ALKOHOLKULTUR // KLUMME – De fleste af os kender det alt for godt. Nogle gange trænger man bare til at tjekke ud. Med alkohol. Men ville det ikke tjene os selv, vores børn og verden en hel del bedre, hvis vi lærer os selv, hvordan vi tjekker ind, spørger Lucy Vittrup.
For nogen tid siden læste jeg i avisen, at unges drikkeri er et stort problem – danske unge drikker mere end unge i andre lande, og det vil vi gøre noget ved. De unges druk kommunikeres som del af et mere generelt problem, som skal løses ved, at ‘de voksne skal lære at styre sig’.
Det tragikomiske ved den konklusion er svær at ignorere.
Lad mig starte ved en fest:
For nogen tid siden var jeg til den sjoveste runde fødselsdag, jeg har været til længe. Det var en aften med lækker mad, topklasse taler og underholdning, nære og intense samtaler med interessante og karismatiske mennesker ved bordet.
Jeg fik udvekslet kærlighedsord med en savnet veninde og dansede mig gennem natten – indtil vi lukkede dansegulvet kl. 4 om morgenen.
Så sjovt.
Næste dag vågnede jeg forventeligt øm i kroppen, omtumlet af for lidt søvn og hæs.
Jeg var øm af at have danset fire timer i træk i absurd høje, flotte stilletter. Hæs af at have talt og grinet for højt og for meget. Ikke af at have røget og drukket for meget.
For jeg drikker ikke alkohol (eller ryger) for tiden.
Og det har jeg ikke gjort i et par år.
Ja, du får det måske federe af at være lidt småbimlet, men din opmærksomhed overfor andre forsvinder lidt efter lidt
Ikke at drikke alkohol er så stort et normbrud, at jeg i overgangen fra festdrikkende til ikke-drikkende gled ud af alt fra invitationslister til venneferier og fester i nogle af mine sociale grupper.
Ikke at drikke alkohol er så stort et normbrud, at folk, jeg nød bylivet med før, ikke gider at gå ud med mig mere.
Ikke at drikke alkohol er så stort et normbrud, at det koster ca. 20 minutter til enhver sammenkomst at forklare, hvorfor jeg dog ikke gør det (er det mon, fordi hun er alkoholiker?).
Og ikke at drikke alkohol gør mig til modtager af endeløse fortællinger om andres alkoholfri januar eller aftaler om kun at drikke i weekenden eller kun efter kl. 17.00 eller eller eller. Tiltag, som vidner om, hvor svært det er bare at ‘styre sig’, hvis man ikke forstår, hvorfor man drikker ‘for meget’.
At vælge ikke at drikke alkohol i en kultur, hvor alkohol er forbundet med livskvalitet og hygge – kræver langt langt mere end bare at ‘styre sig’.
Ikke at drikke alkohol er et livsvalg, en radikal livsændring med store fundamentale konsekvenser for vores sociale relationer – og måske vigtigst: Vores forhold til os selv.
Men hvorfor?
Jeg drikker ikke alkohol, fordi jeg lever af at være nærværende. ‘Lever af’ som i at nærvær er min ilt.
Jeg drikker ikke alkohol fordi, jeg er som et lille barn, der ikke vil gå glip af noget i livet. Jeg vil være ethundrede procent til stede, både når det er sjovt og, når det er svært.
Jeg vil mærke livet og glæden. Grine uhæmmet, danse uhæmmet, elske uhæmmet, udforske uhæmmet og vide, at jeg er ved mine fulde fem, når jeg gør det.
Jeg vil mærke usikkerheden og frygten. Græde, skælve, have hjertebanken og vide, at ved at lytte til det, der er svært, så kan jeg udvikle mig og transformere ubehag til indsigt og blive mere mig, blive et bedre menneske.
Jeg vil være klar i sanserne, så jeg kan være klar i tankerne, så jeg kan bidrage til denne verden bedst muligt. Det er det meningsfulde liv for mig. I dag.
Mere selvindsigt
Danskere indtager førstepladsen i ’binge drinking’, hvor man indtager mellem 5 til 10 genstande på én gang.
I en artikel i an avis ser jeg, at det er problematisk, fordi vores unge så også drikker for meget, og det er dårligt for dem.
At bingedrikke betyder at drikke for at blive stiv. Stjernestiv. Totalt og aldeles ikke-tilstede. At ændre det kræver både ‘kulturel ændring og politisk handling’, står der.
Og så får jeg lyst til at skrige. For man kan fra politisk side forbyde og stramme op i en uendelighed.
