SOMMERSERIE – POV har mange vidende skribenter, som rapporterer derudefra om store og små begivenheder. Men nu er det sommer og tid til at slappe af, og det benytter vi som en god lejlighed til at få en række skildringer og stemningsbilleder fra de byer, som også på det personlige plan er blevet en del af korrespondenternes dagligdag. Søndag den 4. juli er USA’s nationaldag og derfor er det i dag POV’s chefredaktør og USA-korrespondent, Annegrethe Rasmussen, som skriver om Washington, D.C., hvor hun har boet i 13 år. I dag elsker hun byen, men det var langt fra kærlighed ved første blik, fortæller hun.
Lad mig sige det med det samme: Washington D.C er langt mere end ‘amerikansk politik’ – det et fantastisk sted at bo. Byen er grønnere end mange aner og arkitekturen er åben og flad. Her kan både voksne, unge, børn, bogorme, foodies, dansemus og økoshoppere føle sig hjemme, men det er bare langt fra sikkert, at man opdager den amerikanske hovedstads charme med det samme.
Amerikanerne tænker ikke nærmere over, at de skal køre og ikke bare kan trisse ned hverken til bageren eller supermarkedet – eller slagteren; eller for den sags skyld gå i kirke
Selv flyttede jeg noget modstræbende hertil i 2008 fra en af verdens smukkeste byer – Paris, hvor jeg havde boet i 4 år, og jeg husker fornemmelsen af, at den amerikanske hovedstad ikke helt fortjente betegnelsen ”by” – i hvert fald hvis man med betegnelsen mener en sammenhængende enhed af huse, butikker, restauranter, barer, caféer og seværdigheder af enhver art. займ срочно
I det 17. arrondissement, hvor jeg boede i Paris, skulle jeg blot bevæge mig ned ad trappen og ud på gaden, og så var der bogstavelig talt adgang til alt, hjertet, eller måske især øjet og maven, kunne begære, hvad angik bagværk, chokolade, fisk, ost, grønt og så videre – fra de skønneste markeder til delikatessebutikker og restauranter.
En forstadsby, der kræver sin bil
Sådan er det ikke i Washington – eller bare D.C. som byen for det meste kaldes efter det distrikt, den ligger i og som ikke er en stat, og som i øvrigt ikke giver adgang til sæder i kongressen – hverken en sølle repræsentant i det nedre kammer, Huset, eller en senator.
Næh, her skal man – med mindre man bor i den diminutive, bykerne down town eller i alle danskeres favorit-bydel, Georgetown, der er en charmerende lille rig bydel, der mest minder om Le Marais eller Covent Garden, eller på en god dag, København K – ind i en bil.
Amerikanerne tænker ikke nærmere over, at de skal køre og ikke bare kan trisse ned hverken til bageren, supermarkedet eller slagteren; eller for den sags skyld vandre ned i kirke om søndagen; det sidste gør mange af dem sig noget mere i, end fx franskmænd eller briter, der kæmper med skandinaverne om at være verdens mindst religiøse folkeslag.
Man cykler normalt heller ikke – selvom langt flere Washingtonians i lighed med andre af USA’s indbyggere netop fandt dette transportmiddel frem under coronakrisen.
Kun fattige og unge tager offentlige transportmidler
Det kan lyde som en meget lille ting. Men præcis af denne grund tog det noget tid, før jeg fandt frem til alt det, som D.C. har at byde på – jeg kunne ikke vænne mig til, at alt, der var omkring mit ellers skønne hus i et supergrønt kvarter, udelukkende var andre pæne huse. Da jeg altid har opfattet mig selv som 100 % et bymenneske, fandt jeg ingen forsonende træk ved suburbia, som store dele af Washington faktisk på mange måder for det meste er.
