Min morfar, Albinus Heinrich Stenholdt: Det hele står i hans øjne

i Essays/Liv & Mennesker af
ESSAY – Hemmeligheder og løgne er noget af det mest giftige, der findes, skriver Line Stenholt Madsen. Hendes barndom, hendes mors og hendes søskendes barndom, hele familiens skævvredne vækst giver bedre mening for hende, efter hun har fundet sandheden om sin morfar.

For nyligt fik jeg svar fra Nationalmuseet vedrørende min morfar Albinus’ ophold i Frøslevlejren under krigen.

Der har været divergerende historier i vores familie om, hvorfor han sad der. Den historie, jeg fik, var, at han havde kørt med modstandsmateriale i sin taxa (min oldefar var taxavognmand), og min kusine har fået at vide, at han skulle have hjulpet jøder til Sverige.

Lad mig bare sige det, som det er: jeg vidste godt, at dét, vi havde fået fortalt, formentlig ikke var sandt, eftersom historierne divergerede så meget, men jeg havde slet ikke fantasi til at forestille mig sandheden, som den er

Begge dele var løgn. Jeg husker tydeligt, hvordan snakken altid stoppede, når jeg forsøgte at spørge ind til det:

“Men var det hans papirer? Hvad stod der i dem? Var han så ikke en slags helt?” Men altid blev samtalerne undveget og bøjet af, der blev aldrig svaret på uddybende spørgsmål, emnet kunne på en eller anden måde ikke tåles.

Jeg er vokset op med en mor, som har været narkoman. Min krop er fintunet på løgn. Jeg kan ikke tåle det og jeg kan fornemme en løgn/fordækthed langt væk, og jeg har altid haft en fornemmelse af, at noget skurrede.

Der manglede ligesom en kerne af stolthed i de fortællinger, som blev overbragt, der var alt for meget skam. Alt for meget skyld og alt for meget skam.

Generationers traumer

Alle min morfars børn har eller havde misbrugsproblemer, da de levede. Alle er mærkede af et eller andet usynligt traume, som ingen taler om, og traumet er vandret videre med til børnebørnene, som også har/haft væsentlige problematikker. Det er, som om hele familien er viklet ind i stikkende løgne, fortrængning, og vi er alle frivilligt eller ufrivilligt underlagt et dogme om at leve bag renskurede facader. (Hvis man ikke lever efter og følger disse dogmer, bliver man udstødt og fremmedgjort.) Vi er alle viklet ind i en skam, vi ikke kender ophavet til, som ikke desto mindre er mærkbart virkelig i vores egne liv.

Efter at være vokset op med en mor med diverse misbrugs- og adfærdsproblematikker, har jeg slidt i forskellige terapeutiske sammenhænge igennem 25 år, for selv at komme igennem og hele op af min barndom – ja, vel for at blive menneske og kunne være mor på en anden måde for mine egne børn.

For et par år siden var jeg i intens traumeterapi, og min terapeut gjorde mig der opmærksom på, i forbindelse med at jeg satte ord på min morfars ophold i Frøslev, at traumer kan vandre fra generation til generation, hvis ikke de bliver håndteret. Den viden gav en større forståelse (og en lettere tilgivelse) af min mors adfærd, så jeg genoptog den søgen, jeg egentligt havde henlagt, hvor jeg igennem flere år forgæves havde forsøgt at opdrive viden om min familie.

Jeg kan ikke stille mig til dommer for, at de gjorde, som de gjorde. Det var en anden tid, og de har haft deres grunde. Jeg tilgiver dem den smerte, de har forårsaget, og jeg stopper med at holde på hemmelighederne nu. Det stopper med mig

Jeg har bl.a forsøgt at opstøve information via Frøslevlejrens egne kanaler, men sporet endte blindt. Jeg har også forsøgt at kontakte familiemedlemmer, nogen måtte jo vide noget, men også her endte jeg i en blindgyde. Enten var familiemedlemmerne ikke i live mere, eller også ønskede de ikke kontakt – eller også var det de samme sparsomme og divergerende historier, der gik igen.