Vi kan også holde flere alkoholfrie rusture og forbyde alkoholsalg i kantinen. Men hvis ikke vi adresserer det underliggende, psykologiske problem, som branderten bliver brugt til – med virkelig ringe succes – at løse, så kommer vi lige præcis ingen vegne – i bedste fald.
Løsningen, som ingen tør italesætte, handler om psykologisk indsigt og oplysning. Det handler om at omlægge den fundamentale måde, vi håndterer vores værdier, relationer og evne til fællesskaber i vores samfund.
Det handler om, at de, som har forstand på alkoholbrug, får og tager en stemme – i skolerne, i sundhedssystemet, blandt socialrådgiverne – og også i medierne.
At beskrive problemet som, at de (voksne) bare skal lære at ‘styre’ sig, afslører en pinlig uvidenhed om problemets dybde og karakter.
At styre sit alkoholindtag handler om et langt langt mere alvorligt problem, der viser sig i vores tal for stress, angst, depression og alvorlig ensomhed. Symptomer på at voksne danskere er ekstremt dårlige til at håndtere relationer, inklusive den til sig selv.
Hvad nu hvis … vi kunne lære at være os selv og være i fællesskab med andre fra det sted – helt uden at bedøve os selv for at opnå dét
En stor del af danskere og mennesker i den vestlige verden føler sig ensomme, stressede og angste, fordi deres relationskompetencer er eklatant dårlige. Hvis vi vil adressere et stort alkoholbrug, så må vi starte en folkeoplysning om det ubehag, som alkohol hjælper med at komme ud af.
Vi i det 21. århundrede er bange for fremtiden, for at være en fiasko, for at blive opdaget i ikke at være gode nok, for at spilde vores liv med det forkerte. For at arbejde med det forkerte, være gift med de forkerte, være forkerte – vi hader os selv for ikke at handle på det, vi godt ved ikke fungerer – og vi er dødeligt dårlige til at tale om det. (Dødeligt, fordi stress og alvorlig ensomhed påviseligt øger for tidlig dødelighed).
Vi er ekstremt bange – for at være nære, for at være kærlige, for at komme for tæt på, for at være seksuelle, for at vise hvem vi er, for at sige tingene ærligt, som vi oplever dem og ja, selv for at grine for højt og danse amok på dansegulvet og have det løssluppent sjovt – uden hjælp fra noget, der bedøver os.
Og her opstår det tragikomiske: Vi ‘voksne’ bruger alkohol for at ‘hygge’ os og komme hinanden mere ved, men det, som alkohol reelt gør er, at det bedøver vores sanser lidt efter lidt, glas efter glas, så vi netop kommer OS SELV mere ved – og hinanden og den livgivende samhørighed med andre mindre og mindre ved.
Ja, du får det måske federe af at være lidt småbimlet, men din opmærksomhed overfor andre forsvinder lidt efter lidt. Det kan godt være, du tror, du bare lige er lidt småtipsy, sød, charmerende og lidt ekstra kærlig. Men som regel snøvler du, vrøvler og oplever at du lyder virkelig klog, når du lyder virkelig usammenhængende og sjældent er så superattraktiv for den, som selv er ædru.
“Jeg trænger bare til at tjekke ud”
Jeg kender det alt for godt. Nogle gange trænger man bare til at tjekke ud. Men jeg spørger mig selv, om ikke det ville tjene os selv, vores børn og verden en hel del bedre, hvis nogle ville prioritere at lære os selv, hvordan vi tjekker IND.
Hvis vi lærte at være kærlig og ufordømmende, med det, som er inden i os.
Hvis vi lærte at håndtere det, som gjorde ondt fra fortiden og gør ondt i nutiden og frygter om fremtiden.
Hvis vi lærte at være sanseligt vågne og opmærksomme.
Hvis vi lærte at turde tale om det, som optager os i stedet for hvilket job vi har.
Hvis vi lærte at sige ‘jeg er usikker’ eller ‘jeg elsker dig’, selvom det føles svært. Hvis vi turde give slip, grine højt og være løsslupne, når det bød os.
Hvad nu hvis … vi kunne lære at være os selv og være i fællesskab med andre fra det sted – helt uden at bedøve os selv for at opnå dét.
Hvilke nogle børn og unge ville vi så få?
Og hvad skulle vi så egentlig bruge alkoholen til?
Læs om kulturen i Kulturlisten, der udkommer hver fredag. Find den seneste udgave her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her