NY BOG // UDDRAG – “Hovedkilderne til bogen er Morten Nielsens breve og dagbøger samt biografier, øjenvidneskildringer, avisartikler og materiale fra arkiver. Hvede er en collage-roman, hvor materiale fra kilderne i oprindelig eller ændret form er flettet sammen med fiktivt stof. Bogen foregår under besættelsestiden, en tid hvor vi har uendelige mængder af kilder, så man skal så vidt muligt vælge dem med skønsomhed. Når man skriver om faktiske begivenheder, kan man ikke lave om på fortiden. Men man skal anvende kildekritik og ikke uden videre godtage alt, hvad man finder i en kilde. Når man skriver en bog, der handler om personer, der faktisk har eksisteret, skal man i reglen beholde replikker, der er gengivet ordret. Da denne bog handler om digtere, mennesker der bruger ord med omtanke, skal man også tage hensyn til, hvordan de har formuleret de forskellige begivenheder i breve eller dagbøger. Men hvis det er en roman, man vil skrive, må man tilføje alt det, der ikke står i kilderne. Hvordan lyset faldt i stuen lige den eftermiddag, hvad de fik at spise, hvordan de dansede.”
12
De sidder på klubværelser med klamme tapeter og en jernseng med klumpet dyne. De sidder i små udlejede rum med vægge af pap, hvor værtinden banker en kno på døren, hvis de slår en skid eller spiser knækbrød, så det knaser. De sidder i et gammelt børneværelse hjemme hos forældrene, hvor de er flyttet tilbage, fordi de blev smidt ud. De stirrer fortvivlet på en gul bamse med afbidt øre, mens de bider i en blyantsstump og prøver at finde et dækkende ord. De sidder på bibliotekets læsesal, mens sulten gnaver af deres tarme, og tænker ranker af digte, der visner, før de får dem skrevet ned. De prøver, om de kan leve af ord, om de kan tygge litteratur.
De ser ud ad vinduet. De stadig kortere og mørkere dage i besættelsens første efterår. De sidder kapslet ind i sig selv, fortabte og alene. Der er noget, der forsøger at vokse frem i dem, men det vil ikke op i lyset. Der er kun erstatningskaffe og sure sokker. Der er mørklægningsgardiner og afskærmede gadelygter. Der er overfyldte sporvogne, proppet med mennesker i fugtig celluld. En rådden lugt af ufrihed driver gennem byen. Husene dukker sig, nedløbsrørene spyr galde ud.
De har haft et par digte i Vild Hvede. Men de tør ikke nærme sig et forlag med et bundt papir i hænderne. De tør ikke tale om det, der betyder mest for dem, for der er alligevel ikke nogen, der kan forstå det. De føler sig abnorme, fejlanbragt. En pakke efterladt på et hittegodskontor, hvor ingen spørger efter den.
***
56
Han fik kort fra Hietaranta om, at Öhman var faldet. Den lyse, vege Öhman, der skrev digte og læste litteraturhistorie som ham selv. Öhman hvis mor havde dårligt hjerte og hvis bror faldt under Vinterkrigen. Først Lützhøft og så Öhman. De døde omkring ham, hans jævnaldrende. Hvad var det for en verden, hvor tyveårige digtere visnede på stilken uden at have foldet sig ud, mens tresårige generaler og grosserere levede videre.
Når han var ved at falde i søvn, blev der altid spillet en lille film på hans lukkede øjenlåg. Et ansigt tog form, læber bevægede sig, der blev sagt noget, der ikke kunne høres. Træer svajede, solen gled frem af skyer. En mand klatrede op ad en stige og sprang ned i en balje, en mand med høj hat kom ind, tog hatten af og bukkede. Det var ligesom den tegnefilm, man laver ved at tegne små mænd i margenen i en bog og så lade siderne svirpe gennem hænderne. Der var vel en fysiologisk forklaring, urenheder i øjets nethinde, blodkar i øjenlågene, cellestrukturer der blev synlige som haletudser i lange guirlander, der sank ned, steg op igen og atter sank.
Nu kommer mønstrene og de små mænd, tænkte han døsigt, så sover jeg om et øjeblik. Og det gjorde han.
