Veje og vildveje i politik –  Uffe Elbæks omgang med Alternativet

i Politik & Samfund/Danmark af
ALTERNATIVET II // KRONIK . Alternativet tændte et håb frem mod valget i 2015: Kunne der politisk gøres noget ved de store problemer? Er politik andet end kynisk-taktisk strategi? Er politik andet end en vekslen mellem Fogh, Løkke og Corydon-typer? Dette håb gav Alternativet et vældigt medløb, og de mange, der har fulgt Alternativet med interesse, sidder i dag tilbage med spørgsmålet: Hvad var det, der skete? Ikke alle ved, at der allerede tidligt i Alternativets historie blev indbygget nogle modsigelser, som i længden ikke kunne undgå at true partiet, skriver tidligere folketingskandidat for partiet, historier Søren Rønhede, som et svar på en kronik i POV, skrevet af partiets stifter, Uffe Elbæk.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


I de første år af Alternativets levetid tog Uffe Elbæk på store turneer rundt i landet. Her skitserede partilederen store visioner. Hvorfor opgav han disse turneer? Frem mod valget i 2019 kunne det virke, som om projektet kedede ham.

Var det på grund af det skibbrudne statsministerstunt? Februar 2019 luftede han offentligt sin undren over, at statsministerstuntet havarerede, inden det var kommet fra borde.

Uffe Elbæk passerede os og spurgte: “Nå, hvad synes I?” Vi udtrykte efter tur vor betænkelighed ved den måde, det foregik på. Derefter vendte vi os mod Uffe for at høre, hvad han havde at sige. Men der var ingen Uffe. Væk havde taget ham

Det spørgsmål vender vi tilbage til.

Ifølge det grundlag, partiet blev lanceret på efteråret 2013, skulle politikken skabes nedefra gennem såkaldt politiske laboratorier. Først skulle Alternativet have et politisk program. Et udkast skulle forelægges partiets første landsmøde i Aarhus 24. maj 2014.

Alle kunne komme med ændringsforslag. Der kom så mange forslag, at landsmødet druknede. Med en meget håndfast procedure jog daværende landsformand Rasmus Nordquist igennem 159 forslag på få timer.

I en pause var vi to, der stod sammen og drøftede forløbet. Uffe Elbæk passerede os og spurgte: “Nå, hvad synes I?”

Vi udtrykte efter tur vor betænkelighed ved den måde, det foregik på. Derefter vendte vi os mod Uffe for at høre, hvad han havde at sige. Men der var ingen Uffe.

Væk havde taget ham.

På det andet landsmøde på Bornholm 11. juni 2014 skulle vedtægterne vedtages. Det fremgik af udkastet, at partitoppen havde foretaget en kovending. Alt for mange var kommet med forslag til  landsmødet i Aarhus. Derfor skulle en politisk ledelse – i første omgang tre personer – stå for politikudviklingen, senere skulle kredsen udvides til spidskandidater og senere folketingsgruppen.

Landsmødet skulle kobles af politikken.

Denne centralisering vakte modstand og modstandslederen blev senere ekskluderet.

Men på landsmødet måtte toppen affinde sig med et kompromis: Den kompetence, den havde tiltænkt sig selv, endte i en storkredsvalgt forsamling på godt tyve personer, kaldet Politisk Forum.

Alternativets første eksklusion foregik i fuld åbenhed – gennemsigtighed var jo en af partiets kerneværdier. De senere eksklusioner, af storkredsformanden og modstandslederen fra Bornholm, der hermed blev fjernet som kommunal spidskandidat i Odense, var mørklagte

PoFo, som gruppen hurtigt blev døbt, skulle være sorteringsled mellem politisk ledelse og de politiske laboratorier i bunden af pyramiden.

Hvad der skulle ske med det, der kom fra laboratorierne, var imidlertid ikke helt klart. Skulle det ind i programmet? PoFo lod meget passere. Derfor opfandt man “Kataloget”. Her kunne det PoFo-godkendte arkiveres.

Landsmødet fik dog én politisk kompetence. Det kunne, på forslag fra medlemmer, sende et godkendt program til genbehandling (suspensivt veto).

På partiets 4. landsmøde – en uge efter folketingsvalget 18. juni 2015, hvor Alternativet kom ind med 9 mandater, og Uffe Elbæk for en stund mistede talens brug – havde to formastelige medlemmer benyttet sig af den mulighed. Det formastelige lå i, at der til samme landsmøde lå et forslag fra hovedbestyrelsen, hvorefter den vedtægtsbestemmelse, de to havde benyttet sig af, skulle bortfalde.

