“En undskyldning fra Mette Frederiksen betyder mere end en fra min overgrebsmand”

af i Danmark/Politik & Samfund

#FORÆLDELSESFRISTEN // SERIE – Peer Elin Hovmark Balken blev seksuelt misbrugt flere gange gennem hele sin barndom, mens han boede på børnehjem. Peer begyndte først at forholde sig til sin traumatiske opvækst, da han i en alder af 50 år gav slip på sit misbrug af stoffer og alkohol. Han har aldrig anmeldt overgrebene, og selvom hans gerningsmand havde levet, ville overgrebene ifølge loven være forældet. Peer er et af de børn, som Mette Frederiksen (S) sagde undskyld til 13. august 2019.  Og hendes undskyldning betyder lige så meget, som en dom ville have betydet, fortæller Peer, for det handler for ham om at komme af med sin smerte – ikke om hævn eller straf.

“De første gange, han misbrugte mig, lå jeg og græd, og længtes hjem til min mor. Langsomt begyndte jeg at lukke i for mine følelser.” Per Elin Hovmark Balken var fem år, da han blev udsat for et seksuelt overgreb for første gang. Det var en lærer, der i alle de tre måneder, Peer boede på børnehjemmet, dagligt tog ham ind på sit værelse om aftenen, når de andre børn sov og misbrugte ham seksuelt.

Overgrebene stoppede, da Peer flyttede. Da Peer i en alder af 7 år kom tilbage til børnehjemmet, fortsatte overgrebene. Peer fortalte sin mor, Erna Rose Balken, om overgrebene. Moderen klagede til Børneværnet, som ikke troede på Peer. Børneværnet sagde til Erna “at hvis det var sandt, så havde de hørt om mandens adfærds andet steds fra”. Moderen valgte at tro på Børneværet, og overgrebene fortsatte.

Peer er 13 år på det pågældende billede. Han fortæller, at han netop er ankommet til Godhavn, og at han har det udtryk i ansigtet, fordi han kigger ud på en dreng, der får tæsk af en lærer. Foto: Privat

25 børnehjem

I en lejlighed i Vanløse sidder 64-årige Per Elin Hovmark Balken. Peer har boet i lejligheden i 14 år. Før han fik lejligheden, levede han som junkie, senere alkoholiker og som hjemløs på gaden og/eller hos venner eller var i fængsel.

Peers liv startede hårdt. Han var meget syg som barn, hvilket betød, at han fra han var 1 til han var 5 år boede på spædbørnshjem og hospitaler.

Da Peer var fem år, valgte hans stedfar ”at stikke  sit hoved ind i en gasovn og begå selvmord,” for at bruge Peers egne ord. Efter selvmordet gik Peers mor, Erna, psykisk ned.

”Hun fik dårlige nerver, og pludselig kunne hun ikke klare det mere. Vi blev svingdørs-børnehjemsbørn. Tre måneder ude og tre måneder hjemme til at starte med, og langsomt blev det mere og mere tid på børnehjem,” fortæller Peer. Peer nåede at bo på 25 børnehjem, før han i en alder af 15 år blev bortvist for misbrug af morfin. Et misbrug han fik på Godhavn, fordi personalet eksperimenterede medicinsk med ham.

Peer Elin Hovmark Balken tænker ofte på, hvordan det ville have været, hvis han havde haft en normal barndom. Når han var hjemme hos sin mor – når hun havde det godt –  var det jo normalt. Men langsomt blev det normale erstattet af en barndom på børnehjem, der bestod af seksuelle overgreb, vold, vanrøgt og medicinske forsøg. Foto: Chili Djurhuus

Peer fortæller, at den først tid på børnehjem i en alder af fem år var hårdt, men han fortæller også at han hurtigt fandt ud af, hvordan han kunne gøre livet lettere for sig selv ved blandt andet at lade sig misbruge seksuelt. Hvis han føjede de pædofile voksne, lod de ham være i andre sammenhænge. ”Han lærte mig at bruge sex,” fortæller Peer og tager et hiv af sin hjemmerullede cigaret, hvorefter han fortsætter:

”Jeg ved godt, det lyder langt ude, men det var sådan det var. Det er også derfor, jeg føler, at det var min egen skyld: Jeg lagde jo selv op til det.”

