Yasukuni – Japans utilnærmelige mindelund

af i Asien/Historie/Politik & Samfund

DAGENS POV // MOKUGEKI – vidne til livet i Japan: Asger Røjle Christensen har utallige gange vist danske gæster rundt ved Japans omstridte mindelund for verdenskrigens ofre, Yasukuni-helligdommen midt i Tokyo, og fortalt om forholdet mellem historie og nutid. Men han har også flere gange vist grupper af interesserede japanere rundt. Mange japanere aner i vore dage slet ikke, hvad det er for et sært og utilnærmeligt sted.

Yasukuni betyder ”det fredelige land”, og det er umiddelbart på overfladen et af de fredeligste steder, jeg kender i Tokyo. Når helligdommens grund står med blomstrende kirsebærtræer, som den har gjort i de senere uger, er stedet utroligt smukt.

Sjælene, der er indviet til helligdommen, skal have det godt. De har oplevet forfærdelige ting, så de skal have et smukt sted at falde til ro. Og de efterladte skal have et smukt sted at mødes og føle, at de kommer tæt på dem, de har mistet. I den forstand er Yasukuni-helligdommen Japans ”mindelund”.

Hvorfor kommer alle vi kritiske journalister udefra altid rendende og spørger om al den politik?

Yasukuni var før og under Anden Verdenskrig det sted, hvor Japan hyldede og viste respekt for dem, der på slagmarken havde mistet livet i krig for Japan. To millioner af dem mistede livet i 1930’erne og 1940’erne under den tragiske krig i Asien og på Stillehavet, som blev startet ved japansk aggression, og som i alt kostede op imod 30 millioner menneskeliv.

Der er to en halv million sjæle. Hver eneste af dem er indviet til helligdommen med navns nævnelse ved et højtidelig shinto-ritual og skrevet op på lister, der opbevares bag helligdommens centrale alter.

Formålet ved Yasukuni er at være til rådighed for de efterladte familier som mindelund. Præsterne gør deres bedste for at skabe en god atmosfære for de efterladtes møde med dem, de har mistet. Det har Yasukuni-præster fortalt mig i flere interview gennem årene. Hvorfor kommer alle vi kritiske journalister udefra altid rendende og spørger om al den politik? Det skaber strid og konflikt og gør præsternes primære arbejde sværere for dem. De ser ud i øjnene, som om de mener det.

Men det er og bliver samtidig Yasukunis ledelse, som til hverdag består af præster, som i 1978 med mange års forsinkelse gjorde japanernes interne strid om Yasukuni til et internationalt politisk spørgsmål ved at indvie 14 dømte krigsforbrydere til helligdommen.

Først og fremmest er stedet politisk ved den udvælgelse, der er sket

Hvis man henrettes for krigsforbrydelser eller dør i fængsel flere år efter en krigs afslutning, kan man godt diskutere, om man er død i kamp for Japan. Men indvie dem til helligdommen gjorde man altså, og det er baggrunden for, at Kina og Korea den dag i dag altid sender officielle protester, når japanske ministre – og især den japanske premierminister – besøger Yasukuni. Det ville svare til, at Merkel viste sin respekt ved Hitlers grav, siger de.

Husk den kritiske sans

Det var også Yasukunis præster, som i sin tid i firserne hyrede en gruppe nationalistiske historikere til at sammensætte udstillingen i det museum, Yushukan, som ligger på helligdommens grund. Pædagogisk og æstetisk er det et fantastisk museum. Men man skal have sin kritiske sans med. For indholdet er i høj grad politisk – uanset hvad præsterne måtte sige.

Det er ikke et bredt historisk museum om historien bag Japans krige, som det ellers umiddelbart godt kunne se ud til at være. Nej, det er en snæver gennemgang af de to en halv million sjæles heroiske indsats – og kun det.

Dengang i firserne følte man på Yasukuni, at det var nødvendigt at genoplive Yushukan, som havde eksisteret som et åbenlyst krigsmuseum under krigen, fordi den fortælling, der blev fortalt om krigen, både i udlandet og til en vis grad i Japan, gjorde de japanske soldater til ”de onde” og ikke i tilstrækkelig grad rummede den taknemmelighed over for sjælene ved Yasukuni for deres mod og selvopofrelse, som man mente, at de fortjente.

