
EUROPAS MINDRETAL #1 // LETLAND – Rundtom i verden indskrænkes LGBT+-personers rettigheder. Også flere steder i Europa bruges modstand mod den såkaldte ‘wokeness’ og ‘LGBT-ideologien’ til at modarbejde EU-samarbejdet. Men andre steder i den tidligere østblok går det den rigtige vej – omend langsomt.

RIGA – I en gammel fabriksbygning af gule mursten ligger en mellemting mellem en bar og en natklub. Alle væggene indenfor er sorte, og den primære lyskilde er den stribe LED-lys, der løber langs væggen, som kontinuerligt skifter mellem regnbuens farver. Et flag, ligeledes i regnbuefarver, hænger ned fra loftet langs den ene endevæg.
Baren hedder Skapis – ‘skabet’ – og er normalt et mødested for Letlands LGBT+-miljø. Men lige nu er fredag aftens fest og liv langt væk. Baren flyder med glas og kasser med tomme ølflasker, og alle stolene er stillet op på bordene med benene i vejret.
I dag er DJ-pulten skiftet ud med et keyboard og DJ’en med en ung dirigent. Rundt om dirigenten står en gruppe korsangere, som venter på, at hun rammer den rigtige tone på keyboardet.
Vi befinder os i udkanten af centrum i Letlands hovedstad, Riga. Det er en tirsdag aften sidst i september, og på trods af det nært forestående efterår er aftenen usædvanlig varm: Selvom klokken har passeret seks, viser termometeret stadig over 20 grader.
I anledning af det gode vejr beslutter koret sig for at rykke udenfor på barens overdækkede terrasse. Her stiller de nogle-og-tyve sangere sig i en halvcirkel rundt om dirigenten og begynder at varme stemmerne op med bilstøj i baggrunden.
Det er en broget flok, der spænder fra studerende i start-20’erne til midaldrende folkeskolelærere, men én ting har de til fælles: De betegner sig alle som queer – homoseksuelle, nonbinære, transkønnede m.v. – og synger alle i Riga Queer Kor. Normalt er de flere, fortæller dirigenten – over 40 – men i dag er det kun dem, der skal være med til at demonstrere for samkønnet ægteskab foran parlamentet to dage senere, der er mødt op.
Sporene skræmmer stadig fra de første mange års uro omkring det lettiske LGBT+-miljø
Koret synger primært lettiske folkesange, der sammen med folkedanse udgør en hovedbestanddel af den lettiske kulturelle identitet. Rigtig mange letter synger i kor og danser folkedans, men mange kobler den lettiske kulturelle identitet sammen med konservative værdier, som er lige så gamle som sangene og dansene, der fremføres.

For mange af sangerne i Riga Queer Kor handler det således om at forene deres lettiske og queer identitet. For at bevise, at konservative ikke har patent på patriotisme, som én af sangerne fortæller. “Koret er et sikkert sted, hvor vi kan forene kultur og det traditionelle og det måske lidt konservative med vores queer identitet og vise, at der i virkeligheden er nogle modsigelser,” fortæller Lelde, som forrige år var med til at stifte koret.
Sporene skræmmer
Både koret og Skapis er fysiske manifestationer på den ændring, der de seneste år er sket i Letland når det kommer til LGBT+-personers sikkerhed og synlighed i samfundet. De første pride-optog i Letland, som blev holdt i Riga i midt-00’erne, var præget af vold og usikkerhed.
Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch beskrev dengang hvordan deltagere blev spyttet på og angrebet af aggressive moddemonstranter, som kastede med både æg og menneskelig afføring, mens politiet angiveligt så passivt til.