Peers lejlighed er den første, han nogen siden har haft, da han har levet på gaden eller været i fængsel, fordi han var junkie. I dag er Peer alkohol- og stoffri, og han  forsøger nu også at blive fri for fortidens traumer. Foto: Chili Djurhuus

På grund af de seksuelle overgreb lukkede han mere og mere ned for sine følelser. Han oplevede ikke, at der var nogen, der ville ham. Han holdt sig for sig selv, og begyndte at lave mere og mere ballede, hvilket ifølge ham selv gjorde, at hans anbringelser blev længere og længere.

“Jeg blev et adfærdsvanskeligt barn”

Selvom Peer mor ofte gik psykisk ned, formåede hun at søge hjælp til, at Peer og hans bror kom på børnehjem. Peers mor troede, at børnehjemmene kunne tilbyde Peer og hans bror mere, end hun kunne tilbyde dem. Peer beskriver, hvordan hun, hvis Børneværnet var lukket, formåede at ringe til politiet for at få nogle til at hente drengene.

”Jeg kan huske en gang, da jeg var over 9 år. Hun gik ned til vores underbo og ringede til politiet – fordi Børneværnet havde lukket. Det var jo en tid uden mobiltelefoner, så nogle gange gik hun ned i telefonboksen og ringede. Og så fik hun arrangeret, at vi kunne komme et sted hen, hvor de passede på os – troede hun.” Og der blev længere og længere mellem, at Peer kom hjem til sin mor.

I og med at Peer boede mere på diverse børnehjem, blev Peer også mere og mere adfærdsvanskelig, fordi han følte sig alene i verden og en voldsom skyld over de overgreb, han var blevet udsat for.

”Jeg blev et adfærdsvanskeligt barn. Jeg fik hurtigt en følelse af, at der ikke var nogen, der havde lyst til mig. Der var ingen, der ville have mig. Jo, kun dem der misbrugte mig. Min mor elskede mig, det er jeg ikke et sekund i tvivl om, men hun kunne maksimum klare at have mig og min bror tre til fire måneder, så magtede hun simpelthen ikke mere.”

Peers bror kom i familiepleje hos Peers moster. Der var desværre kun plads til en. Peer anden moster søgte om at få Peer i familiepleje, men hun blev afvist på grund af sin alder. Hun var halvandet år ældre end Peers mor. Det hjalp ikke på Peers følelse af, at der ikke var nogen, der ville have ham. Og han blev et endnu lettere offer for de pædofile på børnehjemmene.

Dokumentaren: Drengehjemmet Godhavn gjorde en forskel

Vi skal tilbage til februar 2005. Per er lige flyttet ind i sin lejlighed. Han har lagt alkoholen på hylden. Og ser tilbage på et liv som junkie og hjemløs, da  Rikke Skovs dokumentar: Drengehjemmet Godhavn bliver vist i DR 5. februar 2005. Drengehjemmet Godhavn er en dokumentar, der handler om to voksne mænd Arne og Johnny, der har boet på børnehjemmet Godhavn.

Dokumentaren afslører, at drengenes hverdag bestod af fysisk og psykisk vold, seksuelle overgreb og medicinske forsøg. Pludselig gik det op for Peer, at hans misbrug af alkohol og stoffer havde været en måde at fjerne sig fra barndommen på. Han begyndte at undersøge sin egen fortid og se ind i den smerte, der også lå hans barndom.

I Peer Elin Hovmark Balkens notesbog, “Mit liv som børnehjemsbarn”, forsøger han at samle alle trådene fra de 25 børnehjem, han har boet på. Det er lettere sagt end gjort, da mange journaler er gået tabt. Foto: Chili Djurhuus

”Da jeg var omkring de 20 år, vidste jeg godt dybt inde i mit selv, at det, jeg blev udsat for som barn, ikke var helt ok. Men dengang var jeg junkie, så der tænkte jeg ikke så meget over det. Det var først, da jeg blev 50 år og faldt på plads, at jeg begyndte at reflektere.”

