
FOLKEMØDE // KOMMENTAR – Mens alle Magnus Heunickes øvrige aktiviteter fremgår af hans aktivitetskalender for Folkemødet, kan man ikke finde mødet med den japanskejede havdambrugsvirksomhed Musholm. Virksomheden har hvert år et overskud på ca. 20-30 mio. kr. på sine havdambrug i de indre danske farvande. Der er ingen embedsmænd med til mødet, og der bliver ikke taget referat, hvilket der ville være blevet, hvis mødet havde fundet sted på ministerens kontor, skriver Frank Korsholm.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Folkemødet i Allinge på Bornholm er slut. DJØF-festivalen, elitens festdage eller lobbyisternes paradis bliver det også lidt nedladende kaldt, til trods for at det faktisk er ret præcist, hvad det er.
Alle er glade. Tre-fire dage med debatter, der ikke kaster nævneværdige nyheder af sig, da temaerne er velkendte og toppolitikerne for udkørte efter EP-valget til for alvor at ville sætte nye dagsordener.
Folkemødet er Danmark, når det er bedst. Hygge i lange baner og demokratiet for fuld udblæsning. Politikerne møder folket og omvendt. Hvis nogen hænger med hovedet efter en forlænget weekend på Bornholm, kan det højst skyldes gigantiske tømmermænd efter rigeligt indtag af fadøl til technomusik med miljøminister Magnus Heunicke som DJ.
Ikke underligt, at havets selvudråbte minister var hæs dagen derpå. Ham vender jeg tilbage til.
Som sagt: Alle er glade og opmuntrede rejst hjem igen. Man kan næsten ikke vente til næste år. Glemt er hele den ophidsede diskussion om Folkemøde-direktørens appel om at invitere ballademagere med i debatterne. Glemt er også mange udskejelser og moralske tømmermænd, for hvad der sker på Bornholm i disse dage, bliver som bekendt på klippeøen.
Folkemødet er en fest
Den gode stemning skal ikke ødelægges. Ingen sure miner her. Folkemødet er en fest. På den kommercielle side er det en fest at være sommerhusudlejer, der rask væk tager 50-100.000 kr. for en uge, ligesom hotellerne, pensionaterne, restauranterne og Krølle Bølle-kioskerne tjener tykt i de dage. Listen over virksomheder og personer, der tjener styrtende på Folkemødet, er således alenlang, og et forsigtigt skøn er, at omsætningen løber op i mindst 200 mio. kr. Så er det hele ovenikøbet ikke engang talt med.
Men husk lige, inden forargelsen når skyhøjder, at journalister jo er topprofessionelle, der i modsætning til andre erhvervsgrupper som fx læger, sagtens kan bijobbe og passe deres arbejde samtidig
Det skal være dem vel undt. Ikke et ondt ord herfra. Mediemæssigt dækkes Folkemødet af hundredvis af journalister. De hygger sig med hinanden og med politikerne. Mange har ikke set hinanden siden sidste års folkemøde, så gensynets glæde er derfor stor. Det skal fejres med en kold fadøl og måske en fiskefilet med pommes frites på Røgeriet.
Det er beskedent, hvad Folkemødet kaster af sig af nyheder. Flere partiledere valgte i år at lade sig i stedet interviewe på hovedscenen i stedet for at holde en tale. Det er også meget lettere, så slap de for at skrive en tale og ulejlige en af deres mange pressemedarbejdere.
Journalisterne mingler, når de ikke selv deltager i debatter, eller når de ikke optræder som moderatorer i andre debatter, hvor organisationer har betalt i dyre domme for et kendt navn til at styre debatten. For en kendis-journalist er en biindtægt på 50.000 kr. helt normalt. Men husk lige, inden forargelsen når skyhøjder, at journalister jo er topprofessionelle, der i modsætning til andre erhvervsgrupper som fx læger, sagtens kan bijobbe og passe deres arbejde samtidig. Biindtægter påvirker ikke deres dømmekraft.
Lobbyisterne valfarter til Allinge
Nu er vi så fremme ved lobbyisterne – eller rådgiverbranchen og dens konsulenter, som de vist ynder at kalde sig. De er valfartet til Allinge i et omfang, der efterlader de københavnske frokostrestauranter med et stort omsætningsdyk. Flere af lobby-bureauerne har deres egne pavilloner og har arrangeret kloge debatter.