I dag foregår pride roligt, og mens deltagerantallet i pride-paraden er steget til flere tusind, kan antallet af moddemonstranter nu tælles på én hånd
Sporene skræmmer stadig fra de første mange års uro omkring det lettiske LGBT+-miljø. Blandt andet beskriver Lelde, hvordan hun som teenager havde lyst til, som hun siger det, “at krybe tilbage ind i skabet” efter at have deltaget i sit første pride i midten af 00’erne. “Det var helt vildt skræmmende. Man kom for at mødes med sit fællesskab, men i stedet stødte man på råbende, vrede mennesker, der hader én,” fortæller hun.
Meget har dog forandret sig siden dengang. I dag foregår pride roligt, og mens deltagerantallet i pride-paraden er steget til flere tusind, kan antallet af moddemonstranter nu tælles på én hånd.
Skapis åbnede i foråret 2023, og i oktober samme år så Riga Queer Kor også dagens lys. For 15 eller 20 år siden havde koret helt sikkert ikke været muligt at forestille sig, fortæller Lelde. Dengang ville modstanden have været for stor og truslerne for mange. På internettet mødes koret fortsat af negative kommentarer, men fysisk udsættes de ikke for trusler eller had, hvilket i sig selv også vidner om en positiv udvikling i det lettiske samfund, siger hun.
Ude af øje, ude af sind
Når der i nyhedsstrømmen fremhæves historier om LGBT+-miljøet, er det typisk, at homoseksuelle, transkønnede og andre LGBT+-personer forfølges og får indskrænket deres rettigheder rundtomkring i Europa og verden. I Letland går det derimod den anden vej – her forbedres situationen for LGBT+-personer år for år. Men det går langsomt.
Selvom der i det seneste år har været tegn på udvikling, ligger Letland fortsat i den nederste del af EU hvad gælder LGBT+-rettigheder.
Ifølge Rainbow Map, en årlig opgørelse over LGBT+-rettigheder i Europa, var Letland fra 2014 til 2019 den absolutte bundskraber i EU hvad angår LGBT+-rettigheder. I 2024 har landet arbejdet sig op på en 24.-plads ud af de 27 lande i EU, og ligger nu over Polen, Rumænien og Bulgarien, men halter stadig efter nabolandene Estland og Litauen.
Lidt paradoksalt blev Letland i verdenspressen ellers hyldet bredt for at være et foregangsland på LGBT+-området, da Edgars Rinkevics i maj 2023 blev valgt som landets præsident. Rinkevics blev nemlig den første åbent homoseksuelle præsident i verden.

Da Rinkevics, der fra 2011 og frem til sin indsættelse som præsident var udenrigsminister, i 2014 valgte at springe ud som bøsse, vakte det stor opmærksomhed. Det var første gang en højtstående politiker i de baltiske lande sprang ud som homoseksuel, og det trak overskrifter i både hjemlandet og internationalt.
I sit opslag på Twitter, hvor Rinkevics annoncerede, at han var homoseksuel, spåede han selv, at hans annoncering ville føre til “megahysteri” blandt den konservative lettiske befolkning. Men annonceringen vakte ikke den enorme furore, han selv havde regnet med. Selvom nogle havde indvendinger, blev det i det store hele accepteret i samfundet og blandt politiske samarbejdspartnere.
Nok er der ingen stor aktivistisk handling på LGBT+-området fra præsidentens side, men det ændrer ikke på den store symbolværdi i, at landets præsidentembede kan bestrides af en homoseksuel mand, uden, at det skal være en big deal
Det er vigtigt her at indskyde den lettiske befolknings meget konservative holdning til homoseksuelle. I en undersøgelse fra 2020 svarede 32 pct. af de adspurgte letter, at de fordømte både homoseksuelle personer og deres parforhold, yderligere 27 pct. fordømte ikke homoseksuelle men kun deres parforhold, mens kun 30 pct. ikke fordømte nogen af delene. Størst er modstanden i aldersgruppen over 64 år, hvor det er halvdelen af alle adspurgte, der fordømmer både homoseksuelle og deres parforhold.