Manipulerende

”Du lærer, hvad du skal gøre, og hvad du ikke skal gøre – og så lærer du at finde de små smutveje, så du kan få lidt fred – og det er der ordet manipulerende kommer ind. Jeg lærte at blive manipulerende for at overleve”, svarer Peer, da jeg spørger ham, om han kan sætte et ord på det at have været udsat for overgreb. Og ordet manipulerende er ikke henvist til de mænd, der misbrugte ham. Det er henvist til ham selv. Som de fleste ofre for seksuelle overgreb, groomede Peers overgrebsmænd ham til at tro, at det han blev udsat for, var hans egen skyld.

“Jeg troede, det var min egen skyld, og det er sgu svært at give slip på. For hvis jeg skal det, så føler jeg, at jeg svigter mig selv som barn – det er lidt tovejs.”

– Hvad  mener du med tovejs?

”Det føles, som om der er to forskellige liv inde i mig. To liv, der kæmper mod hinanden. To modstridende sider i mig. Den ene er den opdragelse, jeg fik på børnehjemmene. I og med at det var min hverdag, var den jo normal. Det var den måde, jeg var i livet på for at overleve. Den måde der gjorde, at jeg overlevede i et miljø, der ikke var børnevenligt. Den side sagde til mig som barn: ’Sådan skal du gøre for at overleve blandt andet i forhold til de seksuelle overgreb”, siger Peer og kigger på mig for at sikre sig, at jeg er med. Jeg nikker, og han fortsætter:

”Og så er der den anden side. Den fornuftige side. Min voksne side. De to sider, de kæmper hele tiden imod hinanden. Mit problem er, hvis min fornuftige og voksne del får ret, så anerkender den jo ikke det barn, jeg var.”

– Er det skammen, der kommer op?

“Ja, det kan du nok godt kalde det,” svarer Peer og smager på ordet, og siger: “Ja, det er skam.”

Fakta om senfølger

Ifølge Videnscenter for Psykotraumatologi, Syddansk Universitet, 2015 udvikler mindst 60 procent senfølger efter seksuelle overgreb begået i barndommen eller ungdommen.

De mest typiske senfølger er:

  • Skam/skyld.
    Den misbrugte føler, at det var pågældendes egen skyld, at han/hun blev udsat for det seksuelle overgreb. ”Det var noget med mig, der fik det til at ske. ”
  • Angst og/eller depression
  • Problemer med krop og seksualitet
  • Selvskadende og/eller seksualiserende adfærd
  • Traume – flashback og PTSD
    Den seksuelt misbrugte genoplever pludselig overgrebene som voksen.
  • Tillid
    Da tilliden som barn er blevet misbrugt på det groveste, kan mange have manglende tillid til andre i deres voksenliv.

Kilde: Socialstyrelsen 

LÆS OGSÅ: Claudia anmeldte sin stedfar som 16-årig for seksuelle overgreb – anmeldelsen har gjort en verden til forskel

– Hvad er det, der gør, at den fornuftige og voksne side ikke kan overdøve den første side?

”Selvom det lyder langt ude, har jeg stadig lidt en følelse af, at den følelse af det jeg blev udsat for, var rigtigt. Det var jo det, jeg lærte af de mænd, der misbrugte mig.  At det vi gjorde, var rigtigt, og jeg begyndte jo også at bruge sex – at manipulere de voksne. Hvis jeg skal underkende den måde, jeg agerede på som barn, så var jeg jo forkert som barn. Jeg ved godt, at det lyder helt åndsvagt. Men det er en følelse af, at hvis jeg lytter til den fornuftige side, så vil jeg et eller andet sted svigte det barn, jeg var engang. Men min barndom var jo sådan, så derfor kan jeg ikke sige, at den var forkert, for ergo var jeg forkert. Det var jo sådan, livet var.”

