Forræderisk lemonade

af

ESSAY – Jeg vil ønske mig en verden for mine børn, hvor man ikke er nødt til at kalde et fokus på menneskelige vilkår og problemet med andethed for andet end en humanistisk nødvendighed. Kampmetaforen er problematisk, fordi den forudsætter en fjende, en krig, en strid. Verden er indrettet med indbyggede uretfærdigheder og problematiske forhold knyttet til køn og anden andethed, men det er ikke gudsgivet, at denne orden er bestående. Det vi kalder kamp, er et forsøg på at skabe fred, frihed, lighed og forståelse for alle slags andethed for at kunne bevare det mest menneskelige, som er kærligheden til den anden. Og som slet ikke burde være en krig. Cathrine Rygaard Rasch har skrevet POV Internationals essay i anledning af Kvindernes Internationale Kamp- og Festdag.

Det er Kvindernes Internationale Kampdag. Mine børn ved ikke, hvad det er, men jeg skal videregive dem det, den kamp, der allerede med sin krigsmetafor varsler krig, modstand, vold og ikke-fred, og som de allerede har mødt uden nødvendigvis at vide det gennem deres blotte væren som køn.

Allerede ved deres undfangelse mærkede jeg dem så let, at de ikke opdagede det; de fik givet genitalier. Ved fødslen mærkede jeg dem med mine kys i den lille dunede mezzanin, der er deres nakke, jeg gav dem et kønsmærke i min kærlighed, der rettede sig mod det nye liv, men også mod dem som køn.

De fik navne; et drengenavn, et pigenavn, og jeg svor uden betænkelighed at elske dem begge ubetinget til alle tider. Og der var ikke et spor af kamp, kun glæde ved nye liv i forskellige udformninger.

Kønsforskellen er en del af deres liv tidligt, men jeg vil gerne tænke kampmetaforen om. Komplekset mellem kønnene skal ikke ses som en kamp, men som en opskrift, der kan varieres, ændres, forbedres, smages til, fordi den er kulturel, magtbetinget og strukturel. Det kan faktisk godt lade sig gøre.

Jeg skal give dem mange ting. Jeg skal forklare dem mange ting. Og de skal selv erfare mange ting. Jeg skal give dem kærlighed og verdenssyn, jeg skal forklare dem alt fra Berlinmuren til hvalernes vandring og USA’s politiske udvikling, skønheden ved litteratur og matematik og gruen ved Holocaust. Og en del mere. Og de vil selv erfare hundredvis af ting om dagen fra det taktile ved frottéhåndklæder, til undren over hvorfor det kun er sorte mennesker, der gør rent på deres skole, eller hvorfor myggestik klør så forbandet.

Kønsforskellen er en del af deres liv tidligt, men jeg vil gerne tænke kampmetaforen om. Komplekset mellem kønnene skal ikke ses som en kamp, men som en opskrift, der kan varieres, ændres, forbedres, smages til, fordi den er kulturel, magtbetinget og strukturel. Det kan faktisk godt lade sig gøre.

Beyonce formår med konceptalbummet Lemonade (2016) at projicere det menneskelige anliggende ud via en anklagende vokal og en kunstnerisk suveræn billedside. Lemonade er en punktgennemgang af 11 følelsestilstande, der både rider hende som en mare med udgangspunkt i utroskabserfaringen, men også giver hende ro i tilgivelsen og kærligheden, som hun har til sin mand, og som hun skal videregive til deres børn. Det kan lyde som om, at hun er ude i et pro-kernefamilieanliggende eller en kristen katekismus. Det er hun ikke.

For det handler ikke om utroskab eller familieliv an sich – Beyonces historie og en timelange kunstnerisk udfordrende musikvideo-film kredser om det, der nedarves, deraf titlen Lemonade. Opskriften på lemonade, som optræder i filmen, er metaforen for den blanding af forræderi og kærlighed, som er videregivelsen af erfaring af tingenes tilstand for kvinden i verden fra en generation til den næste, med andre ord menneskelige vilkår. Lemonade skal trække og dryppe gennem et viskestykke i en filtreringsproces, der er lig formidlingen fra kvinde til kvinde, fra mor til barn, fra storesøster til lillesøster over tid.

Forræderiet ligger i nødvendigheden af accepten af tingenes vilkår: Jeg skal filtrere kønserfaringen til min datter, til min søn og er nødt til at fortælle dem, at de ikke er født med lige vilkår, at de ikke vil blive behandlet ens af samfundet, at der gælder forskellige vilkår og regler for dem på godt og ondt. Og at det bare er sådan, det er, selvom der er en indbygget uretfærdighed, som er så smertelig at skulle forklare særligt barnet, der møder verden åbent, uskyldigt, forsvarsløst.