Ved behandlingen blev det sagt til forsamlingen, at det var helt ved siden af, at de to medlemmer benyttede sig af en endnu gældende vedtægtsbestemmelse, da det kort forinden var vedtaget, at den skulle bortfalde!

De to formastelige var chanceløse i en forsamling af fem hundrede valgsejr-euforiske medlemmer, der var mødt for at hylde og begejstres af Uffe Elbæk. De to forslag blev selvfølgelig stemt ned; med hvilke stemmetal? Det kunne ikke oplyses; i mellemtiden var stemmesedlerne bortkommet.

Et medlem sagde efter mødet, at hun i nogle år havde boet i DDR, det tidligere Østtyskland, og det her var som at være tilbage igen.

Hvad var det for en organisation Uffe-kredsen havde skabt?

De to medlemmers forelæggelse var oprindeligt placeret ca. midt i dagsordenen, men blev undervejs skubbet til at være sidste punkt, vel fordi vedtægtsændringen skulle igennem først.

Vedtægtsbehandlingen foregik sideløbende med en række “workshops”, som de fremmødte blev opfordret til at deltage i – frem for at bruge tiden på noget så kedeligt som vedtægter.

Inden de to skulle på, fik de besked på at rubbe sig – der var ikke megen tid, fik de at vide: “Det er sidst på dagen, folk er trætte.”

Den første fik lov til at tale nogenlunde uforstyrret; den anden fik – mens hans forelagde – placeret én på hver side af sig. Personen til højre, et hovedbestyrelsesmedlem, talte korrigerende ind i øret på ham. Det hjalp åbenbart ikke, for efter nogle få minutter blev mikrofonen afbrudt. Da seancen var overstået, var der et par timer til overs. De blev brugt på lange fremlæggelser fra nævnte workshops.

På Facebook skrev en storkredsformand: “Partidemokratiet blev kuldsejlet … Søren Rønhede (ja, det var mig) blev chikaneret af mødeleder, mens han fremlagde sit forslag. Samme årsmøde glimrede med at stemmesedlerne blev bortkommet, så genoptælling af en knivskarp optælling blev forhindret.”

Det bør tilføjes, at “mødeleder” var et medlem af hovedbestyrelsen, som havde skubbet den valgte dirigent til side. Storkredsformanden blev senere ekskluderet.

Et andet medlem skrev: “Det var desværre ikke i nærheden af at være demokratisk, og vi / partiet kommer at lide for det – dét der skete med Søren må bare ikke ske i en demokratisk forening, og det var heller ikke skønt sådan som dem der havde stillet andre forslag blev behandlet.”

Alternativets første eksklusion foregik i fuld åbenhed – gennemsigtighed var jo en af partiets kerneværdier. De senere eksklusioner, af storkredsformanden og modstandslederen fra Bornholm, der hermed blev fjernet som kommunal spidskandidat i Odense, var mørklagte.

To af aspiranterne, en af hvert køn, begyndte at græde

Den sidste blev i 2017 lynekskluderet i strid med vedtægten, fordi han havde kritiseret landsmødetilrettelæggelsen. Den eksklusion affødte mange protester: Kan man blive lynekskluderet på det?

Svaret var, at der var så meget andet …Hvad for noget “meget andet”?

Det blev aldrig besvaret; sagen var mørklagt. Man henviste til, at det var en personsag, hvor man ville beskytte den pågældende. I sagen om storkredsformanden frabad han sig udtrykkeligt denne “beskyttelse”, han ønskede fuld åbenhed; gennemsigtighed var jo en af partiets helt centrale kerneværdier.

Men sagen forblev lukket.

På landsmødet 2015 ville ledelsen også fjerne “ombudsmandsrådet”.

Det havde været en vigtig og original institution, som var et flagskib for Alternativet og dets grundværdi gennemsigtighed. Organet blev stærkt opreklameret ved partiets start. Medlemmerne heraf skulle være folk uden for Alternativet, som skulle have fuld adgang til alt og årligt aflægge rapport om partiet og dets omgang med egne værdier.

Men ledelsen måtte vente et år mere på at få ombudet ud af vedtægten, da man ikke kunne nå op på de ⅔, som krævedes til fjernelsen.

Efter landsmødet kontaktede jeg ombudsmandsrådet for at henlede dets opmærksomhed på landsmødeforløbet. Jeg fik det svar, at rådet ikke fungerede; det var ikke muligt uden samarbejde med sekretariatet, og rådsmedlemmerne var i gang med at trække sig.