Det er her, forståelsen for mange begynder at glippe. For hvis en så offentlig person som Rinkevics kan være åbent homoseksuel og leve i fred, hvad forhindrer så resten af landets LGBT+-personer i at gøre det samme?
Svaret skal nok findes i Rinkevics’ offentlige fremtræden. For selvom han siger, at han er “stolt” over at være homoseksuel, fylder det ikke meget i hans offentlige image. Han har ingen partner og snakker ikke om sin seksualitet til daglig. Og det er nok netop dét, der har gjort, at han accepteres: Det er let at glemme, at han er homoseksuel. Før han sidste år blev valgt som præsident, var det vigtigt for ham at slå fast, at han altså ikke havde nogen partner, og siden er der ikke blevet snakket mere om det. Den konservative befolkning var stillet tilfreds. Ude af øje, ude af sind.
Nok er der ingen stor aktivistisk handling på LGBT+-området fra præsidentens side, men det ændrer ikke på den store symbolværdi i, at landets præsidentembede kan bestrides af en homoseksuel mand, uden, at det skal være en big deal. Det er et bevis på, at Letland har rykket sig, fortæller én af korsangerne, og ikke mindst for LGBT+-miljøet i Letland viser det, at man kan drømme. Hvis Rinkevics kan blive accepteret i landets højeste embede, kan alle LGBT+-personer i Letland på sigt blive accepteret, lyder håbet.
En markant dom
Trods udviklingen er Letland dog fortsat ikke for alvor et sikkert sted for LGBT+-personer, og mange oplever stadig at blive truet eller overfaldet på grund af deres seksualitet. Én af dem er 29-årige Livajs Amareins.
En lun majaften i 2023 er han ude at gå en aftentur med sin mandlige partner og en ven i Letlands andenstørste by, Daugavpils, hvor han på daværende tidspunkt bor.
På gåturen henvender en ung mand sig til dem. Han spørger, om han må låne en telefon for at ringe til sin ven. De låner ham telefonen, og efter opkaldet bliver de stående et par minutter og venter på, at den fremmede får en SMS tilbage fra vennen, han ringede til.
Mens de venter, lægger den fremmede mand mærke til, at telefonens baggrundsbillede viser Livajs Amareins sammen med sin partner. Manden bliver ophidset og spørger, om de to er homoseksuelle. De svarer ja, hvorefter manden bliver aggressiv og slår ud efter både Livajs Amareins og hans partner. Livajs Amareins ender med at få over 20 slag i hovedet. Hans ansigt er hævet, og i flere uger kan han ikke høre normalt på højre øre.

Livajs Amareins’ historie er ikke unormal, hverken i Letland eller internationalt, men dens retlige efterspil gør den bemærkelsesværdig.
Efter overfaldet bliver en retssag åbnet. Det primære anklagepunkt mod overfaldsmanden er offentlig uorden, med en potentiel hadforbrydelse som strafskærpende omstændighed. Der er tale om en hadforbrydelse, hvis den kriminelle handling har grund i offerets seksualitet, etnicitet eller lignende. I første omgang lukker det lettiske politi sagen, fordi der angiveligt ikke var nok beviser.
Men Livajs Amareins står fast ved, at der er tale om et homofobisk motiveret overfald, og anker beslutningen. “Jeg besluttede mig for, at jeg ikke bare kunne lade det ligge, og jeg blev nødt til kæmpe videre,” fortæller han på en videoforbindelse fra Holland, hvor han nu bor.
Domsfældelsen markerer et markant skifte i den retslige sikkerhed for LGBT+-personer i Letland, som nu for første gang kan se retslig handling på de overgreb, som gruppens medlemmer stadig udsættes for
Han kontakter også journalister og skriver om sin oplevelse på sociale medier, og sagen tiltrækker sig stor opmærksomhed. Blandt andre justitsministeren går ind i sagen og erklærer sig uforstående over for politiets beslutning. Det store offentlige pres får anklagemyndigheden til at revurdere sagen, som til sidst kræver sagen genåbnet.
