Asger Røjle Christensen: Japanere arbejder langt mindre end tidligere, men…

af

ANALYSE – Arbejdstiden for den enkelte japaner falder og falder. Det viser tal fra OECD. Men det bliver problemerne på japanske arbejdspladser med at finde en ny og mere menneskelig balance mellem arbejde og fritid ikke meget mindre af.

Der er hele tiden fokus på, at alt for mange japanere knokler sig sønder og sammen, at overtidsregler manipuleres med og overtrædes groft, og at ulykkelige skæbner, unge og ældre, der ikke kan holde til presset på jobbet, dør af overarbejde (såkaldt ”karoshi”). Enten får de et hjerteslag, eller også begår de selvmord.

Det afspejler alt sammen reelle problemer på det japanske arbejdsmarked, og regeringen forsøger at få det til at se ud som, den ønsker at gøre noget ved det. Det er officiel politik fra højre til venstre, at japanerne skal arbejde mindre, og at der skal skabes en bedre balance i det japanske samfund mellem arbejde og fritid.

Tid og overskud i hverdagen

Det skal dels ske af hensyn til japanernes eget ve og vel – og dels fordi der aldrig for alvor kommer vækst og balance i den japanske økonomi, hvis ikke landets borgere selv får tid og overskud i hverdagen til at forbruge noget mere.

Statistikker fra OECD har i årevis kunnet påvise, at den gennemsnitlige japaner allerede arbejder langt mindre, end han/hun gjorde i firserne

I den sammenhæng kan det nok overraske, at statistikker fra OECD i årevis har kunnet påvise, at den gennemsnitlige japaner allerede arbejder langt mindre, end han/hun gjorde i firserne, og at det gennemsnitlige antal årlige arbejdstimer er lavere end i USA og Italien – og betydeligt lavere end i Sydkorea.

I 2016 arbejdede gennemsnitsjapaneren ifølge OECD i 1713 timer, et dramatisk fald på få årtier i forhold til 2121 timer i 1980. Gennemsnitsdanskeren lå i 2016 på 1410 arbejdstimer, det laveste antal i noget OECD-land.

Dramatisk dyk i halvfemserne

Denne udvikling skyldes til en vis grad, at overtidsregler og den slags er blevet skærpet i Japan i mellemtiden, og mange steder overholdes i højere grad end før – men det kan slet ikke forklare hele faldet.

Kigger man nærmere på tallene, som omfatter både fastansatte og løst ansatte, ser man et jævnt fald gennem perioden, men med et dramatisk dyk i begyndelsen af halvfemserne. Og det var netop på det tidspunkt, at balancen mellem fastansatte og løst ansatte på det japanske arbejdsmarked forandredes radikalt.

Der var krise, og japanske arbejdsgivere, både private og offentlige af slagsen, sikrede sig mod for store forpligtelser i fremtiden ved at fastansætte så få som muligt. De tabte årgange, som kom ud af universiteterne i de år og aldrig fik fast fodfæste på arbejdsmarkedet, udgør stadig en betydelig social belastning for det japanske samfund.

Black kigyo

Nogle hvirvler fra det ene deltidsjob til det næste for at tjene penge nok til de børnefamilier, de har stiftet i mellemtiden. Men mange af dem, der ikke har fast ansættelse, er reelt på deltid og trækker alvorligt ned i OECD’s statistikker – uden at nogen får et bedre eller tryggere liv af den grund.

Blandt de fastansatte er der nogle sektorer, hvor traditionen for at vise engagement i arbejdet ved at forblive på arbejdspladsen til langt ud på aftenen, især blandt de yngste årgange, stadig er meget stærk, og hvor nogle virksomheder på skamfuld vis hænges ud på regeringens offentlige lister over ”black kigyo”, virksomheder, som groft udnytter sine ansatte og med vilje bryder overtidsregler og andre regulativer.

Det er her, problemerne med karoshi, stress og depressioner er værst – og ikke er blevet mindre med tiden, uanset hvad statistikkerne siger.

Analysen bringes også på forkant.nu.

Mine forkant.nu-klummer fra Japan og omegn her på POV ligger mig meget på sinde. Men POV lønner ikke sine skribenter. Så hvis du kan lide mine klummer og gerne vil hjælpe mig til at få tid og råd til at skrive flere af slagsen, er du velkommen til at donere et beløb for mit arbejde via Mobile Pay: 2636 0251. På forhånd tusind tak.

Foto: Asger Røjle Christensen

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

mm
Asger Røjle Christensen

Asger Røjle Christensen: Erfaren journalist, forfatter, analytiker, kursusarrangør og rejseleder. Med base i Tokyo det meste af året forsøger Asger med faglighed og engagement på mangfoldige måder at skabe større viden og forståelse for Japan og dets nabolande blandt danskerne. Han har en fortid som Tokyo-korrespondent (1989-1995) for blandt andre Politiken, udlandsredaktør på Aktuelt (1995-2000) og på Ritzau (2000-2004), chef for Orientering på P1 (2004-2006) og forsideredigerende på nettet hos DR Nyheder (2006-2013).
Siden november 2013 har han drevet sit eget lille enmandsfirma, der blandt andet udgiver nyhedsbrevet forkant.nu med hurtige analyser af de hurtige nyheder fra Japan og omegn. Efter et par år som korrespondent for Kristeligt Dagblad har han siden sommeren 2017 været Japan- og Korea-korrespondent for Weekendavisen. Ellers kan man følge hans forskellige digitale gøremål på www.asgerrojle.com og på diverse sociale medier.
Han har i over 30 år været lykkeligt japansk gift og har tre forbløffende fornuftige voksne sønner.
Hvis I har mod på at honorere denne uges blog med et beløb og på den måde bidrage til, at der kommer mange flere af slagsen, kan det ske via Mobile Pay på 26360251.

Seneste indlæg fra

Gå til Top