“Vi har fuld tillid til ledelsen,” blev der råbt fra forsamlingen, som ikke kunne undgå at få den opfattelse, at den takket være ledelsens rettidige omhu var sluppet for at opstille tvivlsomme personer, der kunne være både børnelokkere og kassebedrøvere

Den uønskede “personbeskyttelse” viste sig at være standard. På en storkredsgeneralforsamling i 2016 blev nogle folketingskandidat-aspiranter, som de blev kaldt, indtil de var godtaget, erklæret uegnede af formanden. Et medlem bad om begrundelse. Den anmodning blev afvist af formanden – for at beskytte de pågældende. Det bekræftede dirigenten.

To af aspiranterne, en af hvert køn, begyndte at græde. “Vi har fuld tillid til ledelsen,” blev der råbt fra forsamlingen, som ikke kunne undgå at få den opfattelse, at den takket være ledelsens rettidige omhu var sluppet for at opstille tvivlsomme personer, der kunne være både børnelokkere og kassebedrøvere.

Et medlem sagde efter mødet, at hun i nogle år havde boet i DDR, det tidligere Østtyskland, og det her var som at være tilbage igen.

Hvad var det for en organisation Uffe-kredsen havde skabt?

Efterfølgende landsmøder brugte megen tid på at ændre i vedtægten. Det var spildt arbejde, for praksis var, at passede vedtægten ikke f.eks. en storkredsledelse, kunne den fra centralt hold få grønt lys til at tilsidesætte en ubekvem bestemmelse. Protesterede et eller flere medlemmer i den anledning, blev protesten ignoreret.

Nogle påstod, at denne form for vedtægtsbeherskelse var en spidskompetence, der blev opnået i uddannelsen til kaospilot: vedtægter skal respekteres nedefra, ikke oppefra.

I det også af Elbæk yndede managementsprog hedder det “den mest udfordrende arbejdsperiode”. Kan det hænge sammen med, at han efteråret 2016 løb ind i et medlemsoprør fremkaldt af topstyring og dæmonisering af enkeltmedlemmer?

Ved sin afgang har Elbæk udtalt, at perioden 2017-19 var en af de hårdeste, han har været igennem. I det også af Elbæk yndede managementsprog hedder det “den mest udfordrende arbejdsperiode”. Kan det hænge sammen med, at han efteråret 2016 løb ind i et medlemsoprør fremkaldt af topstyring og dæmonisering af enkeltmedlemmer?

Først forsøgte han at ignorere problemet væk, men så satte han sig i spidsen for en stor intern partikonference 7. januar 2017, hvortil der var udsendt indbydelse til tillidsvalgte.

En gruppe havde sammenfattet deres kritik i en skrivelse, der var rundsendt til underskrift. Herfra citeres:

“Kære medalternativist. Vi er glade for, at ledelsen har taget initiativ til mødet her den 7. januar, da vi har samme mål, at “vi sammen udvikler en fælles forståelse og et fælles ansvar for at skabe en organisation, der er i overensstemmelse med Alternativets sjæl og værdigrundlag.”

Herefter citeres forfatteren Carl Scharnberg (1930-95): ”Det nye sker, når den der altid er tiltænkt tilskuerens rolle begynder at blande sig”

Videre hedder det:

“Fra vores udkigsposter kan vi se et accelererende fald af gode folk fra arbejdsgrupper og tillidsposter. Det siver med aktive medlemmer fra hele landet. Enten melder de sig helt ud eller træder ind i en passiv rolle som medlem. Det bekymrer os meget. Vi mener, at det for det meste skyldes måden, som vi behandler hinanden på. … I vores optik er det afgørende og vigtigt, at åben og ærlig kritik også bydes velkommen. Vores håb er, at I netop vil gøre det, med vores skriv her til jer – at I modtager det åbent og nysgerrigt.

Umiddelbart fik “oprørsgruppen” ikke betydning; de uophørligt begejstrede havde overtaget. Kritik blev kaldt negativisme, trufne beslutninger måtte ikke anfægtes, man skulle se fremad: vi skal redde verden

Spørgsmålet er vel egentlig “Hvad er der galt venner”? Grundlæggende finder vi, at der ofte er et gab mellem det, som vi i Alternativet siger og det vi gør. … Vi er klar til at give konkrete eksempler og tage dem i en uddybende dialog. .. Vi oplever, at vedtægter ikke overholdes … at vores værdier og dogmer ikke efterleves. … oplevelsen af ikke at blive hørt, inddraget og taget alvorligt … Vi tænker, at vi har brug for en mere inddragende beslutningskultur i Alternativet. … Det fordrer, at der i processen skabes rum til at høre og lytte til mindretallets begrundelser og til at de så vidt muligt bliver inddraget i den endelige beslutning – og altid medtages i referater. … En flertalsbeslutning som efterlader et mindretal med en følelse af ikke at være blevet hørt eller forstået kan være en dyrekøbt sejr, der lægger kimen til fremtidige konflikter. …Mødet her den 7. januar er også en god illustration. Det er sat i værk grundet kritikere … men kritikerne selv er ikke inviteret med.”

