Depression

I kulkælderen – og hvordan jeg kommer op igen

i Liv & Mennesker/Klumme af
DEPRESSION // KLUMME – Stort set hver dag i de seneste små 6 uger har fotograf Jens Ulrich brugt en halv time på intens fysisk træning i sit hjem. Han cykler også en lang tur hver dag. Det er en del af hans program for at komme en depression til livs, fortæller han. Og det er ikke første gang, han har befundet sig i den mentale kulkælder. Men nu er han på vej op.

Det begyndte for et par måneder siden. Det blev svært at stå op om morgenen, ingen energi, surhed, aflyste aftaler og dagene var længere og mørkere for mig end for alle andre, selv om det var maj måned. Gad ingenting. Ville faktisk helst ligge i min seng og kigge op i loftet.

“Det er corona, sagde min hustru. Vi er alle sammen nede i kulkælderen, fordi vi ikke kan komme ud og leve.”

Mørket i mit sind var så voldsomt, at selvmord blev en mulighed. Jeg fandt et sted lige efter den lokale kystbanestation, hvor jeg kunne stå i skjul og så træde ud foran toget i rette øjeblik. Jeg stod der i skjul og ventede

Selv sagde jeg også “dødsangst”, “respiratorfrygt”, og rent faktisk var/er jeg også i farezonen: jeg er over 70 år og hjerteopereret, og især når jeg hørte og så nyheder, var der al mulig grund til at være i skidt humør.

Når jeg endvidere tænkte på, at jeg havde haft en vidunderlig februar i Sevilla med høje temperaturer og flamencodansere, forekom det faktisk rimeligt, at jeg gik og hang med mulen herhjemme i Danmark.

Vi eller rettere jeg begyndte at mundhugges lidt rigeligt her i huset, og lidt efter lidt dukkede tanken op, at det måske var en depression, der trykkede, for jeg begyndte at blive bevidst om de symptomer, jeg nævnte tidligere. En tilfældig dag nævnte jeg for min hustru, at jeg ville kontakte min læge for at tale med ham om mine problemer.

Hun nærmest slog hænderne sammen og råbte Heureka. Endelig gjorde jeg noget konstruktivt ved min tilstand.

Depression
Grafisk selvportræt. Jens Ulrich.

Jeg har nemlig en fortid. Faktisk har jeg flere, men her er det min fortid med depression, der er relevant.

Det første angreb kom for cirka 30 år siden, formentlig udløst af arbejdsrelateret stress og et ægteskab, som kunne have været bedre. Langvarig sygemelding, samtaler med en psykolog og medicinsk behandling, måske med SSRI-præparater (antidepressiver eller som de fejlagtigt kaldes: lykkepiller).

Det var ved at køre af sporet i både egentlig og overført betydning.

Endelig hørte jeg skinnerne synge og toget komme buldrende. Jeg var klar, troede jeg, men lykkeligvis holdt noget mig tilbage, og jeg stod hulkende, medens toget raslede forbi mig

Mørket i mit sind var så voldsomt, at selvmord blev en mulighed. Jeg fandt et sted lige efter den lokale kystbanestation, hvor jeg kunne stå i skjul og så træde ud foran toget i rette øjeblik. Jeg stod der i skjul og ventede.

Endelig hørte jeg skinnerne synge og toget komme buldrende. Jeg var klar, troede jeg, men lykkeligvis holdt noget mig tilbage, og jeg stod hulkende, medens toget raslede forbi mig.

Den dag i dag priser jeg mig lykkelig over, at min livskraft var stærkere end min dødsdrift. Denne oplevelse betød et vendepunkt i daværende depression, og jeg kom langsomt tilbage til en normalitet, som jeg var kendt med.

Jeg er klar over, at mine depressioner har været og er i den lettere/middelsvære ende, altså de har ikke krævet hospitalsindlæggelse, tung medicinering eller elektrochok. Desuden er det sikkert meget individuelt, hvorledes sådan en depression udfolder sig. Hver mand sin depression.

Det er en underlig størrelse, som det kan være svært at forstå, hvis man ikke selv har været et ‘offer’. Det er ikke det samme som at være i dårligt humør en dag eller to, eller som man siger “uh, jeg er så deprimeret i dag”. Depression er i værste fald en mental afgrund og i bedste fald en ualmindelig tung lænke om benet.