Og her bliver det interessant. Det bliver nemlig i anklageskriftet eksplicit skrevet, at sagen omhandler en hadforbrydelse med homofobiske motiver. Det er første gang i Letlands historie, at det er sket. Aldrig før har en hadforbrydelse med grund i offerets seksuelle identitet været for retten i Letland.
I oktober sidste år, næsten halvandet år senere, falder dommen så i Livajs Amareins’ sag: Overfaldsmanden får syv måneders fængsel, og i domsafsigelsen bliver det anerkendt, at overfaldet var en homofobisk hadforbrydelse. Domsfældelsen markerer et markant skifte i den retslige sikkerhed for LGBT+-personer i Letland, som nu for første gang kan se retslig handling på de overgreb, som gruppens medlemmer stadig udsættes for.
Mange, der udsættes for sådanne hadforbrydelser, vælger at forblive stille og anmelder den ikke, fordi de mangler en tro på, at det vil føre noget med sig, fortæller Livajs Amareins. Men med dommen i hans sag er håbet nu, at flere vil turde gå til myndighederne: “Jeg håber, at [dommen] forsikrer andre ofre for sådanne forbrydelser om ikke at være bange for at melde det til politiet,” udtalte Jekaterina Tumule fra Letlands Center for Menneskerettigheder til lettisk tv i forbindelse med domsfældelsen.
Fandt anerkendelse i Letland
Selvom LGBT+-miljøet i Letland fortsat møder fysiske trusler i form af vold og overfald, og landet – med danske briller – kan virke tilbagestående hvad angår accept af queerpersoner, kan Letland for nogle alligevel være at foretrække fremfor deres hjemland.
Dette gælder blandt andet for 23-årige Mark, for hvem Letland i flere år har været et refugium. “Til folk fra LGBT+-miljøet, som tænker, at her ikke er så sikkert og godt, har jeg lyst til at sige, at de stadig har været heldige,” siger han, da vi snakker sammen. “I det mindste kan de [LGBT+-personer] på statsligt niveau blive beskyttet.” Det er ikke tilfældet i Marks hjemland. Han kommer nemlig fra Letlands store nabo mod øst, Rusland.

For snart fem år siden, da han var 19 år gammel, forlod han Rusland, sin familie og sine venner, og flyttede til Letland for at være sammen med sin kæreste, som boede der. På det tidspunkt var det blevet for usikkert at blive i Rusland. Mark er nemlig både transkønnet og homoseksuel. Noget, der ikke just er velanset i hans hjemland. Tværtimod.
I det tidligere omtalte Rainbow Map scorer Rusland lavest af alle undersøgte lande. Det kristne, ultrakonservative syn på familie og seksualitet dominerer i landet, og også fra statslig side er der i de seneste år med hård hånd blevet slået ned på alt, som ikke flugter med de såkaldte ‘naturlige’ familieværdier.
Som han blev ældre, voksede truslerne i takt med, at det blev klart, at Mark ikke bare gennemgik en teenage-fase. Så meget, at han til sidst besluttede sig for at rejse
Sidste år blev eksempelvis ‘LGBT-bevægelsen’ stemplet som ekstremistisk af Ruslands højesteret. Noget, som ifølge Human Rights Watch har “åbnet sluserne” for hvad de kalder en “arbitrær forfølgelse” af LGBT+-personer i landet. Blandt andet kan man i Rusland nu blive retsforfulgt for offentligt at vise regnbueflaget, som er blevet erklæret et ekstremistisk symbol. “Hvis jeg tager til Rusland, og nogen finder ud af, at jeg er transkønnet, kan jeg risikere at komme enten i fængsel eller på sindssygeanstalt. Det skræmmer mig rigtig meget,” fortæller Mark.