Til sidst fik jeg, igennem mit fantastiske netværk, tip om hvilke kanaler jeg skulle benytte, og jeg fik ligeledes hjælp til at komme i kontakt – og for nyligt modtog jeg så svar fra Nationalmuseet.

Og lad mig bare sige det, som det er: jeg vidste godt, at dét, vi havde fået fortalt, formentlig ikke var sandt, eftersom historierne divergerede så meget, men jeg havde slet ikke fantasi til at forestille mig sandheden, som den er.

Fra arkivernes gemmer

Det første svar jeg fik var lidt overfladisk, fordi det var min “museumslederveninde” der havde kontaktet dem på mine vegne. I svaret stod:

“Først og fremmest tak for din mail, som vi sætter stor pris på!

Desværre må jeg i første omgang skuffe jer en smule. Vi er nødt til at overholde arkivlovgivningen, hvorfor jeg ikke lige umiddelbart kan oplyse noget om Albinus Henrik Stenholts * 25.09.1913 ophold i Polizeigefangenenlager Frøslev under den tyske besættelse. Det er dog et faktum, at han har siddet i det tyske sikkerhedspolitis lejr i Danmark.

Albinus blev ifm. sin anholdelse af tyskerne kategoriseret som værende i gruppen af asociale og kriminelle, hvilket hovedsageligt skyldes følgende: Til den tyske racestats folkefjender hørte ud over politiske modstandere også følgende gruppe mennesker dvs. jøder, sigøjnere, homoseksuelle, fysisk og psykisk handicappede, samt en meget løst defineret gruppe af ”asociale” dvs. vaneforbrydere, arbejdssky, subsistensløse, tiggere, alfonser og prostituerede etc.

Det var mennesker, hvis adfærd ofte, i den tids optik, opfattedes som værende genetisk betingede. Tyskland smed i 30’erne langt flere end 20.000 ”asociale” i kz-lejr, hvor de behandledes ekstremt brutalt. I den anden halvdel af krigen befandt der sig omkring 70.000 mennesker, kategoriserede som asociale i de tyske kz-lejre.

I Danmark under besættelsen kom det efter aktionen mod/opløsningen af det danske politi den 19. september 1944 også til flere aktioner imod såkaldte ”asociale og kriminelle etc. ” i bl.a. København, Odense, Aarhus, Aalborg, Kolding. Arrestationerne skete ofte på bopælen på baggrund af dansk politis kartoteker, som var kommet i tysk besiddelse. Ligeledes skete det på kaffebarer, beværtninger, i sortbørskvarterer etc. Razziaerne havde ofte tilfældighedens præg og ramte også ofte mennesker uden en straffeattest. Eksempelvis havde kun omtrent halvdelen af de, som senere blev deporteret til tysk kz-lejr, begået gentagne forbrydelser. I alt 421 danske mænd deporteredes til tysk kz-lejr (hovedsageligt kz Neuengamme ved Hamborg) kategoriseret som asocial. I alt 62 af disse afgik desværre ved døden i de tyske kz-lejre, som følge af den ekstreme og umenneskelige behandling.

Vi vil naturligvis gerne hjælpe jer, og jeg vil derfor foreslå, at din veninde henvender sig direkte til os i forhold til at modtage de få oplysninger, som vi er i besiddelse af her på museet.”

Døden til følge

Jeg skrev derfor selv en mail til samme og fik hurtigt derefter følgende svar:

“Tak for din mail vedr. din morfar Albinus Henrik Steenholts * 25.09. 1913 ophold i Polizeigefangenenlager Fröslev under den tyske besættelse af Danmark.

Vigtigt er at vide, at vi ikke har meget kildemateriale til rådighed med proveniens til din morfar, og at hele kildesituationen med proveniens til det tyske sikkerhedspoliti generelt i Danmark er ofte meget fragmentarisk.

Dette betyder, at vi ofte slet ikke kender de nærmere sagssammenhænge eller omstændighederne omkring de tyske anholdelser af de mange forskellige mennesker.