Men når de ikke debatterer, fisker de politikere, der lige skal indvies i, hvad de bør tillade, forbyde eller ophæve af regler, så det bliver meget lettere for deres kunder at tjene penge. Det er rent wild west for lobbyisterne i de dage, også når mørket falder på, og de unge konsulenter for alvor slår sig løs i Toga Teltet.
Desværre er det uformelle møde mellem Magnus Heunicke og Musholm et eksempel på, at resten af befolkningen ikke har grund til at være lige så glade som alle folkemødedeltagerne
Der bliver konstant lobbyet under Folkemødet. Ministrene og andre toppolitikere kan vælge og vrage mellem erhvervslivets tilbud om at lade sig bespise på øens gourmet-restauranter. Velbekomme.
Sidste år havde Annette Heick folk fra øverste øverste hylde til fin middag, ligesom det kom frem, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen havde ladet sig beværte af de gamle gulddrenge fra DONG, der siden har etableret milliardforretningen Copenhagen Infrastructure Partners, der tjener sine penge på vindmølleprojekter. Det havde naturligvis ingen betydning for, at udenrigsministeren siden hen engagerede sig bemærkelsesværdigt meget i debatten om opstillingen af flere havvindmøller.
Den lobbyisme, der normalt foregår under mere ordnede forhold på ministerkontorerne i København, er i få dage blevet til det rene Eldorado. Ministre deltager i konkurrencer, madlavning, debatter m.v., og de optræder ofte på egen hånd. Embedsmændene er givet fri, og der bliver ikke taget referater fra møderne.
Magnus Heunickes møde med Musholm er suspekt
Nedenstående eksempel på et uofficielt lobbymøde er med garanti langtfra det eneste, der har fundet sted.
Virksomheden har p.t. ansøgninger liggende i Miljøstyrelsen, hvor de søger om at få lov til at placere flere havdambrug. Planerne er mødt med store borgerprotester, fordi havdambrug forurener badevandet i et yndet sommerhusområde, samtidig med at de bidrager til iltsvind.
Magnus Heunickes møde med Musholm er suspekt. Miljøministeren aflyste oprindeligt et planlagt arrangement fredag, hvor han skulle have tilberedt ørreder sammen med et par andre politikere på Musholms båd. Når det er suspekt, skyldes det, at mødet ikke er annonceret i ministerens aktivitetskalender. Alligevel er det tydeligt, at Heunicke lytter meget interesseret på direktøren fra Musholm. Det er næppe vejret, de taler om.
Mens alle Heunickes øvrige aktiviteter fremgår af hans aktivitetskalender for Folkemødet, kan man altså ikke finde dette møde nogen steder. Det skulle åbenbart holdes hemmeligt. Der er ingen embedsmænd med til mødet, og der bliver ikke taget referat fra mødet, hvilket der som sagt ville være blevet, hvis mødet havde fundet sted på ministerens kontor i København. Så hvad bliver der sagt?
Det ved kun de tilstedeværende. Det er klart utilfredsstillende for de tusindvis af mennesker, lystfiskere og andre langs den jyske østkyst, der protesterer mod havdambrug ud for deres kyster. Får Musholm så lov til at etablere sine dambrug? Det ved vi endnu ikke, men afgørelsen er lige op over, og Musholm har i hvert fald gjort sit arbejde på Bornholm for at få tilladelsen.
Som artiklen indledes. Så er alle folkemødedeltagerne glade og opmuntrede efter tre-fire dages uforpligtende hygge-politik.
Desværre er det uformelle møde mellem Magnus Heunicke og Musholm et eksempel på, at resten af befolkningen ikke har grund til at være lige så glade som alle folkemødedeltagerne.
Tværtimod giver det anledning til stor bekymring for en, der som undertegnede har nydt at bade i Asvig siden 1960, hvor der p.t. er ansøgninger om at placere flere havdambrug.
Du kan læse mere af Frank Korsholm lige her.
Præcisering efter udgivelse: Det fremgår af artiklen, at det var direktøren for Musholm, der holdt møde med miljøminister Magnus Heunicke. Musholm har bedt POV oplyse, at det retteligt er fiskeskipperen.
I artiklen fremgår det, at Musholm pt. har ansøgninger i Miljøstyrelsen om nye havdambrug ud for den jyske østkyst. Det drejer sig retteligt om andre havdambrug.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her