METTE FREDERIKSEN & NATO // ANALYSE – Få lande lever op til de krav, USA gerne ser opfyldt for at pege på Natos nye generalsekretær. Derfor er det slet ikke ude i hampen med spekulationerne om Mette Frederiksens besøg i Washington, skriver Annegrethe Rasmussen.
Mette Frederiksen besøger Det Hvide Hus grundlovsdag, 5. juni. Det har givet nyt liv til spekulationerne om, hvorvidt statsministeren er en mulig kandidat til posten som ny generalsekretær i Nato, hvilket blev bragt på banen i den norske avis VG i april.
Jobbet er tungt og særdeles vigtigt – omend generalsekretæren ikke kan bestemme noget på egen hånd uden konsultationer og opbakning i medlemskredsen, og først og fremmest handler det om at repræsentere alliancen og forhandle både internt og som Natos talsmand over for tredjelande og i internationale fora.
Hvis Washington vender tommelfingeren nedad, er det ligegyldigt, hvad andre lande mener
Man går imidlertid galt i byen, hvis man tror, at posten ”går på tur mellem medlemslandene” – og Danmark derfor ikke kan besætte posten igen, når Anders Fogh Rasmussen havde posten før den nuværende Nato-chef, Jens Stoltenberg.
Ej heller er det sådan, at den ideelle kandidat til jobbet først og fremmest findes via en analyse af personlige egenskaber, fx en dyb indsigt i forsvars- og sikkerhedspolitik eller en lang international karriere.
Det vigtigste er USA, USA, USA
Allervigtigst i spillet om nyansættelser i stillingen er USA’s indflydelse.
Amerikanerne bestemmer ikke egenhændigt – alle 31 medlemslande skal være enige på papiret, og lande som Storbritannien, Frankrig og Tyskland er også vigtige – men man kan simpelthen ikke få jobbet uden opbakning fra Det Hvide Hus. Så hvis Washington vender tommelfingeren nedad, er det ligegyldigt, hvad andre lande mener.
Til gengæld er det også sådan, understreger topdiplomatiske kilder med indsigt i den lukkede beslutningsproces, som Kforum har talt med, at når først amerikanerne bakker op om en kandidat, er det stort set umuligt at få supermagten til at ændre kurs: ”USA tager tid om at beslutte sig, men når kolossen først bevæger sig til fordel for en kandidat, ændrer de næsten aldrig holdning.”
Hvad forlanger Washington?
Hvad er det så, Amerika gerne vil have for at bakke et lands kandidat op? Der er ét overskyggende krav og nogle ”nice to have”-ønsker ved siden af.
1. Washington vil først og fremmest have en 100 pct. loyal allieret. Der skal ikke være nogen slinger i valsen overhovedet. Kort sagt: ingen regeringskritik af Washington. Og helst skal der være tale om en entusiastisk opbakning af supermagten – også gerne operationelt og militært via handling både i Nato-kredsen og bilateralt i internationale operationer, som fx i tiden under Irak-krigen, under flyangrebene i Libyen eller krigen i Afghanistan, der alle spillede en betydelig rolle, da tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen fik jobbet.
Endelig gælder kravet også mere generelt på den internationale arena, fx i FN eller de mange internationale organisationer, hvor Danmark og USA er medlemmer.
At Frederiksen i givet fald ville være den første kvinde på posten, vil være populært i Biden-regeringen, der har udmærket sig ved at give diversitet en stor plads ved bordet, men der er andre kvinder i spil.
2. USA ser også gerne, at kandidaten kommer fra et land, der både er medlem af Nato og EU. Kravet spiller – som man kan se med Stoltenberg – en mindre rolle end krav nr. 1, da Norge som bekendt ikke er med i EU.
Men det er populært og gør det mindre sandsynligt, omend ikke umuligt, med en britisk generalsekretær efter Brexit. Og selvom der formelt ikke er noget til hinder for en canadier i jobbet, besættes det traditionelt med en europæer – også for at afbalancere geografien i den nordatlantiske alliance.
3. Derudover gives jobbet normalt til en højtstående politiker. Det er til gengæld ikke et krav, at man er tidligere statsminister, selvom mange måske vil tro, at det er normen, fordi de to seneste (Stoltenberg og Fogh, red.) har haft den rolle. Et flertal af generalsekretærer har været udenrigsministre, og to har været forsvarsministre.