Endvidere var og er mit kvarter – Spring Valley hedder det – et gevaldigt ekkokammer af en politisk osteklokke. I 2016 stemte 92 % på Hillary Clinton og i 2020 94 % på Joe Biden, selvom der i hvert fald på min vej er en svag overvægt af registrerede republikanske vælgere. Men det er en bestemt slags, nemlig det urbane establishment. Og af demokraterne elsker de her i 2021 Dr. Fauci, “Black Lives Matter” og Joe Biden. Her er en have, jeg for nylig tog et billede af fra gaden, Albemarle Street NW:
Til gengæld fik jeg mit livs første – og i dag højt elskede – bil efter ganske få måneder i byen.
I et par måneder forsøgte jeg ellers at cykle eller tage bussen. Det sidste var tæt på morsomt – og langsomt. Alle de andre forældre i min yngstes daværende vuggestue stoppede nemlig op i deres biler med bekymret mine ved stoppestedet og spurgte mig, om min bil var gået i stykker og videre: are you OK?
Jeg regnede hurtigt ud, hvorfor de spurgte, eftersom de eneste, der befandt sig i bussen udover mig, var latinas på vej mod arbejdet som rengøringsdamer eller nannies samt børn under 16 uden kørekort. Hvide middelklassekvinder var der zero af. Washington kan ikke løbe fra klassesamfundet, der både handler om penge og race.
Så jeg fik mig en bil og den kan man se mig i her.
Washington er en journalistisk skatkiste – og mere til
Nuvel – efter det første år gik det op for mig, at transporten er underordnet.
Det afgørende ved min by – som jeg i dag uden tvivl tænker på Washington som – er selvsagt de mennesker, man møder, og de oplevelser, hovedstaden tilbyder.
Og D.C. er en rig skatkiste. Fra cupcakes til sushi, fra Mojitos til Frozen Margaritas; fra Kramerbooks til The National Mall, fra Smithsonian museerne til Capitol Hill, The Kennedy Center, Lincoln Memorial og Det Hvide Hus.
Washington har et godt tilbud til alle, og ikke kun til dem, der som mig, brænder for politik og er fascineret af magt, som findes i en koncentration i USA’s hovedstad, der ikke matches af noget andet sted på kloden.
En ting er Kongressen, Højesteret og Det Hvide Hus, der tilsammen huser magtens tredeling i verdens dominerende supermagt, og som konstant får en til at føle sig som en lille statist i House of Cards, The West Wing, Madam Secretary, The Post eller All the President’s Men – tre ikoniske serier og to film, der alle bruger det politiske magtspil i USA’s hovedstad som dramatisk bagtæppe, og som i øvrigt alle sammen har bemærkelsesværdige 100% sammenfald med virkelige hændelser.
Naturligvis fordi især Watergate-skandalen jo danner direkte forlæg for filmen, men serierne halter ikke langt bagefter, hvilket gør dem ekstra seværdige, når man bor i Washington til daglig.
Noget andet er, at man oveni kan lægge verdens største koncentration af lobbyister fra samtlige magtfulde brancher – især Big Pharma, Tech og forsvar – samt Verdensbanken, IMF, 17 amerikanske efterretningstjenester, verdens største militær styret fra Pentagon og alverdens ambassader og andre tunge organisationer og sammenslutninger.
Enhver akademiker eller studerende må græde af glæde alene grundet antallet af eksperter/forskere fra de mange tænketanke, man har adgang til i Washington
Washington tager også prisen, når det gælder antallet af velrenommerede tænketanke, så enhver akademiker eller studerende må græde af glæde alene grundet antallet af eksperter/forskere, man har adgang til. Hvilket da også var en af grundene til, at jeg elskede arbejdet som korrespondent fra dag ét.
Det var som at dykke ned i et rendyrket slaraffenland af kilder. Nedenfor i et klip fra The West Wing svarer President Bartlett på spørgsmål i Det Hvide Hus.