Så vidt “oprørsbrevet”.

Mødet fik et andet forløb end forventet. Selv om skaren var udvalgt, var der alligevel en bred forventning om, at mødet skulle handle om den seneste tids uro. Men det skulle det ikke. Da mødet begyndte, viste det sig, at dagsordenen var en anden: Workshops.

Der blev spurgt til det forventede, og svaret var, at det var efter frokost. Efter frokost blev det skudt til midt eftermiddag. Da man nåede dertil, fik forsamlingen at vide, at de, der ønskede at drøfte den senere tids utilfredshed og uro skulle gå i en gruppe for sig.

Få måneder senere blev den person, der blev anset for at være hovedpersonen bag skrivelsen ekskluderet på en bagatelsag. Umiddelbart fik “oprørsgruppen” ikke betydning; de uophørligt begejstrede havde overtaget. Kritik blev kaldt negativisme, trufne beslutninger måtte ikke anfægtes, man skulle se fremad: vi skal redde verden.

Dette organisationssyn har fortilfælde og er blevet kaldt demokratisk centralisme: Diskuter gerne indtil toppen siger stop; så skal der bakkes op om den trufne beslutning.

Alt andet er surhed og eksklusionsgrund (uanset vedtægterne).

Folk omgik værdierne meget forskelligt; men mange var opsatte på at praktisere dem – uden altid at være bevidste om, at værdierne var Uffes, og at kun han kunne afgøre, om de blev praktiseret rigtigt

Uffe Elbæk havde skabt en organisation, der fik mange medlemmer, som var stærkt optaget af partiets erklærede værdier og “ny politisk kultur”. Folk omgik værdierne meget forskelligt; men mange var opsatte på at praktisere dem – uden altid at være bevidste om, at værdierne var Uffes, og at kun han kunne afgøre, om de blev praktiseret rigtigt.

I sit afskedsbrev til medlemmerne spørger han – helt uskyldigt – i sin selvbevidste, selvrosende stil:

“Hvordan kunne det dog ende her? Hvor jeg – eksempelvis – må træffe en så livsforandrende beslutning som at forlade det parti og bevægelse, jeg selv var med til at starte. Ja, som ikke i dag ville have eksisteret, hvis jeg ikke havde taget initiativet.”‘

“Tænkt ideen, og efterfølgende skrevet den ned: ambitionen om en hel ny politisk platform i Danmark. En politisk platform, der for altid ville forandre politik, som vi ellers kender det. Hvordan kunne en så utopisk, ambitiøs – ja smuk – politisk ide, dog ende i den organisatoriske og politiske blindgyde, vi befinder os i i dag?”

Og hvad er svaret?

Elbæk oplyser, at det “er ikke alene et spørgsmål om for og imod en given politisk leder. Det her handler endnu mere om, at hvis Alternativet skal genvinde sin relevans for vælgerne og være et ambitiøst politisk svar på de udfordringer Danmark og verden står overfor, skal vores politiske profil og identitet være langt skarpere.”

“Et tydeligt visionært og samtidig jordbundent bud på det frie, grønne, postkapitalistiske samfund vi ønsker. Parallelt med dette politiske udviklingsarbejde skal der gennemføres en stor kollektiv oprydning i organisationen. Herunder, at de medlemmer der igennem flere år har spredt negative rygter og konspirationsteorier i organisationen får at vide, at de ikke længere er ønskede i Alternativet.”

Nu handler det pludselig om noget andet og større end hans utilfredshed med, at medlemmerne valgte den forkerte.

Både partiets politik og organisation er forkert. Profilen skal skærpes og et større antal skal ekskluderes. Hvilke “negative rygter og konspirationsteorier”, der er tale om, får medlemmerne ikke at vide.

De får faktisk intet at vide; alt er holdt i uklare vendinger. Men at den just afgåede leder pludselig har fået øje på, at der er noget galt med den politiske profil … Et medlem har kommenteret det  således: “Hele hans afskedsbrev er en stor selvforherligelse og virkelighedsfornægtelse af eget ansvar.”

