til at gå i opfyldelse: Ghazaleh Tazrei har iranske rødder og vil udgive en bog om sin livskamp for at blive dansker. Men han aner ikke, at venskabet vil blive kort. At stjernen fra Iran vil slukke som ved et tragisk fingerknips.
To rituelle handlinger ved afslutningen af vores taxitur i København for godt en måned siden: Først at Ghazaleh lærte mig at udtale sit fornavn. Jeg kender ikke et ord på farsi. Og så det mere rituelle i mit lidt skvulpende farvand mellem taxilivet og journalistikken: Vi blev Facebook-venner på stedet, for vi vidste, at vi ville mødes igen.
Ghazaleh var endnu et af mine fascinerende møder med stærke kvinder af iransk baggrund. Jeg har skrevet om dem før. Nogle særligt lysende perler i den kæde af tilfældige møder, som har været mit arbejdsliv de sidste 10 år.
Ganske givet helt tilfældigt er jeg er blevet ramt af en særlig dyb respekt for den frihedstrang, der præger mennesker fra et land og en politisk kultur, hvor kvindeundertrykkelse og religionsvanvid er et vilkår.
Men også et rige med en kultur, som prægede verdenskulturen århundreder før Kristi Fødsel – før den græske og den romerske æra, og mens vi endnu var håbløst primitive i den sammenligning i det kolde nord.
Iranske, stærke kvinder
Én var flygtningekvinde med tørklæde, uddannet pædagogisk sociolog fra Teheran. Hun kaldte smågrinende, men oprigtigt sig selv for mere buddhist end muslim. Og derfor fattede jeg ikke, hvorfor hun gik med tørklæde.
Til sidst trodsede jeg al høflighed og spurgte til det. Hun blev mere melankolsk, da hun resolut tog fat i tørklædet, løftede det af som en hat – og afslørede sin fuldstændigt skaldede isse. Hun var under kemobehandling – og aldrig – ALDRIG har jeg været så flov over min egen fordomsfuldhed, nysgerrighed.
Én anden var den unge kvinde fra sergentskolen i Sønderjylland, som jeg kørte fra Hovedbanegården til sit hjem i forstaden. Den smukkeste underofficer, jeg har mødt – sort hår, sorte øjne, iransk afstamning. Hvorfor dog soldat og underofficer, når man nu er kvinde (uden værnepligt) med en topstudentereksamen og en topakademisk karriere på trapperne?
Svaret var såre enkelt: Hun ville sige tak til det land, der tog imod hende og hendes familie, da undertrykkelsen blev for voldsom under det religiøse diktatur.
Historien om Ghazaleh
Ghazaleh kom til Danmark som 4-årig, da forældrene ikke kunne leve med præstestyret, undertrykkelsen og krigene. Og hun voksede op herhjemme under frie, liberale forhold på Fyn. En af farens argumenter for flugten var, at hans to døtre ikke skulle leve under de forhold, som er kvinder til del i den præstestyrede, islamiske republik.
Fra første øjeblik i vores dialog i taxien fortalte hun om sin ubetingede kærlighed til forældrene, som også rummede, at hun i sine teenagerår begyndte at drømme om at vende tilbage til fødeland.
Hun beslutter sig for at være dansker. Basta!
Forældrene sendte hende i bedste mening på en efter sigende særlig god, dansk privatskole for at give hende den bedste start. Men det blev starten på nogle smertelige år, hvor hun blev moppet, blev stigmatiseret som ”perkeren” og udstillet af socialt ubegavede lærere, når hendes udtale af ord var præget af hendes fødeland.
Det var så smertefuldt for hende at blive skubbet ind i en dansk virkelighed, som ikke ville se hende som dansker. Der begyndte trangen til at se sig selv som – først og sidst – iraner. Og derfor blev det da også set som noget HELT forkert, da hun som ganske ung giftede sig med en iraner. Den korte historie er, at hun på et tidspunkt stopper sit evige spørgsmål til sig selv om sit tilhørsforhold.
Hun beslutter sig for at være dansker. Basta!
Hendes drøm, og min
Det fascinerer mig i vores taxidialog. Denne passion for – eller rettere bekendelse af viljen som drivkraft. Ikke offerrolle og angst. At tage livet så alvorligt, at man lever det, selvom både Gud og Allah skal vide (Ghazaleh er ikke religiøs), at hun har oplevet at blive mødt med skepsis fra dele af verdens lykkeligste folk. Hun spørger til mit liv, og vi taler om livskampenes nødvendighed.
Og det korte og det lange: At jeg skal hjælpe hende med at beslutte konceptet/indholdet af den bog om sit liv, som hun har besluttet at skrive. Det er mit livsprivilegium, at jeg som velnæret pensionist kan arbejde med det, jeg har lyst til – udleve mine drømme.
Hendes bogprojekt skal være vores venskabs kerne. Jeg vil hjælpe hende ud af den akademiske forsigtighed, turde kigge på smerten
Jeg hygger mig med nye bekendtskaber.
Hun stormer frem som en af de moderne kvinder, der kæmper for sit køn og for integrationen ved at uddanne sig. Først pædagog, sidenhen kandidat i pædagogisk sociologi. Allerede i en ung alder er hun adjunkt ved en af hovedstadens professionshøjskoler.
Hendes bogprojekt skal være vores venskabs kerne. Jeg vil hjælpe hende ud af den akademiske forsigtighed, turde kigge på smerten, og – helt kommercielt – med at lede efter historier og vinkler, som ikke er de gængse. Vi taler sammen i telefonen. Vi mødes på en lokal café for godt en uge siden, og jeg sender hende på ”hjemmearbejde” – skriveøvelser.
Opgaven med ikke blot at have ambitionen om at skrive en bog, men gå lidt mere i dybden med, hvem den skal henvende sig til.
Alt går i stå
I en af vore sidste Messenger-dialoger kan jeg se, at jeg er bekymret for, om mine kommentarer virker patroniserende eller nedladende på en person, der i virkeligheden er langt mere veluddannet end gamlingen og ærkejournalisten her. Hun svarer:
”Jeg vil gerne have, at du er 200 pct. ærlig med alt det, du skriver til mig – også, når det er noget, der skal arbejdes på…”
Og så en smiley.
Jeg glæder mig allerede til næste møde. Jeg har indlysende mødt en særdeles begavet kvinde, der kan være med til at forandre en verden, som jævnligt forekommer syg. Jeg føler det som en gave, at ronkedoren kan være med til at lære den unge elefant at trutte, så der bliver lyttet.
Tiden nærmer sig for næste møde.
I nat surfede jeg på Facebook – min godnatlæsning. Jeg rammer Ghazalehs profil – og i et øjeblik går alt i stå.
Hun er død.
Jeg beder til, at Ghazaleh må forblive et af de lysende eksempler på kærligheden til livet og kampen for at forbedre det
Et øjeblik tænker jeg tanken om fake og løgn, mens hilsner fra venner og veninder strømmer ind på hendes profil. En fælles FB-ven hjælper mig med en forklaring: Ghazaleh er død af pludselig sygdom. Stjernen er slukket.
Min nye ven. Hende der skulle skubbe verden en smule fremad. Hende der ville lægge sit eget liv frem for at få os til at elske vores liv og kultur uden at hade det fremmede.
Jeg føler naturligvis en blufærdighed overfor at føle en dyb sorg over et menneske, jeg aldrig lærte rigtigt at kende. Midt i denne urimelighed kan jeg end ikke finde ud af at bruge min barnetro.
Men jeg beder til, at Ghazaleh må forblive et af de lysende eksempler på kærligheden til livet og kampen for at forbedre det.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
