KLIMAKRISE // KOMMENTAR – Temperaturstigninger, uoprettelige tipping points, ekstreme vejrfænomener, udpint jord, ubeboelige regioner og deraf følgende masseemigration, tab af liv – listen af konklusioner fra videnskabelige rapporter om klimaet er lang og deprimerende. Derfor har vi også brug for håb, for ellers bliver det meget svært at finde motivation til at melde sig ind i den nødvendige kamp for at vende udviklingen, skriver Jacob Westergaard Madsen.
Dette indlæg er udtryk for debattørens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg er lægmand, når det kommer til klima- og biodiversitetskrisen. På den måde er jeg nok som de fleste bekymrede borgere, som følger med og føler sig magtesløse, når endnu en nedslående videnskabelig rapport om klodens dystre fremtid rammer aviserne. Vi har brug for viden for at forholde os kvalificeret til problemet; den viden er dog for det meste meget lidt opmuntrende.
Den gode nyhed, som giver håb, er, at landbruget faktisk kan spille en positiv rolle i løsningen
Selv som lægmand er det ikke svært at læse sig til den viden, at landbruget er en af de helt store CO2-udledere og samtidig er medvirkende årsag til et voldsomt tab af biodiversitet. Alligevel er det et af de områder, hvor regeringen tøver allermest med at sætte reformer i gang.
Klimaforskerne har givet os ganske få år til at løse krisen, hvis følger ellers vil få helt uoverskuelige konsekvenser. Så der er ingen vej uden om, heller ikke for landbruget: Der skal lægges om og tænkes helt nyt. Og helst i en fart.
Løsningen med at opfange CO2 findes allerede
Den gode nyhed, som giver håb, er, at landbruget faktisk kan spille en positiv rolle i løsningen, ikke bare ved at reducere CO2-udledningen, men ved at binde CO2 og lagre den i jorden. Mens politikerne udskyder handling og venter på et teknologisk fix, viser naturens egne processer vejen: Løsningen med at opfange store mængder af CO2 findes nemlig allerede.
Det handler om mikrolivet lige under jordens overflade og den fotosyntese, vi alle lærte om i folkeskolen. Træer og planter har nemlig en forunderlig evne til at binde CO2 og lagre den i jorden. Det kræver, at jorden bliver dyrket uden at forstyrre det mikroliv, som gennem hele dyrkningssæsonen fodres gennem planternes fotosyntese – også efter høst, hvor der kan etableres efterafgrøder, som umiddelbart forekommer unyttige ud fra et produktionsperspektiv. Men som faktisk er ekstremt nyttige i et klimaperspektiv, som handler om at holde liv i jorden.
det kræver, at vi bearbejder jordens overflade så lidt som muligt og giver plads til disse naturlige processer
Alt det, kan man forvisse sig om i dokumentarfilmen Kiss the Ground, som jeg har set og vil anbefale som lægmand. Man skal ikke lade sig forstyrre af den amerikanske fortællestil med brug af celebrities, ej heller lade feel-good musikken stå i vejen for at tage filmens budskab til sig. For indholdet er virkelig opmuntrende – vi skal bare se at komme i gang.
Filmen peger på kulstof som motoren i al vores omgang med jord. Jorden kan nemlig, via planter og deres rødder, suge CO2 ud af atmosfæren og fodre et univers af mikroliv.
Jord er det vigtigste landbrugsredskab
Sørger vi for altid at have rødder i jorden, vil planter og træer i samarbejde med jordens mikroorganismer sørge for at CO2-bindingen finder sted. Men det kræver, at vi bearbejder jordens overflade så lidt som muligt og giver plads til disse naturlige processer. Som den franske landbrugsminister citeres for i filmen:
”Det primære landbrugsredskab er jord. Det er ikke traktoren, mejetærskeren eller satellitten. Det er jord!”