Kærligheden ligger i ikke at foregøgle dem, at det er anderledes. Den perfekte, men svære balance består i både at lade dem forstå og acceptere den verden, de skal bebo, men også i at give dem håbet om at kunne ændre og udfordre det, der ellers fremstår som bestående.

MERE POV
Ellas danske eventyr

Biologiske forskelle er enkle at forklare, men så stopper det lette også. Jeg er som udgangspunkt ikke det samme som nogen anden. Og alligevel deler jeg mange erfaringer med andre kvinder, selvom en række af disse erfaringer ikke har noget med biologi at gøre.

Beyonce er sort, amerikaner, yngre end jeg, vi har ikke specielt meget til fælles. Men vi har uendeligt meget tilfælles i kønnet som vilkår. Køn er blot ét vilkår blandt mange vilkår i en kæmpe verden af kampe, komplekser, tro, håb, kærlighed, død og ødelæggelse, men ligesom kvindesagens ulykkelige familiemedlem race, er det umuligt at skjule, hvorfor det gennemsyrer den blotte væren. Beyonce tager også fat i race, og kobler dem på smukkeste vis i erfaringen om andethed, der er grundpillen i feminismen. Køn betyder, race betyder, seksualitet betyder. Også for mænd.

Opskriften på lemonade, som optræder i filmen, er metaforen for den blanding af forræderi og kærlighed, som er videregivelsen af erfaring af tingenes tilstand for kvinden i verden fra en generation til den næste, med andre ord menneskelige vilkår. Lemonade skal trække og dryppe gennem et viskestykke i en filtreringsproces, der er lig formidlingen fra kvinde til kvinde, fra mor til barn, fra storesøster til lillesøster over tid

Beyonces 11 punkter er en udviklingsrejse i erkendelse: Gennem 11 følelsestilstande, som ikke er et feministisk manifest, men en menneskeliggørelse af smertelig erfaring, viser Beyonce, hvad det er at være sort, kvinde, mor, menneske. Begreberne, som danner overskrifter for fortællingens kapitler er intuition, vrede, apati, tomhed, leveringsdygtighed, forandring, tilgivelse, genopstandelse, håb og generobring.

Undervejs i den visuelt sindssygt smukke produktion leges med tableauer af kvinder fra slavetiden, den moderne empowerment-bevægelse, hiphop-scenen, countrymusik-kulturen, mødre til politidræbte sorte mænd (Black Lives Matter) og mere til, ligesom Martin Luther Kings stemme danner en voldsom voice-over med ytringer om, at den sorte borger er den svageste i det amerikanske samfund, og den sorte kvindelige borger er den allersvageste.

Er det anakronistisk eller poppet? Er det specielt feministisk? Jeg ville ønske, at det var alle tre ting, men det er så overordnet vedkommende som altid og nogensinde, og kun Beyonces valg om at lade en tilgivelse, genopstandelse, et håb og en generobring af kærlighed være budskabet gør, at jeg ikke er mere knust over værket, end tilfældet er. Tilgivelse er en overraskende drejning efter ytringer som:

Mother dearest let me inherit the Earth. Teach me how to make him beg. Let me make up for the years he made you wait. Did he bend your reflection? Did he make you forget your own name? Did he convince you he was a god? Did you get on your knees daily? Do his eyes close like doors? Are you a slave to the back of his hand? Am I talking about your husband or your father?”

Men tilgivelse som løsning er en smuk og forsonende pointe, der er komplekset værdigt. Og den, der skal videregives til næste generation, som Beyonce slutteligt afbilleder med private fotos og klip fra forældreskabet: Kærlighed.

Forræderiet ligger i nødvendigheden af accepten af tingenes vilkår: Jeg skal filtrere kønserfaringen til min datter, til min søn og er nødt til at fortælle dem, at de ikke er født med lige vilkår, at de ikke vil blive behandlet ens af samfundet, at der gælder forskellige vilkår og regler for dem på godt og ondt. Og at det bare er sådan, det er, selvom der er en indbygget uretfærdighed, som er så smertelig at skulle forklare særligt barnet, der møder verden åbent, uskyldigt, forsvarsløst

Og hvem tror ikke på kærlighed mellem mennesker? Det er hverken poppet, anakronistisk eller feministisk. Mit udgangspunkt er ikke i sig selv det samme som Beyonces. Jeg er kvinde, jeg er hvid, jeg er vestlig, jeg er middelklasse, jeg er heteroseksuel, altså vil jeg automatisk få skudt i skoene, at jeg er overprivilegeret, navlepillende, og at min form for feminisme er ude af proportioner i forhold til andre kvinders forhold i verden, og at jeg derfor bør tie. Allerede nu sidder x antal trolls klar ved tasterne for at anvende blandt andet dette argument i forbindelse med den lange række af indlæg, der publiceres i dag, og det er lige før, at jeg glæder mig til at tælle dem, bare for sjov.