Men i den sidste tid var der ikke cirkusklovne og mænd med høj hat, der optrådte i drømmenes forspil. Det var menneskeskarer på flugt, fly bemalet med kors eller ringe der dykkede ned og slap deres bombelast over byer, det var huse der styrtede i grus, kampvogne over russiske ismarker, det var krigen, som han om dagen prøvede at holde på afstand med litteratur, forelskelse og småsnak, men som invaderede ham, når han var forsvarsløs, kolonner der kørte hen over hans øjenlåg, eksplosioner der voksede op gennem kroppen.
Öhman var hans fjende; han kæmpede på tyskernes side. Men nu var han gået over på natsiden, over i de dødes land, og i det land er der ingen fjender. I det land er der kun den store sorg over de unge, der ikke kunne få lov til at leve.
**
Der havde i lang tid været meget varmt og tørt, men dagen før havde en kraftig tordenbyge skyllet luften frisk. Morten og Weber cyklede op til Norgesmindevej, en sidevej til Ryvangs Allé, lige over for Ryvang kaserne, som tyskerne havde overtaget. De indkvarterede tyske soldater på kasernen og brugte øvelsesterrænet til at henrette og begrave danske frihedskæmpere.
Brødrene Hermann og Henning Rohde havde gemt tre pistoler i haven til deres forældres hus Norgesmindevej 16. Dem skulle Morten hente og aflevere inde i byen. Mens Morten talte med brødrene Rohde, ladede Weber en af de pistoler, de hentede, en Mauser. Der var dødsstraf for besiddelse af våben, så hvis de blev stoppet, gjorde det hverken til eller fra, om de skød med den Mauser eller ej. Og hvis de var heldige, kunne de måske skyde sig fri. Morten fik pistolerne i en skotøjsæske, som han satte på bagagebæreren. Så cyklede han og Weber ind til byen. Morten havde en aftale i Silkegade. Han trampede hårdt i pedalerne og tænkte et rim:
Jeg tramper i pedalerne, med hvilke
jeg bæres ind mod denne strøm af silke.
Han tænkte på den lille salamander, derl lå og vimrede inde i Tutti. En lille menneskeorm, der ikke vidste, at den skulle skrabes ud og kastes i en spand. Den troede sig sikker i sin røde hule, troede den skulle gro og komme ud i verden. Men de havde dømt den til døden.. Bag sig havde han en skotøjsæske fuld af død. En pistol var som Yoricks kranium. En påmindelse, Jeg har døden liggende bag mig, tænkte han. Dens evne til at suge, til at tiltrække. Dens lokkende kalden. Når man står oppe i et tårn, denne sugen under fødderne, så man må stemme dem hårdt mod for ikke at give efter. Når man kommer kørende på cykel over en bro, denne pludselige trang til at dreje styret og styrte ud. Trangen til at hoppe fra perronen ned foran toget. Hvor kommer den fra, denne næsten uimodståelige trang? Det er ikke selvmordet, der lokker. Ikke døden. Kun en slags selvulykke – the imp of the perverse.
Døden var der altid, omkring en og i en. Man kunne glemme den. Sådan som Køppe havde glemt, han skulle dø, Hans måbende forbavselse, da han blev skudt. Han så igen og igen Køppe falde ned på gaden, så Teglers tømme magasinet i ham, så hjernemasse og blod løb ud. Døden er der altid. Man kan fortrænge den, men den kommer. En ukendt i menneskemængden har prikket dig ud. Om et øjeblik er det forbi.
Man bærer døden i sig fra det øjeblik, man bliver født. Man ser den ikke. Men den er der.
Da de kom ind til Holmens Kanal bad Morten Weber om at vente på ham der.
– Jeg er tilbage om en halv time, sagde han.
Arne Herløv Petersen har udgivet digtsamlinger og romaner. Senest er kommet: Zephyr. (Fortælling 2017), Fugle kan ikke flyve. (Digte 2018) og Udvalgte digte (2018), alle på Det Poetiske Bureaus Forlag.
Illustration: Udsnit af bogens forside.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
