VIN FRA BORDEAUX // KLUMME – Vinverdenen og franskmændene især er glade for klassificeringer. Det kan være vine, marker, slotte eller producenter, der bliver inddelt i niveauer, og det kan være anmeldere, der uddeler karakterer eller medaljer af den ene eller andet art – prøv at tage et kig på supermarkedsvinene, næste gang du handler.
Der er forskel fra region til region, og zoomer vi ind på Frankrig, ses det tydeligt. I Champagne er landsbyerne klassificeret ud fra tidligere tiders pris på druerne fra de omkringliggende marker, i Bourgogne er marker på helt ned til 0,8 hektar – sådan cirkus en fodboldbane – vurderet til at have bedre terroir end den lige ved siden af. Og så er der Bordeaux.
Oldschool-vin, om man vil, der gør tænderne blå og sætter overlæben fast på tandkødet
Et vinområde, der for mig rimer på pibe, fløjlsbukser og vin “der smager af noget”. Oldschool-vin, om man vil, der gør tænderne blå og sætter overlæben fast på tandkødet. Men en ældre herre fik mig engang til at forstå, hvorfor jeg aldrig havde kigget i retning af Bordeaux – jeg har ganske enkelt ikke råd til at købe rigtig gode vine herfra. I 00’erne begyndte Kina og Hong Kong at importere Bordeaux og det fik priserne til at stikke af. Derfor er der ældre generationer, der har smagt væsentlig mere stor Bordeaux, end jeg nogensinde kommer til.
Den berømte venstre bred
Måske er det fordi, jeg så sjældent har Bordeaux mellem hænderne, at områdets appellationssystem og klassificeringer forvirrer mig, men lad os kaste os ud i det.
Bordeaux ligger på hver sin side af Dordogne-floden, deraf termerne “højrebreds-Bordeaux” og “venstrebreds-Bordeaux”. Selvom det kun er otte kilometers flod, der adskiller dem, er der stor forskel på jordbunden og dermed hvilke druesorter, der fungerer bedst. Venstrebreddens grusede marker er domineret af Cabernet Sauvignon, hvor Merlot klarer sig bedre på højre breds lerjord.
I det 19. århundrede var det venstrebreddens vine, der blev eksporteret i stor stil til England. Da Napoleon 3. før verdensudstillingen i Paris i 1855 ville lave en oversigt over Bordeaux’ bedste slotte, var det derfor kun vinene fra Margaux, Pauillac, Médoc og andre, der blev inkluderet.
Klassificeringen baserede sig på vinens pris og slottene blev inddelt i fem kategorier eller growths. Kun fire producenter ligger i toppen, og sådan har det været siden 1973, hvor Château Mouton-Rothschild rykkede en klasse op.
Altså en statisk klassificering på venstre bred, der kun ændres ved at slotte opkøber hinanden. Nogle argumenterer for, at den ikke afspejler udviklingen i Bordeaux, og at slottene i de øverste kategorier kan sælge deres vin til høje priser uden nødvendigvis at skulle lave ekstraordinære årgange.
Men de klassificerede producenter ser ingen grund til at ændre på et system, hvor deres vine strengt taget sælger sig selv, og mener at højrebredsmodellen kun fører til splid og drama. Og det har de ret i.
En god idé – i teorien
For ja, det virker fornuftigt, at producenter kontinuerligt skal leve op til krav og dermed gøre sig fortjent til deres status, men i St. Émilion har klassifikationssystemet været ledsaget af retssager, rygter og beskyldninger om snyd. Allerede i 1930 begyndte man på et system i St. Émilion, der dækker 5400 hektar, og i 1955 blev det offentliggjort. I modsætning til 1855-klassifikationen blev, og bliver, St. Émilions varetaget af INAO, en slags Landbrug & Fødevarer under Landbrugsministeriet, og det var planen at revidere den hvert 10. år. Hvor venstre bred var baseret på pris, bliver højre breds slotte bedømt på smagning af deres vine og vurdering af deres ry.
Den oprindelige opdeling var: Premiers Grand Cru Classés A, Premiers Grand Cru Classés B, og Grand Cru Classés. Her kom to slotte i den øverste kategori: Château Ausone og Château Cheval Blanc. Alt åndede fred og de tre næste revideringer forløb udramatisk, måske fordi der ikke skete de store ændringer. I 2006 blev der til gengæld bølgegang i St. Émilion. Fire slotte blev degraderet fra Grand Cru Classés til Grand Cru og håndterede det ved at anlægge en retssag.
Resultatet af dette blev, at hele klassificeringen blev dømt ugyldig for alle. En højesteret genindførte den i 2007, men en lokal domstol i Bordeaux dømte, at smagningen var partisk og så blev den igen ugyldig. Og til sidst, i 2008, bad INAO den franske stat om at genindføre klassificeringen fra 1996.
På toppen af den bordeaux-farvede kransekage er St. Émilion Grand Cru-appellationen
Så langt så godt – men de slotte, der blev opgraderet i 2006 mistede deres status, da 1996-klassificeringen blev genindført og man mente, at det var lige lovlig groft. De anlagde deres egen retssag og det hele endte med, at de opgraderede slotte i 2009 stadig var i deres nye kategori, mens de degraderede slotte var i deres oprindelige. Mon dieu! Da det endelig blev tid til en revidering i 2012 forsøgte INAO at gardere sig ved at bruge udefrakommende hjælp – til ingen verdens nytte.
Endnu engang sagsøgte utilfredse producenter INAO. Indtil videre har de tabt sagen ved to forskellige domstole. Det kan virke som meget tid, energi og økonomi at bruge på en plads på en liste, men da Château Pavie, der blev opgraderet til Premier Grand Cru Classé i 2012, præsenterede deres årgang fra 2011, steg prissætningen med 58 procent.
Nej tak til Premier Grand Cru Classé
Det må have været med hjertet oppe i halsen, da de åbnede for ansøgninger til 2022-klassifikationen. Her skulle producenterne bedømmes på prøvesmagning af deres vine 15 år tilbage, deres ry og distribution, terroir og produktion. Hvor smagningen gælder for 50 procent, vejer omdømme henholdsvis 20 procent og 35 procent for de to højeste klassificeringer, hvor terroir og vinificering kun vægter 10 procent for Premiers Grands Crus Classés. Lige præcis det ulige fokus på promovering og produktion fik de to oprindelige Premiers Grands Crus Classés til helt at droppe deres ansøgning.
Argumentet fra begge slotte var, at deres vine skulle bedømmes på kvaliteten af vin, ikke alt det omkringliggende, der kunne forvirre forbrugeren. Det er selvfølgelig forholdsvist nemt at mene, når vinene fra både Château Ausone og Château Cheval Blanc sælges på deres allerede prestigefyldte navne – en flaske 2021 Ausone koster 6450,- og en Cheval Blanc 4505,-. (Så jer derude, der kunne købe det for menneskepenge engang, tillykke!) På toppen af den bordeaux-farvede kransekage er St. Émilion Grand Cru-appellationen.
Navnet ligner til forveksling dem, der er lige er blevet gennemgået, men her er ikke tale om en klassificering af producenter, men en vinstil. Hvis en rødvin har 0,5% højere alkohol og har ligget længere tid på fad, må den kaldes St. Émilion Grand Cru. Dog skal alle St. Émilion Grands Crus Classés vin, også Premiers Grands Crus, leve op til disse krav. Og sådan kom vi full circle på klassificeringen af højrebreds-Bordeaux. Hvis du er nået hertil, klap dig selv på skulderen og drik et godt glas rødvin i weekenden. Santé!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og