
POLITIK // ANALYSE – Selvfølgelig skal Troels Lund Poulsen sige, at han som formand for et blåt parti ”håber på en blå regering efter et valg”, skriver Andreas Karker. Men de øvrige borgerlige partier udgør en uharmonisk rodebutik med meget store indre modsætninger, som det er mere end svært at se, hvordan der skal komme et regeringsdueligt flertal ud af.
”Venstre ved du, hvor du har.”
Sådan lyder det klassiske slogan fra valgkampen 1998, hvor Uffe Ellemann-Jensen forgæves forsøgte at blive statsminister. Partiet manglede 179 stemmer på Færøerne for at vinde det sidste, afgørende mandat, der ville sikre et blåt flertal i Folketinget.
I dag er situationen den, at blå blok mangler en hel del flere stemmer, selv om det er begyndt at gå den rigtige vej – men Venstre ved du i den grad ikke, hvor du har. Tværtimod holdt partiformand Troels Lund Poulsen alle muligheder åbne, da partiet holdt landsmøde i den forgangne weekend. Det sidste inden næste valg.
Hvis Troels Lund Poulsen vil, har han partiets opbakning til at tage endnu et sidespring fra blå blok
Det var dog tydeligt, at han og resten af partiet er godt tilfredse med SVM-regeringen. Som Troels Lund Poulsen gjorde opmærksom på, har SVM-regeringen gennemført flere skatte- og afgiftslettelser end under den rent borgerlige VLAK-regering fra 2016-19.
Store modsætninger
Selvfølgelig skal Troels Lund Poulsen sige, at han som formand for et blåt parti ”håber på en blå regering efter et valg”. Men de øvrige borgerlige partier udgør en uharmonisk rodebutik med meget store indre modsætninger, som det er mere end svært at se, hvordan der skal komme et regeringsdueligt flertal ud af.
Nogle nedslag:
- Den grønne trepart, der skal omdanne en stor del af landbrugets marker til skov, er blevet en kronjuvel i Venstres øjne. Man er rigtig godt tilfredse med resultatet. Derimod er Danmarksdemokraterne arge modstandere. Kan Inger Støjberg sluge den kamel at acceptere den grønne trepart? Det er svært at se.
- Der er langt til et blåt flertal uden Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne. Men Dansk Folkepartis leder, Morten Messerschmidt, har svoret aldrig at støtte en regering, hvor Lars Løkke er minister. Og det er lige så utænkeligt, at Lars Løkke støtter en regering, hvor Dansk Folkeparti har indflydelse. Det var selve begrundelsen for at danne Moderaterne, at yderfløjene skulle holdes uden for indflydelse.
- Lars Boje Mathiesen og hans Borgernes Parti svinger lige omkring spærregrænsen på 2 pct. i de meningsmålinger, der er lavet på det seneste. Kommer partiet ind, vil det lægge en mere konfrontatorisk linje til højre for Dansk Folkeparti, hvilket vil gøre fristelsen til at ”gå blåt” endnu mindre for Venstre. Kommer de ikke ind, vil et blåt flertal være endnu længere væk.
- Dansk Folkepartis voksende modvilje mod at støtte Ukraine med store beløb økonomisk og militært samt partiets EU-skepsis er også afgørende snublesten. Troels Lund Poulsens støtte til Ukraine er lige så stålsat som Mette Frederiksens.
”Venstre skal videre”
Listen kan gøres en del længere, men mønstret er tydeligt. Set med Venstre-øjne er det svært at få øje på det attraktive ved en borgerlig regering. Derfor er det mest sandsynligt, at ”Venstre skal ikke hjem. Venstre skal videre”, som Uffe Ellemann-Jensens søn, Jakob Ellemann-Jensen, fastslog ved SVM-regeringens dannelse i december 2022.
Det skete, efter at han som formand for Venstre havde begået det nok største løftebrud i nyere dansk politisk historie:
Før valget sagde han: ”Jeg kan godt love, at jeg aldrig kommer til at pege på Mette Frederiksen som statsminister i Danmark.”

Da han blev spurgt, om han kunne overveje det, hvis han fik en tung ministerpost, lød svaret således:
”Ordet ’aldrig’ er ret ultimativt. Her, der er jeg ultimativ. Jeg vil have en borgerlig statsminister i Danmark.”
Da S og V begyndte at forhandle, tryglede de øvrige blå partier Venstre om at ”komme hjem”, men det afviste Jakob Ellemann-Jensen med de ord, der er blevet lige så klassiske som det gamle valgslogan.
Mette Frederiksen tilfreds
Også Mette Frederiksen er i stigende grad blevet glad for SVM-samarbejdet – men her er der utilfredshed i baglandet. Det var der ikke på Venstres landsmøde. Hvis Troels Lund Poulsen vil, har han partiets opbakning til at tage endnu et sidespring fra blå blok.
Det bliver ikke nemt efter næste valg. Også af den grund bliver valget nok udskrevet så sent som muligt
Det bliver dog ikke med en ny SVM-regering. Meningsmålingerne giver kun de 3 partier en tredjedel af stemmerne. Så en ny midterregering skal udvides, og her er SF og De Konservative de mest oplagte. Men SF’s leder, Pia Olsen Dyhr, har afvist at gå med i en regering med Venstre og De Konservative:
”S kan kun regne med SF’s opbakning, hvis SF kommer med i en ’rød regering’, … vi peger på Mette Frederiksen. Men kun under forudsætning af, at hun danner en rød regering,”
Kort sagt: Det bliver ikke nemt efter næste valg. Også af den grund bliver valget nok udskrevet så sent som muligt.
Det skete i Odense Congress Center, hvor partiet ikke har sat sine ben siden 2014.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()







og