
SEIKATSU – japansk hverdag: Køb en hurtig risbolle i døgnbutikken på hjørnet – og du kan holde den kørende i et par timer endnu.
Travle japanere kan på hvert andet gadehjørne få sig en hurtig gang fastfood, der selvfølgelig ikke er sund, hvis man gør det ofte, men immervæk langt sundere – og billigere – end fastfood i Danmark.
Nudler af alle slags, kolde eller varme efter årstiden, og skåle med ris med alt muligt ovenpå. Det er rigtig mad. Noget helt andet end en sammensmasket cheeseburger eller en branket ristet pølse.
Men det allermest klassiske af alle klassiske japanske mellemmåltider er en “onigiri”, en risbolle. Døgnbutikkerne har dagen igennem et stort udvalg af trekantede risboller. Gode, nærende risboller, som mætter øjeblikkeligt, og som gør, at en sulten arbejder eller kontormand i en travl stund kan holde den kørende igen i et par timer.
Genial indpakning
En typisk onigiri har for at give smag lidt laks eller tun eller en anden slags fisk inde i midten af den klistrede ris. Det kan også være fiskeæg, tørret blomme eller forskellige krydderiblandinger. I mange af dem er man i vore dage begyndt at supplere fisken med mayonnaise – hvilket ifølge denne klummes forfatter ikke er den bedste ide, der er fostret i Japan. Men sælges kan de åbenbart.
De allerfleste af døgnbutikkernes onigiri er pakket ind i nori-tang, den samme slags tang, som bruges ved tang-ruller på en sushi-anretning, og en genial opfinder har opfundet en enkel og praktisk plastik-indpakning, som gør, at tangen først kommer i berøring med risen, når risbollen pakkes ud, hvilket betyder, at den kan holde sig frisk længere (se foto nedenfor).
Der spises millioner af onigiri hver eneste dag i alle afkroge af Japan. Det er en kæmpestor business at producere, distribuere og sælge dem. Der skal bruges meget ris til formålet.
Køb japansk
Der er imidlertid en tydelig tendens til, at yngre generationer af japanere spiser mindre ris, end deres forældre og bedsteforældre gjorde. De får stadig ris morgen, middag og aften – men ikke så konsekvent som tidligere. Og det suppleres meget ofte med pasta og brød.
Det er et problem for folkesundheden, mener mange traditionelt indstillede japanere – og det er frem for alt et politisk problem for det magtfulde japanske landbrug, som stædigt kæmper for at beskytte det japanske rismarked mod import af udenlandsk ris.
Japanske husmødre har i mange år heroisk og i de fleste tilfælde fuldkommen frivilligt betalt fire gange verdensmarkedsprisen for deres basisfødevare for at være sikker på, at den er produceret i Japan. Men jo mindre ris, der spises, jo sværere vil det blive at opretholde denne “køb japansk”-tankegang.
Det er smart at spise ris
Derfor ser man med mellemrum i tv store annoncekampagner fra landbrugets side, der appellerer til unge japanere om at spise mere ris. Det må gerne være forbundet med et smart og ungdommeligt image at spise ris, og her spiller de farvestrålende onigiri-pakker i døgnbutikkerne en stor rolle.
Se en populær og smuk sangerinde stå lidt for sent op, gå lynhurtigt i brusebad og suse ud af døren med forpjusket hår. Se hende ile direkte mod den nærmeste døgnbutik for at vælge en eller to onigiri som hurtig morgenmad – og så er hun med et stort smil klar til dagens hårde program i pladestudiet.
Del meget gerne denne artikel med andre. Holder du af mine japanske hverdags-klummer på POV, kan du betale mig for mit arbejde. Donér direkte til mig, hvad du selv magter, og hvad du synes, en klumme bør koste at læse. Eller lad være, det er ganske frivilligt. Jeg modtager beløb direkte via Mobile Pay: 2636 0251
Artikelfoto: Asger Røjle
Bundfoto: Gunhild Borggreen
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.