Elbæk er rig på flot formulerede, ukonkrete anvisninger til sit forladte parti

Han har forladt partiet, men holder sig ikke af den grund fra at komme med anvisninger: Visse medlemmer skal have “at vide, at de ikke længere er ønskede i Alternativet.“

Elbæk er rig på flot formulerede, ukonkrete anvisninger til sit forladte parti: “Det kan godt være, at Alternativet organisatorisk og politisk lige nu er endt i en blindgyde. Men så kan man heldigvis bakke ud af den igen.”

“Og jeg håber oprigtigt, at I der fortsætter i Alternativet beslutter jer for det. Se at få sat organisationen i bakgear, så I igen kan komme ud på det politiske livs hovedrute.”

“Det kunne vel ikke udelukkes, at Fock som medstifter af Alternativet og kendt af medlemmerne ville få stemmer?” Foto af Josephine Fock: Folketinget.

Han gik som leder “på det helt rigtige tidspunkt”, som han flere gange har sagt. Han opfordrede medlemmerne til at stille op – han håbede på, at rigtigt mange ville.

Men han troede ikke, at Josephine Fock kunne finde på det, sagde han efterfølgende. Det gjorde hun så alligevel, fordi mange landet over havde opfordret hende til det.

Da stemmetallene kom op på skærmen, lyste Uffe-kredsens ansigter af overraskelse og forfærdelse. Det kunne ikke passe, at medlemmerne i den grad tilsidesatte værdierne! Og endnu mindre kunne det passe, at hovedbestyrelsen ikke gav Josephine Fock et mistillidsvotum, når nu Uffe havde lagt op til det. Det var helt urimeligt.

Gad vide, hvad der var sket, hvis Uffe Elbæk i tide var steget op på landsmødets talerstol og havde sagt: “I skal bare lige vide, at jeg bliver sur og laver en værre ballade, hvis ikke I stemmer på Rasmus.”

Ville de tilstedeværende have jublet og klappet i hænderne endnu engang?

Som just afgået politisk leder udtaler Elbæk sig med en bemærkelsesværdig, selvtilfreds nonchalance.

Til medlemmerne skriver han, at “Josephine Focks valgsejr var legitim og overbevisende. Men det er de kritiske spørgsmål der er rejst efterfølgende også. Og det uanset om man kunne ønske, at det hele var foregået i den omvendte rækkefølge. Det gjorde det nu engang ikke.”

Hvorfor gjorde det nu engang ikke det? Hvis han vidste, at han ville sætte himmel og jord i brand, hvis det ikke gik, som han ville, hvorfor ventede han så med at melde ud?

En ansvarlig leder ville i anstændighedens navn enten have meldt ud på forhånd, og hvis det var undladt, efterfølgende holde sin mund lukket. Og hvis vedkommende ikke ville indgå i samarbejde med den valgte, trække sig pænt tilbage

Det kunne vel ikke udelukkes, at Fock som medstifter af Alternativet og kendt af medlemmerne ville få stemmer? Og det kunne vel ikke være Elbæk ubekendt, at partimedlemmer rundt om i landet havde overbevist hende om, at hun burde stille op?

“Jeg troede ikke, hun ville.”

En ansvarlig leder ville i anstændighedens navn enten have meldt ud på forhånd, og hvis det var undladt, efterfølgende holde sin mund lukket. Og hvis vedkommende ikke ville indgå i samarbejde med den valgte, trække sig pænt tilbage.

Troede Elbæk virkeligt, at Rasmus Nordquist kunne have trukket Alternativet væk fra den truende spærregrænse? Han kan jo ikke have været uvidende om, at Nordquist i 2015 med nød og næppe blev valgt til folketinget; kun få stemmer skilte ham fra førstesuppleanten.

Det gentog sig i 2019, efter at der gennem fire år var brugt mange kræfter på at gøre ham landskendt.

Var Alternativet begyndt at kede Elbæk, som derfor gik sin vej efterladende boopgørelsen til Rasmus, der trofast havde fulgt ham hele vejen, fra da han første gang stillede op for de radikale.  Frygtede han, at Josephine Fock sammen med medlemmerne kunne genrejse Alternativet? Han har i hvert fald gjort sit for, at det ikke skal ske.

Han måtte gå, hævder han, fordi Alternativet ikke lever op til det oprindelige grundlag, som han havde givet. Hvem afgør det? Det gør han naturligvis selv, for han er jo fadder til det hele. Og præmisserne for sin dom over sit parti formulerer han alment og ukonkret. Det nærmeste, man kan komme det, er:

Når I ikke gør, som jeg siger, træder I på værdierne, for værdierne – det er mig.

Det kan minde om Solkongens “l’etat c’est moi” (staten, det er mig).

Et medlem skriver: “Uffes exit afslører, hvor lidt respekt han har for medlemmerne.”