At Frederiksen i givet fald ville være den første kvinde på posten, vil være populært i Biden-regeringen, der har udmærket sig ved at give diversitet en stor plads ved bordet, men der er andre kvinder i spil – først og fremmest Estlands premierminister, Kaja Kallas, og Canadas vicepremierminister, Chrystia Freeland, der er af ukrainsk afstamning. Og jovist, også i Nato-kredsen diskuteres det, at det ville klæde alliancen med større diversitet på generalsekretærposten.
En sammenfatning af disse krav anbringer Danmark i den øverste kategori sammen med nogle få andre, som Norge, Irland, Benelux-landene og de tre baltiske stater. Først og fremmest fordi vi aldrig kritiserer amerikanerne. Det er usandsynligt, at andre tunge lande, som Frankrig og Tyskland, stiller op denne gang grundet disse landes divergerende rolle over for Rusland i løbet af det første år under Ukraine-krigen.
Mette Frederiksen er Natos og USA’s bedste ven
Nogle kritikere har peget på, at den danske statsminister ikke har særlige kvalifikationer, når det gælder forsvars- og sikkerhedspolitik, men den tilgang er forsimplet. En statsminister har per definition – især en genvalgt – tyngde i international politik, og Mette Frederiksen har på ingen måde holdt sig tilbage eller virket tøvende, når det gælder den altdominerende udfordring for Nato p.t., nemlig håndteringen af Ruslands invasion af Ukraine.
Under den årlige sikkerhedspolitiske konference i München i februar i år lød det sådan fra Frederiksen på Facebook: ”Det er helt afgørende, at vi holder fast i vores støtte til Ukraine. Regeringen arbejder lige nu på at etablere en Ukraine-fond, der skal sikre, at Danmark fortsætter sin store støtte.”
”Vi må heller ikke glemme de lande, der lige nu lider under de afledte konsekvenser af krigen. Det gælder ikke mindst den fødevarekrise, som Ruslands angrebskrig har været med til at udløse. Verden er mere urolig, og kriserne griber ind i hinanden. Heldigvis står samarbejdet i EU og i Nato stærkere end nogensinde før.”
Hvad Mette Frederiksen har været mest kritiseret for i dansk politik – minksagen og afskaffelsen af store bededag samt en vis kynisme (”lev med det”) – vil nærmest tælle opad i Washington.
Måneden tidligere, under åbningsdebatten 19. januar, sagde statsministeren, igen via Facebook, bl.a. at hun var glad for, at et bredt flertal i Folketinget havde besluttet at donere ”et både tungt og stærkt artillerisystem til Ukraine”.
Hun understregede, at ”Ukraine kæmper lige nu en kamp for vores andres frihed. Og de må ikke tabe. Derfor er det helt afgørende, at vi fortsætter med vores støtte – både med våben, finansiel støtte og humanitær hjælp. Og nu også med tungere artillerisystemer”.
Senere lød det: “Vi skal i fremtiden bruge flere penge på forsvar og sikkerhed. For at beskytte Danmark bedre, hjælpe Ukraine og leve op til vores forpligtigelse i Nato.”
Gå i denne måned satte Danmark tilsyneladende trumf på ved at lade vores bidrag til krigen i Ukraine – forhøjelsen af Ukraine-fonden – tælle med som en del af vores bidrag til Nato.
Det skabte diskussion, og det er næppe sandsynligt, at Nato uden videre godkender den manøvre, der pludselig bringer Danmark op på en suveræn dukse-plads i Europa om at overholde kravet om 2 % af BNP i nettobidrag til forsvarsalliancen.
Det er midlertid langtfra umuligt, at Joe Biden vil se med milde øjne på den danske beslutning. Den amerikanske præsident er en passioneret, livslang tilhænger af Nato og stålfast, når det gælder opbakningen til det angrebne land.
Statsministerens danske svagheder kan vendes positivt i USA
Hvad Mette Frederiksen har været mest kritiseret for i dansk politik – minksagen og afskaffelsen af store bededag samt en vis kynisme (”lev med det”) – vil nærmest tælle opad i Washington.
At tage livet af en hel branche pga. en dødelig pandemi vil frembringe en vis beundring i Joe Bidens Hvide Hus, der tog corona særdeles alvorligt fra starten.
Om Mette Frederiksen selv er interesseret i Nato-topjobbet, ved ingen. Men som politisk redaktør i POV International Frank Korsholm påpegede i denne uge, er internationale topposter et af de kun tre scenarier, hvor en statsminister gerne må lyve.
I det hele taget er mod til at tage upopulære beslutninger og stå ved dem også et træk, der i USA ses som tegn på den stamina, Nato-jobbet kræver.
