EP-VALG // ANALYSE – Nu, hvor stemmerne er talt op efter fire dages valg i hele Unionen, tegner der sig nye tider. Konservative og socialdemokrater bliver bidt i haserne af de liberale og de grønne. Omkring halvdelen af de stemmeberettigede europæere deltog i valghandlingen, mens mange andre blev forhindret i at stemme. EU’s interne migranter mangler rettigheder.
BARCELONA – ”Vi er 45.000 rumænere i Storbarcelona,” fortæller den unge Daniela, hvis søskende og fætre også bor i den spanske storby. Tilbage i Rumænien sidder hendes mor alene efter at have opfostret en stor børneflok som enke uden familiens støtte. ”Ingen af os, der mødte frem over middag for at stemme, fik lov til det. Klokken 21 lukkede valgstedet. På det tidspunkt havde jeg ventet med menstruationssmerter i fire timer.” Og hvordan kan det nu være?
Rumænerne må ikke brevstemme, og på valgdagene er der ikke plads til dem alle sammen i valglokalerne med alt for få borde. Når klokken slår, og der skal lukkes ned sidst på dagen, står de fleste af dem stadig ude på gaden. Politiet bliver tilkaldt for at undgå optøjer, og kun i München fik man den brillante idé at lægge politikæden uden om de rettidigt fremmødte – og ikke mellem vælgerne og valgstedet.
Europa er ikke kommet på omdrejningshøjde med sin egen logik om, at borgerne må bosætte sig i Unionen, lige hvor de vil. Valgreglerne og valgpraksissen er ikke fulgt med tiden
Rumænerne udgør den største diaspora i den Europæiske Union. Vi lægger mest mærke til sigøjnerne østfra, som kommer vestpå for at tigge. Men langt de fleste rumænske statsborgere benytter sig af den frie bevægelighed for at finde arbejde.
De er i overvældende grad imod den siddende regering, som er et levn fra de kommunistiske tider. Derfor gør det en forskel i valgresultatet, om diasporaen får lov til at stemme eller ej. Og søndag skulle de tillige stemme om en amnestilov, som skulle lade korrupte politikere slippe billigt. I stedet stod de som den arbejdsomme Daniela uden for valglokalerne og uden for indflydelse.
De sociale medier koger.
Produkter, kapital og arbejdskraft
Næsten alle de belgiske udvandrere blev forhindret i at stemme, forlyder det. Og danske Janus Tobias Madsen har den erfaring, at det også i Storbritannien plejer at være et forhindringsløb at få lov at stemme. I Spanien kræver det indskrivning i meget god tid på listen over stemmeberettigede, og det har Daniela aldrig fået gjort, for det er ikke almindeligt kendt. Derfor skulle hun ikke stemme på et spansk valgsted, men sammen med sine landsmænd.
De grønne kan måske tilskrive den lille Greta fra Sverige deres succes: De økologistiske énsagspartier bliver vel nok set som det mest seriøse bud på en klima- og miljøpolitik, der kan sikre klodens fremtid
Som europæer kan man på forhånd vælge at stemme på sit hjemlands kandidater til Europa-Parlamentet eller på kandidaterne i landet, hvor man bor. Man kan også stemme til kommunalvalgene i modtagerlandet. Men man mister retten til at stemme nationalt og regionalt og til folkeafstemningerne nogen af stederne, og på den vis mister fortropperne i det europæiske projekt vigtige rettigheder.
Europa er ikke kommet på omdrejningshøjde med sin egen logik om, at borgerne må bosætte sig i Unionen, lige hvor de vil. Valgreglerne og valgpraksissen er ikke fulgt med tiden.
Og dét kan godt have noget at gøre med, hvordan retten til frie bevægelighed er formuleret: Den gælder produkter, kapital og arbejdskraft. Som var vi alle bare vores to hænder og ikke borgere med borgerrettigheder.
”Borgen” kommer til Bruxelles
Den danske tv-serie Borgen er fantastisk populær i Spanien. Nu når den som koncept også til Europas stålhjerte. Det, som spanierne er så pikerede over i serien, er de mange alliancer, der hele tiden indgås. Spanien har indtil for nyligt fungeret som et topartisystem, hvor konservative og socialdemokrater skiftedes om magten – meget som i USA og som i de europæiske institutioner.
I EU har de konservative siddet på Kommissionen i 15 år, fordi de er den største gruppe. Sammen med den socialdemokratiske gruppe (kaldet ”socialistisk”) har de ledet institutionerne med en art storkoalition som den, også tyskerne tænderskærende har måttet leve med på nationalt niveau.
Alliancernes tid er begyndt i de kolossale, umenneskelige bygninger, hvor den europæiske politik bliver fastlagt af de mennesker, som vi har sendt til Bruxelles med vores stemmer
Men nu har billedet ændret sig. De to store partigrupperer gået voldsomt tilbage i Europa-Parlamentet, og de liberale og de grønne er blevet store spillere. De liberale er i nogle lande populismens argeste modstandere, hvad enten de disruptive bevægelser går ind for Brexit, catalansk løsrivelse eller bare gang i gaden som i Frankrig. De grønne kan måske tilskrive den lille Greta fra Sverige deres succes: De økologistiske énsagspartier bliver vel nok set som det mest seriøse bud på en klima- og miljøpolitik, der kan sikre klodens fremtid.
Hvad de grønne énsagspolitikere så vil stemme i alle mulige andre sammenhænge, er uklart. De grønne partier er derfor fordelt på to forskellige grupper: en centrum-venstre og en smækreaktionær gruppe. Også de små grupper vil der nu skulle rafles om, for det kræver en vis samlet størrelse at danne gruppe med sine trosfæller. Ros havner i en restgruppe med folk, de måske ikke kan døje ideologisk set.
Liberale og socialdemokrater gør klar til attrække førertrøjen af den konservative EPP-gruppe. Tilsammen har de to ikke flertal alene, så der bliver brug for at skabe bred konsensus, måske fra sag til sag. Alliancernes tid er begyndt i de kolossale, umenneskelige bygninger, hvor den europæiske politik bliver fastlagt af de mennesker, som vi har sendt til Bruxelles med vores stemmer.
Foto: Sara Høyrup.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
