PPOLITIK // ANALYSE – Lars Løkke Rasmussen vil i regering, men uden SF bliver det svært at få en ny midterregering på plads. Derfor må Moderaternes formand være klar til kompromiser og “satse på, at en mulig velfungerende centrum-venstre-regering faktisk kan sikre hans parti en nøglerolle i de kommende år”, skriver Helle Ib. SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, står med sit eget skæbnevalg.
Moderaternes formand Lars Løkke Rasmussen og SF’s formand Pia Olsen Dyhr udgør hinandens politiske modpoler i den S-SF-M-R-konstruktion, som sandsynligvis kan blive resultatet af de rekordlange regeringsforhandlinger. Men personligt er deres skæbner flettet sammen i en grad, så erkendelsen snart må materialisere sig. Der skal ikke gå yderligere syv uger, før Danmark har en ny regering.
Erkendelsen må udspringe af følgende:
Lars Løkke Rasmussen vil og skal i regering. Den latente trussel om at kunne hoppe over i blå blok mistede slagkraft allerede dagen efter valget, da DF’s Morten Messerschmidt med snedig elegance fik udstillet, at Løkke ikke vil betale for borgerlig økonomisk politik med Moderaterne parkeret i den lidet solbeskinnede rolle som almindeligt støtteparti i det blå morads.
“Hvis SF af angst for vælgertæsk skal vente med regeringsdeltagelse til den dag, der eksisterer et rent rødt flertal uden om Moderaterne og De Radikale (…), kan der gå mange, mange år
Lars Løkke Rasmussen vil i regering og går efter ambitiøse velstandsmål og bløde og hårde arbejdsudbudsreformer af den type, der tæller i Finansministeriets modeller for råderum. Men også Løkke må som tidligere finansminister og partiformand i Venstre have i baghovedet, at billedet er blevet mere broget:
De lavthængende frugter er for længst plukket. SVM – der ellers havde sit eget bekvemme flertal – kom med et løft på godt 32.000 personer et pænt stykke. Men stadig ikke i mål med egne reformforslag og udpegning af potentialer for at løfte arbejdsudbuddet.
Det enorme løft i den strukturelle beskæftigelse, som under SVM førte til flere markante opjusteringer af råderummet, tilskrives i øvrigt en del andre elementer udover de klassiske arbejdsudbudsreformer – blandt andet mere international arbejdskraft, at flere herboende indvandrere er kommet i job som følge af jobvæksten, og at flere seniorer har valgt at arbejde mere. Arbejdsudbudsreformer er blevet en politisk ”trylleformular” med begrænset effekt, som cheføkonom Erik Bjørsted fra Dansk Metal har udtrykt det.
I Venstres økonomiske 2035-plan, der blev præsenteret under valgkampen, fremgår det da også, at partiet ikke kan anvise nye sikre gigantskridt. Venstre mener at kunne øge arbejdsudbuddet med 10.000 ved hjælp af skattelettelser, en ”reformpakke” for bl.a. førtidspension og ved at udbrede kunstig intelligens i det offentlige. Det er ikke overvældende.
Under Lars Løkke Rasmussens tid som statsminister i VLAK-regeringen endte resultatet på sølle 4000 i løft af arbejdsudbud – målet var mere end ti gange større.
Løkkes vej til regeringen går gennem SF
Alle disse tal peger på én ting: At Lars Løkke ikke skal forsøge at overbevise omverdenen om, at hvis bare han gennemtvinger høje mål på papiret, har han succesfuldt vundet over venstrefløjen og den under alle omstændigheder protesterende blå blok. En mulig rød-lilla regeringsdannelse og operationel succes står og falder med andet og mere end opgørelser fra Cepos.
Endelig må Løkke erkende, at uden SF om bord vil Mette Frederiksen have sværere ved at gå langt for at honorere Moderaternes krav i den økonomiske politik.
Det blev fatalt for hans lederskab
I betragtning af, at Moderaterne sidste år var døden nær i målingerne, er ny regeringsdeltagelse en enorm chance.
Lars Løkke må nedtone sin forfængelighed og dominansattitude og satse på, at en mulig velfungerende centrum-venstre-regering faktisk kan sikre hans parti en nøglerolle i de kommende år, hvor Moderaterne som eneste rigtigt halvblå midterparti måske endda kan stå med et bedre afsæt ved et nyt valg end de gamle familieforbindelser hos Venstre, Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance.
Pia Olsen Dyhrs egentlige prøve
For SF er disse uger på Marienborg, i Statsministeriet og ved de uformelle drøftelser uden for offentlighedens spotlight også skæbnebetonede. Pia Olsen Dyhr kommer under ingen omstændigheder til at kunne levere på alle de signaler og ønsker til en rarere verden, som SF har flashet gennem mange år. Partiformanden synes da også klogt i gang med at betone, at der venter kompromiser forude.
Reelt står Pia Olsen Dyhr i et vejvalg, som historisk har påvirket en lind strøm af hendes gamle partifæller, der forlod skuden. Især til fordel for Socialdemokratiet, der har færre kvaler ved at få skidt på hænderne, når magt og ansvar skal forvaltes.
Pia Olsen Dyhr har med succes genrejst SF efter den ydmygende tid under SRSF-regeringen i årene efter 2011. Nu kan spørgsmålet koges ned til følgende: Er SF klar til at rykke en liga op igen – eller foretrækker partiet den mere behagelige og forudsigelige oppositionstilværelse med likes på Instagram?
Advarslen fra Dansk Folkeparti
Da Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl i 2015 stod på toppen med over 20 procent af stemmerne og historisk åbne regeringsdøre, valgte han populariteten og trygheden frem for ansvaret.
Det blev fatalt for hans lederskab – og begyndelsen på den deroute, der truede med at gøre DF til et ligegyldigt parti.
De kan ikke undvære hinanden
At Lars Løkke Rasmussen og Pia Olsen Dyhr har hyppig kontakt, vidner om, at SF’s formand nok er bevidst om skæbnevalget og deres politisk forbundne kar.
Hvis SF af angst for vælgertæsk skal vente med regeringsdeltagelse til den dag, der eksisterer et rent rødt flertal uden om Moderaterne og De Radikale – og en socialdemokratisk top, der målrettet drømmer om at glide i ét med venstrefløjen – kan der gå mange, mange år.
Se flere politiske analyser af Helle Ib her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.