POV BUSINESS // GRØN ENERGI – I de seneste år er der sket en glædelig og radikal udvikling i Indien, som ikke mange kender til: Millioner af mennesker har udsigt til at slippe for dødbringende røg i køkkenet, hvis det står til regeringen, som gerne vil fremme naturgas frem for brænde. Men systemet møder kritik for at være for dyrt for mange i et land, hvor uligheden er stor.
Hvis man har rejst i Indien, har man sikkert lagt mærke til, at mange fattige mennesker har et ildsted i køkkenet, hvor de tænder op, når de skal lave mad eller koge vand til te.
Som brænde bruger de enten træ, palmeblade eller tørret komøg.
Men den åbne ild soder og oser, og røgen fra ildstedet er enormt sundhedsskadelig.
Indendørs luftforurening koster hvert år omkring 480.000 indere livet
At tilberede mad på den måde svarer ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO til at brænde 400 cigaretter af i timen, og både vægge og loft i køkkenet bliver ofte dækket af et tykt sort lag.
Indendørs luftforurening koster hvert år omkring 480.000 indere livet.
Naturgas på regeringens program
I Indien ønsker regeringen, at folk derfor skal gå væk fra at bruge brænde og i stedet bruge naturgas, der er et langt renere brændstof.
For at hjælpe folk på vej har Indien siden 2016 givet statsstøtte til at få installeret en gasbeholder med den nødvendige gummislange og ventil.
I starten var det meningen, at 50 millioner familier skulle skifte til gas på den måde, men det såkaldte Ujjwala-projekt blev hurtigt så populært, at det blev besluttet at udvide ordningen.
For nylig meddelte den indiske regering så, at 80 millioner familier nu havde adgang til at bruge naturgas.
Kritik af projektet: for dyrt og for ulige fordelt
Projektet er et højt profileret prestigeprojekt for den indiske regering, men er dog også blevet mødt med kritik.
Det er nemlig ikke nok, at fattige familier får den første flaske gratis, når de efterfølgende skal købe nye gasbeholdere til markedspris.
Udgifterne til kogegas kan udgøre op til 25 procent af familiens månedlige indtægter
I Indien er der et offentligt tilskud til genopfyldningen af gassen, men de første 6-10 gange får familierne ikke tilskud. På den måde er det meningen, at folk selv skal afbetale udstyret.
Det er måske en god idé i teorien, men i praksis er gassen alt for dyr for mange familier. Udgifterne til kogegas kan udgøre op til 25 procent af familiens månedlige indtægter.
Samtidig er størrelsen på tilskuddet det samme for alle, uanset om man er rig eller fattig.
Det giver ikke god mening i et land, hvor nogle er enormt rige, og andre stadig er ludfattige. En offentlig kampagne er blevet gennemført for at få folk til at frasige sig tilskuddet, hvis de ikke har brug for det.
Det har fået 10 millioner familier til at framelde sig frivilligt, skriver The Hindu Business Line. Selvom det er et skridt på vejen, er der stadig kun tale om cirka fire procent af modtagerne af tilskuddet, der frivilligt har frameldt sig.
Opfordring til reform
Der er derfor diskussion i Indien om projektet.
En sammenslutning af universiteter og miljøorganisationer har for nylig fremsat en række konkrete forslag til, hvordan indiens regering bør opdatere tilskudssystemet, så flere fattige får reel mulighed for at bruge gas i køkkenet.
Denne artikel er en redigeret udgave af originalen, som kan findes hos POV’s mediepartner, Verdensbedstenyheder.dk
Topbillede: Creative Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her