Mark mener selv, at det skyldes en blanding af held og hans unge alder, at han ikke selv blev udsat for vold, da han stadig boede i Rusland. “Alle tænkte ‘ah, det er jo bare en teenager, der prøver at finde sig selv’, og ældre mennesker prøvede bare at lade være med at fokusere på det,” fortæller han. Men som han blev ældre, voksede truslerne i takt med, at det blev klart, at Mark ikke bare gennemgik en teenage-fase. Så meget, at han til sidst besluttede sig for at rejse.
Store dele af samfundet i Rusland modsætter sig militant LGBT+-personer, og som homoseksuel eller transkønnet er der ikke meget hjælp at hente hos myndigheder, der juridisk anser dig som ekstremist. Anderledes er det i Letland, forklarer Mark. Her har han fundet mere anerkendelse, end han nogensinde kunne drømme om i Rusland. Letland er selvfølgelig ikke perfekt, fortæller han, men modsat Rusland kan han se en positiv udvikling.
Lang kamp forude
Den russiske befolkning er generelt enormt konservativ, og det smitter også af på omverdenen, blandt andet på de russisktalende befolkningsgrupper i Baltikum. Som i så mange andre samfundsstatistikker skiller den russisktalende befolkningsgruppe sig også ud, når det gælder spørgsmålet om accept af homoseksuelle.
Hos den russisktalende befolkningsgruppe i Letland, som udgør over en tredjedel af landets samlede befolkning, er den negative holdning til LGBT+-personer overrepræsenteret. Den tidligere omtalte undersøgelse fra 2020 viser, at 39 pct. af russisktalende i Letland fordømmer homoseksuelle. Blandt lettisktalende er tallet 27 pct.
De russiske medier afspejler den russiske stats hadefulde retorik overfor blandt andre homoseksuelle og transpersoner, og propagandaen har sat sig præg på den russisktalende befolkning i de baltiske lande
Den mere negative indstilling blandt russisktalende kan kobles direkte til Ruslands informationssfære, som fortsat spænder langt ud over landets grænser. Det fortæller Aivita Putnina, der er socialantropolog og lektor ved Letlands Universitet. Indtil de russiske medier i forbindelse med krigen i Ukraine blev gjort blokeret, så op mod 9 ud af 10 russisktalende i Letland TV-kanaler kontrolleret af Kreml. Også selvom de nu er forbudt, tilgår mange dem fortsat ved hjælp af ulovlige forbindelser.
De russiske medier afspejler den russiske stats hadefulde retorik overfor blandt andre homoseksuelle og transpersoner, og propagandaen har sat sig præg på den russisktalende befolkning i de baltiske lande.
Også manden, der slog Livajs Amareins ned, var russisktalende, og generelt mærker Livajs Amareins, at den russisktalende befolkningsgruppe er mere negativt stemt overfor LGBT+-personer: “Når jeg møder russisktalende folk, ser jeg tydeligt, at de har mange flere fordomme overfor [LGBT+]-fællesskabet,” fortæller han. “Fra russisk side kommer der rigtig meget dehumaniserende propaganda, og det er virkelig svært at vise folk, at du er den samme person og ikke et eller andet monster.”
Det vidner om den lange kamp, lettiske LGBT+-personer stadig har foran sig, når det blandt den samlede lettiske befolkning fortsat er under en tredjedel, som ikke fordømmer homoseksuelle. For én ting er kampen med de politiske beslutningstagere om lovmæssig anerkendelse, en anden er kampen om samfundets accept.
Vi er også Letland!
Tilbage i Letlands hovedstad mødes jeg igen med Riga Queer Kor foran parlamentet torsdag morgen, halvandet døgn efter øvegangen på baren. De står i en rundkreds og gør sig klar til at skulle synge mens parlamentarikerne møder ind på arbejde. Nogle af sangerne har regnbueflag svunget om ryggen, en anden har Letlands flag svøbt om sig.