Argumentet er verdens mest snæversynede, og svarer til at bede enhver anden aktivist om at kigge et andet sted hen.

Det diminuerer sagskomplekset og underkender en problematik, der filtreres gennem generationer af mennesker, mænd og kvinder.

MERE POV
Jeg gik ind på min kahyt og græd – nærkontakt med flygtninge om bord på MS Aquarius i Middelhavet

For det første ville man ikke bede nogen anden –ist om at tie og rette blikket andre steder hen. Når miljøforkæmpere i Danmark er optagede af at bevare kyststrækninger, bliver de ikke bedt om i stedet at interessere sig for smog i Kina. Når dyreaktivister i Danmark kritiserer landets svineproduktion, bliver de ikke bedt om at se på dyrehold i Rusland. Når folkets stemme rejser sig for bevarelsen af Poul Gernes Palads-bygning, bliver de ikke bedt om at se på bevaringsværdige templer i Tibet. You get it.

For det andet er optagethed omkring lokale vilkår ikke lig med at være usolidarisk over for andres vilkår. Fokus på for eksempel prostitution i Danmark er et fokus på prostitution overhovedet. Hævnporno har ikke landegrænser. Voldtægt er et verdensfænomen. Lønforskelle registreres internationalt.

For det tredje kan ingen verdensborger tillade sig at ignorere, at kvindens køn, krop, og plads i samfundet er til stadig diskussion, og at der, så længe der findes overgreb, trafficking og økonomisk ulighed, er en sag. Jeg vil ikke længere høre på, at feminisme i Danmark er overflødigt.

Men jeg vil gerne kalde det noget andet. Og jeg vil gerne gøre op med bølgetænkningen og have udryddet kampmetaforen.

Bølge er en metafor, der signalerer voldsomhed, og noget, der skyller ind over stranden for at trække sig tilbage igen. Jeg vil se det som strømme for at blive i vand-billedsproget, selvom der er tale om noget meget mere skrøbeligt. Jeg vil ønske mig en verden for mine børn og deres generation, hvor man slet ikke er nødt til at kalde et fokus på menneskelige vilkår og problemet med andethed for noget andet end en humanistisk nødvendighed.

Når miljøforkæmpere i Danmark er optagede af at bevare kyststrækninger, bliver de ikke bedt om i stedet at interessere sig for smog i Kina. Når dyreaktivister i Danmark kritiserer landets svineproduktion, bliver de ikke bedt om at se på dyrehold i Rusland. Når folkets stemme rejser sig for bevarelsen af Poul Gernes Palads-bygning, bliver de ikke bedt om at se på bevaringsværdige templer i Tibet. You get it.

Kampmetaforen er som sagt problematisk, fordi den forudsætter en fjende, en krig, en strid, og jeg vil ikke gøre mine børn eller andre til fjender, blot fordi de er biologisk forskellige eller ser verden forskelligt. Opskriften på præmissen for at beskæftige sig med det menneskelige vilkår, vi kalder køn (og/eller race, og/eller seksualitet for den sags skyld), kan ændres som enhver anden opskrift, der ikke helt fungerer for alle.

Det er med den tanke, at jeg skal forklare de yngre generationer, at kamp og bølger i virkeligheden er erkendelsesrejser og et kærlighedsprojekt til mennesket i dets alsidighed, og ikke en krigsfærd mod andre med andre vilkår eller bølger, der tilfældigt rammer kyster af andethed for derefter at trække sig tilbage og være uaktuelle. Det er at kalde på respekt og menneskelighed, forståelse og kærlighed.

Så kære små børn, jeg siger jer nu forræderisk, at verden er indrettet med indbyggede uretfærdigheder og problematiske forhold knyttet til køn og anden andethed, men at det slet ikke er gudsgivet, at denne orden er bestående. Og at den kamp, vi kalder kamp, er et forsøg på at skabe fred, frihed, lighed og forståelse for alle slags andethed for at kunne bevare det mest menneskelige, som er kærligheden til den anden. Og som slet ikke burde være en krig.

Topillustration: POV International med LunaPicEditor (originalbilleder fra Pixabay og Plaid Zebra).

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Cathrine Rygaard Rasch

Cathrine Rygaard Rasch (f.1979) er underviser i gymnasiet, skribent for Dansk Kvindesamfunds kønspolitiske blog F-frekvensen og løbende bidragyder til dansk-, tysk- og mediefaglige tidsskrifter. Cand. mag. i tysk og dansk fra KU og Universität Hamburg med speciale i film. Bosat i København og totalt til fals for alle områder, der berører litteratur, feminisme, porno, film, ungdomskultur og visuel kultur. Og Tyskland. Hvis du vi bidrage til Cathrines arbejde herinde kan du sende hende et beløb på hendes MobilePay: 51301116

Seneste indlæg fra

Gå til Top