 – Men de mænd der misbrugte dig, det var jo dem, der gjorde noget forkert. Det var jo dem, der aldrig skulle have misbrugt dig og manipuleret dig til at tro, at det var din egen skyld. Hvordan er det, når jeg siger det?

”Jeg hører, hvad du siger. Men det er ikke sådan, det føles. Jeg føler, at det var mig, der manipulerede dem.”

– Har du som voksen mødt nogle af dem, der misbrugte dig som barn?

“Nej, jeg har ikke mødt nogle af dem efterfølgende.”

– Hvis vi leger med tanken om, at dine overgrebsmand stadig levede, ville du så anmelde dem, hvis din sag ikke var forældet på grund af forældelsesfristen?

“Faktisk så vidste jeg slet ikke, at ophævelsen af forældelsesfristen med tilbagevirkende kraft ikke også gjaldt overgrebsmanden. Det burde jo være det vigtigste, altså at alle overgrebsmænd kan blive straffet. Jeg ved ikke, om jeg selv ville anmelde dem. Det er, som om jeg stadig lægger låg på, fordi skylden stadig fylder. Følelsen af at det var min egen skyld. Jeg tror bare, jeg ville sige, hvad fanden, han lever tre år endnu – lad os håbe, han lever elendigt. Dog, hvis jeg havde på fornemmelsen, at han ville gøre det overfor andre, så er det nok mere sandsynligt, at jeg ville anmelde det. Og så ville det jo være svært at finde beviser. Jeg ville ikke kunne bevise, hvad de gjorde ved mig. Med mindre han selvfølgelig allerede er anklaget eller dømt, er der en sandsynlighed for, at han havde gjort det mod mig også – men det er jo ikke et bevis”, siger Peer og fortæller, at han som 18-årig læste i en artikel, at en af de mænd der misbrugte ham som barn, var blevet sigtet og anholdt for overgreb mod et børnehjemsbarn. Artiklen handlede om, at manden begik selvmord i sin celle.

LÆS OGSÅ: En retssag kan være den værste cocktail, hvis du ikke er klar

 

#Forældelsesfristen i forbindelse med strafansvar

1. april 2018 blev forældelsesfristen for strafansvar i forbindelse med seksuelle overgreb begået mod børn ophævet. Det gælder dog ikke alle sager, da forældelsesfristen ikke blev ophøjet med tilbagevirkende kraft for de sager, der pr 1. april allerede var forældet. Blev man seksuelt misbrugt før 1982, vil man derfor aldrig kunne anmelde, hellere ikke selvom forældelsesfristen er ophævet.

Inden lovændringen blev forældelsesfristen for sager om overgreb begået mod børn under 15 år regnet fra den dag, offeret fyldte 21 år.

Før ophævelsen var forældelsesfristen:

  • 5 år ved forbrydelser med en strafferamme på fire års fængsel.
  • 10 år ved forbrydelser med en strafferamme op til ti års fængsel.
  • 15 år ved forbrydelser, der havde en strafferamme på over ti års fængsel.

 

#Forældelsesfristen i forbindelse med erstatningskrav mod offentlige myndigheder.

I sager, hvor en offentlig myndighed har svigtet i forbindelse med f.ex overgreb mod børn, blev forældelsesfristen per 1. april ophævet med tilbagevirkende kraft. Det betyder, at folk som Peer altid vil kunne sætte den gældende offentlige myndighed til ansvar for det, han blev udsat for, hvis han kan bevise det – dog vil hans overgrebsmand ikke kunne få en dom, hvis han havde levet. På grund af forældelsesfristen.

 

LÆS OGSÅ:Tvivl om den gavnlige virkning af ny lov i sager om seksuelle overgreb mod børn

– Hvad ville det have betydet for dig, hvis de, der havde udsat dig for overgreb sagde undskyld?

“Jeg er ikke sikker på, at jeg ville tro på dem. Men jeg tror på det, når Mette Frederiksen siger undskyld,” siger Peer overbevisende.

