Danmarks dejligste parallelsamfund: Glade dage i folkedybet

af i Kultur/Musik

FESTIVAL // REPORTAGE – På Jelling Festival i hjertet af Jylland har de gjort anstændighed, kærlighed til musikken og medmenneskelighed til adelsmærker, skriver musikjournalist og forfatter Steffen Jungersen. Vi er derude, hvor Johnny Madsen er Gud, og Johan Olsen er hans profet. 

Det kulturelle parnas betjener sig ind imellem af et rædsomt og et bevist nedladende begreb, de kalder ”folkedybet”. Hvad der så er galt med at være ”nede med folket” – for nu at bruge et slidt hiphop udtryk – må større skønånder end nærværende skribent afgøre.

Nå – dét, udtrykket så imidlertid dækker over er de helt almindelige mennesker og de – ahem! – musikkulturelle tilbud, disse mennesker nu engang nyder hinandens selskab og livet til og med.
De mennesker, som residerer derude, hvor beboerne i de øverste etager i elfenbenstårnene rammes af panikangst – hvis de af den ene eller anden grund tvinges ud til dem for at tage del i oplevelserne sammen med dem, som ganske skamløst elsker klassisk pop og rock.

Velkommen til Jelling Musikfestival – i år afholdt for 31. gang. Hvor 35.000 mennesker atter understreger, at beskrivelsen ”folkedybet” i virkeligheden er et adelsmærke

Derude, hvor Johnny Madsen er Gud, og Johan Olsen fra Magtens Korridorer er hans profet. Derude hvor Gnags, Folkeklubben og Jacob Dinesen er elskede og sat højt, fordi de er gode og ikke fordi, de nødvendigvis holder trendfaktor 117.

Derude, hvor man vil festen, fællesskabet og kærligheden og giver fanden i førbemeldte parnas’ diktater om fortræffelighederne i endnu et indiebands forsøgsvise øvelser i at finde ud af, hvad der er op og ned på deres instrumenter.

Det kan vi jo ikke have, og derfor har de mest elitære døbt disse mennesker derude ”folkedybet”, og dem skulle man sandt for en sønderspillet The Smiths plade jo nødig rende ind i. Jo, beskrivelsen er naturligvis sat på spidsen, men som C.V. Jørgensen i ét af sine mange klarsynede øjeblikke gjorde opmærksom på, så skal man af og til gå op i en spids for at se sig lidt omkring.

Og dermed velkommen til Jelling Musikfestival – i år afholdt for 31. gang. Hvor 35.000 mennesker atter understreger, at beskrivelsen ”folkedybet” i virkeligheden er et adelsmærke. Ingen – som i ingen– festival i Danmark understreger nemlig hvor varmt, godt og dejligt, der kan være nede i omtalte dyb, som denne festival gør.

Og nu vi er ved adelsmærker.

I Jelling har de gjort anstændighed, fordragelighed og kærlighed til musikken og – for nu at tage de store ord i brug – medmenneskelighed til adelsmærker. Jeg har simpelthen aldrig mødt Jellings lige i et langt liv som gæst på inden- og udenlandske festivaler. Jelling emmer fra den øverste ledelse til servicepersonalet på festivalpladsen af gæstfrihed og bibringer fra portene slås op én den der svært definerbare følelse af, at hér. . . Ja, hér vil de dig sgu’ godt.

Her er der såvel fysisk som i overført betydning plads til alle. Ledelsen her har af samme grund i øvrigt altid insisteret på, at festivalen ikke må blive større.

Så dans for da for helvede. . . og nyd Danmarks med afstand bedste guitarist, Knud Møller, nu I alligevel er der

Så får det være, at de hos dem, som ikke ved bedre, ikke henregnes blandt ”de fine” – hvem fanden de så end er. Det er synd for de uvidende, for det var f.eks. noget af en opgave at savne trends og hipstertosserier og i øvrigt elske livet ekstra højt, da éns sidekvinde af ren og skær lykke lod tårerne sprøjte fra sine smukke øjne under de ubetalelige ”Giv mig en dag” og ”Milan Allé”, da Magtens Korridorer, som år for år bliver bedre og bedre, lørdag aften understreger, at hvis nogen har fortjent adelsmærket – der var sgu’ ét igen – ”folkets rockband” her i landet, så er det dem.

