
MEXICO // ANALYSE – Mandag i sidste uge rundede Mexico en trist milepæl. Nu er 100.000 personer officielt registreret som forsvundne. Antallet af nye forsvundne er vokset kraftigt i de seneste år, og imens ser regeringen magtesløst til. Samtidig er der kun få, som bliver dømt for, hvad der reelt er et usynligt folkemord.
BRASILIA – Den mexicanske Nationale Kommission for Eftersøgning af Personer – Comisión Nacional de Búsqueda de Personas – har en hjemmeside, hvor man i realtid kan følge udvikling i antallet af forsvundne og ikke-lokaliserbare personer. Opgørelsen passerede en symbolsk milepæl i sidste uge, hvor antallet af forsvundne for første gang oversteg 100.000.
FN’s Højkommissær for Menneskerettigheder, Michelle Bachelet, brugte den dystre milepæl som anledning til at sige, at ”plagen af forsvindinger er en tragedie af enorme proportioner. Ingen indsats bør spares for at sætte en stopper for disse ekstraordinært omfattende krænkelser af menneskerettighederne, og for at forsvare ofrenes ret til sandhed, retfærdighed, kompensation og sikkerhed mod, at det sker igen.”
De 100.000 forsvundne er vel og mærke kun personer, som er forsvundne lige nu og her. Yderligere 150.000 personer har været forsvundet på et tidspunkt, men er dukket op igen. De fleste af disse personer var stadig i live, men knapt 10.000 fandt man først efter, at de var døde.
Grafen ovenfor viser, at det ikke er et nyt fænomen, at folk forsvinder sporløst i Mexico. Antallet af forsvundne personer begyndte for alvor at stige omkring 2007, og tendensen har været støt stigende siden da. Der ser derfor ikke ud til at være nogen umiddelbar ende på tragedien – måske endda snarere tværtimod. Det store antal forsvundne fik FN’s Komité for Tvungne Forsvindinger – the Committee on Enforced Disappearances – til at besøge Mexico i november 2021. Komitéen udgav efterfølgende en rapport med dens analyse af situationen, og rapporten tegner et dystert billede.
Krigen mod narkokriminalitet
Komitéen kæder væksten i antallet af forsvundne fra 2007 sammen med, at daværende præsident Felipe Calderón indførte en ny strategi til bekæmpelse af Mexicos omfattende narkotikakriminalitet. Den nye strategi betød, at opgaven med at håndtere den offentlig sikkerhed i vidt omfang overgik fra politiet til militæret.

Ifølge FN løste det imidlertid ikke problemet med narkotikakriminalitet. Samtidig førte det til en kraftig stigning i antallet af forsvundne personer, som nu ikke kun er ofre for narkotikabanderne hærgen, men – perverst nok – i høj grad også er ofre for militærets indsats. Militarisering af kriminalitetsbekæmpelsen satte dermed menneskerettighederne under pres.
Præsidenterne som fulgte efter Calderón opretholdt brugen af militæret i forhold til offentlig sikkerhed, og det gælder også den nuværende præsident Andrés Manuel López Obrador. Han etablerede ganske vist den ikke-militære nationalgarde – Guardia Nacional – i 2019, men hæren spiller stadigvæk en stor rolle i opgaver, som normalt løses af politiet. Samtidig har tæt på 75 % af nationalgardens personale en fortid i hæren eller i flåden.
Alt i alt tegner FN et nedslående portræt af den mexicanske stats rolle i forsvindingerne. Rapporten siger lige ud, at offentligt ansatte, både på føderalt, statsligt og lokalt niveau, er direkte er involveret i forsvindingerne.
Kun få stillet til ansvar
Når situationen har udviklet sig, som den har, hænger det også sammen med, at det er meget få personer, som nogensinde stilles til ansvar for forsvindingerne. FN har således beregnet, at der kun er sket retsforfølgelse i mellem 2 % og 6 % af sagerne om folk, som er forsvundet, og selvom der bliver ført en retssag, så fører det ikke nødvendigvis til en dom. Der er således kun faldet 36 domme i hele Mexico i forbindelse med forsvundne personer.
Antallet af forsvundne vokser, da risikoen for at blive stillet til ansvar er tæt på nul
Det fører til, skriver FN i rapporten, at der blandt ofrene er en udtalt skepsis overfor det juridiske system. En af konsekvenser af dette er, at der er en betydelig underrapportering i antallet af sager. Det er derfor sandsynligt, at det reelle antal af forsvundne er væsentligt højere end det officielle tal på 100.000 personer.
Rapporten beskriver den manglende retsforfølgelse som et strukturel kendetegn ved situationen i Mexico. Det medfører i sig selv, at antallet af forsvundne vokser, da risikoen for at blive stillet til ansvar er tæt på nul. Samtidig betyder det, at personer, som forsøger at bekæmpe fænomenet eller hjælpe ofrene, udsætter sig selv for en forhøjet risiko for at forsvinde.
