JIMMY CARTER // FØDSELSDAGSPORTRÆT – USA’s præsident Jimmy Carter fylder 100 år. Han blev nærmest pebet ud af Det Hvide Hus efter valgnederlaget til Ronald Reagan i 1980, men eftertiden ser på præsidenten med betydeligt mildere øjne, skriver Else Christensen i portrættet af fødselaren.
Den 20. januar 1977, en kold og klar vinterdag, blev James Earl ”Jimmy” Carter indsat som USA’s præsident. Om den nye mand i embedet vidste de færreste med sikkerhed andet, end at han var tidligere jordnøddefarmer og guvernør i sydstaten Georgia, og at han havde lovet aldrig at lyve.
For mange var det alt, hvad de behøvede at vide. At være et ubeskrevet blad var nemlig langtfra en ulempe i de ulyksalige midt-1970’ere.
USA befandt sig dengang i den værste nationale krise siden borgerkrigen ca. 100 år tidligere. Landet var bogstaveligt talt rystet i sin grundvold. To og et halvt år forinden måtte landets daværende præsident, Richard Nixon, som den eneste amerikanske statschef nogensinde gå af i utide, et resultat af Watergate-skandalen, som involverede aflytning af politiske modstandere, valgsabotage og bestikkelse.
At være en del af den magtelite – i daglig tale ”Washington” eller ”the establishment” – som amerikanerne ikke med urette gav skylden for miseren, var mildt sagt ikke nogen fordel
Samtidig var USA tvunget i knæ i Vietnam, hvor fjenden i form af relativt primitivt udrustede guerillasoldater viste sig at være for stor en mundfuld for verdens stærkeste militærmagt. Som for at føje spot til skade tvang efterdønningerne fra en arabisk olieembargo amerikanerne til at betale astronomiske beløb for benzin og olie, varer, som USA tidligere var stor-eksportør af.
At være en del af den magtelite – i daglig tale ”Washington” eller ”the establishment” – som amerikanerne ikke med urette gav skylden for miseren, var mildt sagt ikke nogen fordel.
Resultatet var, at flertallet af amerikanere på valgdagen den 2. november 1976 gav deres stemme til outsideren Carter, som derved blev USA’s 39. præsident.
Kanaltraktat gjorde det af med gringo-image
Carters opgør med den etablerede politik betød nedtoning af militære løsninger – som i Vietnam – til fordel for fokus på langsigtede diplomatiske tiltag – også i tilfælde, hvor handlingerne i hvert fald på kort sigt medførte ansigtstab for USA. Fx underskrev Carter i 1977 aftalen om Panamakanalens overdragelse til Panama.
Samme år fulgte Carters største bedrift – Camp David-aftalerne
Aftalen var mere end noget andet enkelttiltag i nyere tid med til at formilde USA’s gringo-image og dermed det anspændte forhold til naboerne i syd. Kritikken fra konservative kredse, der anså kanalen for at være USA’s retmæssige ejendom, var uundgåelig. Men vreden blev mindsket, da selveste John Wayne – gringoen over dem alle – i et brev til præsidenten udtrykte sin støtte til afgivelsen af kanalen.
Kritik vakte også normaliseringen af forholdet til Folkerepublikken Kina i 1978, et træk, som dog hurtigt viste sig både at gavne USA økonomisk og bidrage til at tippe den geopolitiske balance i vestens favør.
Mellemøstaftale bragte fred – men havde indbygget svaghed
Samme år fulgte Carters største bedrift – Camp David-aftalerne, som var en rammeaftale for fred mellem Israel og Ægypten samt udkastet til en fredsplan for hele regionen.
Aftalen førte det følgende år til en egentlig fredsaftale mellem Ægypten og Israel og gjorde dermed en ende på en konflikt, som gennem to årtier havde truet med både at udslette Israel og eskalere til en verdensbrand.
Aftalen rummede desuden en rammeaftale for en proces, som skulle skabe selvstyre for palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza, områder, som Israel besatte under krigen i 1967.
