VIRTUELT ARBEJDSLIV // POV BUSINESS – Virtuel undervisning og ditto møder er blevet en del af hverdagen for mange under pandemien, hvad enten man er vild med det eller ej. Men i hvilken grad vil vi mon have virtuel undervisning på arbejdspladsen, når coronakrisen er ovre? Bent Gringer, der er konsulent i kompetenceudvikling, peger på 5 centrale tendenser, når vi overvejer, hvor meget af vores arbejdsliv der skal fyldes af virtuel undervisning i fremtiden.
Min direktør på mit daglige arbejde i Praktiserende Lægers Organisation er – som mange andre – træt af virtuelle møder og virtuelle kurser. ”Det er jo ikke det samme”, er en hyppigt hørt vending. Nej, det er det ikke. Og det bliver bestemt rart, når vi igen kan mødes face to face uden mundbind.
Men indtil da – og nok også i tiden efter – kan det betale sig at se igennem egen træthed og lave en mere nøgtern vurdering: Dur virtuel undervisning til noget, eller vil det altid være en nødløsning?
At den uformelle læring ofte finder sted i pauserne, mens man hygger sig, betyder ikke, at den ikke er fagligt stærkt relevant. Det er ofte her, man udveksler erfaringer, tager stoffet til sig, gør det til sit eget, får ideer eller stjæler dem fra sidemanden
Det følgende er ikke baseret på videnskabelig undersøgelser eller et stort empirisk materiale men på konkrete erfaringer med kurser for praktiserende læger og deres personale.
Erfaringerne er positive, og de peger fremad – også mod tiden efter corona-restriktionerne. Med virtuel undervisning mister du noget – men du får noget andet.
I efteråret lavede vi 5 små fysiske kurser om til 5 virtuelle ½-dags-sessioner. Vi spurgte efterfølgende vores deltagere om deres vurdering, og 14% svarede, at virtuelle kurser er fremragende. 28% fandt, at fordelene ved virtuelle kurser er større end ulemperne. 53% mente, at virtuelle kurser er OK, når det ikke kan være anderledes. Kun 2% fandt, at virtuelle kurser er en dårlig erstatning.
Det sidste er det mest overraskende resultat. Hvordan kan det være, at det ikke er højere end 2%?
Her er 5 erfaringer eller tendenser, som du kan tygge lidt på, hvis du overvejer, om den virtuelle undervisning har en plads i din fremtid.
Savner vi det sociale i dagligdagen eller i kurser?
En hel del af det sociale ryger, når et kursus bliver virtuelt. Tilfældig small talk med sidemanden i køen til kaffen i pausen, under frokosten eller om aftenen forsvinder. Fornemmelsen af at være ”sammen” i et fællesskab går dårligt igennem 24 små billeder på en lille skærm.
Og den fysisk sanselige oplevelse og stimulation af ”at være et andet sted” er jo fattig, når man bare sidder bag skærmen hjemme i kælderen, selvom nogle af de andre deltagere har virtuelle baggrunde med bjerge og skovsøer.
Der er ingen tvivl om, at savnet af det sociale bliver større, når vi og samfundet i øvrigt er gemt bag masker og andre corona-restriktioner. Jeg tror, at det er en del af forklaringen på den ”virtuel-udmattelse”, som har ramt os.
Det er også en lejlighed til at luge ud i uhensigtsmæssige ting, som ”vi plejer at gøre” og tage vores håndværk som arrangører og vores deltagere mere alvorligt. Og når man gør det, giver det læringsmæssig gevinst. Og derfor bliver virtuelle kurser nogle gange ligefrem bedre
Men der er heller ingen tvivl om, at en masse af det sociale og dermed noget af den uformelle læring forsvinder, når vi ikke ”mingler” med de andre deltagere i ”hullerne” i det planlagte program. At den uformelle læring ofte finder sted i pauserne, mens man hygger sig, betyder ikke, at den ikke er fagligt stærkt relevant. Det er ofte her, man udveksler erfaringer, tager stoffet til sig, gør det til sit eget, får ideer eller stjæler dem fra sidemanden.
Den slags samvær og udveksling skal derfor bygges ind i det virtuelle, og det er svært. Netop fordi vi er vant til, at det er uplanlagt.
I efteruddannelsesbranchen er savnet af det sociale ovenikøbet mindre. Kursusdeltagerne er ikke fuldtids-kursister som gymnasieelever og studerende, de er som oftest voksne mennesker med et arbejde, som de går meget op i. Faktisk meget mere, end de går op i deres efteruddannelse.