Jeg ankom så også til byen, tre måneder før Barack Obama vandt præsidentvalget, hvilket fik arbejdet til at føles tæt på magisk – ja faktisk skrev både min daværende redaktør som mange kolleger til mig i 2008, at de ikke kunne forestille sig noget mere spændende sted at være journalist end lige der.
I løbet af mine 13 år har jeg mødt og talt med magtens mænd og kvinder i et vist omfang
Jeg har talt med Bill Clinton og siddet til bords med ham (i 2017). Jeg har også kort talt med Joe Biden (da han var vicepræsident), interviewet Richard Holbrooke, været til Easter Egg Roll med Michelle Obama og spist en privat frokost med Samantha Power, da hun var Obamas kvinde i FN.
Mit kvarter huser adskillige fhv. og tidligere ministre plus Dr. Anthony Fauci, som deler stamfrokost-restaurant med mig. Umiddelbart overfor mit hus har jeg et godt forhold til Anita, som bor der og som har arbejdet for samtlige republikanske præsidenter siden Reagan (som hun var studentermedhjælp for). Anitas seneste job i politik var da hun var Chief of Staff for Barbara Bush.
5 minutter væk bor Amazons stifter Jeff Bezos, der også ejer hovedstadens dominerende medie, Washington Post – det er også der, Michelle og Barack Obama opholder sig, når de er hjemme.
De to, der vil være mest kendt blandt danske USA-nørder, er spindoktor James Carville og den demokratiske socialistiske senator, Bernie Sanders.
Og så er der alle de kilder, der godt vil stille op – især fra efterretningstjenesterne – men som man ikke må sætte navn på. Det har været super-spændende som journalist, og selvom ens rolle i jobbet først og fremmest må være at holde den kritiske distance og i øvrigt være nysgerrig og åben, har jeg fået et par venner, som også har været nyttige i mit arbejde som journalist.
Der er egentlig flest republikanere iblandt dem, men de to, der vil være mest kendt blandt danske USA-nørder, er spindoktor James Carville og den demokratiske socialistiske senator, Bernie Sanders. Her er et par fotos af det gode selskab – det er Carville til højre.
Washingtons perlerække af museer
Men lad nu politikken ligge.
Sagen er nemlig, at den amerikanske hovedstad er en pragtfuld by at besøge hele året rundt af mange andre grunde, uanset om man er interesseret i amerikansk politik, litteratur og samfundsliv, gastronomi, elsker imponerende, moderne museer med gratis adgang (perlerækken af de imponerende Smithsonian museer er centreret omkring The National Mall) eller hellere vil danse til den lyse morgen i klubberne omkring Dupont Circle og Adams Morgan.
I øvrigt har byen også noget at byde på, hvis man post corona kunne ønske at shoppe igennem i de allestedsnærværende butikskæder, som også findes i København – blot er priserne to til tre gange billigere.
Sejle kan man også til USA’s første præsident George Washingtons hus Mount Vernon. Det er det mest berømte og mest besøgte nationale historiske turistmål i USA med over en million besøgende om året og sejlturen er et hit
Har man lidt mere tid eller har man børn med, kan man f.eks. besøge Fletcher’s Boat House på the Potomac River og the C & O Canal National Historical Park, der ligger mellem de to broer Chain Bridge og Key Bridge. Området er superb til at sejle i kano, fiske eller lege i parken.
Sejle kan man også til USA’s første præsident George Washingtons hus Mount Vernon. Det er det mest berømte og mest besøgte nationale historiske turistmål i USA med over en million besøgende om året og sejlturen er et hit. Det interaktive museum som ligger ved siden af huset, er noget af det mest imponerende, jeg har besøgt.
Mit yndlingsmuseum er imidlertid et lille privat museum – The Hillwood som man kan læse om her og som i sin tid var et privat hjem for USA’s dengang rigeste kvinde, Marjorie Merryweather Post, der især var glad for fransk og russisk kunst. Huset er fuldstændigt fantastisk (og det er den japanske og engelsk inspirerede have, der omkranser huset også).
