
POLITIK // ANALYSE – Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) gør, hvad han kan for at styre sit temperament, men han var tæt på at eksplodere, da han fik et spørgsmål om kulturordfører Jon Stephensen under et pressemøde om Ukraine-fonden. Strategien fra partiet er tydeligvis, at sagen går væk, hvis de nægter at udtale sig.
“Bruger du den her lejlighed til at stille det her spørgsmål? Det er perspektivløst og pinligt for dansk presse. Jeg synes, I skal til at vågne lidt op. Come on,” lød det vredt fra Lars Løkke Rasmussen.
Lars Løkke Rasmussen blev af B.T. spurgt ind til det civile søgsmål, som er mellem Jon Stephensen og teatret Aveny-T, hvor Stephensen tidligere har været teaterdirektør.
Det har han flere gange afvist at svare på, også ved Moderaternes gruppemøde:
“Hvad laver I her? Er der sket noget?” sagde Løkke humoristisk til gruppen af journalister foran gruppeværelset. Og efter mødet fastslog han, at de overhovedet ikke havde talt om Stephensen-sagen.
Stephensen er af Aveny-T’s bestyrelsesformand Henning Dyremose blevet anklaget for at have forfalsket en underskrift.
En anonym kilde har fortalt til Børsen, at han så Jon Stephensen lave den falske underskrift, og at han optog det i en lydfil, som Børsen har offentliggjort.
Jon Stephensen har anlagt injuriesag for at blive renset.
Han er desuden blevet anklaget for at terrorisere teaterbranchen. TV 2 har talt med mere end 30 af hans tidligere kolleger i artiklen “Nye anklager mod Jon Stephensen: – Der har været mange dumme svin, men ingen måler sig med ham”.
Stephensen har undskyldt over for alle ofrene, men uden at anerkende overgrebene.
Sagen er en tikkende bombe, ikke bare under Jon Stephensen, men også under regeringspartiet Moderaterne og lederen Lars Løkke Rasmussen.
Det er hidtil lykkedes Lars Løkke at holde sagen i ave, men det er kun et spørgsmål om tid. Anklagerne mod Stephensen vil blive et problem, når Moderaterne holder deres første årsmøde i den kommende weekend.
Langt generalieblad af skandaler
Jeg har selv været tæt på Lars Løkke, bl.a. da jeg skrev bogen LLR sammen med Thomas Nørmark Krog i 2014. Vi skrev bl.a. en mail til Lars Løkke og anmodede om et interview. Det ignorerede han og undersøgte i stedet muligheden for at nedlægge fogedforbud mod bogen, ligesom han truede gruppemedlemmerne med, at det ville blive betragtet som partiskadelig virksomhed at udtale sig til os.
Det gjorde de fleste ikke desto mindre, og Lars Løkke inviterede os så i stedet til et møde, som blev holdt på Berlingske. Det skulle vare to timer, men varede fire og senere holdt vi endnu et fire timer langt møde på Løkkes kontor på Christiansborg.
Han krævede, at det hele var til baggrund, men nævnte alligevel møderne i sin bog Om de fleste og det meste (2020):
“Okay, så kan jeg godt skrive på Facebook, at du afviser at være pædofil?”
Lars Løkke Rasmussen i bogen Om de fleste og det meste, 2020
“Det var lidt af en stillingskrig, som først blev brudt, da jeg bragte det til lejligheden opfundne rygte om en af dem på banen:
“Jeg har hørt, at du er pædofil,” sagde jeg.
Aftenen før havde jeg bedt to venner om at sige det højt til mig, så jeg ikke bare sad der og fandt på det, selv om det jo var den pureste løgn. Han afviste på stedet.
“Okay, så kan jeg godt skrive på Facebook, at du afviser at være pædofil?”
Sjovt nok blev vi hurtigt enige om, at man ikke kan arbejde på den måde!”
I stedet fortalte han, hvordan et tilfældigt møde på en rasteplads på Fyn havde afgørende indflydelse på Hovedbestyrelsesmødet, og da han fortalte, hvordan han blev opfordret til at blive og kæmpe, blev han så rørt, at tårerne trillede ned ad hans kinder.
Lars Løkke har et langt generalieblad af skandaler bag sig. Her er et uddrag:
2008: Løkke lader skatteborgerne betale cigaretter, og entré til et kasino i Aalborg og diskotek Crazy Daisy i Herning.
Han overnatter på et hotel i København under navnet Jensen.
Han bruger 240.000 på at køre i taxa.
2009: Ekstra Bladet afslører, at Lars Løkke på et frokostmøde med Søren Pind drak 20 snaps og fem fadøl under, hvad der blev betegnet som en arbejdsfrokost.
Disse problemer og hans ideer om en midterregering var medvirkende til, at Lars Løkke måtte gå af som Venstre-formand
2013: Lars Løkke bruger 1.056.402 kroner på rejser, hoteller og limousiner som formand for den internationale klimaorganisation Global Green Growth Institute (GGGI). På et fire timer langt pressemøde fremlægger han 200 sider bilag, som journalisterne får udleveret umiddelbart inden, så de ikke kan nå at læse dem.
2014: Venstre har betalt tøj til Lars Løkke for 152.000 kr. Efter valgnederlaget i 2011 har partiet betalt for en privat rejse til Mallorca for Lars Løkke Rasmussen, hans kone og deres søn. De betaler også for ekstra rengøring af hotelværelser, hvor Løkke mod reglerne har røget.
2018: Ekstra Bladet afslører, at Lars Løkke Rasmussen som statsminister i 2016 har tilbragt en uge med familien i et sommerhus i Skagen ejet af fiskeren John-Anker Hametner Larsen. Løkke hævder, at opholdet er en fødselsdagsgave.
Disse problemer og hans ideer om en midterregering var medvirkende til, at Lars Løkke måtte gå af som Venstre-formand, og efterfølgende dannede han partiet Moderaterne, som kom i Folketinget med 16 mandater og fik plads i regeringen.

Kan være færdig i dansk politik
Mange af sagerne om Jon Stephensen er gamle og er kun kommet frem, fordi han er blevet politiker. Kulturjournalisterne syntes åbenbart ikke, hans adfærd var værd at grave i.
Sagen om Jon Stephensen kan ikke undgå at få konsekvenser. Flere medier, primært TV 2 og B.T., har bidt sig fast i sagen, og strategien med ikke at udtale sig har en udløbsdato
Lars Løkke har selv klogeligt afholdt sig fra nye skandaler, og har spillet sine kort rigtigt, siden han blev en del af regeringen. Men sagen om Jon Stephensen kan ikke undgå at få konsekvenser. Flere medier, primært TV 2 og B.T., har bidt sig fast i sagen, og strategien med ikke at udtale sig har en udløbsdato. Den kan ikke undgå at få en vigtig rolle på Moderaternes årsmøde i Vejle i weekenden.
Strategien fra partiet er tydeligvis, at sagen går væk, hvis de nægter at udtale sig.
Det tvivler jeg på. Men meget afhænger af medierne. Hvis disse kan fremdrage nye sager, eller hvis Jon Stephensen taber sin injuriesag mod tidligere finansminister og TDC-topchef Henning Dyremose, er han sandsynligvis færdig i politik.
Læs mere om politik i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her