COUNTRYKONTROVERS // KLUMME – Lige siden Beyoncé udgav sit overraskende album Cowboy Carter og med det strøg ind på countryhitlisternes top, har et hidtil ukendt antal tilsyneladende countrykyndige haft travlt med at stemple det som alt andet end country. Men hvorfor, når så uendelig meget andet ikke-country spilles på samme kanaler – uden samme protester?
Jeg har været countryfan i årevis. Det begyndte, kort tid efter vi var flyttet til Raleigh (hey, when in the South, ikke?) og cementerede sig yderligere med vores første weekendtur til Nashville, hvor vi turede op og ned ad Broadway og frekventerede diverse mere eller mindre autentiske – men altid festlige – honky tonk-barer om eftermiddagen for senere på aftenen at sætte kurs mod de små, stemningsfulde bluegrass-spillesteder.
Lige siden har bilradioen haft sin faste indstilling på en moderne countrykanal, også efter vores flytning til Midtvesten. Den førende i området. Og lad mig sige det, som det er: det er en blandet landhandel, de spiller. Man skal lytte sig gennem meget tvivlsomt twang, inden man får glæden af guldkorn som Zach Bryan, Miranda Lambert, George Strait og Alan Jackson.
Og eftersom denne type kanaler typisk spiller country af den mere moderne skole, kan man godt skyde en hvid pind efter mestre som Sturgill Simpson og Tyler Childers.
Hvor var der pludselig mange countryeksperter, og gudfader, hvor havde de pludselig travlt med at råbe op
Det er nu engang præmissen. Moderne hitcountry skal være lettilgængelig, den skal opfylde et behov for ørehængere, og hvis sangskriveren bag har formået at smide lidt vemod centreret om knuste hjerter, whiskey og pick up-trucks, har vi som regel et hit på hånden.
Nogle gange er det godt – eller i det mindste lytbart – andre gange ganske rædselsfuldt. Men som min salig svigerbedstemor altid sagde: “smag kan ikke diskuteres”, og der skal jo være lidt for alle, hvis man skal have sådan et etablissement til at løbe rundt.
Country eller ej
Den præmis har alle – i hvert fald tilsyneladende – accepteret. Lige indtil Beyoncé meldte sig på banen med først kæmpehittet “Texas Hold Em” og dernæst det opfølgende album Cowboy Carter. Hold da helt fest, hvor var der pludselig mange countryeksperter, og gudfader, hvor havde de pludselig travlt med at råbe op om, at det her i hvert fald ikke var country og aldrig havde været det.
Flere anmeldere var begejstrede for albummet. New York Times, The Guardian og NME var blandt flere store medier, der roste det, mens andre var mere lunkne. Men anmelderne har ikke været dem, der har råbt højest og mest skingert om Beyoncés entré på countryscenen – og om hun overhovedet havde ret til den.
Det har været alle mulige andre. Og sjovt nok dem, der i forvejen med glæde og henrykkelse smider en hat på hovedet, et par støvler på fødderne og svinger deres denimklædte bagdele til det argeste lort, countrymusikken de seneste år har haft at byde på.
Lad mig give et (skræk)eksempel som Parmalee. Et countryband fra North Carolina, der de seneste år har hærget countrykanalerne og -hitlisterne med sjæl- og personlighedsløst makværk som “Take My Name”, “Just The Way” og senest – og måske allerværst – “Girl in Mine”, som ikke bare ikke er i nærheden af at være country, men heller ikke i nærheden af at være til at holde ud at høre på.
Den moste sig ind på toppen af radiohitlisten og har dermed været spillet et utal af gange i min bil.
Andre eksempler er navne som Dustin Lynch, Nate Smith, Old Dominion, Dan & Shay og Mitchell Tenpenny, og de er bare toppen af et blændende hvidt isbjerg af mænd, der har formået at etablere sig på countryscenen, men hvis raison d’être på netop den scene aldrig er blevet udfordret.
Lad mig hermed opfordre læserne til selv at opsøge de største hits fra bare et par af disse navne og fortælle mig, hvordan det kan kaldes country.
Countrymusikscenen har længe haft ry for at være racistisk, misogynistisk og ekskluderende, endda så meget, at nogle kunstnere vælger helt at forlade genren.
Og selv om jeg som countryfan til en vis grad har friheden til og har formået at skille dén grimme side af musikken fra, hvad jeg vælger at lytte til (det står mig heldigvis frit for at slukke for Jason Aldean), så giver hele denne nyligt opståede debat om, hvorvidt Beyoncé må kaldes country, mig en grim smag i munden.
Beyoncés store fejl
For hvorfor har folk pludselig så travlt med at tage afstand fra netop Beyoncé som countrykunstner? Hvorfor tillader radioerne, countrymusiksammenslutningerne og ikke mindst lytterne, at så meget af, hvad der mest af alt ligner hurtigt sammenkastet venstrehåndsarbejde, som aldrig har så meget som kigget på en steel guitar, vælter ud i æteren i kvalmegrad – men så snart en sort, kvindelig kunstner så giver sit bud på en nyfortolkning af genren, skal der råbes vagt i gevær?
Lad os endelig diskutere, om “Cowboy Carter” har en berettiget plads på countrystationerne og hitlisterne – for det er så absolut diskutabelt. Men hvis vi gør det, skal vi også diskutere de andre
Det er svært at få øje på andre grunde til, at lige præcis Beyoncé skal kritiseres for ikke at være “country nok”, end at hun visuelt og kulturelt ikke passer ind i det billede, countryfans i årevis har dyrket af, hvordan en “rigtig” countrymusiker ser ud og opfører sig.
Lad os endelig diskutere, om Cowboy Carter har en berettiget plads på countrystationerne og hitlisterne – for det er så absolut diskutabelt. Men hvis vi gør det, skal vi også diskutere de andre. Alle dem, der måske godt ved, hvordan deres hat, støvler og gun rack i trucken skal sidde, men hvis musik er lige så lidt country som Christopher.
Beyoncé havde i øvrigt slet ikke selv et behov for at kalde sit nye album for country – men et ærgerligt antal mennesker havde åbenbart et behov for at kalde det alt andet and netop dét. Behov for at lukke døren til countryfællesskabet i bedste gate keeper-stil.
Det er så nemt at trække racekortet, vil nogle sikkert mene. Og ja, det er det – i Beyoncés tilfælde virker det faktisk lidt for nemt. Mistænkeligt nemt, desværre.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