Når vi laver et fysisk halvdagskursus om til et virtuelt kursus fra 9-12.30, giver det reelt kursisterne mulighed for at stemple ind kun 5 minutter før og være tilbage på deres arbejde 5 minutter efter kursusafslutning. Uden at de bruger ½-1-3 timer på transport hver vej. Den tid kan de så til gengæld bruge på at være sociale sammen med deres kolleger og deres personale; og i vores kursisters tilfælde også sammen med deres patienter.
Tradition er nemt, fornyelse er svært
Det er forholdsvis nemt at lave et godt fysisk kursus, især hvis man laver mange af dem: Alle kender formaterne, og man falder hurtigt ind i rollerne, både som deltagere og undervisere: Sidde pænt og lytte, spørge om noget ind i mellem, hestesko eller øer, lille eller stor morgenmad, kage eller frugt i pauserne, hvor god er frokosten, og er der noget pæn natur, vi kan kigge på?
Hvis de rigtige mennesker er i lokalet, skal det nok gå.
For mange deltagere er det faktisk i sig selv rigtig godt, at de kan få tre timers efteruddannelse på tre timer – uden at skulle bruge resten af dagen på transport
Med virtuelle kurser ryger hele den vante iscenesættelse og dermed de praksisser, som vi kender og er trygge ved. Alt skal gentænkes, og det er et stort arbejde, især første gang. Men det er også en lejlighed til at luge ud i uhensigtsmæssige ting, som ”vi plejer at gøre” og tage vores håndværk som arrangører og vores deltagere mere alvorligt.
Og når man gør det, giver det læringsmæssig gevinst. Derfor bliver virtuelle kurser nogle gange ligefrem bedre end de fysiske kurser.
Dårlige virtuelle kurser er katastrofale
Kommunikationen går mest den ene vej, oplægsholderne taler for meget, og trods alle gode intentioner – eller måske netop på grund af dem – ender programmet i mange fysiske kurser med at være tæt pakket og uden muligheder for at forfølge ting, der måtte opstå i kursus-situationen.
Når du underviser virtuelt, har du de samme problemer. Men du bliver tidligere opmærksom på dem, fordi du i det virtuelle kursus er nødt til at være meget mere på forkant og detaljeorienteret i din planlægning:
Udover teknisk forberedelse på din nye rolle, skal du planlægge med hyppig afveksling mellem oplæg, små-gruppe-diskussioner, Q&A’s , egenrefleksioner, quiz’er og andre metoder, der involverer dine deltagere. Som i skift hvert 10.-20. minut. Ellers slår dine deltagere over på musik, hvilket i denne sammenhæng er at lave noget andet bag skærmen: tjekke mails, FB eller Insta, se nyheder eller shoppe.
Vil folk betale det samme for at sidde derhjemme og få ”det tørre indhold” uden alle de ”kursusherligheder”, som erfaringsmæssigt vejer tungt i det samlede regnskab for nogle deltagere? Nej, det vil de ikke
Kunne man ikke bare gøre det samme i de fysiske kurser og så høste læringsgevinsten der? Jo.
Gør man det? Nej.
Netop fordi de færreste forventer eller kræver det, når forretningen kører og kører godt.
Er der forretning i det virtuelle?
I det samlede regnestykke sparer man i hvert fald en hel del transport på virtuelle kurser. Og man har heller ikke de store udgifter til leje af lokaler og forplejning til deltagerne, og det vejer tungt på ethvert kursusbudget – uanset hvem der betaler de forskellige udgifter.
Til gengæld skal du ofte have et (mindre) lokale at afvikle dit kursus fra, der skal være noget teknik (webkamera, mikrofon, monitorskærm, lys) og formentlig en tekniker/producer, og dine undervisere skal stadig have vand og frokost.
Vil folk betale det samme for at sidde derhjemme og få ”det tørre indhold” uden alle de ”kursusherligheder”, som erfaringsmæssigt vejer tungt i det samlede regnskab for nogle deltagere? Nej, det vil de ikke.
Og de er vant til at kunne få ret meget indhold via skærmen uden at skulle betale ret meget for det. Hvis der er tale om at omdanne et fysisk kursus, der er i kalenderen, og som der er taget højde for i bemandingsplanerne, er betalingsviljen dog større, selvom der forventes en reduktion i prisen. Folk ved godt, hvad et sparet kursusdøgn er værd. Og når man fortæller dem, at der altså også er nogle virtuelle ekstra-udgifter, er de forstående.
