Privat foto

Ode til de afdøde: Åh Gud, åh Gud, hvorfor har du forladt bandemedlemmerne?

af i Danmark/Liv & Mennesker/Politik & Samfund

Nu ser vi dem måske døde på billeder og film. Snart skyder de ikke dårligt mere, der hvor de kun rammer eget korpus. Det er ikke længere egne unge baller der står for skud. Kuglerne perforerer den brune unge mands livskasse, og sender den dømte til jorden. Korsfæstet af skud.

Så hårdt bliver de nu ramt, at de aldrig mere skal stå op i Københavns solskin. De brune sønner af hovedstaden bliver snart liggende. Evigt liggende indtil en formodet ønsket genopstandelse, og de tunge spørgsmål, som nu bliver endnu sværere at svare på.

Disse uintegrerbare individer, lømler og sjakaler. Men også disse dejlige sjæle, sønner, idoler og genstande for mødres kærlighed. Københavns fortabte drenges blod vasker sommeren bort, men det renser ikke hverken os eller samfundet. Vi føler os beskidte i frygt.

Når de mon at tænke på døden, når de rammes af skud?

De er de fortabte knægte, der snart skal bedes for i moskeen på Nørrebro. Det bliver ikke en bøn om, at de må klare sig godt, de bliver ikke velsignet. Nej, denne gang er det med håbet om, at helvedes ild ikke tager dem.

Men helvedet fik dem her på jord, kære imam. Kan sjælene reddes, hvis de allerede bor i et helvede? Når de mon at tænke på døden, når de rammes af skud? De er dem, som snart skal begraves i hjemlandet, udlandet, på landet, eller ude i begravelsespladsen i Brøndby. Det sidste hvilested, hvor ingen rigtig besøger nogen, de ikke rigtig elskede. De skal ligge smukke og hullede bag obligatoriske hvide jakkesæt, mens gravstenens skamfulde vægt holder dem nede.

Evigt nede, evigt døde på jord.

Fik de levet i de 17 til 20 år mon? Kan man egentlig virkelig leve på så kort tid?

Hvad er en død brun dreng værd fra Nørrebro?

De er ingenlunde mine venner, bekendte eller familie. Så hvorfor knuges mit hjerte af en så stærk sorg? De er ikke mine venner, sønner, brødre eller af mit blod.

Så hvorfor føler jeg, at jeg mister en del af mig? Måske fordi de ligner mig, mine og mit. Engang kunne det have været mig. Nej, det kunne det ikke. Jeg er ikke dem, og de er ikke mig. Ikke nu. Hvad er en død brun dreng fra Nørrebro værd?

Men jeg håbede på og tænker på, at det lig på billedet kunne have været en dreng i live, sikker og glad. Gående i Tisvilde på stranden i fred, og med kærlighed i øjnene. Hånd i hånd med dem, som elskede dem. Og dem de elskede. Men det føles som om, de glemte at elske. Eller blev de mon elsket for meget?

Vejen til lighuset i Golgata

De ligger nu snart kolde og duftende på Nørrebros gader. Duftende af død, krudtslam og designerparfumer. I morges var de i live og hovedstadens konger, i nat skal lighusets kølerum fryse deres kroppe ned, så de ikke rådner hurtigt. Smukke udenpå, afpillede sind indeni.

De skal sminkes til. De skal rettes til. Kødet må være præsentabelt til deres sidste dage over jorden. For ned i jorden, det skal de. Alle mænd skal i jorden, eller i det mindste blive en del af den igen.

Men det glemmer mange mænd, de unge friske, og stærke mænd. Døden glemmer ingen, den venter blot.

Gid genoprettelsen var sket tidligere. Gid vi ikke havde sminket på integrationens ligliste. Ingen justits-, integrations- og statsminister kan bringe denne søn på dødsbåren tilbage til dagen, hvor han var her. Nu er der kun nat. En evig nat for ham den afgåede, for familien, for tabets ofre. En evig nat, hvor ingen religion giver fred til sådan en udåds død.

Ingen Herre belønner den dræbende eller den dræbte, hvis der er tale om skyldige handlingstilstande. Hver religion peger på hver sin utilgivelige adfærd

Ingen Herre belønner den dræbende eller den dræbte, hvis der er tale om skyldige handlingstilstande. Hver religion peger på hver sin utilgivelige adfærd. Der er ingen plads i Paradis, jomfruer, haver eller mulighed for en ceremoni, hvis udåden, der førte til døden bedømmes som værende satans værk.

Og bedømmes og dømmes skal der. Vi dømmer her, og det er måske kun første dom. Domme har de vel også med på gaden, den gade de falder på.

Her træder religionen ind, mens de døde vel er trådt ud. Eller har trådt forkert. Døden skelner mellem dødsgrunden i religionen. Den henter og bringer tilbage sjælen. Tror man på dette, er der ingen rabat eller mulighed for snyd. Bandemedlemmer kommer vel ikke i himlen, og drab tilgives ikke. Ingen frelse på jord, eller efter jord. Hvis man da tror herpå.

Græd I mødre og fædre for tårer er jeres skams skjul

Der grædes obligatoriske tunge tårer foran kistens lukkede hvide låg. Men grædes der over den manglende redning af den unge søn, eller forældrenes manglende evner? Hvem tager ansvaret for mandlighedens mandlige mandehandlinger? Måske de efterladte mænd? For kvinder har intet at sige eller gøre. Jeg har ikke hørt mødre sige noget. De har da mødre, ikke?

Kvinder skal tie. Kvinder skal græde. Og da græder kvinderne nu, græder over det liv, de skabte. Moderens tab er størst. Moderen gav liv, moderen ser livet givet, blive taget. Moderen tier. Moderen svigtede. Faderen svigtede. Vi prøvede.

Hvad er en død brun dreng værd fra Nørrebro? Er han Christiansborgpolitikernes våde drøm? Er han bandelederens magtdemonstration? Er han en simpel afmagtsfuld debattørs grådkvalte skrift på din skærm?

Sov godt du unge sjæl, må du hvile fred.

Privat foto
Begge fotos er private.

Seneste artikler om Danmark

Blinde idiot

ESSAY – Det smukkeste sted, jeg har besøgt i nyere tid, er