Oplysningerne om din morfar kender vi kun fra den tyske Aufnahmebefehl, som bør ses som et dokument, der fulgte den enkelte fange i det tyske fangesystem.

Albinus Henrik Steenholt * 25.09.1913 blev ifølge de tyske oplysninger født i Jernved Sogn/Ribe Amt ca. 26 km fra Esbjerg. Han blev arresteret af tyskerne den 2. november 1944. På arrestationstidspunktet var han bosiddende på ‪Knudsgade 11 i Esbjerg.

Din morfar blev af tyskerne arresteret for uagtsom legemsbeskadigelse med døden til følge og overført til Polizeigefangenenlager Fröslev. Hvor han nærmere bestemt sad i lejren, ved vi desværre ikke, men han må formodentlig på et tidspunkt have været forbi sygebarakken H6, da de tyske oplysninger fortæller, at han blev overført til et dansk sygehus for at blive opereret. Efter veloverstået operation blev din morfar tilbageført til den tyske lejr. Her sad han formodentlig indtil den tyske kapitulation den 5. maj 1945.

Jeg har forsøgt at granske yderligere kildemateriale med proveniens til din morfar, og jeg har desværre kun kunnet lokalisere vedhæftede fangefoto af din morfar.

Vi beklager, at vi desværre ikke er i stand til at hjælpe dig yderligere i din søgen. Jeg vil dog gerne anbefale dig evt., at du forsøger dig på Rigsarkivet i København, hvor de originale tyske Aufnahmebefehl beror, og hvor det også vil være muligt at finde ud af, hvorvidt din morfar evt. i efterkrigstiden modtog en erstatning for sin fængsling af tyskerne. I fald det lykkes dig at finde yderligere oplysninger om din morfar, så vil vi naturligvis gerne høre fra dig igen.”

Min oldefar Andreas – han var taxavognmand, og hans taxa blev trukket af hestespand under krigen, da der var mangel på benzin. Samme mand ved jeg i øvrigt også nu deserterede under 1. verdenskrig, da han hørte ind under det danske mindretal og skulle have kæmpet under den tyske kejser.

Skammen giver pludselig mening

Det er som sagt ingen hemmelighed, at det svar ikke er i tråd med min families egne fortællinger. Det er som sagt heller ingen hemmelighed, at jeg ikke er overrasket over divergensen. Til gengæld er jeg dybt chokeret over den egentlige grund. Og pludseligt giver al skammen, som jeg har fornemmet siden jeg var lille pige, fuldstændigt mening. Der må have været så meget skyld, så meget skam.

Jeg ved jo ikke, hvad der skete, det oplyser notaterne intet om, men jeg forestiller mig, at min morfar, som kørte taxa under krigen, måske kan have kørt et menneske ihjel ved et uheld. Og tragisk nok sker det ovenikøbet blot et par måneder efter, at tyskerne har overtaget det danske politi, så det er deres regler, der gælder. Det må have været så skræmmende. På fangebilledet jeg ligeledes fik tilsendt af Nationalmuseet, kan jeg tydeligt se, hvor bange min morfar er. Det hele står i hans øjne. Det må have været en forfærdelig situation at stå i. Først skyldfølelsen over at have slået et andet menneske uforsætligt ihjel – og den naturlige skam der følger med det – og derudover angsten for, hvad der skal blive af ham selv og hans familie, nu hvor han bliver fængslet i en tysk fangelejr.

Min mormor var gravid med deres ældste søn på dette tidspunkt. Hun fødte, mens han var interneret dernede, og en fortælling i vores familie vidner om, at fangerne og derfor ligeledes min morfars største angst var at blive “råbt op”, mens man sad dernede, for så skulle man videresendes til en lejr i Tyskland. Min morfar blev råbt op én gang. Men det var gudskelov blot for at modtage et telegram om, at nu var hans søn blevet født. Den fortælling tror jeg til gengæld er sand.