Magtens Korridorer er i lighed med festivalen et totalt uforstilt foretagende.

Ligesom Johnny Madsen Band, der gang på gang – og specielt i Jelling – beviser, at de er ét af de fineste traditionelle rock’n’roll orkestre, man kan ønske sig. Det er Chuck Berry på en scene af fiskekasser og blues fra det forblæste vest. Så dans for da for helvede. . . og nyd Danmarks med afstand bedste guitarist, Knud Møller, nu I alligevel er der.

Nok et højdepunkt. Da manden, som kender til begrebet ”overgivelse” som en vis præsident kender til ”empati”, Peter A.G. Nielsen foran en fyldt festivalplads tidligt fredag aften doserer:

”Ja, nu siger de jo, at sådan et gammelt band som os jo ikke når så langt ud længere, fordi vores musik ikke bliver streamet så ofte som de unges… okay, så siger vi det. Skal vi se, hvor langt det gamle band kan nå ud?”

Hvorefter Gnags, som er ualmindeligt stramt spillende og storswingende i disse år, satte i med en ”Burhøns”, som lagde samtlige adskillige tusinde fremmødte på festivalpladsen ned med et nederdrægtigt insisterende attack. Jeg vil mene, det operative udtryk er ”så kan de lære det!”.

Ingen hverken nationale eller internationale navne kunne dog i år i overlegen musikalitet og rendyrket attitude måle sig med Little Stevens Disciples of Soul torsdag aften

Blandt de internationale indslag, skuffede årets hovednavn, ZZ Top, desværre en anelse. ”The little ol’ band from Texas” blev kun reddet et stykke af vejen af deres sublime guitarist Billy Gibbons, mens bassisten Dusty Hill virkede utilpas, og den ellers så sikre trommeslager, Frank Beard, bare ikke virkede.

The Pretenders er efter alle disse år stadig et godt, solidt rockband, men de var nok en anelse fejlcastet på festivalens store scene. Det rokker imidlertid ikke ved, at 69-årige Chrissie Hynde stadig er en ærefrygtindgydende ener, når hun går ud forrest på scenen og gentagne gange understreger, at det dér ord ”nej” ikke er noget, hun gider høre.

The Mavericks – med storcharmør, guitarist og sanger Raul Malo i spidsen – brillerede med at sætte en ganske pæn fest i gang på en regnvåd, kold torsdag eftermiddag. Den dér blanding af rock, salsa og mexicansk ørkenstøv – regn eller ej – er nu også svær at modstå.

Ingen hverken nationale eller internationale navne kunne dog i år i overlegen musikalitet og rendyrket attitude måle sig med Little Stevens Disciples of Soul torsdag aften. Steven har sammen med Southside Johnny og en vis Bruce Springsteen, som han ind imellem spiller guitar for (!), været med til at skabe den amerikanske skat, som er rocken fra d’herrers hjemstat New Jersey. Hos Disciples Of Soul har Miami Steve så lige pyntet rocken med et smukt, syndigt og saftigt skud Motown Soul og et rytmisk overskud, som kunne have trukket dansetrin ud af den sten, som står ned i byen og udgør Jellings anden turistattraktion.

I skulle prøve det – også den del af parnasset, jeg gav en folkelig opsang indledningsvis

Femten mænd og kvinder på scenen, hver og én med blødende hjerter og et gigantisk talent for musik for musikkens egen skyld. Ganske enkelt mageløst! Som det hedder i mandens egen ”Out Of The Darkness”:

Out of the darkness and hand in hand/ Baby, together we will make our stand/ Reach out and touch me we can win somehow/ I know there’s nothin’ that can stop us now…

Det kaldes livsbekræftelse, og man gik fra bandets opvisning den aften præcis med den følelse. Den dér følelse af, at der trods alle tosserier i verden dog ER håb endnu. Blot vi står sammen og står på mål for anstændigheden og det, vi tror på.