Er man afsted med børn, skal man heller ikke snyde sig selv for et besøg på National History Museum eller det helt fantastiske National Museum of the American Indian. På sidstnævnte kan man spise i museets cafeteria, der tilbyder retter fra mange forskellige delstater i USA.
Dette museum skal i øvrigt ikke forveksles med det helt nye museum om slavernes historie og de afrikanske amerikaneres kultur. Det er meget svært at komme ind på, men kan naturligvis også anbefales
Georgetown og et par yndlingsrestauranter
Hvis man kun har et par dage til rådighed, kommer man efter det obligatoriske besøg ved Det Hvide Hus, Capitol Hill, The Mall og Arlington Memorial samt Washington Monument ikke uden om det mest populære kvarter for besøgende: Georgetown, som jeg også elsker. Det er en bydel med lavtliggende rækkehuse, hvor den økologiske, politisk korrekte middelklasse henslæber sine eftermiddage på trendy cafeer, spadserer langs floden, ses og fordriver tiden med at ose i lækre designerbutikker blandet med de sædvanlige amerikanske og internationale kæder.
Georgetown Cupcake på 3301 M Street NW kan anbefales, hvis man sværmer for cupcakes; selv foretrækker jeg milkshakes og de tungere sager som Apfelstrudel, der serveres hele dagen på min yndlingscafé i D.C., (østrigske) Kafé Leopold’s.
Og når man er færdig med Georgetown, så tag ind til en cocktail på tagterrassen i The W Hotel. Her har man en af byens bedste udsigter direkte over The Treasury og Det Hvide Hus og klientellet er passende kosmopolitisk og laid back.
Her har jeg brugt timer og aftener med venner og veninder – amerikanske, britiske og danske – og det er blot nogle af de oplevelser og lange snakke, jeg vil tage med mig, den dag turen går til nye byer i USA eller i Europa.
Jeg skal ikke give den som madanmelder, men hvis man som jeg er til indisk mad, er en af Nordamerikas bedste af slagsen blot få minutters gang væk. Rasika er intet mindre end fremragende, men der skal bookes uger i forvejen, hvis man vil på den bedste af de to, byen huser nemlig den, der ligger 633 D Street, NW.
Der er søde mennesker overalt i verden – og røvhuller, bevares – men den amerikanske folkekarakter er unikt imødekommende
Hvis man er til fransk/belgisk mad, er mit lille nabolags diskrete neighbourhood hangout (hvor der med garanti ingen turister er at finde), Et Voila! Også her skal man booke, men dagen før er alt rigeligt.
Washington har lært mig en vigtig ting i livet
Som en særlig service for POV’s flinke betalende læsere – altså alle jer, der har tegnet et abonnement, så vi kan overleve og blive et endnu bedre medie – kan jeg til slut meddele, at man godt kan skrive til overtegnede og få en skræddersyet anbefaling til Washington..
For er der noget, jeg har lært af amerikanerne, så er det den åbne og lettere overstrømmende venlighed, jeg selv er blevet mødt med som udlænding i USA. Den vil jeg gerne tage med mig resten af livet.
Der er søde mennesker overalt i verden – og røvhuller, bevares – men den amerikanske folkekarakter er unikt imødekommende. Det ses og mærkes mest i Sydstaterne og nok mindst i New York, der i virkeligheden er en ret europæisk by – og hvor folk derfor kan være noget mere bryske.
D.C., der i øvrigt også rent geografisk ligger på linje med Marokko, og som derfor er dampende varm og fugtig om sommeren, er også i den henseende langt mere sydstatsagtig, end man skulle tro.
Den menneskelige varme, jeg har mødt, er i sig selv den bedste grund til, at jeg elsker min by.
LÆS MERE AF ANNEGRETHE RASMUSSEN HER
Topfoto: Korrespondenten foran Det Hvide Hus i april 2018. Foto: Privat.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