Uffe Elbæk havde store tanker om Alternativet.  Han kaldte det et “længselsparti”. Der blev talt om, at Alternativet ikke primært var et parti, men en bevægelse – bevægelsen for det 21. århundrede som arbejderbevægelsen havde været det for det 20.

Arbejderbevægelsen bestod af tre dele: parti, fagbevægelse og kooperation.

Uffe Elbæk er ikke en Thorvald Stauning, det 20. århundredes betydeligste politiker. Stauning kunne tåle modstand, modgang og tilbageslag. Thorvald Stauning var den suveræne leder i krisesituationer. Han kunne sætte sig for den bordende, hvor det ifølge Elbæk altid er meget vigtigt at placere sig

Her overtrumfede Alternativet, der også opererede med en 4. sektor, det skulle opfange det frivillige arbejde. Disse tanker fremlagde Elbæk på sine turneer rundt i landet – indtil han blev træt af dem. For Uffe Elbæk er ikke en Thorvald Stauning, det 20. århundredes betydeligste politiker.

Stauning kunne tåle modstand, modgang og tilbageslag. Thorvald Stauning var den suveræne leder i krisesituationer. Han kunne sætte sig for den bordende, hvor det ifølge Elbæk altid er meget vigtigt at placere sig. Stauning kendte til vedholdenhed og tålmodighed.

Omkring sin udtræden har Uffe Elbæk valgt at formulere sig i generelle, uklare vendinger: “Resultatet var – set derfra hvor jeg sidder – at mindste fællesnævner vandt over højeste.”

Hvordan skal visdomsordene forstås? Er det en guru eller et orakel, der taler? Flotte sætninger kastes i grams til en trofast, beundrende skare.

Ude omkring, havde han mange begejstrede tilhængere. Når nogen blev trådt på, lød råbet: “Kom videre, se fremad! Sammen har vi store ting at udrette. ”Se fremad” var det store mantra.

Man måtte ikke se sig tilbage, endsige analysere det skete.

“Statsministerstuntet skød langt over målet og kostede dyrt i troværdighed”. Uffe Elbæk. Foto: Steen Brogaard

Alternativets nedtur efter flere “møgsager”, som der blev gjort meget ud af i medierne, blev forstærket af det dårligt gennemtænkte statsministerprojekt, baseret på mangelfuld rådgivning og ukendskab til nyere dansk politisk historie.

“Alle omkring mig syntes, det var en god idé,” sagde Elbæk efterfølgende. Det strejfede ikke kredsen, at møgsagerne kaldte på ydmyghed.

Alternativet kunne – som de radikale i gamle dage – være gået til valg på, at partiet stod frit og efter valget ville “sælge sig” til det mest grønne regeringsprogram. Statsministerstuntet skød langt over målet og kostede dyrt i troværdighed.

Gruppen omkring Elbæk vidste åbenbart ikke, at den radikale partileder Marianne Jelved led skibbrud på et tilsvarende stunt i 2005. Hun fik straks medierne på nakken; nogle i hendes eget parti vejrede morgenluft og forstærkede effekten (lex: Naser Khader).

Mediernes foretrukne metode var som så ofte latterliggørelse.

Det er farligt for en partileder at forstyrre medieverdenens enkle billede af to hold med hver sin “præsidentkandidat”. Det billede er skabt af medierne efter amerikansk forbillede, selv om det strider mod dansk grundlov og forfatningstradition. Danmark er ikke et præsidentielt, men et parlamentarisk demokrati, hvor statsministeren ikke skal vælges i et folketingsvalg, men udpeges (af Dronningen) på grundlag af valgresultatet.

Vi må først høre vælgernes tale, sagde man tidligere.

Men medierne går efter det forenklende, som ofte er misvisende. Det kan en partileder med rette vælge at ignorere, men at lancere sig som statsministerkandidat er faktisk at spille med på mediedagsordenen – uden at tage medievirkeligheden i betragtning.

Medierne tillader ikke tre (eller flere) kandidater; to i spidsen for to hold er enkelt og overskueligt og har den fordel, at journalisten kan rapportere fra Christiansborg som fra fodboldbanen; mens kommentatorerne – også efter amerikansk forbillede – taler løs om det samme i en uendelighed.

Efter “den vanskelige toer”, som Uffe Elbæk valgte at kalde valgnederlaget 2019 for dermed at skubbe ansvaret fra sig, var projektet Alternativet begyndt at kede ham.

Faktisk var det tydeligt inden valget. Han fandt “det helt rigtige tidspunkt”, som han sagde gentagne gange, til at meddele sin afgang som partileder. Udpegede han Rasmus Nordquist som sin efterfølger, fordi han anså ham for bedst egnet til at føre Alternativt frem mod “den vanskelige treer”?

