GENBRUG // PORTRÆT – Alt fra møbler til flamingokasser skal cirkulere, ikke opbevares eller smides væk. Affald er ikke et begreb, som DTU’s genbrugskoordinator Steen Forsmann arbejder med. Han tænker kun i genbrug. Han har handlekraft og tonsvis af ideer om, hvordan kasserede ting og materialer bliver til værdi for andre. På den store uddannelsesinstitution bliver inventar formidlet og håndteret effektivt, så genbrug bliver et reelt alternativ til nye indkøb. Læs med og udfordr din egen opfattelse af affald.
Waste your time. Det var overskriften på Steen Forsmanns ansøgning til stillingen som genbrugskoordinator, der blev slået op for første gang i efteråret 2019. Ikke fordi han er fortaler for, at man skal spilde tiden – det ligger bestemt ikke til ham. Men det engelske ord waste kan jo både betyde affald og spild, og Steens pointe er netop, at man skal bruge tid på at sortere og håndtere affald. Han accepterer faktisk slet ikke begrebet affald, men vil hellere anskue alt, hvad nogen kasserer, som ressourcer, andre kan bruge.
Steen havde ikke været i jobbet en måned, før han i en kreds af affaldsansvarlige proklamerede, at DTU’s containerplads ville lukke pr. 31. december.
”Der blev helt stille, og alle tænkte, jamen hvad gør vi så?” fortæller han. ”Jeg lod den hænge lidt i luften, inden jeg afslørede, at den ville åbne igen 1. januar, nu som genbrugsplads. Det var ikke noget, jeg behøvede at diskutere op og ned ad stolper, for det gav jo mening.”
Steens motto er simpelthen: Ikke enten-eller, men både-og
Den handlekraft er helt karakteristisk for Steen. Han er vant til at tage beslutninger og gør det gerne: “Nogle diskussioner kan køre meget længe, f.eks. om hvad man gør med forskellige overskudsmaterialer. Men jeg griber bare knoglen og ringer lidt rundt, internt eller eksternt. Sådan har jeg f.eks. fundet nogle personer i København, som omdanner vores kasserede kabeltromler til smarte caféborde. Jeg har også afsat noget af DTU Sports udfasede idrætsudstyr til Lyngbys idrætshaller. Vi får en lille brugtpris for tingene, men det vigtigste er, at vi slipper for at sende noget til forbrænding.”
En anden idé, som Steen i øjeblikket afprøver på DTU, er en flamingopresse. Flamingokasser består af lidt plastik og en hel masse luft, og der skal ikke mange af dem til at fylde en skraldevogn. Hvis man i stedet presser al luften ud, står man tilbage med et råstof, som let kan transporteres væk og oven i købet sælges til seks kr. kiloet.
”På den måde kan vi skabe værdi for samfundet og vende omkostning til indtægt på DTU,” siger han.
Gad vide, om det kan gøres smartere
Som barn ville Steen Forsmann være opfinder. Han var altid i gang med at tegne og udvikle på alle mulige idéer – det brugte han mere tid på end skolearbejdet, indrømmer han. Og den enorme opfindsomhed lever stadig i ham.
Steen er oprindelig uddannet gartner og gartneritekniker med særlig interesse for, hvordan man styrer produktions- og vandingssystemer. Til sin hovedopgave udviklede han et system, som både kunne spare energi til opvarmning og lette arbejdet. Han gik lidt amok, som han formulerer det, og tegnede alle maskinerne, og fik også et 13-tal for opgaven. En studiekammerat byggede senere et tilsvarende system, der er i praktisk brug den dag i dag.
Men Steen er ikke kun selv kreativ. Han har også brugt det meste af sit arbejdsliv på at få andre mennesker til at udvikle deres kreative energi. Han har undervist og været udviklingskonsulent på Københavns Universitets Skovskole og undervist i affaldshåndtering og genbrugspladser på Roskilde Tekniske Skole. Senest har han haft sin egen virksomhed, hvor han rådgav om undervisning og innovation inden for den grønne sektor.
Vi er i gang med at finde en egnet platform for videreformidling af inventar til genbrug på DTU’s indkøbsportal, så man får et reelt alternativ til nye indkøb
Hjemme i skuffen har han selvfølgelig også et par opfindelser, som gerne skal virkeliggøres, når han får tid; blandt andet et mobilt klasselokale:
”Normalt kører undervisning sådan et sted som Skovskolen mest i klasseværelser med afstikkere til ’felten’. Og der mangler altid plads og penge til at udbygge undervisningslokalerne. Derfor har jeg ikke kunnet nære mig for at tegne en trailer, som kan foldes ud til et mobilt undervisningslokale. I den forbindelse har jeg i øvrigt taget erhvervskørekort, så nu har jeg alle typer af kørekort, undtagen taxa. Og jeg kan også køre truck,” fortæller Steen.
Sådan er det hele vejen igennem. Støder han på et problem, opfinder han en løsning, og på vejen tager han gerne en uddannelse mere for rigtig at forstå, hvad der foregår.
Ikke til at stoppe
Steens motto er simpelthen: Ikke enten eller, men både og.
”Som ung blev jeg så træt af hele tiden at få at vide: Enten gør du det ene, eller også gør du det andet. Så jeg indførte både-og – og fik meget mere travlt,” smiler han.
På den måde har Steen efterhånden opbygget ekspertise i mange forskellige teknologier. Han ved noget om klima- og varmestyring, om finansiering og økonomi og sågar om jura. Men stress får han ikke:
”Nej, jeg kan sagtens overskue at have mange projekter i gang. De skal bare kategoriseres, og man skal være helt klar på, hvornår de skal stoppes eller overlades til andre. Jeg er bare et enormt nysgerrigt menneske og får energi af at tænke innovativt.”
Genbrug som reelt alternativ
I perioder har Steen haft et lidt for stillesiddende arbejde, og det kunne hans ryg ikke lide. Derfor konverterede han en gammel drøm om at få et skib til et indkøb af en kajak. Han blev hurtigt grebet af roningen med tilhørende naturoplevelser og masser af frisk luft og fik selvfølgelig også hurtigt styr på den særlige grønlændervending. Og inden længe var han blevet instruktør i roklubben, turguide og medlem af bestyrelsen. Han har oven i købet energi til også at involvere sig i at genstarte DTU Kajakklub under DTU Sport.
Men hans vigtigste opgave er stadig at få alle på DTU til at se værdier i stedet for affald i alt, fra plastik over byggematerialer til møbler.
”De møbler, der kasseres et sted, kan ofte passe fint ind hos andre. Det drejer sig bare om at tænke i de baner og sætte kommunikationen mellem institutterne på de tre campusser i system,” siger Steen.
”Vi er i gang med at finde en egnet platform for videreformidling af inventar til genbrug på DTU’s indkøbsportal, så man får et reelt alternativ til nye indkøb. Jeg fornemmer, at mange allerede er meget interesserede, så vi skal bare skubbe til udviklingen og sætte en kædereaktion i gang. For hvert hæve/sænkebord, vi flytter rundt, sparer DTU 5000 kr. Det giver da mening.”
LÆS MERE I POV OM GENBRUG OG AFFALD HER
Topillustration: Pixabay
Artiklen er en redigeret version af originalteksten fra DTU, som POV samarbejder med. Orginalteksten er ikke længere tilgængelig fra DTU’s hjemmeside.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her