POV SPORT // WEEKEND-WRAPUP – Mesterskabskampen i superligaen pludselig helt åben. I Premier League mere lukket. Stortalent vinder tennisturnering i Madrid og Team Esbjerg er i kvindehåndboldens Final4.
Efter en lille halv time sørgede FC Københavns bedste spiller i sæsonen, i tæt duel med Rasmus Falk, for at skabe håb om en tidlig julegave til københavnerne. Pep Biel hamrede bolden op i trekantslimningen, hvis det ellers var et træmål, men i hvert fald klinet ind i krydset af kassen fra kanten af feltet efter en Brøndby-afretning.
Biels mål ikke nok
0-1 i derbyet på Vestegnen uden tilskuere inde fra byen, hvorover der i stedet lød den kimende Biel-eklang ude fra vest. En sejr over Brøndby, og FCK endnu tættere på det mesterskab, de har higet og investeret efter i et par sæsoner. Men en fodboldkamp varer 90 minutter plus tillægstid.
Det sidste var der lagt tre minutter af slagsen til af, og et godt stykke inde i det andet minut, tog Mathias Greve et behændigt træk i feltet, hurtigt tryk med venstrebenet og bolden gik ind til 1-1 og Brøndbys først point i otte kampe. Mens det for FC Københavns vedkommende gik fra bjældeklang til klagesang.
For et øjeblik siden ønskede jeg FCK tillykke med ni points forspring og mesterskabet, nu synes det i stedet pivåbent, for naturligvis nåede nyheden Aalborg med lynets cybernethast
Anfører Nicolai Boilesen kogte i hvert fald godt over for åben skærm, da han revsede sig selv og sine holdkammerater for de de sidste syv-otte minutters mistede greb om en kamp, som gæsterne ellers så ud til at cruise stille og roligt i garage. Men med en tåbelig udvisning til Kevin Diks og et forsvars lettere mentale nedsmeltning eller desperation, når det kommer under voldsomt pres og på grund af udvisningen ud af balance i de døende minutter, så sker den slags.
For et øjeblik siden ønskede jeg FCK tillykke med ni points forspring og mesterskabet, nu synes det i stedet pivåbent, for naturligvis nåede nyheden Aalborg med lynets cybernethast. FCK-forfølgerne fra den midtjyske hede var på besøg, og de skulle ikke bruge mere end to minutter til at bringe sig i front mod AaB, 12 minutter til at gå på 2-0, og det rakte kampen igennem, om end aalborgenserne svarede igen, reducerede og pressede for udligningen, men opgøret endte med en 2-1-sejr til FCM.
Tre kampe tilbage, og FCK’s forspring er reduceret til ÈT point og en klart bedre målscore, så lad os bare sige to point. Der skal dog ikke mere end et nederlag til FCK og tre sejre til midtjyderne til for at vende totalbilledet efter den spillerunde, der tæller allermest: 32.
I bunden har Vejle Boldklub en lidt mere end mikroskopisk chance for at redde sig i ligaen, hvis det bliver til tre point i Viborg mandag aften, da AGF endnu en gang ikke formåede at vinde og måtte nøjes med 1-1 hjemme mod bundproppen Sønderjyske. Sønderjyderne har ret kurs mod 1. division. Det samme har Vejle med pointtab i Viborg.
To klubber på udenlandske hænder. Akkurat som bunden i 1. division. Jammerbugt FC og mægtige Esbjerg fB. For tre år siden vandt vestjyderne bronze, om et par uger kan den stå på 2. division fra næste sæson for klubbens amerikanske ejere, hvis ikke de indhenter fire point i lige så mange kampe mod på Fremad Amager, der også har været i total udenlandske turbulenshænder de seneste år.
Hvem der rykker op i ligaen fra 1. division, er et åbent opgør mellem Horsens, Helsingør, Lyngby og Hvidovre.
Nede i traditionsklubben Næstved prøvede de det samme med tyske luftkasteller og formøblede en solid topplacering i toppen af 1. division i rekordfart til et dyk dybt ned i 2. division. Nu har de fået styr på lokaløkonomien, og klubbens tidligere angriber, træner, kvindelandstræner og assistent for herrelandsholdet under Morten Olsen, Peter Bonde, er tilbage i trænersædet for Næver og er med en 3-0-sejr over nærmeste udfordrer, Hillerød, så godt som sikker på tilbagevenden til 1. division.
Hvem der rykker op i ligaen fra 1. division, er et åbent opgør mellem Horsens, Helsingør, Lyngby og Hvidovre. Helsingør var ellers godt på vej til at smide et gigantisk forspring ved at tabe sine fem første kampe i slutspillet, men fik endelig tre pinde i hus mod Fredericia fredag.
I Premier League tabte Liverpool afgørende afstand til Manchester City på førstepladsen ved at måtte nøjes med 1-1 hjemme på Anfield mod Tottenham, mens City fik rettet op på Champions League-exiten til Real Madrid med en 5-0-sejr hjemme over Newcastle.
City har nu tre point ned til Liverpool og fire mål plus med tre runder tilbage. Det ligner et Liverpool-farvel til drømmen om The Quadruble: Champions League, Premier League, FA Cup og Liga Cup.
I håndboldens verden spillede Team Esbjerg sig for første gang i klubbens historie i Final4 ved at sende rumænske Bucuresti ud af kvartfinalerne i Champions League. Hos herrerne har Aalborg Håndbold spillet sig i semifinalerne, mens førerholdet i den anden gruppe, GOG, må vente lidt med at booke den med et gigantnederlag på 14 mål, 34-20, til Bjerringbro-Silkeborg.
Første Formel 1-løb i historien i Miami. Kevin Magnussen kørte et urent ræs og nåede ikke i pointene for Haas. Max Verstappen vandt. Også terræn på den førende kører i den samlede stilling, Charles Leclerc, der blev nummer to i Miami.
På herretennisfronten gjorde sæsonens himmelstormer arbejdet færdig i Madrid, da den 19-årige spanier, Carlos Alcaraz, vandt ATP-finalen i den spanske hovedstad over tyske Alexander Zverev i to sæt. Undervejs slog teenageren også Novak Djokovic og Rafael Nadal.
Nå ja, fik vi nævnt, at vores cool landstræner i fodbold er på Tik-Tok. Næsten. Sammen med datteren. Den lukker vi lige weekenden på…
@liva.hjulmand Jiggle Jiggle😎 #fyp #fatherdaughterduo ♬ My money dont jiggle jiggle – Duke & Jones
Se resultater og stillinger i fodbold her
Husk at like og følge POV Sports Facebookside
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her