Mange japanere har aldrig sat deres ben på stedet. De opfatter det som et lidt sært og utilnærmeligt sted, omstridt og farligt, som man til hverdag hellere må gå udenom

Der er ikke ret meget i museets fremstilling, som er forkert. Der er måske nogle værdiladede tillægsord rundt omkring, hvor vi andre ville have valgt nogle andre. Men først og fremmest er stedet politisk ved den udvælgelse, der er sket. Atombomberne over Hiroshima og Nagasaki, som ellers må siges at spille en central rolle i efterkrigstidens fortælling om verdenskrigen, også i Japan, nævnes for eksempel kun ved to små korte tekster. De spiller ikke nogen stor rolle i historien om sjælenes heroiske indsats.

Nogle reagerer, når de hører om dette, ved bestyrtet at boykotte museet af politiske årsager, og det er ærgerligt. For det er et kolossalt godt afsæt for en snak om krigens rolle i nutidens japanske politik. Den opfattelse, som Yasukuni-historikerne repræsenterer, er ikke på vej til at uddø. Den står stærkere og stærkere i vore dages japanske debatter om krigen, og onde tunger vil mene, at premierministeren står for den samme linje.

Men netop derfor er det vigtigt at have fået en god introduktion, når man besøger museet. Og den prøver jeg at give folk, når jeg viser rundt på stedet.

Jeg har gennem de seneste otte-ti år vist utallige grupper af danskere rundt. Journalister, forskere, skoleelever, erhvervsledere og almindelige turister.

Men da jeg i marts måned i år havde tilbudt en gruppe Albatros-turister at vise rundt på den sidste eftermiddag af deres rejse, og da vores søde japanske assistent fulgte os på vej, gik det op for mig, at hun slet og ret intet anede om, hvad det for et sted, hun var kommet til.

Det ligger lige over for kejserpaladset, på en central grund lige midt i Tokyo, men mange japanere har aldrig sat deres ben på stedet. De opfatter det som et lidt sært og utilnærmeligt sted, omstridt og farligt, som man til hverdag hellere må gå udenom.

Da hun slog Yasukuni op i sine guidebøger, stod der intet. Af hensyn til kinesiske og koreanske turister nævnes det slet ikke som et muligt sightseeing-sted i almindelige guidebøger. Og også i danske rejsebøger om Japan er det ofte slet ikke nævnt – eller kun nævnt meget kort og kryptisk. Det opfattes som et alt for kontroversielt sted til, at det skal optræde blandt de gængse attraktioner i storbyen.

Skillelinje i befolkningen

I de første årtier efter krigen, inden det blev et internationalt spørgsmål, var der en bitter intern strid i Japan om Yasukuni.

Dels var det bestemt ikke altid populært ude i familierne, at man i princippet skulle rejse hele vejen til Tokyo for at komme tæt på sine tabte familiemedlemmer, også selv om man boede i den anden ende af Japan. Når ens sjæl var indviet til Yasukuni, så var den ifølge shinto-præsterne blevet opslugt af ”et hav af sjæle”, og man kan ikke udskille en delvæske af et hav igen, når den engang er hældt ud i havet.

Dels var der en klar politisk skillelinje mellem de familier, der kom til Yasukuni for at vise respekt for de familiemedlemmer, de havde mistet, og andre familier, som af politiske årsager aldrig ville sætte deres ben i helligdommen. Min japanske kone er vokset op i en liberal, pacifistisk familie få kilometer fra Yasukuni, men hun havde stort set aldrig været der og var ikke særligt begejstret, da jeg for ti-tolv år siden for alvor begyndte at fordybe mig i historien om den omstridte helligdom. Hvad ville jeg dog der?

Vores skolebøger i det fjerne Danmark er den dag i dag et ekko af den censurerede version af sandheden om den asiatiske del af verdenskrigen, som USA og dets allierede udsendte i de allerførste år efter krigen

Mens der altid er en masse skoleklasser på ekskursion til atombombemuseerne i Hiroshima og Nagasaki, ser man aldrig en skoleklasse ved Yasukuni – hvilket præsterne beklagede dybt, da jeg interviewede dem. Der vil altid være nogle forældre, som vil opfatte et sådant besøg som alt for kontroversielt, og derfor lader man for en sikkerheds skyld være.

Den generelle holdning i dag, især blandt yngre mennesker, er, at det er noget pjat, at Kina og Korea hænger sig så meget i japanske ministerbesøg til Yasukuni. Men der er bestemt også mange, der mener, at det er træls og unødvendigt, at premierministeren og andre japanske politikere insisterer på med mellemrum at provokere på det felt. Men reelt aner man meget lidt om, hvad Yasukuni egentlig er for noget.