Den samme følelse, man forlader Jelling Musikfestival med. Fordi de netop hylder ovenstående værdier hele vejen igennem.

I skulle prøve det – også den del af parnasset, jeg gav en folkelig opsang indledningsvis (og bare rolig; der ER faktisk også god ny og nyere musik på festivalen – her skulle der blot slås et slag for de gamle dyder og bands, når nu de for fa’en er gode).

Og sluttelig:

Fremstår denne artikel som én lang kærlighedserklæring til ”Danmarks dejligste parallelsamfund”, som jeg for nogle år siden døbte den?

Nå ja, men så er det jo nok, fordi det er dét, den er.


Foto: Johnny Madsen Band, Jelling Musikfestival.

Født 19. december 1958 i Fredericia.
Jungersen bliver ofte beskrevet som som ”en legende i dansk rock”, ”rockens sprogekvilibrist” og ”Dr. Rock” – takket være en tre årtier lang karriere som rockreporter og –anmelder. Jungersens journalistiske virke startede på forskellige lokalaviser, før han igennem 25 år bestred posten som musikredaktør på dagbladet BT.
I dag driver Jungersen sit eget ”Classic Rock” website – www.steffenjungersen.dk – og fungerer desuden som forfatter, foredragsholder, kommunikationskonsulent, karriere-konsulent for bands, konferencier, freelance-skribent, DJ, blogger m.m.m
Har skrevet bøgerne ”Dr. Rock” (2013) og ”Mig & Lemmy” (2018). Er desuden medforfatter til ”Politikens Dansk Rock Leksikon” udgaver 1997 og 2002.
Steffen Jungersen har gennem årene mødt og interviewet bunkevis af de største rockstjerner både ude og hjemme. Han har derfor fået et enestående indblik i såvel dansk som international rockmusik og har medvirket som ekspert i et utal af radio- og TV udsendelser.
Han har fået flere branchepriser for sit virke – bl.a. Danish Metal Awards’ (en underafdeling af DMA) hæderspris for sit ”utrættelige virke for den hårde rock i Danmark”, som det hed i juryens begrundelse.
Inkarneret fan af FC Barcelona og Brøndby IF.
Bor på Nørrebro med sin kat Slivovic og sine seks guitarer.

Steffen Jungersen
Født 19. december 1958 i Fredericia.
Jungersen bliver ofte beskrevet som som ”en legende i dansk rock”, ”rockens sprogekvilibrist” og ”Dr. Rock” – takket være en tre årtier lang karriere som rockreporter og –anmelder. Jungersens journalistiske virke startede på forskellige lokalaviser, før han igennem 25 år bestred posten som musikredaktør på dagbladet BT.
I dag driver Jungersen sit eget ”Classic Rock” website – www.steffenjungersen.dk – og fungerer desuden som forfatter, foredragsholder, kommunikationskonsulent, karriere-konsulent for bands, konferencier, freelance-skribent, DJ, blogger m.m.m
Har skrevet bøgerne ”Dr. Rock” (2013) og ”Mig & Lemmy” (2018). Er desuden medforfatter til ”Politikens Dansk Rock Leksikon” udgaver 1997 og 2002.
Steffen Jungersen har gennem årene mødt og interviewet bunkevis af de største rockstjerner både ude og hjemme. Han har derfor fået et enestående indblik i såvel dansk som international rockmusik og har medvirket som ekspert i et utal af radio- og TV udsendelser.
Han har fået flere branchepriser for sit virke – bl.a. Danish Metal Awards’ (en underafdeling af DMA) hæderspris for sit ”utrættelige virke for den hårde rock i Danmark”, som det hed i juryens begrundelse.
Inkarneret fan af FC Barcelona og Brøndby IF.
Bor på Nørrebro med sin kat Slivovic og sine seks guitarer.

Seneste artikler om Kultur