KRISTEN NATIONALISME // KRONIK – 2024 er valgår i USA. Mange holder vejret og frygter en tilbagevenden af Trump. Som periferi i den amerikanske magtsfære kan et lille nordeuropæisk land ikke gøre hverken fra eller til. Men vi må leve med de konsekvenser, præsidentvalget stiller os over for, skriver Jonas Adelin Jørgensen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Mange politiske kommentatorer både i Danmark og USA interesserer sig for Donald Trump, men ganske få har interesseret sig for – eller forstået – hvad formanden for Repræsentanternes Hus, Mike Johnson har sagt og tænkt. Selvom posten på papiret er særdeles vigtig – den ligger i magthierarkiet lige efter præsidenten og vicepræsidenten.
For hvem er denne Mike Johnson, som indtil for få måneder siden var ukendt uden for en snæver kreds? Hvad er hans politiske program, og hvad er hans forhold til den såkaldte kristne nationalisme?
Med citatet viser Johnson sig ikke som en støtte af demokratiet, men snarere som demokratiskeptiker
Mike Johnson er valgt som republikansk medlem af Kongressen fra Louisiana først i 2016 og relativt nyvalgt Speaker of the House, dvs. formanden for Repræsentanternes Hus, i oktober 2023.
Johnson efterfulgte Kevin McCarthy efter et tumultarisk forløb, hvor McCarthy blev tvunget til at træde tilbage, og Johnson blev valgt til den 3. mest indflydelsesrige nationale amerikanske politiske post efter præsidenten og vicepræsidenten.
Johnson er jurist af baggrund og har arbejdet med forbundslovgivningen og som talsperson 2004-2014 for den konservative tænketank og advokatfirma Alliance Defense Fund (nu kendt som Alliance Defending Freedom).
ADF har især været aktiv omkring ytringsfrihed, familielovgivning, og anti-abortlovgivning. Sidst, men ikke mindst er Johnson sydstatsbaptist og en overbevist kristen nationalist.
Hvad indebærer Johnsons kristne nationalisme?
Der er ikke en enkelt definition af kristen nationalisme, men i en række interviews har Johnson selv fortalt om sine politiske synspunkter og tegner dermed omridset af det, som bedst kan betegnes som en nutidig og i stigende grad politisk indflydelsesrig kristen nationalisme.
Vi lever ikke i et demokrati, fordi demokrati betyder, at to ulve og et lam beslutter, hvad der er til frokost
Mike Johnson
I et interview fra 2016, hvor Johnson blev valgt til medlem af Kongressen, siger han følgende: “Vi lever ikke i et demokrati, fordi demokrati betyder, at to ulve og et lam beslutter, hvad der er til frokost. Dette [USA] er ikke et majoritets-styre, det er en konstitutionel republik. Grundlæggerne af republikken besluttede det sådan, fordi de fulgte de bibelske formaninger i forhold til, hvordan civilsamfundet skal se ud” (United4Christ 2016).
Kristen nationalisme som rettesnor
Det er velkendt, at demokrati kan betyde mange ting, og et demokrati er ikke et flertalsdiktatur. Men med citatet viser Johnson sig ikke som en støtte af demokratiet, men snarere som demokratiskeptiker.
At citatet skal fortolkes på denne måde, bekræftes af den historiske udvikling, hvor Johnson efter valget af Biden i 2020 forsøgte at forhindre “tyveriet” af valget ved at støtte staten Texas i at anlægge sag mod blandt andet Georgia. Efter optøjerne og stormen på USA’s kongres 6. januar 2021 støttede han stadig påstanden om, at Trump havde vundet valget.
For Johnson er det politiske ideal nemlig ikke den fortsatte dialogiske og demokratiske proces, men en republik med mere autoritære og handlefaste principper, som kan korrigere de “forkerte” udfald af demokratiske beslutninger.
I et andet nyere interview fra efteråret 2023 kommenterer Johnson den nye offentlige interesse for hans politiske holdninger. Han siger her:
“Jeg er en Bibeltroende kristen. Hvis nogen fra medierne i dag spurgte mig og sagde: ‘folk er nysgerrige; hvad mener Mike Johnson om det ene eller andet emne under solen?’, ville jeg sige: ‘godt, gå hen og hent en bibel fra din boghylde og læs den – det er mit verdensbillede.’ Det er, hvad jeg tror, og det vil jeg ikke bortforklare.”
En bærende inspiration i Johnsons politiske tænkning er altså et “bibelsk verdensbillede”. Men ligesom det er tilfældet med ordet demokrati, så kan det “bibelske verdensbillede” betyde mange forskellige ting. De fleste kristne vil pege på de bibelske fortællingers betydning for forståelse af deres egen identitet eller for forholdet til Gud.