Bred vifte af ofre
Det store antal ofre afspejler sig i, at det er en bred vifte at personer, som forsvinder. Hvis man ser på køns- og aldersfordelingen, er ofrene oftest mænd mellem 15 og 40 år. På det seneste er der dog også sket en stigning i antallet af forsvundne børn, og rapporten peger på, at det kan have relation til organiseret seksuel misbrug af mindreårige. Men der er også andre udsatte grupper, og her fremhæver FN menneskerettighedsaktivister, journalister, migranter, Mexicos oprindelige befolkning og seksuelle minoriteter.
Fra 2003 til 2021 er der således forsvundet mere end 30 journalister. Ingen af dem er blevet fundet igen, og der er heller ikke nogen, som er blevet retsforfulgt for disse sager. Angrebene på menneskerettighedsaktivister og journalister er i sig selv med til at øge risikoen for, at endnu flere personer forsvinder.
En del af ofrene tilhører seksuelle minoriteter. Mens der normalt ligger et økonomisk motiv bag forbrydelserne mod den oprindelige befolkning og migranterne, så er de seksuelle minoriteter ofte ofre for hadforbrydelser
Rapporten nævner to af de generelt mest udsatte grupper i det mexicanske samfund – Mexico oprindelige befolkning og – ofte illegale – migranter, som er på vej gennem landet. Den oprindelige befolkning kommer for eksempel i klemme i forbindelse med sociale og territorielle konflikter, som opstår, når virksomheder ønsker at udnytte et givet landområde til minedrift.
For de illegale migranter, som typisk forsøger at komme fra Centralamerika til USA, gælder det, at de bliver ofre for menneskesmuglere. Endeligt fremhæver rapporten, at en del af ofrene tilhører seksuelle minoriteter. Mens der normalt ligger et økonomisk motiv bag forbrydelserne mod den oprindelige befolkning og migranterne, så er de seksuelle minoriteter ofte ofre for hadforbrydelser.
Tusindvis af ukendte ofre
Mange forsvundne finder man som nævnt aldrig igen. Samtidig står den mexicanske stat med et omvendt problem i form af, at staten står med en stor mængde lig, som man ikke ved, hvem er.
Rapporten nævner således, at staten har registreret mindst 52.000 lig, som endnu ikke er identificeret. Nogle befinder sig i massegrave, mens andre hober sig op på universiteter og retsmedicinske institutter. Selvom det officielle antal af uidentificerede lig er enormt, er det reelle antal endnu større.
Det officielle tal omfatter nemlig hverken lig, som endnu ikke er fundet, eller de mange ligdele som pårørende og aktivister jævnligt finder på illegale begravelsespladser. FN kalder det for en retsmedicinsk krise, som skyldes, at den mexicanske stat ikke har eller ikke vælger at afsætte ressourcer til at undersøge, hvem de mange ofre er.
Blandet modtagelse af rapporten
Rapporten fra FN’s Komité for Tvungne Forsvindinger tegner altså et dystert billede af situationen i Mexico. På trods af dette, er det et åbent spørgsmål, om den kommer til at føre til nogle ændringer. Den mexicanske regering har nemlig reageret med blandede signaler på rapportens konklusioner og anbefalinger.

På den ene side skrev Udenrigsministeriet på sin hjemmeside den 12. april, at den mexicanske stat takkede komitéen for dens arbejde og respektfuldt modtog dens anbefalinger. Man lovede også at implementere anbefalingerne i god tro.
Præsident López Obrador kom imidlertid på banen med en noget mere negativ bedømmelse af komitéens arbejde. Det skete den 13. april, hvor en journalist under en pressekonference spurgte ind til rapporten og dens anbefaling om at demilitarisere narkotikabekæmpelsen.
Ved den lejlighed sagde López Obrador at “Med al respekt så har de (komitéen red.) ikke al information, og de handler ikke i overensstemmelse med sandheden. Det er ikke længere den tid, hvor man brugte hæren til at undertrykke befolkningen, henrette sårede og lade folk forsvinde, som det skete under Calderón. Det er ikke længere den tid.”
Da journalisten så spurgte ind til, om der var en strategi, man nu ville forfølge, gled López Obrador igen af på spørgsmålet og sagde, at ”forskellen mellem de neoliberale regeringer og os er, at vi ikke tillader korruption, ikke tillader straffrihed” og forsatte ”vi bliver nødt til at forklare FN – fordi de ikke så de statsforbrydelser, som blev begået i den neoliberale periode – vi bliver nødt til at opdatere dem med, at det er en anden realitet i dag.”
På den baggrund er det et åbent spørgsmål, om Mexicos hårdt prøvede befolkning kan komme ud af den klemme, den har befundet sig i i de sidste 15 år. Den mexicanske regerings egne tal viser, at problemet næppe forsvinder lige med det samme.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.