”Jeg tror ikke, at der er noget håb for en løsning af Mellemøstspørgsmålet […] uden et hjemland for palæstinenserne,” erklærede Carter få måneder efter embedsovertagelsen. Udtalelsen var særdeles sprængfarlig
Rammeaftalen skulle tage højde for den kendsgerning, at palæstinenserne og deres FN-godkendte talerør PLO i 1970’erne havde manifesteret sig som en magtfaktor. Selvom magthaverne i de arabiske nabostater ikke ubetinget var begejstrede for palæstinenserne, vidste de, at gruppen nød stor sympati i befolkningen, og at støtte til palæstinensernes sag var vigtigt for at få ”gaden” med sig.
Det var dårligt både for oliepriser og storpolitik, og det vidste Carter.
”Jeg tror ikke, at der er noget håb for en løsning af Mellemøstspørgsmålet […] uden et hjemland for palæstinenserne,” erklærede han få måneder efter embedsovertagelsen. Udtalelsen var særdeles sprængfarlig, for at palæstinenserne overhovedet fandtes som folk, var dybt kontroversielt i 1970’ernes USA.
At udtalelsen ikke vakte et ramaskrig blandt pro-israelske grupper, skyldtes, at Carter formåede at præsentere palæstinensernes sag som et spørgsmål om menneskerettigheder og national selvbestemmelse – to principper, som ligger til grund for fortællingen om USA’s tilblivelse.
Rammeaftalen i Camp David-aftalen havde imidlertid et svagt punkt. Ligesom de senere Oslo-aftaler afhang den løse aftales videre forløb helt af parternes velvilje. Med mordet på Anwar Sadat i 1980 og Israels fortsatte højredrejning under premierminister Menachem Begin stod Carter i stigende grad alene – hårdt presset af pro-israelske interessegrupper.
Utvivlsomt ville arbejdet på fredsprocessen have været højt prioriteret, hvis Carter var blevet valgt for anden gang. Men sådan gik det ikke.
Gidseldrama tvang USA i knæ
Carters succeser druknede nemlig i den bølge af ydmygelser, som i 1979 skyllede ind over USA. I Iran fordrev islamistiske revolutionære den USA-venlige Shah.
Værre endnu ydmygede iranerne USA ved at trænge ind på landets ambassade i Teheran og tage personalet som gidsler. Først 444 dage og en mislykket redningsaktion, der kostede otte amerikanske soldater livet, senere var de tilfangetagne igen fri.
En galopperende inflation, USSR’s invasion i Afghanistan i december 1979 og begivenhederne i Iran udgjorde tilsammen den perfekte storm
En galopperende inflation, USSR’s invasion i Afghanistan i december 1979 og begivenhederne i Iran udgjorde tilsammen den perfekte storm. Ved valget den 4. november 1980 – årsdagen for gidseltagningen – fravalgte amerikanerne Carter.
At forhindre begivenhederne i Iran lå uden for præsidentens rækkevidde. Shahens styre og det efterfølgende had mod USA havde ligget i kortene, lige siden USA i 1953 afsatte Irans demokratisk valgte premierminister Mohammad Mossadegh for i stedet at sætte den lidet demokratiske, men særdeles USA-venlige shah Mohammad Reza Pahlavi på tronen.
Andre problemer var imidlertid selvforskyldte. Både Carter og hans unge stab gjorde nærmest en dyd ud af ikke at passe ind i Washington og afskar dermed sig selv fra de studehandler, som var nødvendige for lovgivningsarbejdet. Resultatet var, at væsentlige initiativer for eksempel inden for energiområdet blev tabt på gulvet.
Dertil kom, at i hvert fald et af Carters mest vidtrækkende udenrigspolitiske initiativer først blev tydeligt mange år senere. Fra 1979 indledte Carter-regeringen nemlig Operation Cyclone, et program, som med våben støttede den afghanske oprørsbevægelse imod Sovjetunionen, en støtte, som ifølge historikere væsentligt forlængede krigen og dermed bidrog til Sovjetunionens opløsning ti år senere.