Ubehandlede depressioner kan formentlig vare hele livet, men for mit vedkommende har det været forholdsvis kortere perioder. Jeg ved ikke, hvad der udløser depression eller depressionslignende tilstande, men et signalstof i hjernen, Serotonin, spiller uden tvivl en rolle.

Serotonin forbindes oftest med glæde og veltilfredshed, I forbindelse med depression kan der konstateres et lavere indhold af Serotonin i hjernen. Forøvrigt spiller Serotonin også en regulerende rolle i forbindelse med søvn, appetit og måske seksualdrift.

Lykken indfinder sig ikke, fordi man spiser lykkepiller. Medicinen betyder en lettelse af den sky af tungsind, der svæver over den depressive person. Dag for dag slipper depressionen sit tag efter en behandlingsperiode på mellem 4-6 uger. Bundniveauet hæves, men lykken må man finde med andre tiltag

De såkaldte lykkepiller, SSRI-præparater, påvirker positivt kroppens egen produktion af Serotonin. Jeg må lige indskyde, at lykken altså ikke indfinder sig, fordi man spiser lykkepiller. Medicinen betyder en lettelse af den sky af tungsind, der svæver over den depressive person. Dag for dag slipper depressionen sit tag efter en behandlingsperiode på mellem 4-6 uger. Bundniveauet hæves, men lykken må man finde med andre tiltag.

I 2002 var den så gal igen. Mørke tanker, manglende energi, nærmest periodisk apatisk, indelukket og total uden lyst til social interaktion. Årsagen måske igen arbejdsrelateret stress.

Selvom jeg havde skiftet arbejdsplads og jobområde, var stress- og forventningspresset faktisk bare større end tidligere, så min arbejdsfilm knækkede, og jeg fik en langvarig sygemelding. Nede i min personlige kulkælder indså jeg, at jeg var totalt uegnet til at håndtere den slags stress, som mit arbejde medførte.

Jeg kom i kontakt med en fremragende psykiater, som gennem samtale og medicinering med Cipramil (antidepressiv medicin) hjalp mig igennem den krise, som depressionen havde skabt.

Desuden var der to andre faktorer, der efter cirka et halvt års sygemelding var medvirkende årsager til, at jeg kom videre med mit liv. Jeg havde mødt min nuværende hustru, og hun var en fantastisk støtte og hjælper også i depressionsperioden, og jeg blev fyret fra mit arbejde på grund af den lange sygemelding. Jeg ved ikke, om det arbejdsretsligt var i orden, men det var en utrolig personlig befrielse, og uden tvivl en hovedårsag til, at jeg langsomt vendte tilbage til livet igen, og for anden gang blev medicinfri efter behørig nedtrapning.

Stress, aktuel livssituation og opvækst er formentlig også faktorer, der spiller ind i forbindelse med depression. Mange rammes også af efterårs- eller vinterdepression, hvor mangel på sol og dermed lys er mest fremtrædende.

Den depression jeg bakser med lige nu er fuldstændig uforståelig for mig. Jeg er pensionist, derfor har jeg ikke noget arbejdsstress, det fysiske helbred er i orden, familie og venner giver mig glæde, og tilstanden begyndte i maj, den søde og milde, med tiltagende dage og sol.

 Jeg tager en daglig beslutning, når jeg vågner, nemlig hvilke tre ting, jeg skal gøre den dag. I starten af depressionen kunne disse tre ting for eksempel være: Stå op, gå i brusebad og læse en halv time i en bog. Med andre ord handlinger som normalt er det nemmeste i verden, men som i en depression virker fuldstændig uoverskuelige

Jeg kan simpelthen ikke pege på nogen som helst hverken ydre eller indre årsag. Men den var her og er her til dels endnu, den tunge mørke sky, omend det går den rigtige vej. Min målestok, når jeg forsøger at mærke, hvordan det går, er efterhånden, at dagen i dag er bedre end dagen i går. Efter i ugevis at have mærket, at det blev værre og værre, er det befriende at kunne sige: I dag er ikke værre end i går! En simpel lille konstatering, men en kæmpe landvinding, der gør mig godt.