Demonstranterne, som udover korets sangere tæller en beskeden skare på omkring 25 mennesker, primært unge, er denne morgen samlet for at kræve, at parlamentet vedtager en lov, der godkender samkønnet ægteskab.
Medieopbuddet er proportionelt helt skævt i forhold til den moderate forsamling af demonstranter: Letlands to største TV-kanaler er mødt op med kameraer og filmer til aftennyhederne, og dagbladenes fotografer går rundt med store linser og knipser. De ved sandsynligvis, hvad der kan få den konservative del af befolkningen til tasterne i kommentarsporet på Facebook.
Den 1. juli 2024 blev der under højlydte protester fra oppositionspartierne i Letland indført kønsneutrale, registrerede partnerskaber. Dette betyder, at to personer af samme køn nu for første gang kan indgå i et juridisk anerkendt partnerskab. Det er et vigtigt skridt, men ikke tilstrækkeligt, forklarer én af korsangerne: Blandt andet tager loven om registrerede partnerskaber ikke stilling til forældreskab hos samkønnede par. De fremmødte håber på, at Letland kan følge nabolandet Estlands eksempel. I 2016 blev Estland det første af de tre baltiske lande til at indføre registrerede partnerskaber, og i et år har samkønnet ægteskab også været lovligt i landet.
Ind imellem sangene er der brandtaler og kampråb. “Vi er også Letland!” råber demonstranterne. “Vi er også Letland! Vi er også Letland!” Hvor Edgars Rinkevics blev accepteret fordi hans seksualitet udgør en undseelig del af hans offentlige identitet, forsøger LGBT+-aktivisterne nu at fortælle befolkningen, at man ikke skal ignorere dem og deres rettigheder – selv hvis de, modsat præsidenten, vælger at dyrke deres identitet offentligt. Men LGBT+-miljøet er småt, og uden samfundets opbakning til samkønnede ægteskaber er det svært at presse lovgiverne.
Når næsten 60 pct. af Letlands befolkning fortsat fordømmer homoseksuelle og/eller deres forhold, er det svært for LGBT+-miljøet for alvor at råbe hurra. Men samfundets holdning ændrer sig langsomt, den fysiske trussel mod LGBT+-personer er blevet markant mindre, og fællesskaberne blomstrer i højere og højere grad i LGBT+-miljøet.
Med indførelsen af registrerede partnerskaber, en ny præcedens hvad angår hadforbrydelser og en ung befolkning, som i højere grad er inkluderende og accepterende over for LGBT+-personer, er der også udsigt til, at Letland fortsætter sin opstigning i Rainbow Map-indekset.
En ældre politiker fra den yderste højrefløj, der forrige år kom i modvind for på parlamentets talerstol at kalde homoseksuelle for pædofile, går bag om demonstranterne og op ad trappen til parlamentsbygningens indgang. På det øverste trappetrin stopper han op og vender sig ud mod den lille gruppe demonstranter. Her står han i 20 sekunder og smiler til sig selv, som er han velfornøjet over situationen, før han vender sig om og går ind til dagens afstemninger. “Ja, man kan jo ikke vinde alle over,” griner én af demonstranterne.
Polarisering eller fællesskab
I de senere år har man set en stigende grad af højreradikalisme, ekstreme udtryk på venstrefløjen, hvilket fører til en debat om, hvor vidt Europa går mod polarisering eller fællesskab.
I første halvdel at 2025 kigger POV nærmere på de indre udfordringer, Europa står overfor, og hvad EU-landene gør – både som enkeltlande og i fællesskab – for at tackle dette problem.
Frem til sommeren står for døren sætter vi fokus på emner som racisme, ghettodannelse, flygtninge og asylansøgere, etniske mindretal, seksuelle mindretal og politisk vold, men også de vellykkede forsøg på at bygge bro over forskellighederne.
Læs flere artikler i serien her.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.