Da Ronald Reagan i 1987 udtalte de nu berømte ord ”Mr. Gorbachev tear down this wall”, havde Carter-regeringen for længst sparket fundamentet under den forhadte Berlinmur væk.
Selvransagelse slog fejl
Men først og sidst overvurderede Carter amerikanernes offervilje. Den typiske vælger i 1970’erne var opflasket med læren fra 2. verdenskrig – at USA altid har retten på sin side, og at det at vinde er nationens fødselsret, ligesom swimmingpools opvarmet til kropstemperatur og fritagelse for enhver form for selvkritik.
Reagans kampagneimage som smilende cowboy overbeviste amerikanerne om, at hverken deres magelige livsstil eller omkostningsfri vinderstatus var truet
Så da Carter i præsentationen af sin regerings energiprogram i 1977, iført tyk cardigan og alvorlig mine, opfordrede amerikanerne til at skrue ned for både varmen og forventningerne til fremtidens materielle velstand, fik vælgerne nok.
Ved valget den 4. november 1980 fravalgte de Carter til fordel for Californiens tidligere guvernør, Ronald Reagan. Reagans kampagneimage som smilende cowboy overbeviste amerikanerne om, at hverken deres magelige livsstil eller omkostningsfri vinderstatus var truet.
Prisen blev høj, for Reagan skrottede miljølovgivningen og nedtonede diplomatiet. Amerikanerne betalte i form af gentagne krige og et bragende underskud på statsbudgettet.
Carter trak sig tilbage til hjemstaten. Her høstede han de følgende årtier mange roser for sit fredsskabende og sygdomsbekæmpende arbejde med udgangspunkt i Carter Presidential Center i Atlanta, Georgia.
Historien revurderes løbende
Men både historikere og almindelige amerikanere har siden taget Carters præsidentperiode op til revision. Mens Carter, da han forlod embedet, i en Gallup-undersøgelse blev vurderet til at befinde sig blandt den dårligste tredjedel på listen over præsidenter, placerede en lignende undersøgelse ham i 2002 i den øverste tredjedel.
I en undersøgelse udført af C-span i 2021 indtager Carter syvendepladsen, når det gælder moralsk lederskab – langt foran koryfæer som John F. Kennedy, Thomas Jefferson og Ronald Reagan.
Og måske vil fremtiden føre til en endnu grundigere revision. Carters politik er nemlig som skræddersyet til det 21. århundrede.
Hvis amerikanerne vælger den smalle sti mellem hovedløs militarisme og defaitistisk isolationisme, ved de, hvor de skal søge inspiration
Nu som dengang er USA splittet og i krise. Naturressourcer og økonomi er under pres. Folkestyret selv vakler under yderfløjes trusler mod den demokratiske proces. En række dyre og formålsløse krige får amerikanerne til at sætte spørgsmålstegn ved USA’s rolle på den verdenspolitiske scene.
Mellemøsten står endnu engang i brand – som så ofte før med palæstinensernes skæbne som omdrejningspunkt. Med Reagans ubetingede fokus på den kolde krig gik Carters pragmatiske linje – med menneskerettighedspolitikken som ideologisk lim – i glemmebogen.
Forglemmelsen resulterer nu i skarpt optrukne ideologiske skillelinjer i USA, hvor den ubetingede støtte til Israel til dels er blevet et generationsspørgsmål – en udvikling, som kan komme til at koste Demokraterne dyrt ved dette efterårs valg og skade USA’s troværdighed og prestige på længere sigt.
Særligt foruroligende for europæerne er det, at et stigende antal amerikanere udtrykker tvivl ved støtten til Ukraines kamp mod de russiske invasionsstyrker. Tiden synes inde til både mådehold og kløgtig brug af de militære ressourcer.
Hvis amerikanerne vælger den smalle sti mellem hovedløs militarisme og defaitistisk isolationisme, ved de, hvor de skal søge inspiration.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