SCREEN SHOT FRA DR

Mette Frederiksens undskyldning

13 august 2019 gav statsminister Mette Frederiksen (S) en officiel undskyldning til tidligere børnehjemsbørn, der i perioden 1945-1976  har været udsat for fysiske, psykiske og seksuelle overgreb blandet andet på børnehjemmet Godhavn. En undskyldning som falder på et tørt sted på Peers vej til at give slip på skylden.

En undersøgelse kaldet Godhavnsrapporten (2010), der undersøgte forholdene på 19 danske børnehjem i perioden 1945-1976, konkluderede, at det ikke kun var på Godshavn, der blandt andet fandt systematiske overgreb og medicinske forsøg sted. Det har længe været et ønske fra gruppen Godhavnsdrengene, der repræsenterer alle tidsligere anbragte, at få en officiel undskyldning fra den danske stat. Skiftende regeringer har dog afvist anmodningen om en officiel undskyldning. Derfor var det en stor dag for Peer og alle tidligere anbragte, da Mette Frederiksen sagde undskyld på vegne af den danske stat.

– Hvorfor er Mette Frederiksens undskyldning så vigtig?

”For mig er det ikke undskyldningen, der er det essentielle. Det der for mig er det vigtigste, det er erkendelsen af, at Danmark som stat ikke levede op til tilsynspligten. At Danmark ikke holdt øje med, om vi blev behandlet ordenligt. Det er det, der for mig, er det vigtige.”

LÆS OGSÅ: Camilla Hansen konfronterede sin overgrebsmand, da hun var 42 år – han blev aldrig anmeldt

– Hvorfor?

“Mette Frederiksen kommer på en eller anden måde ind imellem de to sider, vi talte om før. Hun italesatte det, der skete, da jeg var barn, og hun gjorde det klart, at det ikke var i orden. Noget jeg aldrig vil kunne få frem hos dem, der har begået overgreb mod mig, hvis de havde været i live i dag. Noget jeg også selv har svært ved at erkende. Jeg bed meget mærke i, at hun var inde på anerkendelsen.”

– Har undskyldningen fjernet lidt af din skyld?

”Det er for tidligt at sige. Det skal bearbejdes og bundfældes. Jeg er kommet så langt, at jeg kan sige til mig selv, at jeg er ikke den eneste, der har været udsat for det, og det er en start. I dag har jeg fået følelserne tilbage. Jeg kan grine og græde. Det skete, da jeg begyndte at sætte ord på,” siger Peer og trækker vejret dybt og smiler skævt.

Mette Frederikssens tale har gjort en forskel for Peer. Han er på vej. Om skammen en dag slipper sit tag i Peer, så han indser, at uanset hvordan han handlede som barn, så var han blot et barn. Et barn uden ansvar for det, han blev udsat for. Et barn der lever med det psykologer kalder senfølger efter seksuelle overgreb begået i barndommen. Men Peer er på vej takket være Mette Frederiksens undskyldning, og så han er begyndt at smile.


Da de mænd, der har udsat Peer for overgreb, er døde og derfor ikke kan forsvare sig, har skribenten valgt ikke at nævne deres navne i henhold til de presseetiske regler.

Har du været udsat for seksuelle overgreb kan du få gratis rådgivning og terapi her.

Topillustration: Michaël Dorbec. 

H.C. Andersen sagde: ”At rejse er at leve.” Jeg siger: ”At skrive er at leve.”

Kære læser.

Tak fordi du læser mine artikler. Ord har altid været en stor del af mit liv. Udover at være journalist har jeg en baggrund som musikpædagog og psykoterapeut, hvilket gør at jeg naturligt er optaget af pædagogik, psykologi, politik. Også har jeg en svaghed for melankolsk musik.

Jeg har altid interesseret mig for de nære og autentiske historier. Historier der har fokus på livet, som det leves her og nu i nærområdet - eller i den store verden. Historier der får læseren til at reflektere over sin egen eksistens - og andres.

Hvis du har ideer til artikler, er du altid velkommen til at kontakte mig på Messenger eller chilidjurhuus@gmail.com.

God læselyst.

Seneste artikler om Danmark