Om værdier og dogmer overholdes, afgøres suverænt af Uffe Elbæk. Han ved, hvornår man er empatisk og gennemsigtig og alt det andet på den rigtige måde. Derfor er det irrelevant, ja upassende, når nogen efterlyser begrundelser eller uddybninger

Og hvad er det særlige ved Uffe Elbæks nye politiske fællesskab Frie Grønne Stemmer”? Det lyder flot som alt fra Elbæk, men skal vi gætte på, at definitionsmagten stadig befinder sig hos ham, der har helt styr på, hvem der har den rette empati – og hvem der bestemt ikke har ?

Om værdier og dogmer overholdes, afgøres suverænt af Uffe Elbæk. Han ved, hvornår man er empatisk og gennemsigtig og alt det andet på den rigtige måde. Derfor er det irrelevant, ja upassende, når nogen efterlyser begrundelser eller uddybninger.

Uffe Elbæks dobbelthed ses tydeligt i hans lancering af sine Frie Grønne Stemmer. På den ene side har alle de Frie Grønne Stemmer “frihed til at finde ud af, hvad vi vil bruge den nye politiske position til … lige nu er vi virkelig fire frie grønne stemmer”. På den anden side er de frie stemmer bundet af en kontrakt om at repræsentere hinanden og stemme sammen.

Elbæk annoncerer “nye spændende, politiske initiativer”. Samtidig fortsætter han med at tale nedladende om dem, der ikke rettede ind: ”Jeg ved ikke, hvad det er for nogle politiske prioriteringer, Torsten og Josephine vil tage afsæt i. Det står ikke krystalklart for mig. Og det ved jeg heller ikke, om det gør for andre.”

Men både “ for mig” og “for andre” er det helt klart, hvad Elbæks Frie Grønne “vil tage afsæt i”: De frie grønne er helt frie og bundet af en kontrakt, og Elbæk udtaler sig kun på egne og alles vegne.

Det var uklart, hvad hans vrede over medlemsvalget af Josephine Fock 1. februar bundede i.

Hvem der igangsatte smædekampagnen i dagbladet Information 3 uger senere må stå hen, men straks ville han i partihovedbestyrelsen for at fortælle, hvad han havde oplevet sammen med Fock, og hvad han havde hørt. Mærkeligt at et flertal i hovedbestyrelsen ikke straks vedtog det mistillidsvotum, han var kommet for. Det må have været en aha-oplevelse. Men så var der jo ikke andet at gøre end at smække med døren.

Det var Elbæk, der i 2015 gjorde Fock til gruppeformand. På landsmødet efter succesvalget i juni bekendtgjorde han til forsamlingens overraskelse, at han hverken ville påtage sig gruppeledelsen eller ordførerskaber. Denne melding kunne åbenbart ikke vente til gruppens konstituerende møde.

Han ville være fri.

Og nu – fem år efter – skriver han i POV, at det var dybt krænkende for ham, at gruppeledelsen (Fock og Nordquist) i 2017 tog et initiativ uden om ham og sekretariatslederen. De to beklagede forbigåelsen, men alle fire støttede initiativet:

Uffe Elbæk: Slutreplik

Alligevel gik han kort efter til Josephine Fock for at sige, “at det var sidste gang, at jeg ville se, at sekretariatslederens og min autoritet blev undergravet på denne måde”. Alt dette oplyser Elbæk nu selv, men det er ret rystende, at han ikke selv ser, at det var ham, der søgte konflikten.

Efter endnu en lille sag, hvor han mener, at Fock har blandet sig utilbørligt, vil han af med hende som gruppeformand; men det vil gruppen ikke!

“Jeg fremlagde min beslutning om at ændre ledelsesgruppens sammensætning for de øvrige MF’ere.” Men gruppen mente noget andet. Også her foretager Elbæk en selvafsløring, når han ikke kan se, at han ikke kan beslutte for gruppen.

Det fremgår også af Elbæks tekst, at konflikten med Fock begyndte allerede i 2015, fordi det var hende – og ikke Elbæks protegé Niko Grünfeld – der blev valgt fra Østjylland.

Derefter skulle Niko Grünfeld presses ind som partiets spidskandidat til kommunalvalget i København.

Niko Grünfeld skulle presses ind som partiets spidskandidat til kommunalvalget i København. Foto af Niko Grünfeld fra Wikimedia Commons.

