ET ÅR EFTER 7. OKTOBER // ANALYSE – Israels krige handler om atomvåben og civilisation med risiko for massedød, ny hyperinflation og store flygtningestrømme.
I Iran forbereder man sig på det israelske gengældelsesangreb for de 180 missiler, Den Islamiske Republik angreb Israel med 1. oktober. Alle forventer, angrebet kommer.
For første gang giver USA åbent grønt lys til israelsk angreb på Iran: I mere end 10 år har Israels premierminister Benyamin Netanyahu argumenteret mod, at udvikling af atomvåben i Iran kan stoppes med diplomatiske midler. Derfor var han indædt modstander af aftalen med kontrol af Irans udvikling af atomenergi (JCPOA), som Barack Obama med støtte og opbakning fra hele det internationale samfund landede i 2015, dog med undtagelse af Saudi-Arabien, som frygtede, at Iran trods kontrol alligevel ville få atomvåben. Benjamin Netanyahu var derfor lykkelig, da Donald Trump trak USA ud af aftalen.
Målt på forhindring af truslen for udvikling af iranske atomvåben var den ellers en succes. Det Internationale Atomagentur, USA’s Nationale Efterretningsråd (NIC) og sågar israelske efterretningstjenester, i hvert fald dele af dem, vurderede, at aftalen virkede.
Men Trump lyttede til sine gode venner, Benyamin Netanyahu og kronprins Muhammad Bin Salman i Saudi-Arabien, og trak USA ud af aftalen, som han mente ”var den værste aftale nogensinde”. Både fordi den var indgået af Obama, og fordi den ikke forhindrede Iran i at være til stede i Irak og krigen i Syrien, der etablerede en direkte forsyningsrute fra Teheran til Hizbollah i Libanon.
JCPOA handlede for USA og det internationale samfund om at forhindre Iran i at udvikle atomvåben. Som sådan var den effektiv.
Iran ved, at en direkte krig med USA og Israel vil være værre for Iran, end den amerikanske krig i Irak var for irakerne
Men i Vesten havde man også håbet på, den ville føre til ændret iransk udenrigspolitik og nedtrapning af den iranske støtte til den såkaldte ”modstandens akse”. Det gjorde den som forventeligt ikke. Tværtimod kunne Iran bruge sin forbedrede økonomi til at styrke sine alliancepartnere i Mellemøsten, der udgør modstandens akse, Hizbollah, Ansarullah (houthibevægelsen i Yemen), proiranske militser i Irak og Syrien, og Hamas.
Trumps begrundelse for at trække USA ud af JCPOA var at forhindre Irans opbygning af modstandens akse. Det lykkedes ikke. Til gengæld har Trumps exit fra aftalen ført til, at den ligger i grus, og at Iran helt åbenlyst i forsøg på at få aftalen effektivt genetableret brugte optrapning af lagring og berigelse af uran som pressionsmiddel især over for EU.
I dag vurderes det, at Iran kan, hvis den religiøse leder Ali Khamenei giver ordre til det, starte produktion af atomvåben. Det vil så tage noget tid, måske op til et år, før der er et lager, som kan fremføres i krig.
Samtidig optrappede Iran støtten til Hizbollah, Hamas, Ansarullah og de øvrige militser. Trump prøvede at bremse det ved i januar 2020 at likvidere den iranske general i Revolutionsgarden, Qassem Soleimani, i et missilangreb i Bagdad lufthavn, men han blev erstattet, og Iran fortsatte støtten til modstandens akse.
Israels spionkrig i og angreb på Iran
Hvorfor gør Iran det? Fordi USA, navnlig under Trump, men også tidligere, har sanktioneret Iran og truet med militært at ville gennemføre regimeskifte i Teheran, altså krig i Iran. Endnu mere højrøstet har Benyamin Netanyahu været i sine trusler mod Iran, som han har fremført fra talerstolen i FN’s Generalforsamling og i den amerikanske Kongres. Gang på gang har han sagt, at Iran udgør en eksistentiel trussel mod Israel, og at de iranske atomreaktorer skulle stoppes gennem konfrontation og ikke diplomati.
Samtidig har Israel i adskillige år ført en hemmelig krig mod Iran: I samarbejde med USA rettede Israel angreb med stuxnet (virusorm) på Irans reaktoranlæg i Natanz i 2010, hvilket inficerede anlæggets computere i et halvt år.