Johnson udtaler simpelthen, at hvis man vil vide, hvad han mener om samfundsmæssig lovgivning, skal man kigge i de gammeltestamentlige og nytestamentlige skrifter. En sådan læsning er både uhistorisk og potentielt skadelig.
Men kombineret med Johnsons udtalelse om, at hvis nogen ønsker at vide, hvad han mener om forskellige politiske emner, så skal de kigge i Bibelen, vurderer jeg, at han tager sit udsagn bogstaveligt.
Johnson udtaler simpelthen, at hvis man vil vide, hvad han mener om samfundsmæssig lovgivning, skal man kigge i de gammeltestamentlige og nytestamentlige skrifter. En sådan læsning er både uhistorisk og potentielt skadelig.
Amerikas sjæl og Guds vilje
Et tredje og sidste citat er i kombination med de to forrige ganske urovækkende for den fremtidige politiske udvikling i USA.
Her siger Johnson ved tiltrædelsestalen i efteråret 2023: “Jeg tror ikke på tilfældigheder. Jeg tror på, at Skriften, Bibelen, er meget klar i forhold til, at Gud ophøjer dem, der har embeder og autoriteter, at han ophøjer hver enkelt af jer, alle os. Og jeg tror, at Gud har besluttet og bragt os hertil dette specielle øjeblik og dette tidspunkt” (Tiltrædelsestale oktober 2023).
Dette kan forstås bredt og uspecifikt, men jeg tror, det skal forstås mere specifikt og i forlængelse af, hvad Johnson i kraft af sin sydstatsbaptistiske baggrund og sin tilknytning til Christian Center Shreveport forestiller sig.
Den kirke, som Johnson tilhører, er nemlig en del af New Apostolic Reformation-netværket af uafhængige evangelikale og karismatiske amerikanske kirker. Når New Apostolic Reformation repræsentanter taler om deres forståelse af verden, så taler de netop om et ‘bibelsk verdensbillede’ eller et ‘kristent verdensbillede’, sådan som Christian Center Shreveport skriver det på deres egen hjemmeside.
Johnson var en af arkitekterne bag forsøget på at få omstødt valgresultatet i Georgia
Det indebærer ikke blot, at landet skal regeres fra et “kristent perspektiv”, men at Gud har bestemt, at Amerika skal være kristent, og at Amerika må følge Guds vilje for at nå sin bestemmelse. Det er simpelthen idéen med Amerika og kirkernes rolle i Amerika!
I New Apostolic Reformation netværket refereres denne ide som “dominion teologi”, og Johnsons tale kan også forstås som refererende til idéen om, at kristne har en gudgiven opgave og ret til at bestemme og underlægge sig verden og verdslige institutioner som medier, underholdningsindustri, økonomi – og også staten.
Dermed tegner interviewene konturerne af en form for kristen nationalisme, som er skeptisk i forhold til demokrati, meget bogstavelig i forhold til at oversætte de bibelske skrifter til nutidig samfundslovgivning, og som ser det som en gudgiven opgave og ret i forhold til at underlægge og bestemme over den fælles verden.
Konsekvenserne af dette kristne nationalistiske perspektiv er i sidste ende, at politiske modstandere ikke blot er modstandere, men i sidste ende fjender – ultimativt af Gud.
Politik og kultur bliver arenaen for kampen om, hvilket slags samfund Amerika skal være, og hvilken slags sjæl, Amerika skal have
Med New Apostolic Reformation er teologiske idéer om “åndelig krigsførelse” således kommet ind i den politiske debat og i kulturkampen, og den demokratiske dialog er erstattet af exorcisme.
Politik og kultur bliver arenaen for kampen om, hvilket slags samfund Amerika skal være, og hvilken slags sjæl Amerika skal have.
For et kristent nationalistisk perspektiv indebærer det, at politiske værdier som frihed, liberalisme og værdighed skal fortolkes gennem en konservativ kristen optik om, hvad Bibelen siger, hvordan personer skal opføre sig i det fælles samfund, og hvad kristnes rolle er i det fælles samfund.
At dette kan have meget håndgribelige konsekvenser, blev klart 6. januar 2021, hvor Johnson var en af arkitekterne bag forsøget på at få omstødt valgresultatet i Georgia, og hvor New Apostolic Reformation-netværket var en af de meget aktive grupper bag marchen mod Capitol Hill.
Et muligt genvalg af Trump og en bestyrkelse af Johnsons position i partiet som Speaker of the House, viser dermed, hvad vi kan vente os mere af, nemlig en form for kristen nationalisme, som er antidemokratisk og autoritær, og som i sidste ende er villig til at bruge voldelige metoder mod politiske modstandere.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her