En del af de kursusarrangører og undervisere, der har fået kabler og gaffa på hjernen, vil tage deres engagement og nyfundne digitale/teknologiske kompetencer over i e-læring, podcasts, små video-film og mikrolæring
Men for mange deltagere er det faktisk i sig selv rigtig godt, at de kan få tre timers efteruddannelse på tre timer – uden at skulle bruge resten af dagen på transport. Det hører vi især fra vores kursister fra ”udkanten” og fra kursister, som passer biksen alene og derfor – som de fleste små selvstændige – har meget travlt i hverdagen.
Nogle har altså et behov for efteruddannelse i det virtuelle format. Men det er et behov, som er ”ulige fordelt” i kursusmålgruppen. Og dem, som ikke har behovet, kan bedre tillade sig at hade virtuel undervisning.
Fra et arrangørperspektiv ser det ud, som om den forretningsmæssige fornuft står og falder med to forhold:
Det første forhold handler om deltagertal på det enkelte kursus, og hvor meget dine kursister skal involvere sig og interagere med dig og hinanden. Hvis de ”bare” skal sidde og overvære noget forelæsning i ren streaming, er der nærmest ikke grænser for, hvor mange du kan have med. Og hvor lavt du dermed kan sætte deltagergebyret.
Det omvendte er også tilfældet: ”Rigtige kurser” med dialoger, øvelser og hele det pædagogiske pivetøj har et begrænset antal deltagere og koster derfor mere.
Det andet forhold handler om teknisk backup. Kan dine undervisere selv, eller skal du hyre en tekniker/producer til at afvikle dit kursus? Vi bliver alle bedre jo mere rutine, vi får, men vi er et langt stykke vej fra, at alle undervisere er selvkørende i det virtuelle.
Fremtiden former vi selv
Der er to scenarier for virtuel undervisning, når vi har fået styr på coronaen:
Det ene scenario siger:
”Pyha, rart at slippe for alt det virtuelle gøgl, lad os komme tilbage til det fysiske samvær på kurserne så hurtigt som muligt”. Og her forsvinder de virtuelle kurser, som jo er kendetegnet ved, at folk stadig skal sidde på fastlagte tidspunkter, men til gengæld sidder hvor som helst med deres computer.
Deltagerne i e-læring er ikke kun uafhængige af rum men også af tidsdimensionen: Deltagerne tilgår deres kursus/læring, når de har lyst. Og de gør det fra det sted, hvor de nu opholder sig
Det andet scenario siger:
”Det virtuelle fortsætter. Vi bruger det virtuelle format, når det er rigtigt for målgruppen”. Især de pressede og dem med lang transport og især ved kortere kurser. Og vi supplerer fysiske kurser med virtuelle aktiviteter, hvor vi f.eks. kombinerer et fysisk kursus med webinarer før- eller efter.
Det tror vi på.
Lad os ride med på bølgen
Og så er der en tredje tendens, som bruser frem uafhængigt af de to scenarier: En del af de kursusarrangører og undervisere, der har fået kabler og gaffa på hjernen, vil tage deres engagement og nyfundne digitale/teknologiske kompetencer over i e-læring, podcasts, små video-film og mikrolæring.
Det er på mange måder det næste logiske niveau for den klassiske og fysiskbaserede efteruddannelsesindustri og for den fjernundervisnings-tradition, som vi genoplever netop nu. Fordi deltagerne i e-læring mm. ikke kun er uafhængige af rum men også af tidsdimensionen: Deltagerne tilgår deres kursus/læring, når de har lyst. Og de gør det fra det sted, hvor de nu opholder sig.
Denne tendens er ikke ny, men i Danmark har den levet lidt for sig selv hos særlige udbydere og blandt dedikerede e-læringsfolk. Corona-situationen gennembryder teknologiske barrierer hos klassiske udbydere af fysiske kurser og vænner mange potentielle kursister til, at der kan foregå læring gennem en skærm og et headset.
Hvorfor ikke også på deres arbejdsplads?
Vi vil ride med på denne bølge og flytte mere efteruddannelse og kompetenceudvikling over i dagligdagen på arbejde.
For os vil det sige at flytte mere af læringen over i klinikken, hvor vores kursusdeltagere – som jo er praktiserende læger og deres personale – bruger deres tid og kræfter i dagligdagen på det, som er vigtigst for dem. Og det er ikke efteruddannelse, men deres patienter – med andre ord, det er dig og mig!
LÆS MERE I POV AF BENT GRINGER HER
Topilllustration: Mohamed Hassan, Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her