Derudover har Israel likvideret iranske atomvidenskabsfolk gennem terrorangreb i Iran, gennemført målrettede likvideringer af iranske officerer, angreb mod iranske baser i Irak og meget oftere tillige i Syrien, angreb på iransk ambassadebygning i Damaskus 1. april i år, hvor 7 højtstående iranere blev dræbt, likvideringen af Hamas-lederen Ismail Haniyeh i Teheran i juli, og udført målrettede drab på Hizbollah-ledere i Libanon inklusive i Beirut, der også har dræbt iranske diplomater og revolutionsgardister.
I september likviderede Israel lederen af Hizbollah gennem 32 år, Hassan Nasrallah, ved at smide to amerikansk producerede 2.000 pund bunker bombs mod Hizbollahs underjordiske hovedkvarter i Beirut.
Asymmetrisk forsvar gennem støtte til modstandens akse
Den iranske støtte til og opbygning af modstandens akse er en forsvarsstrategi, der skulle afskrække USA og Israel fra at gøre alvor af sine trusler om at angribe Iran direkte. Iran ved, at en direkte krig med USA og Israel vil være værre for Iran, end den amerikanske krig i Irak var for irakerne. Derfor har Iran udviklet en såkaldt asymmetrisk strategi i form af modstandens akse, hvor alliancepartnerne kan mobiliseres, når Iran er direkte truet.
Senest har Biden afsløret, at USA også fraråder angreb på de iranske olieinstallationer og vil ”kompensere” Israel, hvis Netanyahu følger de amerikanske råd
Det er sket gang på gang, at Iran, når det er blevet angrebet af Israel, har vist tilbageholdenhed og undladt direkte at svare igen, men til gengæld har optrappet støtte til modstandens akse, herunder altså Hamas og Hizbollah. Ingen af dem er imidlertid dirigeret som nikkedukker af Iran, men handler ud fra egne interesser, der dog ofte er sammenfaldende med Irans. Heller ikke Israel har set tegn på, at Iran var involveret i planlægning og organisering af Hamas-angrebet 7. oktober 2023.
Da Israel angreb den iranske ambassadebygning i april, svarede Iran igen med et angreb med omkring 300 missiler. Angrebet blev annonceret 3 dage før, det blev gennemført, og Iran sørgede for, at Israel og USA fik information om, hvilke mål de iranske missiler var planlagt til at ramme.
USA og Israel havde derfor god grund til at opbygge et beredskab mod angrebet, der ikke anrettede stor skade. Det var heller ikke meningen. Det var ment som afskrækkelse.
Den 1. oktober angreb Iran igen Israel med missiler. Denne gang 180, og angrebet var ikke annonceret, men kom uden forvarsel. Det var hævn for likvideringen af Haniyeh i Teheran og Nasrallah i Beirut og skulle helt åbenbart tjene som afskrækkelse.
Israel planlægger gengældelsesangreb på Iran
Meldingerne fra Israel og USA var, at angrebet ikke havde anrettet skade. Satellitbilleder viser, at en hangar kaldet Nevatimbasen, der er base for Israels F-35 jagerfly, blev ramt, og at en anden base, Tel Nof, blev ramt, samt at der var nedslag tæt på Mossads hovedkvarter i det nordlige Tel Aviv.
Ud over at meddele, at missilnedslagene var ”ineffektive”, har Israel og USA nægtet at kommentere på billederne. Andre kilder nævner stor ødelæggelse. Men intet er bekræftet.
Hvorom alting er, planlægger Israel nu et gengældelsesangreb på Iran. Der er tæt kontakt med USA, der fraråder Israel at ramme de iranske atomreaktorer, og senest har Biden afsløret, at USA også fraråder angreb på de iranske olieinstallationer og vil ”kompensere” Israel, hvis Netanyahu følger de amerikanske råd: Det betyder endnu flere penge og våben til Israel, som USA – siden krigen i Gaza startede for et år siden – allerede har støttet med 17,9 milliarder US dollars (126 milliarder kr.).