Uvidenheden er deprimerende stor om en institution, som på den ene side forpester de politiske relationer med Japans vigtigste nabolande, og som på den anden side faktisk giver et indblik i de nuværende japanske generationers egen forhistorie, i deres bedstefædres og oldefædres skrækkelige oplevelser under krigen.

Forrige år viste jeg en gruppe unge, engagerede, politisk bevidste japanere rundt på Yasukuni, fordi en anden Albatros-assistent havde bedt mig om det. Hun lavede en Facebook-begivenhed for sine venner ud af det. Det viste sig, at jeg var i stand til at lære dem en masse om deres egen historie, som de hverken havde lært i skolen eller på universitetet. På en bagvendt måde ganske tilfredsstillende, men også dybt deprimerende.

Yasukuni giver os fortællingen om sjælenes genrejsning. Her forsøger man at give de japanske soldater et pænere eftermæle. Man lægger vægt på den modige og selvopofrende indsats som familierne derhjemme gjorde – frem for den aggression og de krigsforbrydelser, der unægteligt også blev begået.

Det er ikke hele historien, langt fra, men for os danskere er det et interessant supplement til den sejrherrernes version af krigshistorien, som vi alle kender. Vores skolebøger i det fjerne Danmark er den dag i dag et ekko af den censurerede version af sandheden om den asiatiske del af verdenskrigen, som USA og dets allierede udsendte i de allerførste år efter krigen, mens Japan stadig var et besat land.

To fortællinger

I Japan selv har der siden Anden Verdenskrig eksisteret to fortællinger om krigen.

Den ene handler om, at krig er forfærdeligt og for enhver pris skal undgås. En fortælling, hvor beretningerne om atombomberne i 1945 spiller en central rolle, og som stort set udelukkende handler om, hvordan mødre og børn led hjemme i selve Japan i krigens sidste måneder og år. Det er den politisk korrekte fortælling, genfortalt år efter år i Japans skoler, og givet videre til nye generationer af mødre, der ”aldrig igen ville sende deres sønner i krig”, som slagordet lød. Siden 1990’erne har denne version faktisk også i mange tilfælde rummet en accept af japansk aggression og krigsforbrydelser.

Men den anden fortælling, som langt mindre synligt har levet videre blandt gamle soldaterkammerater og i andre sammenhænge, hvor især mænd er mødtes, handler om, at krigen af dem, der udkæmpede den, i langt de fleste tilfælde blev opfattet som et tappert og tragisk forsvar for familierne derhjemme. De var kraftigt indoktrinerede. Mange af dem og deres efterkommere kan godt indse det i dag. Men sådan blev det ikke desto mindre opfattet, mens det foregik.

Yasukuni-helligdommen og dens museum minder os om, at denne anden fortælling har eksisteret hele tiden, at den fortsat lever og at den i vore dage stadig påvirker folks holdninger og dermed nutidens politik.


Fotos: Asger Røjle Christensen og Kirsten Rosenkrants Grann

”Mokugeki – vidne til livet i Japan” er overskriften på en serie POV-klummer med iagttagelser, betragtninger og oplevelser fra forfatterens fire årtiers dækning af Japan og Østasien.

Asger Røjle Christensen: Erfaren journalist, forfatter, analytiker, kursusarrangør og rejseleder. Med base i Tokyo det meste af året forsøger Asger med faglighed og engagement på mangfoldige måder at skabe større viden og forståelse for Japan og dets nabolande blandt danskerne. Han har en fortid som Tokyo-korrespondent (1989-1995) for blandt andre Politiken, udlandsredaktør på Aktuelt (1995-2000) og på Ritzau (2000-2004), chef for Orientering på P1 (2004-2006) og forsideredigerende på nettet hos DR Nyheder (2006-2013).
Siden november 2013 har han drevet sit eget lille enmandsfirma, der blandt andet udgiver nyhedsbrevet forkant.nu med hurtige analyser af de hurtige nyheder fra Japan og omegn. Efter et par år som korrespondent for Kristeligt Dagblad har han siden sommeren 2017 været Japan- og Korea-korrespondent for Weekendavisen. Ellers kan man følge hans forskellige digitale gøremål på www.asgerrojle.com og på diverse sociale medier.
Han har i over 30 år været lykkeligt japansk gift og har tre forbløffende fornuftige voksne sønner.
Hvis I har mod på at honorere denne uges blog med et beløb og på den måde bidrage til, at der kommer mange flere af slagsen, kan det ske via Mobile Pay på 26360251.

Seneste artikler om Asien