Vigtigt i jobbet er selvsagt også en vurdering af, om kandidaten kan manøvrere kompetent i forhandlinger og især medvirke til at få stoppet krigen i Ukraine, og her har flere andre været nævnt i månedsvis i internationale medier.
Andre navne på banen i en hermetisk lukket og hemmelig proces
Favorit har siden årsskiftet været Mark Rutte, Hollands statsminister, som har sagt, at han ikke skal være i “politik for evigt” samt som nævnt tidligere Estlands premierminister,, Kaja Kallas, der ligesom Frederiksen er en yngre kvinde på 45. Hun nævnes ofte som en forsvarspolitisk høg og anses muligvis for et (for) provokerende valg af andre NATO-nøglelande som Tyskland og Frankrig vis a vis Moskva.
Endelig er der Canadas vicepremierminister, Chrystia Freeland, som Washington tidligere i hvert fald var positivt stemt for ifølge flere nordamerikanske medier, bl.a. Foreign Policy og New York Times, og formanden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, som er både erfaren international og tidligere forsvarsminister.
Sidstnævntes (meget magtfulde) job løber imidlertid et år endnu, og det vil være en kæmpe overraskelse i Bruxelles, hvis hun løber fra posten.
Statsministeren må gerne lyve
Om Mette Frederiksen selv er interesseret i det Nato-topjob, ved ingen.
Men som politisk redaktør i POV International Frank Korsholm påpegede i denne uge, er internationale topposter et af de kun tre scenarier, hvor en statsminister gerne må lyve. Som man også så med Anders Fogh, hvor benægtelserne antog et vist komisk skær med tiden.
Fristelsen til at skifte hest i en tid, hvor regeringens upopularitet slår rekorder, og hvor regeringspartneren Venstre stadig er lederløs, ville i givet fald være forståelig.
Dagbladet Politiken bragte onsdag en analyse på forsiden af papiravisen, der kunne berette, at der er murren i krogene i folketingsgruppen, hvor de velkendte fraktioner mellem dem, der helst ser finansminister Nicolai Wammen overtage magten, hvis Frederiksen forlod kommandobroen og dem, der vil hoppe en generation ned til Peter Hummelgaard, gør sig klar. Ifølge avisens kilder gør statsministeren mere og mere ud af internationale emner og mindre af det indenrigspolitiske.
Hvis statsministeren ér bragt i spil, er der ngen ydre kommunikationskrav til statsministeren, fordi der ikke skal siges noget som helst. Tavshed, disciplin og kontrol er nøgleordene. På de indre linjer i den transatlantiske alliance ser det helt anderledes ud. Her skal der bygges broer, laves lobbyarbejde og holdes et hav af møder
Avisens politiske analytiker, Elisabet Svane, vurderer, at “katten er ude af sækken”. Hun skriver:
“Hvis Mette Frederiksen ikke får Nato-posten, er det blevet åbenbaret, at der igen kan være fløje i Socialdemokratiet. Kan hun så igen tage magten på en måde, så ingen er tvivl om, hvor den ligger? Det er spørgsmålet. Hun har gjort det før.
Endelig – og det er måske skrækscenariet for socialdemokraterne: Hvis hun ikke er på vej ud nu, er hun så på vej ud senere? Spørgsmålet og tvivlen er rejst. Om end det kun er rygter, og om end Mette Frederiksen afviser det kategorisk, er katten ude af sækken.”
Det er dog fortsat sådan, at Mette Frederiksen ville være en overraskelse internationalt, selvom flere og flere medier, også internationalt, nævner hende som en mulig kandidat. Men hvis hun ér bragt i spil, er der imidlertid ingen ydre kommunikationskrav til statsministeren, fordi der ikke skal siges noget som helst. Tavshed, disciplin og kontrol er nøgleordene.
På de indre linjer i den atlantiske alliance ser det helt anderledes ud. Her skal der bygges broer, laves lobbyarbejde og holdes et hav af møder.
Men hele den proces er hermetisk lukket og hemmelig – en af de mest lukkede i verden – og resultatet kommer først frem, når beslutningen tages i Vilnius ved Nato-mødet for stats- og regeringschefer 11.-12. juli 2023.
Formentlig vil spekulationerne op til Frederiksens besøg derfor kun tiltage i det danske, efterhånden som vi kommer tættere på besøget i Washington 5. juni.
Artiklen er en opdateret udgave af en tidligere version fra Kforum,som POV har en samarbejdsaftale med.
Læs mere af Annegrethe Rasmussen i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