Ikke desto mindre har Netanyahu sporet en stigende opbakning i Vesten til direkte krig med Iran. Det er en krig mod civilisationens fjender
Det mest sandsynlige er, at Israel gennemfører angreb uden at følge de amerikanske råd. Gennem hele krigen har Israel ikke fulgt rådene om våbenhvile fra Washington, men konstant optrappet krigen i Gaza, dernæst på Vestbredden og nu i Libanon, der er på vej mod Gaza-lignende tilstande.
Formålet er at afvikle modstandens akse ved at eliminere Hamas, afvæbne Hizbollah og nu ramme Iran på de ømmeste punkter, olieinstallationer og reaktoranlæg. Dermed er den militære konfrontation mellem Iran og Israel under hastig eskalation.
Trods massive ødelæggelser og 41.000 døde i Gaza har Israel ikke nået sine militære mål her, nemlig at ”eliminere Hamas” og få gidslerne fri. Bortset fra et lille antal gidsler er hovedparten af de frigivne kommet levende hjem som følge af forhandlinger. Hamas er stadig aktiv med angreb på israelske soldater og kan stadig sende raketter ind i Israel. Øgede angreb på Israel, eskalering på Vestbredden og nu krig i Libanon har ikke gjort Israel mere sikkert. Tværtimod.
Civilisationskrigen
Ikke desto mindre argumenterer Netanyahu for, at mere krig, nu med Iran, er eneste farbare strategi. Likvideringen af Nasrallah har for en stund vendt den israelske oppositions kritik af Netanyahus regering og af den israelske hær til opbakning, som Netanyahu vil udnytte til yderligere optrapning. Han har allerede fuld opbakning fra USA, uanset hvilket angreb han beslutter sig for at gennemføre i Iran.
Joe Biden er nervøs for, at USA bliver trukket ind i en ny storkrig, men vil stå last og brast med Israel. Biden er ikke glad for, at Israel angriber olieinstallationer, der kan få Iran til igen at blokere Hormuzstrædet samt i værste fald angribe golfarabernes olieanlæg med oliemangel og hyperinflation i resten af verden som resultat.
At angribe Irans reaktoranlæg og atomfaciliteter lyder i manges ører, især i de kommentatorers, der nu udtrykker håb for civilisationskrigen, som en let omgang. Militære eksperter siger, at det kan blive en langvarig og omfattende krig, som kan eskalere helt ud af kontrol. Der er mere end 100 mål, nogle af dem underjordiske, som, hvis de kan lokaliseres, formentlig ikke kan nås med de berømte bunker bombs. Dertil kommer antimissil- og antiluftskytsanlæg. Og sikkert meget andet. Det er langtfra en let omgang.
Meget afhænger af, om Joe Biden lytter til salig Huntingtons anbefalinger, eller om han lader sig forføre til, sammen med Israel, at starte en altødelæggende civilisationskrig
Ikke desto mindre har Netanyahu sporet en stigende opbakning i Vesten til direkte krig med Iran. Det er en krig mod civilisationens fjender, og han er parat til at åbne civilisationskrigen med det, den amerikanske politolog Samuel Huntington i en artikel i 1993 kaldte den ”konfucianiske-islamiske civilisation”, og kommentatorer ser lyset og bakker entusiastisk op: Den vestlige civilisation står over for en ondskabens akse bestående af Iran, Kina med støtte fra Rusland – og takker Netanyahu for hans klarsyn og mod.
Huntington arbejdede dog videre med sine tanker og havde forladt idéen om en ”konfucianistisk-islamisk civilisation” i sin bog om civilisationernes sammenstød i 1996. I slutningen af bogen advarede han om, at en verdenskrig i form af civilisationskrige kunne være resultatet, hvis verden ikke kunne genskabe en verdensorden, hvor konflikter kunne løses i et diplomatisk forum baseret på regler og folkeret.
I dag er vi tættere på Huntingtons dystopi end hans utopi om Remaking of World Order. Meget afhænger af, om Joe Biden lytter til salig Huntingtons anbefalinger, eller om han lader sig forføre til, sammen med Israel, at starte en altødelæggende civilisationskrig, der rummer stor risiko for massedød og -ødelæggelse, store flygtningestrømme og en hyperinflation mange gange værre end den, der var resultat af Ukraine-krigen.
Læs også POV’s udlandsredaktør Hans Henrik Fafners analyse “Et år efter 7. oktober: Radikalisternes krig”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her