Mit selvvalgte program, som supplerer den medicinske behandling jeg er i, består af to punkter. Nemlig motion og en daglig beslutning, som tages, når jeg vågner, nemlig hvilke tre ting, jeg skal gøre den dag. I starten af depressionen kunne disse tre ting for eksempel være:

  1. Stå op
  2. Gå i brusebad
  3. Læse en halv time i en bog.

Med andre ord handlinger som normalt er det nemmeste i verden, men som i en depression virker fuldstændig uoverskuelige.

Jeg læste om de tre opgaver i en bog af den franske psykiater, David Servan-Schreiber. Bogen hedder ‘Behandling af stress, angst og depression uden medicin eller terapi‘. Bogen er en guldgrube for depressionsramte og deres pårørende, idet den beskriver mange tiltag, man selv kan gøre.

Motion indgår også i bogens anbefalinger, og for mig er det et kapitel for sig.

For cirka et år siden fik jeg en personlig træner, der skulle hjælpe mig i gang med at komme i bedre form, fjerne den vom, jeg havde fået og måske gøre mig mere klar til at tackle den begyndende alderdom.

Det er mig en kilde til stor undren at konstatere, hvordan en gammel brugt og bypass-opereret krop er i stand til at blive stærkere og stærkere. Træning er for mig blevet et både fysisk og psykisk tilskud til den antidepressive medicin, jeg tager

Jeg var 70, da jeg startede træningen. Det var hårdt og særdeles sveddryppende. Da min træner også er min ven, blev jeg jo nødt til at fortsætte træningen. En gang om ugen en time i fitnesscenter og så en smule hjemme selv.  Da alt lukkede i marts på grund af coronavirus, trænede vi via FaceTime.

Og nu kommer det interessante. Da min nuværende depression virkelig slog til, og jeg var i gang med medicin, intensiverede jeg træningen, således at den blev et af de tre daglige punkter. Jeg træner nu hjemme en halv time hver dag med øvelser, som min træner opdaterer jævnligt. Det kan være 5 øvelser hver på 45-50 sekunder for fuld gas. For eksempel armbøjninger, mavemuskeløvelser, benøvelser, planken osv. Programmet gentages 3 gange.

Det er hårdt, for jeg pukler, men belønningen er flerfold: Jeg opfylder et af dagens tre punkter, jeg får motion og bliver stærkere, og jeg kan næsten fysisk mærke, at den mentale sky letter en lille smule efter hver træning.

Desuden er det mig en kilde til stor undren at konstatere, hvordan en gammel brugt og bypass-opereret krop er i stand til at blive stærkere og stærkere. Træning er for mig blevet et både fysisk og psykisk tilskud til den antidepressive medicin, jeg tager.

Lige nu er situationen, at i dag er bedre end i går.

Jeg er i stand til at være social, sådan da, og jeg glæder mig en lille smule til morgendagen, der sikkert bliver lidt bedre end i dag. Jeg tager min medicin hver morgen med stor tiltro til dens positive virkning, og jeg ved af erfaring, at jeg kan trappe ud af den på et tidspunkt.

Sammen med min træning og trepunktsprogrammet er der ikke tvivl i mit sind om, at jeg meget snart igen synger gamle Beatlessange i bruseren, og at jeg kan lukke døren til kulkælderen for denne gang.

LÆS FLERE TEKSTER AF JENS ULRICH I POV HER


Topbillede: Depression. Illustration: Jens Ulrich.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jeg hedder Jens Ulrich, f. 1949 på Vesterbro, København, har siden 2007 primært været portrætfotograf og healer, men der skal også være tid til nogle børnebørn og ture på elcyklen. Fortiden brugte jeg bl. a. som ansat i medicinalbranchen og på det Kgl Teater. Jeg er meget optaget af musik og kunst, både The Beatles og Bob Dylan har en stor plads i mit hjerte, ligesom pigegrupperne i 1960’erne. Jeg bor i Charlottenlund med min frue.
Har du lyst til støtte min skribentvirksomhed modtager jeg gerne små og store beløb på mobile pay 20155012. Du kan komme i kontakt med mig på jens@dizzybild.dk og se mine fotografier på dizzybild.dk

Seneste artikler om Liv & Mennesker