Problemet er, at der i det endeløse opdyrkede danske landskab ikke er tegn på en forståelse af planters og mikroorganismers skrøbelige samarbejde. Det tåler nemlig hverken dybe pløjninger, sprøjtegifte eller gødning med kunstigt fremstillede næringssalte.
Politikernes opgave i den omstilling kunne være at opstille nogle bedre rammebetingelser for den nødvendige udvikling, som FN’s Klimapanel også peger på
Vores landbrug er altså baseret på praksisser, der umuliggør opbygningen af en sund og levende jord med evnen til at lagre CO2. Resultatet er en jord, der kræver konstant bearbejdning for at give afgrøder. Og for hver plov, der vender jorden, sendes endnu mere CO2 direkte ud i atmosfæren.
Hvis vi nu i stedet forestiller os et mindre landbrug, måske blot på få hektar, som står grønt og varieret, selv på en kold dag i januar? Faktisk behøver vi ikke at forestille os det, for det findes allerede, fx på Lerbjerggaard i Melby i Nordsjælland, hvor foreningen Andelsgaarde har erhvervet sin første gård og allerede nu er i gang med at lede efter den næste.
Her er markerne grønne, også om vinteren, for jorden skal have noget at leve af. Så der er sået et hav af efterafgrøder, hvoraf nogle af dem – udover at danne fotosyntese – også optager nitrogen fra atmosfæren, som kan hjælpe med at gøde de efterfølgende grøntsager. Når foråret melder sig, vendes der minimalt i jorden, og om sommeren vrimler det med liv fra markernes mange forskellige afgrøder, som står i sund jord og giver sunde fødevarer. Det bygger netop på principperne om regenerativt landbrug, hvor ambitionen er at lagre mere CO2 end der udledes.
Videnskaben peger altså på det allerede. Og i små lommer, som hos Andelsgaarde, bliver det efterlevet. Det giver bedre natur, bedre klima, sundere madvarer – og en beboelig klode for vores børn og børnebørn.
Samtidig kan det give en mere intensiv brug af jorden, hvilket kan forekomme paradoksalt, når nu det konventionelle landbrug er så industrielt anlagt. Den intensive brug af mindre arealer, hvor der dyrkes mad til mennesker og ikke dyrefoder, gør det muligt at tage andre landbrugsjorde ud af produktion og give plads til mere natur.
Krav til hvordan jorden dyrkes
Det løser ydermere en række andre af landbrugets problemer, såsom dyb gæld, alt for store bedrifter, monokultur samt store kapitalfondes opkøb af dansk jord. Så lad os løse problemerne i fællesskab, som vi har en tradition for i Danmark, også når det gælder nye veje for landbruget. For vi er alle afhængige af et velfungerende, sundt og bæredygtigt landbrug.
Den måde at handle på sine værdier og sin viden er nemlig i sig selv med til at give håb, så det hele ikke bliver så trist og ”hvad kan lille jeg dog gøre…”
Politikernes opgave i den omstilling kunne være at opstille nogle bedre rammebetingelser for den nødvendige udvikling, som FN’s Klimapanel også peger på, og måske kigge på nogle ændrede støtteformer, som stiller krav til, hvordan jorden dyrkes. Vi andre lægmænd og -kvinder kan blive gårdejere i fællesskab og dyrke jorden i tråd med de regenerative principper, som bygger på respekt for gammel viden om jordens resurser.
Den måde at handle på sine værdier og sin viden er nemlig i sig selv med til at give håb, så det hele ikke bliver så trist og ”hvad kan lille jeg dog gøre…”
Der er en global bevægelse i gang, og vi kan slutte os til den ved at handle lokalt i fællesskab. Det starter med jorden og dens regenerative kraft.
Læs mere om Andelsgaarde på andelsgaarde.dk
Filmen Kiss the Ground kan ses på Netflix. Læs mere om den her.
Topfoto: Boden på Lerbjerggård med sensommerens afgrøder, august 2020. Alle billeder er taget af forfatteren eller Andelsgaardes forpagter.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