Dette fremstiller Elbæk anderledes, men en kilde i København, der var meget tæt på, men ikke ønsker at stå frem, har skrevet til en intern kreds, at “Grünfeld blev presset ind.“ … alle forhindringer mod det skulle stoppes. Der var ingen lydhørhed over for, hvad alle de aktive frivillige i lokalforeningen ønskede sig.

Man havde også plantet to personer i bestyrelsen, man var i tæt kontakt med, og som kørte denne dagsorden, og ikke veg tilbage fra manipulation og rænkespil “… Der var dømt topstyring på alle fronter – for det handlede om at vinde, ikke om at praktisere en ny politisk kultur.”

Theresa Scavenius, der nu har trukket sig helt, har ”med stor sorg set på, hvor uansvarligt Alternativet er blevet behandlet de sidste par måneder og år. Utilgiveligt at man lod den politiske kampplads, borgerne havde givet partiet, smuldre imellem fingrene”

Videre i sin seneste tekst fabulerer Elbæk om “en stor masterplan, som dybest set handler om, at der er kræfter i Alternativet, som ønsker at overtage magten og dermed ændre partiet til noget helt andet end den politiske ambition, som jeg i sommeren 2013 havde formuleret?

Men jeg besluttede mig for, at det var til ingen verdens nytte at bruge tid på den slags konspirationsteorier.”

Men hvorfor skriver han så om det? For at kunne varme op til denne salut: “Hvis det er sådan, det var, er det så syg en politisk logik og kultur, at jeg ikke har ord for det.” Men Elbæks tekst peger faktisk tilbage på ham selv.

Theresa Scavenius, der nu har trukket sig helt, har ”med stor sorg set på, hvor uansvarligt Alternativet er blevet behandlet de sidste par måneder og år. Utilgiveligt at man lod den politiske kampplads, borgerne havde givet partiet, smuldre imellem fingrene”.

Alternativets Unge på Instagram.

Uffe Elbæk er ikke i tvivl om sin egen historiske betydning: Hans “Alternativet fik skubbet det hele i en langt mere grøn retning og defineret rammen for klimapolitikken, som den er i dag,” skrev han i sit afskedsbrev til medlemmerne.

I danmarkshistorien havde Uffe Elbæk udset sig en hovedrolle. Da den fortonede sig, valgte han i stedet med stort rabalder at placere sig i en fodnote under afdelingen for spøg og skæmt

Mon ikke det internationale opbrud og gennembrud for klimasagen gjorde udslaget?

I danmarkshistorien havde Uffe Elbæk udset sig en hovedrolle. Da den fortonede sig, valgte han i stedet med stort rabalder at placere sig i en fodnote under afdelingen for spøg og skæmt.

Politisk har han gode ideer, men der må være noget andet, som er vigtigere for ham. På et landsmøde talte jeg med en ansat i sekretariatet. Vi var helt enige om, at styringen var meget kraftig. Men vi var ikke enige om, hvorvidt det var den rigtige vej at gå.

Den ansatte sagde: “Nu skal vi først have det her op at stå, så kan demokratiet få mere plads om et par år.”

Jeg svarede: “Risikoen er, at den kraftige styring bliver normen, og at man aldrig kommer til demokratiet. Det viser vægtige historiske fortilfælde.”

På et spørgsmål om Frie Grønne er et nyt parti, svarede Elbæk i Kristeligt Dagblad den 16. april: “Det er ikke sikkert, at det nogensinde når derhen.”

Men sikkert er det, at han allerede er klar med programmet.

Hvis alt det pæne og gode, der står i programmet, skal omsættes i praksis og måske blive til et parti – hvem skal stå for det ? “En mand, der er formet af evig flygtighed”?

Han vil “skal skabe et samfund, hvis udgangspunkt er social og økonomisk retfærdighed, respekt for de kommende generationers behov, og frihed for den enkelte til at leve et meningsfuldt liv. Men hvilken samfundskontrakt skal vi formulere sammen, for at et sådant frit, grønt postkapitalistisk Danmark er muligt?”

Han har skitseret det i 10 punkter. Hvis alt det pæne og gode, der står i programmet, skal omsættes i praksis og måske blive til et parti – hvem skal stå for det ? “En mand, der er formet af evig flygtighed”?


Topillustration: Fra Alternativets præsentationsfilm.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Søren Rønhede er historiker og pensioneret lærer fra USCJ. Han blev medlem af Alternativet i januar 2014 og var partiets folketingskandidat i 2015. Han var med til efter valget i 2019, hvor han meldte sig ud. Uffe Elbæks tur til dronningen "blev prikken over i'et" for hans vedkommende, siger han. Han bor i Vordingborg.

Seneste artikler om Politik & Samfund