Jeg forestiller mig også, at det kan have været svært for min morfar at finde et fælleskab i lejren. Modstandsfolkene og kommunisterne, som også blev placeret i lejren, havde jo et klart defineret standpunkt i krigen og derved også en stolthed og noget at kæmpe for (forestiller jeg mig), og det er jeg ikke nødvendigvis sikker på, at min morfar og hans familie havde. Ikke at de var værnemagere, de var nok nærmere neutrale. Hvis man kan være det under en krig. Upolitiske. Helt almindelige mennesker, som troede, at de kunne holde sig udenfor det hele ved at være passive og holdningsløse. Sådan forestiller jeg mig det i hvert fald, med det kendskab jeg har til dem.

Jeg glemmer aldrig hans blik

Da jeg var 11 år gammel, var jeg med min mormor og morfar nede og se Frøslev. Jeg husker, at jeg havde mange spørgsmål, som ikke rigtigt blev besvaret, for jeg gik primært rundt med min mormor. Min morfar gik rundt alene. Han var tavs og indesluttet, og jeg glemmer aldrig hans blik. Mørkt og lukket. Det må have været som at gennemleve sit eget private mareridt igen og igen. Og hemmelighederne må have været kvælende.

Det endte med, som jeg ser det, at løgnene voksede sig større end det, der egentligt skete. Sådan er det med løgne. De vokser. Ingen kan se sig fri for, at der kan ske uheld, hvor man potentielt risikerer at skade andre mennesker uforsætligt. Løgnene vælger man til gengæld selv

Min barndom, min mors og hendes søskendes barndom, hele vores families skævvredne vækst giver nu bedre mening for mig. Jeg kan begynde at skabe mening og forståelse ud af det kaos, der er gået forud, og der ligger et stort mentalt arbejde foran mig. Hemmeligheder og løgne er noget af det mest giftige, der findes. Med klarheden håber jeg, at tilgivelsen også efterhånden vil indfinde sig.

Lige da jeg havde fået at vide, hvad det var der egentligt var sket, havde jeg svært ved at åbne op om det – for hemmeligheder og skam er stærke kræfter – men i dag ved jeg, at jeg er nødt til at se det i øjnene og bryde tavsheden. Den skæve vækst skal stoppe her hos mig og ikke fortsætte hos mine egne børn. Jeg er nødt til at sige sandheden højt:

Min morfar var ikke modstandsmand. Min morfar var ikke en helt. Min morfar var et menneske, som var ude for et uheld, hvor der blev slået et andet menneske ihjel, og den skam og den skyld var ubærlig for ham, oveni alle krigens rædsler.

Jeg har virkeligt svært ved at forholde mig til eller forstå den måde, familien valgte at håndtere det hele på. Det endte med, som jeg ser det, at løgnene voksede sig større end det, der egentligt skete. Sådan er det med løgne. De vokser. Ingen kan se sig fri for, at der kan ske uheld, hvor man potentielt risikerer at skade andre mennesker uforsætligt. Løgnene vælger man til gengæld selv.

Men jeg levede ikke dengang. Jeg kan ikke stille mig til dommer over, at de gjorde som de gjorde. Det var en anden tid, og de har haft deres grunde. Jeg tilgiver dem den smerte, de har forårsaget, og jeg stopper med at holde på hemmelighederne nu. Det stopper med mig.

Frøslev-lejren, hvor forfatterens morfar var interneret
Frøslev-lejren, hvor forfatterens morfar var interneret. Fra Frihedsmuseets arkiv.

Illustration: Min morfar Albinus Heinrich Stenholdt. På skiltet står der Henrik, selvom hans rigtige mellemnavn er Heinrich, men mon ikke det er en fordanskning for at understrege hans danske tilhørsforhold? Man kan endda se på skiltet, at mellemnavnet er skrevet med et andet kridt end fornavn og efternavn.

LÆS MERE OM LIV OG MENNESKER I POV HER.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Line Stenholt Madsen, førtidspensionist - før kendt i fattigdomsdebatten som Line Lazarus. Hun forsøger nu at tage sit navn og sin historie tilbage.

Seneste artikler om Essays