Talent findes både i habit, hawaiiskjorte og høje hæle

Louise Sparf 24.02.2021

LEDELSE & TALENT // KOMMENTAR – Et nyt ledelsesparadigme spirer. Jeg ser de små ændringer og spirende forandringer i organisationer, hos ledere, i samtaler. Men forleden kom jeg i tvivl – jeg blev pludselig frygtelig bevidst om de blinde vinkler i mit netværk og mine cirkler på Linkedin. Er vi i virkeligheden de eneste, der har sagt farvel til ledelsesidealfælden, hvor robusthed, homogenitet, konformitet er normen? For da Birgitte Erhartsen skrev sin berygtede klumme i Berlingske om Helle Thorning, Mette Frederiksen og Barbara Bertelsens påklædning og udseende, blev jeg oprigtig i tvivl.

Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den klumme repræsenterer ikke blot et oldnordisk og nedværdigende syn på kvinders ret til at være sig selv. Den udfordrer i lige så høj grad det nye ledelsesparadigme, der i al sin enkelthed ønsker at bryde med forestillingen om det professionelle jeg og sætte det hele menneske i centrum.

diversitet og mangfoldighed har uhørt trange kår, når intelligens i 2021 fortsat måles i tøjstil

Først var jeg almindeligt forarget på mit køns vegne, men i særdeleshed på både Mette, Barbara og Helles vegne. Fordi klummen ikke handler om deres resultater og intellekt, men om deres evne til at klæde sig ”passende”.

Jeg blev trist på min datters vegne og den unge generation af kommende lederes vegne. Idealet om den succesfulde leder har i den brede offentligheds øjne tydeligvis ikke ændret sig væsentligt. I ny og næ er nuancen ”en kvinde”, naturligvis med undtagelse af ”dynamikken” i C25-bestyrelserne, men diversitet og mangfoldighed har uhørt trange kår, når intelligens i 2021 fortsat måles i tøjstil.

Jeg trist, fordi jeg selv har været en del af den idealfælde, hvor talent måles i habitter.

Intelligens måles i habit

Jeg var midt i 20’erne, nyansat i et af de ”big five” konsulenthuse, havde masser af gåpåmod og ambitioner, men var også ung og usikker, så derfor fandt jeg trøst i at tage en konsulentuniform på. Jeg farvede mit hår sort, trak i habitten og følte, at rustningen gav mig både pondus og værdighed.

Jeg var ganske enkelt bange for, at ingen ville lytte til en ung, lyshåret pige. På sin vis virkede strategien, jeg fik taletid og min karriere tog fart. Udfordringen er, at jeg ikke var tro mod mit indre jeg. Selvom jeg er udpræget Rød/D-profil, dvs. dominerende, konkurrerende, resultatdrevet og at jeg elsker at være kvinde i it-branchen, hvor maskuline energier er i overtal, så var jeg i ubalance. Min intuition, følsomhed, indlevelse og kreativitet fik ikke nok plads.

Men med erfaring fulgte sikkerhed og selvindsigt. I midten af mine 30’ere fandt jeg ro i, at det, jeg kommer med til en virksomhed, er godt nok. Jeg tør hvile i, at mit talent og mit intellekt afspejles i mine dialoger, resultater, mit nærvær og min evne til at være en god leder. Jeg kommer med det, jeg er – og det er godt nok. Jeg ved nu, at høje hæle ikke står i vejen for succes og magt.

Fremtiden kalder på, at du kan være hele dig på arbejde. Der er ikke flere af mig, kun én, som både er mor, hustru, ven, sparringspartner og administrerende direktør

Vi lærer vores børn, at udseende ikke har betydning, at det ikke handler om det tøj, du tager på, men om hvordan du udtrykker dig, viser, hvad du har på hjerte og hvordan du udviser empati for dine medmennesker. Vi lærer dem, at intellekt ikke kan måles i din tøjstil, men i dit fodaftryk.

Desværre er voksne svigefulde, for når det gælder en seriøs karrierevej, så er der kun én rigtig måde at klæde sig på: uniform, habit, klassisk, nedtonet og homogent. Klæder skaber folk, og habit skaber tilsyneladende den rigtige og professionelle ledertype.

Opgør med det professionelle jeg

Opgøret med det professionelle jeg er ikke en kønskamp og handler ikke blot om høje hæle i bestyrelseslokalet og glimmernegle i folketinget. Det handler om mangfoldighed og diversitet i alder, i udseende, i køn, i tøjvalg. Hvorfor? Fordi diversitet er et afgørende konkurrenceparameter i en hastigt omskiftelig digital verden, som kræver konstant nytænkning og fremsyn.

Derfor tror jeg fortsat på, at det nye ledelsesparadigme vinder indpas; hvor vi gør op med skellet mellem dit professionelle og dit personlige jeg. Fremtiden kalder på, at du kan være hele dig på arbejde. Der er ikke flere af mig, kun én, som både er mor, hustru, ven, sparringspartner og administrerende direktør.

Et eksempel, der drejer snakken væk fra en kønsdiskussion, men som tydeligt viser, hvor svært det er være autentisk, og bryde med stereotyper og janteloven. En af mine tidligere direktørkollegaer, som var vellidt, kendt for at være skarp og i øjenhøjde med medarbejderne, fik på et direktørmøde en kollektiv røffel for sin yndlingspåklædning: Hawaiiskjorter. Det var ikke professionelt, og vi skulle være professionelle.

Jeg håber, at fremtiden bringer et farvel til ledelsesidealfælden, hvor robusthed, homogenitet, konformitet er normen og tøjvalget er ”lidet bemærkelsesværdig påklædning”

I min optik var det ikke blot en fejl at udskamme andres tøjstil i det offentlige rum, men også at udskamme en specifik beklædningsgenstand, i dette tilfælde hawaiiskjorterne, der netop gjorde min kollega autentisk og nærværende, og fik medarbejderne til at elske ham, netop fordi han ikke trak i sit ”professionelle jeg” og dermed distancerede sig fra sit team.

Det nye ledelsesparadigme handler netop om, at vi som ledere skal give plads til at være et helt menneske på arbejde. Det handler om at balancere det maskuline og det feminine i vores måde at lede på og drive virksomheden frem på, og i høj grad om at spotte talenter i både habit, hawaiiskjorte og høje hæle.

Jeg håber, at fremtiden bringer et farvel til ledelsesidealfælden, hvor robusthed, homogenitet, konformitet er normen og tøjvalget er ”lidet bemærkelsesværdig påklædning”.

LÆS ALLE LOUISE SPARFS ARTIKLER HER
LÆS MERE OM LEDELSE HER

Topfoto: Klaus Holsting
Indsat billede af Helle Thorning-Schmidt, Flikr
Indsat billede af Mette Frederiksen, Wikimedia Commons

Louise Sparf

Louise Sparf er prof. bestyrelsesmedlem og virksomhedsrådgiver med tidl. topposter inden for både det offentlige og det private. Louise er founder af BETRUST, Bestyrelsen GENTÆNKT og Salon Højbro Plads samt forfatter, debattør og podcastvært på podcasten 'Det meningsfulde arbejdsliv'. Louise arbejder for at skabe mentalt bæredygtige arbejdspladser og få flere topledere til at balancere deres hastige lederliv med nærvær og empati. Hun udfordrer det eksisterende vækstparadigme og ledelsesideal med grobund i regenerativ økonomi og ledelsesteori.